Sara Martinsen ved, hvornår man skal stille de kritiske spørgsmål. For når hun rådgiver virksomheder i bæredygtige materialer, produktionsmetoder og processer, så er de kernen i, at hun kan løse sin opgave.

“Når man ringer en producent op og spørger, hvor deres møbel er produceret, så svarer de måske i første omgang, at det er lavet i Danmark. Så siger jeg, at det vil jeg formode er træskallen. Hvad med stålstellet? Det er så produceret i Kina. Okay, så den samlede stol er halvt fra Danmark, halvt fra Asien.”

Den slags samtaler har hun ført de seneste ti år, hvor hun har arbejdet med bæredygtig omstilling og ansvarligt ressourceforbrug.

Senest for Bikubenfonden, hvor hun har været hovedrådgiver på materiale og inventar på Thoravej 29, en adresse i Københavns Nordvestkvarter. Her ligger en gammel industribygning i gule mursten, som er blevet renoveret med bæredygtighed og genanvendelse som vejledende princip af Pihlmann Arkitekter.

Solen stråler ind gennem vinduerne, da vi mødes i husets café. Der er masser af liv i bygningen, der blev taget i brug i begyndelsen af 2025, og hvor communitiet Thoravej 29, der består af en række samfundsforandrende organisationer og virksomheder samt bygherren Bikubenfonden, i dag har til huse.

I bygningen finder man blandt andet mødelokaler, værkstedsfaciliteter, arbejdsområder. En black box, en white cube, lyd- og videostudie, en scene og ikke mindst lydtætte telefonbokse, som vi skal vende tilbage til.

For de små bokse, som man kan gå ind i for at føre private telefonsamtaler, er eksemplariske for Sara Martinsens arbejdsproces: De samtaler, hun fører, og de spørgsmål, hun stiller, i rollen som bindeled mellem bygherre og producent.

Bæredygtighed kræver gennemsigtighed

I samarbejdet mellem Sara Martinsen, philmann architects og Bikubenfonden har der været flere berøringsflader mellem rådgiver, arkitekt og bygherre været end sædvanligt. Netop den tætte dialog var også det, der motiverede Sara Martinsen til at gå med i projektet, som hun har været en del af siden 2022.

“Bikubenfonden bad mig om at nedsætte nogle retningslinjer for hele inventarprojektet og det blev blandt andet, at hvis vi indkøbte nye møbler, så skulle de være produceret i geografisk nærhed”, fortæller Sara Martinsen, der sidder på en X-line stol, som er et af de få nye, lokalt producerede møbler, som er blevet udvalgt til bygningen.

Gennem årene har Sara Martinsen haft utallige materialetyper i hænderne. Hun har baggrund som møbeldesigner, men havde, som hun selv formulerer det, større ambitioner end ‘blot’ at arbejde med form:

“Jeg havde ikke lyst til at designe endnu en stol eller endnu en reol, medmindre at det havde en anden relevans ved at være bæredygtigt.”

Den agenda var det dog svært at trænge igennem med hos producenterne, hvis hun kom til dem med et færdigt produkt. Derfor gik hun den anden vej og blev “professionel materialenørd” i stedet.

I den rolle er hun igen og igen stødt på det, hun kalder “glasurfortællingen” Altså den del af sandheden, der så pænest ud, når en producent skulle redegøre for, hvad det produkt var lavet af, og hvordan det var produceret.

Men i dag er det nemmere for Sara Martinsen at få svar på sine spørgsmål. I en tid med øget fokus på greenwashing, er der faktisk også langt større transparens fra producenternes side.

Som en del af retningslinjerne for inventarprojektet lavede Sara Martinsen også en liste over materialer, som hun mente, de burde undgå. På den stod blandt andet polystyrenskum. På X-line stolens sæder ligger derfor siddehynder lavet af tang, produceret af en nystartet norsk virksomhed. Puderne er hvide, lidt gummiagtige og med huller i. Og udmærkede at sidde i.

“Egentlig var det meningen, at vi skulle polstre den rå ‘måtte’ af algeskum. Men vi lod være. For vi vil gerne vise brugerne, hvad ting består af. Og så synes jeg bare, at den er helt vildt smuk. Den passer så godt ind i det her hus.”

En bygning, der har genanvendt sig selv

Den gamle kontorbygning på Thoravej er blevet renoveret ud fra tanken om, at bygningen skulle “genanvende sig selv”. Resultatet af den tankegang møder én så snart, man træder ind i bygningen. Her bliver man mødt af en stor, imponerende trappe lavet af etagedæk i beton, der er blevet skåret op. De samme dæk går også igen i borde, designet af philmann architects.

