Smykker er noget, som vi bærer tæt på kroppen, og dermed bliver de til en del af vores personlighed. Vi gemmer smykker i smykkeskrin hjemme, da de er dyrebare for os. Vi er bange for at miste dem, måske fordi vi har arvet dem fra en kær slægtning, eller de er forbundet med en særlig begivenhed. Men hvad sker der med smykket, når København transformerer sig til Smykkernes By, når smykkerne bevæger sig fra det private og ind i det offentlige rum? Når vi bærer på smykker og taler om smykker, fortæller de os historier, som forbinder den personlige historie med den fælles historie.
Arkitektoniske forbindelser
SMYKKERNES BY strakte sig over tre dage med mere end 30 forskellige udstillinger fra den 28.-30. september 2023 og var arrangeret af Kjøbenhavns Guldsmedelaug. Med temaet ”Forbindelser” kunne man på de åbne værksteder, butikker og gallerier med egne øjne opleve, hvordan guld- og sølvsmede skaber personlige, håndlavede smykker i tæt forbindelse med kroppen, tøjet, rummet og designhistorien.
Min rejse begyndte hos udstillingen “Arkitektoniske forbindelser”. Ideen bag udstillingen var at skabe et møde mellem smykkekunstnere og designere, der har et fagligt udgangspunkt som arkitekter. Smykkernes By faldt i år sammen med Arkitekturhovedstad ’23 og Arkitekturens Dag. Denne forbindelse fik smykkekunstnere med en arkitektfaglig baggrund understreget ved at lade København være det stedsspecifikke omdrejningspunkt i deres værker til udstillingen.
Michala Eken var blandt udstillerne og fortalte, at hun både som arkitekt og smykkekunstner arbejder i mange skalaer og ser elementer af smykker overalt, ligesom hun også finder urbane elementer i sine smykker.
Er det en ring – eller er det en pavillon? Er det en vejrhane, eller er det et vedhæng? En ørering eller en lygtepæl?
Hun kalder sin nye serie af værker udført til Smykkernes By for ‘Byens Smykker’, fordi de fortæller en historie om dem, der bærer dem. Smykker er vedvarende, og noget man giver videre fra den ene generation til den næste, og på den måde bliver de ved med at bære på mening.
Michala Eken arbejder særligt med forbindelsen imellem tradition og fornyelse, da fundamentet i hendes designpraksis er, at hun vedkender sig at stå på skuldrene af traditionen. Hun søger ikke efter at opfinde noget helt nyt, men udtrykker sig med og samler på eksisterende typologiske vokabularier. Hun arbejder med erindring i sine smykker.
Brugeren kan genkende denne erindring, da den ligger som noget grundlæggende eller nedarvet i os alle – en kollektiv erindring – som vi alle kan lade os inspirere af og i større eller mindre grad er bevidste om. Det fabulerende og poetiske formsprog, som hun skaber med kaffekander, vejrhaner, kraner og skorsten i et surreelt univers, er inspireret af den italienske arkitekt og designer Aldo Rossi (1931-1997).
I skitsen nedenfor ses Michala Ekens særlige signatur både i vejrhanen på Dannerhuset med titlen ”Den Vej Vinden Blæser” (sølv 925 med finguld og rød silketråd) og i det centralt placerede kranhjerte – kædedetalje på byggepladskran (sølv 925- 2023) samt i fortøjningsringe på havnekajen 2023.
Med smykkeserien ’Byens Smykker’ har hun brugt et helt konkret, stedsspecifikt motivvalg, som taler ind i en fælles erindring om kærligheden til byens detaljer, og glæden ved de objekter vi møder i vores fælles omgivelser. Når de får form af smykker, som man bærer på kroppen, lukkes der op for andre måder at opleve disse objekter på og nye fortællinger opstår. Det kan åbne op for samtaler og udveksling af fælles oplevelser mellem dem, der bærer smykket, og dem de møder på deres vej. Ifølge Eken taler hendes smykker i kraft af deres nærmest provokerende enkelthed ind i en kulturkritik. Smykkerne kan godt være bærere af mere eller mindre direkte henvisninger til emner, der rører sig i samfundet. De må altid gerne blive samtalesmykker, der åbner op for dialog og forbindelse. Hendes arbejder er generelt enkle, grænsende til det underspillede.
