Interview med Lawrence Ebelle og Marianne Johnstad-Møller med citater af Kirstine Autzen og Alberte Holmø Bojesen. 

Udstillingen TANG:TRANSFORMATIONER kan opleves som en totalinstallation i Brønshøj Vandtårn fra den 26. maj. Under forberedelserne til udstillingen mødtes jeg med kurator Lawrence Ebelle og tekstilkunstner Marianne Johnstad-Møller for at tale om samarbejdet og den kommende udstilling. Kirstine Autzen og Alberte Holmø Bojesen, der ligeledes udstiller, har også bidraget til interviewet med deres tanker om tilblivelsen.

I projektet er kunstnerne inspireret af tangens farver og evne til at ændre form, størrelse og vækstretning afhængig af de skiftende betingelser i havet. Tang er vækster, som demonstrerer en imponerende evne til transformation og tilpasning. Nogle arter udtørrer helt og blive levende igen ved ny kontakt med vand – hvilket er et skønt eksempel på tangs utrolige transformationskraft.

Kunstnerne bidrager hver med deres ekspertise indenfor tekstil, biomaterialer, video, tekst, duft og installation i samarbejdet. De høster tang fra havet og strandkanten, bearbejder det til biomateriale og bruger det som grundlag for fotografiske eksperimenter, og inspiration til strikkede skulpturelle værker.

Nutidens mennesker er kun langsomt ved at få øjnene op for havets betydning – både i forhold til at forstå den verden, vi er en del af, og de radikale udfordringer, som klimaforandringerne medfører. Med udstillingen ønsker kunstnerne at bidrage til, at flere bliver opmærksomme på netop denne betydning.

Marie-Louise Høstbo (MLH): Hvad mener du, Lawrence Ebelle, er kuratorens vigtigste rolle i dag? Og finder du, at den har forandret sig?

Lawrence Ebelle: Min rolle som kurator er afhængig af konteksten. Traditionelt set er kuratoren at betragte som vogter af viden eller samlinger. I dag kan kuratoren indtage en mere faciliterende og relationel rolle – som en, der skaber rum for møder, refleksion eller nogle gange kritisk eftertanke. Rollen er fra mit perspektiv skiftet fra at være en autoritet til at være mere taktil og indfølende. Kuratoren bygger færre templer end tidligere og skaber flere muligheder mellem kunstneren og modtageren/tilskueren.

MLH: Hvad er dit eget kuratoriske greb i forbindelse med den kommende udstilling Tang; Transformation, i Brønshøj Vandtårn?

Lawrence Ebelle: Min kuratoriske tilgang – mit greb – er stærkt materialebaseret og samarbejdsorienteret. Jeg er optaget af, hvad et værk er lavet af – ikke kun fysisk, men også historisk, politisk og følelsesmæssigt. Jeg ser mig selv som en væver: en, der plejer forbindelser, timing og rummet mellem værket og verden. Jeg har en tendens til at bygge udstillinger som økosystemer: sammenvævede, lagdelte og med flere indgange.

Siden 2020 har jeg udviklet projektet Delte Vande, hvor en kulturel og politisk fortælling møder en lokal drøm. Jeg finder det essentielt at fremhæve ofte oversete sanser og bringe en rigere, mere kropslig oplevelse i fokus.

MLH: Er det en anderledes tilgang, når du skaber en udstilling med kunsthåndværk sammenlignet med billedkunst?

Lawrence Ebelle: Ja – og nej. De grundlæggende værdier om respekt, nysgerrighed og dialog forbliver de samme. Men i arbejdet med kunsthåndværk bliver sproget ofte mere materialebaseret, taktilt og forankret i teknik og tradition.

Det, som fascinerer mig i Marianne Johnstad-Møllers arbejde – især de værker, hun har skabt til Delte Vande i år – er, at hun integrerer hele sit ophav fra Vendsyssel og sin forkærlighed for tang i strikkede former, der ikke ligner tang, men til gengæld gengiver tangens farvepalette. Derudover fremstår Mariannes værker som vandvæsener, samtidig med at de skaber en smuk kontrast til vandtårnets arkitektur. Det organiske mødes med de rå, stringente linjer og træder frem i skarpt relief mod de arkitektoniske detaljer.

Med billedkunst arbejder man ofte mere konceptuelt eller diskursivt i første omgang. I kunsthåndværk er udgangspunktet ofte hånden, processen og materialet – og herfra udfolder intentioner og betydninger sig. Derfor skal den kuratoriske ramme måske åbne for et langsommere engagement og fremhæve den indlejrede viden, som ikke altid lader sig fange i tekst eller teori.