“Thoravej 29 er så mega interessant, fordi stålet, glasset og betonen, der står så tydeligt frem, er kendetegnet ved at være miljøtunge materialer, hvis vi bygger nyt. Men her er de jo netop de mest bæredygtige materialevalg, fordi det er dem, bygningen er skabt i.”

På Thoravej 29 træder man ind i en bygning, der æstetisk siger noget andet end hvad, der som oftest bliver associeret med bæredygtighed.

Rundt omkring i bygningen finder man også andre eksempler på den gennemgående genanvendelse. Gamle døre og dørrammer er blevet makuleret og presset til nye plader, som der er produceret mødeborde, sofaborde, bænke og reoler af. Nede i granulatet kan man se lilla, blå og pink stænk, der vidner om materialets tidligere liv. Gamle udluftningskanaler og radiatorskjulere er blevet sammenpresset til kuber, der fungerer som bordben og står frit som kombinerede siddemøbler og pynt.

På et tidspunkt i løbet af renoveringen løb de imidlertid tør for genanvendeligt træaffald, og måtte ud og indkøbe det hos plade-producenter, der også presser plader af andres produktionsrester. Dette affald blev presset til MDF-plader og lavet til bordplader med et lidt spættet, terazzo-agtigt-look.

Fælles for dem er, at der er en råhed over dem. Frit udsyn til materialet. At der er blevet taget afsked med alt det unødvendige. Det er et helt bevidst valg fra Sara Martinsens side, som har krævet lange snakke med producenterne og en stor portion tiltro fra bygherren.

“Det der med at tage en standardplade og bede om at få fjernet et toplag, det giver udfordringer. Hvem tager risikoen, når man siger til producenten, at man gerne bare vil have råpladen, og at de ikke skal putte toplag på af melamin, som de plejer, men at den bare skal lakeres? Der har jeg måttet gå til bygherre og sige, at vi ikke har kunnet få garanti på pladen, fordi vi ikke vil have toplaget på. At vi kan risikere, at den ligner lort om et år, når folk har spildt kaffe på den og ridset den med deres computermus.”

Den risiko har Bikubenfonden heldigvis været åben for at tage. De har spurgt, “jamen hvad er det værste, der kan ske?”. Til det har Sara Martinsen svaret “at den bliver ridset”, og de har spurgt igen “men kan vi så ikke bare pudse den og lakere den igen om ti år?”. Jo, har hun sagt, og sådan er det blevet.

Eksperimenter med hurtigtvoksende træ

Fra caféen bevæger vi os op ad trapperne til en terrasse i træ fra Svanninge Bjerge, som er en biodiversitetsrig skov, der ligger på Fyn og ejes af Bikubenfonden. For selvom meget af bygningen er genanvendt, er der også blevet produceret nyt, og til det er der blandt andet blevet fældet træer. Sara Martinsen, philmann architects og Bikubenfonden dikterede, at de kun ville anvende nordiske træsorter.

“Alle kan jo lave noget fedt i eg, som er sådan en ædel, fin træsort. Men vi ville gerne vise, at man kan få noget æstetisk vedkommende ud af de mere billige og hurtigvoksende træsorter, som er gode CO2-støvsugere, fordi de vokser så hurtigt”.

Egentlig har hun det lidt svært med at fælde træer. Også selvom træerne i dette tilfælde er blevet udpeget med omhu. Efter træsort, størrelse og hvor og hvornår det passede at fælde dem i forhold til at værne om skoven og de organismer, som lever i den.

Da vi træder ind i bygningen igen, går vi igennem et loungeområde. I nogle sofalignende møbler – bygget i de føromtalte MDF-plader af træaffald – ligger siddehynder fremstillet af dyrebørster som alternativ til det bandlyste skumgummi.

Det ser enormt tjekket ud, smukt endda. Og det er noget af det, som Sara Martinsen synes, det er allersjovest at være inde og rykke ved. Hvad der er af forventninger til den æstetik, der kan komme ud af at arbejde med ukonventionelle og mindre klimabelastende materialer? Ofte er de ikke så høje. Det er en skam, mener Sara Martinsen.

“Med Thoravej 29 har jeg villet vise producenterne og forbrugerne, at bæredygtige materialer godt kan sættes ind i en attråværdig kontekst.”

Som en del af arbejdet har Sara Martinsen været med til at udpege en række designere, som har skabt de nye møbler til Thoravej 29.

Til møblerne på terrassen pegede hun og philmann architects på Design- og snedkerstudiet Archival Studies. De fik til opgave at skabe møbler til udendørs brug i helt frisk og vådt træ. Et benspænd, som er med til at nedsætte energiforbruget ved møbelproduktionen, fordi der ikke bruges energi på tørring og efterbehandling, men som også gør træet meget sværere at arbejde i. Den udfordring løste Archival Studies ved at lave svalehale-lukninger, som gør, at når træet tørrer op, så klemmer træet blot hårdere om sig selv. Almindeligvis er udfordringen ved at arbejde i vådt træ nemlig, at møblerne falder fra hinanden, når de tørrer.