Souvenirs og kasserede ting ophøjes til smykker
En anden af udstillerne, Caroline Wegener, foretager med sine Københavnersmykker en undersøgelse af tre forskellige byrum. Hun stiller spørgsmål som: Hvad betyder det her rum for dem, som bor i byen? Hvilket aftryk sætter rummet i dig, når du er i det eller blot passerer hastigt forbi? Det er blevet til tre forskellige smykkeserier.
Ringene Voices er inspireret af formsproget fra den klassiske signetring og tager afsæt i Rådhuspladsens farver, lys, reklame og kapital. Ringen signalerer maskulinitet og magt, og fragmenter af logoer sætter deres aftryk i dig, måske uden at du egentlig genkender dem.
Den Sorte Plads på Nørrebro er fortolket som en spraglet og uregerlig kæde med titlen Souvenirs. Souvenirs betyder, at en erindring indskrives i et objekt. Det kan være en erindring om en rejse, et sted, en begivenhed. Oprindelige souvenirs var rejsetrofæer, som skulle udtrykke rejsendes sejre over farer. Rejsen var en dannelsesrejse. Souvenirernes oprindelige betydning handlede om at fange immaterielle rejseoplevelser i et design.
Byrummet omkring Den Sorte Plads ligger midt i et socialt og etnisk patchwork. Bænke, lamper og andre møbler er hentet fra hele verden som personlige minder om andre hjemlande end Danmark. I Souvenirs samler Caroline Wegener på byrummets grafiske karakteristika inspireret af Mellemøstens blå farve og en spraglet håndfuld små, personlige genstande. Det er et smykke uden en fast form, og det bliver på den måde til en afspejling af det liv der leves i bydelen, hvor beboersammensætningen er i forandring, og hvor den kulturelle identitet er i konstant bevægelse.
Serien med de fem brocher, Tickets, tager udgangspunkt i adgangsbilletten til Statens Museum for Kunst. Entrebilletten til kultur er værdifuld og bæres som et smykke klistret på tøjet. I det øjeblik kulturbesøget er forbi, reduceres klistermærket til affald og efterlades i byrummet. Med Tickets får klistermærket igen værdi, når det bæres som en smykkesten i en broche. Det går fra at være et kasseret objekt i byrummet til atter at blive til et smykke.
Caroline Wegener samler og ophøjer kasserede ting fra byrummet med reference til filosoffen Walter Benjamin, der skrev om betydningen af samlingen og samleren fra de parisiske arkader omkring år 1900. Han beskriver, at samleren kan antage varierede skikkelser i form af en gammel mand eller et lille barn. Samleren har et særligt øje for ting, som samfundet ikke altid har øje for. Det kan være en gammel sko, en kasseret bamse, en mærkelig knap, en fjer. Når samleren forundrer sig over disse ting, erindrer han netop det, vi har det med at glemme i vores fortravlede virkelighed: At undersøge alt det mærkelige og forunderlige.
Forbindelser mellem generationer
I en anden udstilling: “At forbinde prikkerne” i Smykkernes By refereres der til det overordnede tema om forbindelser ved at koble tre veletablerede smykkekunstnere med tre nyuddannede. Den ældre generation ønsker at skabe forbindelse til den unge generation, som skal have mulighed for at etablere sig i smykkekunstscenen for derved at se, hvad der rører sig i de gamle og nye generationer i en undersøgelse af, hvor smykkekunsten er på vej hen.
Lin Rosenbeck tilhører den yngre generation og har ligesom de øvrigt omtalte smykkekunstnere et særligt øje for hverdagen i sin samling af pastasmykker . Hun fortæller om sin praksis, at hendes glæde ved smykkekunst springer ud af en interesse for små, sære og efterladte objekter. I sin praksis arbejder hun med hverdagens genstande, som er fundet i hjemmet, på gaden og i naturen. Hun er optaget af det potentiale og de historier, som disse genstande bærer med sig, hvilke formål de har tjent, hvordan de er endt, hvor de er endt, samt hvad der sker, når man samler dem op igen og bringer dem ind i nye sammenhænge med kroppen. Sin praksis opfatter hun som en slags omsorgsarbejde, hvor selv den mest hverdagsagtige, eller ved første øjekast mest undselige, lille ting gives plads og betydning, så det synliggøres, at den er værd at holde af og passe på.
Serien “Alt det mit barn spiser” handler om den livsændring, som skete da Lin Rosenbeck blev mor til sit første barn i 2022. Her er det hverdagsmaterialer som pasta og rosinæsker, der kommer i spil. Pastapladerne er formet som rosinæsker og med gevind skåret i pastamøllehjulets hul. Værkerne referer både til hendes rolle som mor, og hendes arbejde som finmekaniker.