MLH: Marianne Johnstad-Møller, hvordan vil du beskrive dit virke? Og hvilket udkomme har samarbejdet med en kurator bidraget med?

Marianne Johnstad-Møller: Jeg arbejder undersøgende med strik som transparent materiale. Gennem lag af strik og indfarvning af denne udforsker jeg, hvordan materialet opfører sig, og hvordan det kan danne rum. Processen er det centrale for mig – jeg følger min nysgerrighed og bygger videre på mine egne undersøgelser.

Havet er min inspirationskilde og en konstant tilstedeværelse i mit arbejde.
Jeg har samlet tang intensivt gennem tre år, og for et år siden begyndte jeg at arbejde konkret med materialet. Jeg har læst om emnet, og det har optaget mig så langt som til nu at være en del af en havhave også.

Vi har som kunstnere samarbejdet intenst og løbende også haft perioder, hvor vi har arbejdet individuelt. Nu er samtalerne etableret med Lawrence Ebelle og rummets storslåede arkitektur. Rummet er monumentalt og rummer en særdeles grandios sanselighed. Den samtale og det rum er vi fælles om og i.

Samarbejdet med en kurator har givet mit arbejde nye perspektiver og en ramme til at konkretisere mine idéer i udstillingsformat. Det har hjulpet mig med at se mit strik i et større rum – både fysisk i vandtårnet og i dialog med publikum – og har styrket min egen proces ved at åbne for kritisk sparring og nye forbindelser.

MLH: Hvad er udfordringerne og fordelene ved at skabe sin egen platform i Vandtårnet som alternativ til for eksempel en museal kontekst?

Lawrence Ebelle: At skabe sin egen platform giver frihed, agilitet og intimitet. Du kan tage større risici, reagere hurtigt på kulturelle skift og opbygge din egen etik for omsorg, adgang og inklusion. Det er også lettere at realisere tværfaglige, multidisciplinære eller eksperimentelle formater, som måske ikke passer ind under institutionelle normer.

Men det kommer med udfordringer: Ressourcebegrænsninger, synlighed og bæredygtighed er primære bekymringer. Museer har ofte en bred rækkevidde, værdifulde samlinger og den nødvendige infrastruktur, som selvinitierede projekter mangler. Alligevel kan autonomien i en uafhængig platform nogle gange give plads til en mere oprigtig eller subversiv kuratorstemme.

Marianne Johnstad-Møller: Gennem mit virke har jeg skabt flere udstillinger i eget regi, her har jeg haft mulighed for at fordybe mig i mit arbejde og materialet -samtidigt med, at jeg har kunnet dele mine refleksioner med det besøgende publikum. Med dette projekt har jeg samarbejdet med kunstnere og en kurator, hvilket har givet mulighed for en løbende dialog allerede undervejs i projektet.

MLH: Jeg vil gerne høre jeres tanker om generøsitet som en nødvendighed i et samarbejde.

Lawrence Ebelle: Generøsitet er grundlaget for ægte samarbejde: at skabe plads til andre, dele anerkendelse og lade idéer vokse frit. Det kræver, at man sænker tempoet, lytter aktivt og omfavner forskellige perspektiver – ellers bliver samarbejdet blot transaktionelt.

Som UKK-medlem (Organisationen for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere, red.)  arbejder jeg med “blød aktivisme” gennem eksperimentelle formater som kollektive måltider og dialoger (fx What if Diversity Was Not an Issue med Aarhus Billedkunstcenter og KH7 Artspace). Jeg faciliterer også platforme, hvor eksterne partnere kan udveksle, samskabe og præsentere deres arbejde (fx online-eventet Advocacy vs. Policy). Empati, generøsitet og omsorg er altafgørende i vores globaliserede verden.

Marianne Johnstad-Møller: Den umiddelbare generøsitet får jeg af mit materiale, tangen giver muligheder for nye indsigter. Og i arbejdet med Kirstine Autzen og Alberte Holmø Bojesen har vi kunnet dele erfaringer på tværs af alder og fagligheder.

MLH: Kan man lære af at dele sin egen praksis, og ser man den anderledes gennem samarbejdets linse?

Lawrence Ebelle: Absolut. Når du deler din praksis, tvinges du til at eksternalisere og præcisere det, der ellers forbliver intuitivt. Det skaber klarhed – men i dialog med andre bliver din praksis også spejlet, udfordret og udvidet. Du ser dine blinde vinkler, opdager skjulte antagelser og fornemmer, hvor dit arbejde rammer dybest. Samarbejde fungerer som en prisme, der afslører dimensioner af din praksis, som ensom refleksion aldrig ville afdække.