Derudover ville de gerne øge brugsgraden af træet. Altså at bruge så meget af træet som muligt og skære så lidt som muligt fra. Igen et valg i bæredygtighedens navn, som har haft indvirkning på æstetikken. På Archival Studies’ bænke sidder barkkanten stadig på, og knaster er ikke blevet skåret væk.

“Vi diskuterede, hvad der ville ske, hvis man satte sig her iført en silkekjole. Ja, så ville den måske gå i stykker. Man må vælge en stol i metal netop den dag, man har skrøbeligt tøj på.”

I samtalerne med Bikubenfonden, med designere og producenter, har Sara Martinsen haft mulighed for at udfordre normer for møbelproduktion og tage dem op til genovervejelse. For at det har kunnet lade sig gøre, har de haft brug for tid. God tid. Til de mange samtaler det kræver at tage hensigtsmæssige beslutninger, som alle kan stå inden for. Og tid til at vente på, at fuglene i Svanninge Bakker er færdige med at bygge reder, som endte med at udskyde en træfældning et par måneder.

Omfavne udfordringer i stedet for at modarbejde dem

Da vi igen træder indenfor i bygningen, kommer vi forbi flere af de møbler, som er blevet designet til huset. For at sikre, at projektet også kom ud over vante samarbejdspartnere, gik Sara Martinsen ind i et samarbejde med Ukurant. Det kreative fællesskab, der også driver en udstillingsplatform, hjalp med at udpege designere til bygningens nye møbler. De pegede på duoen Christian + Jade, Anna Søgaard og Anne Skaarup Jaedicke.

“På den måde sørgede vi også for, at det ikke bare var én designer, der fik et løft. Men at samarbejde med flere, som får viden om at arbejde i de her materialer, Viden, de kan give videre til andre”.

Efterhånden som hun viser det ene møbel og snart det andet frem er det tydeligt, at Sara Martinsen har et dybt og nært kendskab til det materiale, de er fremstillet af, og den skov træerne er vokset op i. Da vi passerer dem, fortæller Sara Martinsen, hvordan møbeldesignerne har gjort materialemæssige udfordringer til kreative benspænd. Hendes begejstring er ikke til at tage fejl af.

Revnerne i Christian + Jades taburet fremstillet i vådt tre er stabiliseret og fremhævet med metalbeslag, der lidt ligner gigantiske hæfteklammer. Anne Skaarup Jaedicke har udnyttet træets blødhed til at skabe en prægning. Anna Søgaard har skabt en stabelbar bord-buk med tre ben for at skabe god benplads og spare på træet.

Sara Martinsen elsker designernes små, men afgørende valg. For de omfavner problemerne frem for at modarbejde dem. Gør dem til et benspænd til en æstetisk fordel og et smukt særpræg.

Telefonboksene, der er specialfremstillet til huset, er et andet godt eksempel på, hvordan behov, funktion og æstetik forenes i et bæredygtigt greb. Det var nemlig et stort ønske blandt brugerne, at bygningen skulle have sådanne små rum, som man kan føre private telefonsamtaler i. Men det var ikke til at finde et produkt på markedet, der ikke anvendte opskummede plader og samtidigt var tilstrækkeligt lydisolerende. De er nemlig gode til at bremse lyd, men er også giftige. Derfor gav Bikubenfonden hende grønt lys til at bruge nogle af sine rådgivningstimer på at gå i dialog med en række producenter om at forbedre produktet og gøre det mere ansvarligt.

Resultatet er det, vi nu står foran;

Telefonbokse lavet i nøgne spånplader, genanvendte plastikflasker og med kork som den indre kerne i konstruktionen. Boksene er fremstillet med et klik-system, der tillader at telefonboksen kan skilles ad igen og derved sikre en lang levetid.

Sara Martinsen tager fat i den lydtætte dør. Da hun åbner den, kommer de forskellige lag til syne, der ligger oven på hinanden som en form for lagkage.

“Se, det her. Det er noget af det, som man ikke plejer at må se. Det er det grimme, som skal gemmes væk. Men det må man godt vise her i huset. Noget af det, som huset kan, er at vise, hvad tingene består af. Det skaber en ny æstetik, der lærer fra sig. Det er vores opgave som designere og arkitekter at få det bæredygtige valg til at se eftertragtet ud.”

Green Craft & Design Guide

Green Craft & Design Guide er en dynamisk platform for kunsthåndværkere og designere, der ønsker at spille en aktiv rolle i den grønne omstilling. Her deler branchen viden og erfaringer.
Denne artikel er en del af guiden.