Det elementære og den skrøbelighed og finhed, som pastaen giver til smykkerne, får os til at se på hverdagens materialer med andre øjne. I filosoffen Walter Benjamins skrifter om Paris figurerer samleren som en udstødt skikkelse, der får sin eksistensberettigelse igennem byens affald. Han katalogiserer det glemte med sin samlervirksomhed.
Lin Rosenbeck minder om Benjamins samler ved at have et specielt øje og en følsomhed over for ting og ved at redde det glemte og fortrængte i sine smykker. Det trækker en linje til Benjamins tanke om, at der i det glemte og fortrængte ligger et potentiale for redning, som samleren kan ses som et billede på.
Samleren kan anskues som en moderne fortæller, som designeren får en lighed med, hvis han eller hun fortæller historier videre, der kan genkendes af en bruger. Disse historier skal give os en større erkendelse af vores livs åndelige og materielle vilkår. Der kan ligeledes drages en linje imellem Walter Benjamins karakteristik af samleren og tanken bag Smykkernes By.
Benjamin kommer ind på kludesamleren, som kommer til syne i byerne, idet der produceres større mængder af affald. Han er for Benjamin et billede på den menneskelige fattigdom, udstødt af samfundet og får sin subsistens igennem det, byen har kastet ud. Kludesamleren katalogiserer det glemte, idet han samler. Benjamin siger i Pariserpassager, at det afgørende ved at samle er, at objekterne løses fra deres oprindelige funktioner, løses fra deres bånd om at være til nytte.
For samleren bliver hver en lille ting til en viden om en epoke, på landskabet, på industrien. Når Lin Rosenbeck kombinerer klassisk kunsthåndværk med en moderne tilgang til utraditionelle materialer, rummer de både humor og ømhed.
Marie-Louise Kristensen repræsenterer den etablerede generation af smykkekunstnere, og er som Lin Rosenbeck fordybet i personlige historier og digtede associationer. Med en sans for at gøre observationer og digte videre på dem, skaber hun værker, som bearbejder vores nære, danske hverdag som en sanselig, erindringsmættet erfaring.
Smykkeserien BAYERISCHE TRÄUME (bayerske drømme) er for eksempel inspireret af hendes ophold på Akademie die Bildende Künste i München. Hun opdager på sin rejse, at hun som turist har svært ved at finde rundt i byen, der virker fremmedartet med et andet sprog, lederhosen og anderledes smykker som traditionelle bayerske mandesmykker.
Marie-Louise Kristensen anvender den bayerske lyseblå farve i sin Daisy-blomst, med reference til Dronning Margrethes kælenavn Daisy, som har givet ophav til blomsterbrochen ’Daisy’, designet af guldsmed A. Michelsen. Under Marie-Louises ophold var Dronning Margrethe II desuden på statsbesøg i München.
Der er en skrøbelighed og en barnlig og legende fantasi på spil, når hun føjer tandlægespejlene til sin lille smykkehule. Her er tale om en kulturkritik, idet spejlene viser perspektiver på verden, som bæreren af smykket ikke normalt ser.
Erindringssmykker
I en anden udstilling: “101 Charms – en tradition nyfortolket” opfattes charms som små historier, der kan være milepæle i menneskers liv. Charms er talismaner, som beskytter os. De kan være små souvenirs fra en begivenhed, men kan også være en gave fra din elskede, som viser dennes kærlighed, som du gemmer på.
Vi har alle sammen vores fortællinger med os, og hele tiden leder vi efter måder at huske på eller markere en vigtig begivenhed i livet. Muslingeskaller er måske de første smykkeobjekter, der blev båret som charms. De gamle ægyptere brugte charms som talismaner. Den første kendte kvinde, som arbejdede med charms, var dronning Victoria, der kreerede små charms, da manden døde. Hendes charms, set som en erindring for de efterladte, blev til en modedille i 1700-tallet.
En souvenir er således ikke blot hukommelsen om et sted eller en person, men kan også være ihukommelsen af menneskets dødelighed (memento mori). Smykkekunstner Mette Saabye fortæller, at da hendes far døde, arvede hun familiechatollet med små kunstgenstande, som hendes forfædre havde lagt i skufferne til kommende generationer til erindring om deres slægtshistorie, identitet og de enkelte familiemedlemmer. I en af de små skuffer ligger hårsmykker, som en søster lavede til sin bror, da han drog i krig. De var tænkt som opmuntring, trøst og beskyttelse.