MLH: Hvad vil I gerne have, at den besøgende tager med sig fra udstillingen? Hvordan ønsker I, den skal opleves?

Marianne Johnstad-Møller: At den besøgende oplever ro til at åbne sine sanser og lade sig bevæge af rummet, og værkerne. Være i rummet og bevæge sig rundt, og opleve værkerne tone frem og forsvinde. Både i kraft af værkernes materialitet og tårnets mange søjler. Mine strikkede værker som er transparente og sarte kan næsten gå i et med betonen, afhængig af hvilken vinkel de ses fra. Hvad der synliggøres for en vil variere efter om man bevæger sig på rampen halvanden meter oppe eller rundt på gulvet.

Jeg håber, at vores fascination og begejstring for tangen kan mærkes, og vi får skabt opmærksomhed på, at havet er vigtigt og sætter en refleksion i gang over vores væren og ageren med havet, som kan være med til at skabe handling.

Lawrence Ebelle: Jeg vil have, at besøgende oplever en mental forandring – en genopdagelse af naturens materialer (fx tang) og deres transformative potentiale. Delte Vande skal gøre komplekse emner som klimakrise og vandmangel sanselige og vedkommende for alle – ikke kun kunstkendere, men også miljøinteresserede, aktivister og lokale borgere. Med vandtårnet som omdrejningspunkt vil jeg skabe ringe i vandet: styrke erkendelsen af, at vand er vores vigtigste ressource, og minde os om vores fælles ansvar i den grønne omstilling. Kunstens skønhed, håndværk og sanselighed skal vække følelser, skabe forbindelser og formidle budskabet på et intuitivt niveau.

Kirstine Autzen, der bidrager med video og animation i udstillingen, supplerer:
Jeg håber, at man i sammenstillingen af værker får mulighed for at gå rundt i rummet og bevæge sig fra én tanke til en anden. Måske tænker man lidt på lys og materialer, mindes sine egne oplevelser med tang i havet, så ser man et nyt værk og tankerne flytter med. Det sanselige er vigtigt, fordi det skaber tid og rum for refleksion, som er meget fri, som kan flyde og ikke være direkte fokuseret på en bestemt tanke, men lade os være til stede med tanker, der udvikler sig langsomt.
Med tang som tema har vi mulighed for at opleve tangen som den super interessante vækst, den er, som fungerer på andre måder end planter, og som både har en interessant historie tæt knyttet til alt plantelivs begyndelse, og at det på den måde er en meget grundlæggende og vigtig ‘væren’, som vi ikke kan se i vores hverdag. Tænk, at der findes noget, som både er så vigtigt og så samtidig lever så usynlig en tilværelse.

Alberte Holmø Bojesen deltager i udstillingen med nye tekstilværker skabt af tang:
For mig handler det om at starte en dialog mellem de besøgende og tangen. At få dem til at reflektere over hvad tang er, og hvad det kan være. Hvordan ser vores fremtid ud, hvis vi inviterer tangen ind i vores hverdag: i vores køkken, vores rum og i materialer?

Tangmaterialets fysiske tilstedeværelse i rummet er et forsøg på at synliggøre og håndgribeliggøre dets usynlige tilstedeværelse og få publikum til at skabe en ny sanselig fortælling om tang. Fra noget, der ligger og lugter på stranden til noget, der er ondulerende, mystisk og poetisk på samme tid, som det helt konkret er noget, vi og vores økosystem er dybt afhængige af, og ikke ville kunne eksistere uden.

MLH: Og så skal jeg som arkitekt spørge, hvordan rummet og bygningens arkitektur har påvirket projektet og processen?

Kirstine Autzen: Arkitekturen har været absolut definerende for dette projekt. Alle værker er tænkt specifikt til og med inspiration fra rummet: det relative mørke, den fugtige kølige luft og den subtile ‘snoethed’, som findes i rummet, blandt andet på grund af vinduernes placering.

Vi fornemmede alle fra begyndelsen muligheden for at skabe en fornemmelse af at være under vand. I forhold til mine værker, så har betonens overflade den fordel, at den er meget villig til ligesom at ‘opsluge’ en projektion så den optræder som integreret med rummet. Det er ikke alle rum, der vil kunne give den samme oplevelse. Derfor har jeg også tænkt meget på at skabe en oplevelse af et forestillet, virtuelt rum ‘indeni’ arkitekturen, i gulvet og søjlerne.