Selv har hun samlet hårlokker fra familiemedlemmer, der spiller, eller har spillet vigtige roller i hendes liv. Nogle af lokkerne indgår i hendes charms på denne udstilling. Smykket ’Lykkeknude’ er formet af hendes og datteren Felicias hår. Navnet Felicia kommer af latin Felix og betyder lykkelig, eller den der bringer lykke. En kærlighedscharm, den trefarvede fletning som symbol på betingelsesløs kærlighed, er lavet af hendes og døtrenes hår. Amuletten til beskyttelse mod alt ondt, sygdom og død, er en tryg lille rede af hendes mormors hår.
Det at designe minder handler derfor både om tidslighed som noget fortidigt, nutidigt og fremtidigt. I nogle perioder er charms populære, f.eks. i 1970’erne med de såkaldte tandsmykker. Charms skaber en forbindelse til fortiden, i form af gaver vi har modtaget, og souvenirs vi har købt på en rejse, f.eks. det skæve tårn i Pisa eller Den lille havfrue. Udstillingen er opbygget med ét langt armbånd på ca. 9 meter, hvor de 101 charms er ophængt. Armbåndet kører rundt under udstillingen.
Kim Buck arbejder med kulturkritik i sin charm “Lise – en gammel flamme”,som handler om, at små lokale butikker som Irma forsvinder. Til sidst findes Lise blot som en erindring i form af en enkel sølvcharm. Her får Kim Buck lighed med samleren, når han fortæller historier videre, der kan genkendes af en bruger. Disse historier skal give os en større erkendelse af vores livs åndelige og materielle vilkår. Atter handler det om, at erindring i design kræver tid og refleksion, når den betragtes som en proces og som en form for undren, der bryder med vores vanetænkning, hvilket for eksempel Kim Buck forsøger i sit design. Det betyder, at ikke alle brugere vil forstå og værdsætte hans design. Designeren har et særligt øje for ting, som han vil have os til at lægge mærke til, når han sætter nutiden og fortiden sammen igennem sin egen fortolkning af verden.
Samleren som figur spiller en stor rolle hos smykkekunstnerne i Smykkernes by. En samler kan ses som en moderne fortæller, der har et særligt øje for og følsomhed over for ting, afspejlende et dybt demokratisk syn på den materielle verden, fordi der ikke er noget, som i sig selv står over noget andet. Det billige kan være mere værdifuldt end det dyre. Designerne får lighed med samleren, hvis de fortæller historier videre, der kan genkendes af en bruger. Disse historier skal give os en større erkendelse af vort livs åndelige og materielle vilkår. De danske smykkedesignere opleves her som aktivistiske og progressive. De viser os, at der er noget på spil i tiden. De får os til at undre os over vores verden med deres særlige øje for ting, som de vil have os til at lægge mærke til. De åbner med deres smykker for dialoger og forbindelser.
Smykkernes By
Kjøbenhavns Guldsmedelaug arrangerer ’Smykkernes By’ i København. Et digitalt program guider besøgende rundt til udstillinger og begivenheder, hvor man kan opleve smykkerne. I år var temaet ‘Forbindelser’.
Kilder
Adjmi, Morris og Giovanni Bertolotto, Aldo Rossi. Drawings and Paintings, Princeton, Princeton Architectural Press, 1993.
Benjamin, Walter. “Der Sammler”, i: Das Passagen-Werk, Erster Band, Frankfurt a. M., Suhrkamp Verlag, 1982.
Benjamin, Walter. Fortælleren og andre essays, overs., Kbh., Samleren, 1996.
Omtalte udstillinger
101 Charms – en tradition nyfortolket
Tema: Samtidens Smykkekunst
Kan dansk smykkekunst forny sig selv, når den kunstneriske uddannelse er lukket ned, og området ikke har et dedikeret fagmuseum i Danmark?
Hvilke traditioner og historier bygger dansk smykkekunst på? Hvordan forholder branchen sig til samtidens krav om bæredygtighed og nye forbrugsmønstre? Har smykket fortsat en berettigelse i en verden af overflod, klima-angst og mistrivsel?
Meget tyder på, at dansk smykkekunst finder sine egne veje på trods.