Marianne Johnstad-Møller: Rummet har været til stede fra start, som en følelse af at være under overfladen, nede i havet. Sanseligheden og stofligheden i betonen. Som et rum og en proportion værkerne vil indgå i.

Lawrence Ebelle: Brønshøj Vandtårn af Ib Lunding er både funktionelt og æstetisk imponerende. De massive søjler, elegante bjælker, rummets højde og særlige akustik stiller krav til form, rytme og ophængning – det har været styrende for alle installationer.

Jeg kuraterede udstillingen “Himmel & Hav” med Iben Høj i Vandtårnet i 2024. Hendes monumentale strikkede tråde svævede fint mellem betonbjælkerne i 7 meters højde i et samlet greb. Til “TANG:TRANSFORMATIONER” er den kuratoriske opgave en anden, nemlig at væve flere kunstneres værker sammen til én samlet oplevelse.

Processen kræver ydmyghed og langsommelighed: kunstnerne har tegnet og afprøvet i de korrekte dimensioner, de har besøgt tårnet flere gange og tilpasset deres idéer så arkitekturen kan “tale” sammen med tangens organiske former. Mit mål er, at beskueren oplever en sanselig dialog mellem det rå rum og de håndlavede værker – og tager et dryp af magien med hjem.

Om deltagerne:

Marianne Johnstad-Møller arbejder både konkret og filosofisk med lag og transparens i værker skabt i strik. Hun er vokset op ved Vesterhavet, og hendes værker tager ofte afsæt i havets liv og dets cykliske bevægelser. Hun stræber efter at forfine et sanseligt og taktilt udtryk, der taler til og forbinder sanser, intellekt og spiritualitet. Johnstad-Møller er uddannet tekstildesigner med speciale i strik fra Det Kongelige Akademi i 2004.

Kirstine Autzen arbejder i sit virke med en række fotografiske teknikker, tekst og installation for at udforske forandring og hybriditet. Forestillinger om natur, samlingspraksisser og botaniske illustrationer spiller en central rolle i hendes praksis. Undersøgelser af naturhistorien og naturvidenskabens historie med en særlig interesse i filosofiske spørgsmål om tilblivelse, vækst, erindring og tab i en procesorienteret undersøgelse af både organiske og menneskeskabte materialer. Autzen har en MFA i fotografi fra HDK Valand og er cand.mag. i Visuel Kultur fra Københavns Universitet.

Alberte Holmø Bojesen er uddannet indenfor tekstil og har udvidet sin praksis til at inkludere tang. For at skabe mere økocentriske designprocesser udvikler hun materialer af tang. De bliver til rumlige installationer, der leger med form, lys og foranderlighed. I 2025 forsker Bojesen i en særlig nordatlantisk tangart som regenerativt materiale. Projektet bringer hende rundt i Norden, samt til et nanomateriale lab ved Cambridge University. Bojesen er uddannet tekstil- og materialedesigner fra The Swedish School of Textiles, Borås.

Emmanuel Martini er en fransk/belgisk duft- og duftlysdesigner med international erfaring og atelier i København. Martini arbejder som uafhængig parfumeur efter sin uddannelse hos franske parfumekompositionshuse, nærmere bestemt i Grasse og i Manosque. Martini blev parfumeur, da han fandt, at selve håndværket var en form for skønhed. Han siger selv: “Det er et meget usædvanligt sprog, der formidler skønhed, følelser og fornemmelser for æstetik. Det er ikke materielt, men meget abstrakt, og det kræver en ægte følsomhed.”

Lawrence Ebelle er fransk/amerikansk arkitekt fra University of Illinois at Chicago, School of Architecture og École Nationale Supérieure d’Architecture de Versailles og selvstændig kurator. Ebelle arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, scenografi, kunst og design og skaber udsagn gennem sin ‘rumlige’ kuratering. Ebelle har været tilknyttet Brønshøj Vandtårn siden 2020, hvor hun har kurateret udstillinger som omhandler vand og miljø igennem kunstoplevelser og kunsthåndværk.

Læs også…

Tema: Kunsthåndværkets Scener

Artiklen er en del af temaet Kunsthåndværkets Scener. Formkraft undersøger kunsthåndværkets udstillingssteder og kuratorer. Hvilken betydning har de små og store udstillingssteder? Hvem kuraterer kunsthåndværk- og designudstillinger ? Og hvordan? Hvordan kommer kunsthåndværkerne selv ud over rampen?

Læs temaet