Hvordan ser du på udviklingen af dansk smykkekunst siden Institut for Ædelmetal lukkede i 2016?

Josephine Winther: “Der er åbenlyst et vakuum. Smykkeområdet mangler den begejstring og energi ved, at der hvert år kommer et nyt hold, som er optaget af smykker, og vel at mærke smykket som idé og medie for udtryk. Og anerkendelsen ved, at der er en institution, der omfavner det. Det mangler.

På den måde har instituttet været et vigtigt sted med plads til fordybelse. Det har været kendetegnet ved, at det var et sted med kunstnerisk forståelse og kunstnerisk rum.
Det mangler i høj grad.

Kunstakademiet i München – som er en institution i smykkekunsten – dér har man 5 år til fordybelse i et miljø. Der bruges kunsten som legal ramme, hvorimod designskoletænkningen skal tage langt mere hensyn til funktionalitet på mange forskellige planer.

Det ville være fantastisk med et sted som Statens Værksteder for Kunst med plads til fordybelse og det analoge håndværk. I bæredygtighedens navn. Et sted dedikeret smykkerne, hvor man lærer at passe på værktøjet. Man skal ikke bare lære at arbejde med materialer, men lære hvilket værktøj, der passer til det udtryk, man vil have, og de materialer man vil bruge. Fra min tid som underviser på Designskolen Kolding ved jeg, at der er et stort spild af værktøj. Der er ikke tid til, at man lærer håndværket godt nok at kende.

Jeg har været i Kolding og brugt mine kræfter på at opbygge Accessory linjen siden 2014, og mit fokus var i høj grad på smykker, men som i mange sammenhænge skal tingene passe sammen. AC-linjen har et bredt opdrag, og man kan ikke fordybe sig i smykker i den grad, som jeg ønskede. Samtidig er det en uddannelse som sigter mod at uddanne mere generiske designere, som så til gengæld kan træde ind i mange sammenhænge, og som ved rigtig meget om bæredygtige forretningsformer, samarbejde med forskellige samarbejdspartnere, social design, kritisk design og meget mere.

Her på højskolen (i Holbæk, red) er det tydeligt, at eleverne gerne vil bruge hænderne. Det giver en ro, og arbejdet forankrer sig i kroppen. Det er en måde at tænke på, som er vigtig. Hvis man skal lave god kunst, har man behov for at fordybe sig, og være med det der er.

Der er en kropslig gevinst i at gøre noget igen og igen. Jeg har selv været i mesterlære, hvor man får tid og mulighed for at øve sig gentagne gange i teknikker, indtil kroppen kan huske det. Det er ikke alle, der kan eller har lyst til det, men det er vigtigt, at det bliver bragt videre som en mulighed for kommende generationer.

I Kolding er opdraget meget bredt, og der er ikke tid nok. Man når ikke at forstå den kunstneriske præmis.”

Hvor bør kommende danske smykkekunstnere kigge hen efter kvalificeret uddannelse?

Josephine Winther: “Der er flere steder alt efter ønsker og fokus, nogle er mere håndværksinteresserede og andre vil udfolde sig mere kunstnerisk. De fleste steder tilbyder en bachelor, og andre steder skal man have en bachelor, før man kan komme ind. Fx Royal College of Art i London. Mange steder er der også mulighed for at arbejde videre med socialt og kritisk design.

GSMA i Glasgow har begge dele, de har gode værksteder og samtidig er der højt til loftet kunstnerisk.

Birgmingham, Central Saint Martin, PXL-MAD Hasselt Belgien , Pfortzheim Tyskland, Idar Oberstein Tyskland, Alchemia Firenze, HDK- Valand Sverige, Kunstfack Sverige og mange mange flere virkelig gode skoler, som alle kan findes i nedenstående link.

https://klimt02.net/institutions/schools

https://artjewelryforum.org/schools/

Kunstakademiet i München har sat barren på mange måder, når det gælder smykkekunsten.

Jeg har selv gået på Royal Collage of Art. Det er inspirerende at være en del af et kunstnerisk miljø, hvor det man skaber, bliver forstået og anerkendt. Der er en tryghed i, at man beskæftiger sig med noget, der også  giver mening for andre.

Det ville være skønt, hvis smykker kunne anses som kunstform. Det er fantastisk, at vi i Danmark har guldsmede, der tager hånd om den relationelle side. Den side hvor smykket forbinder mennesker og knytter bånd til begivenheder og steder. Den side er i virkeligheden basis for den tænkning, man kan have om det kunstneriske smykke.”

Hvilke tendenser eller bevægelser ser du i international smykkekunst?

Josephine Winther: “De, der arbejder internationalt, tapper ind i samfundets agendaer. Det er et kunstnerisk greb. Kroppen er præmissen for smykkekunsten. Der er også sindet og funktionaliteten, som man kan spille op imod. Der er mange store emner; LGBT, Klima, bæredygtighed osv, som mange smykkekunstnere arbejder med.

Samtidig er der en stor del af smykkekunsten, som er eventyrlig med guld og ædelmetaller. Materialer som har en mørk historie i et bæredygtigt perspektiv. Det er lidt en jungle at finde rundt i at gøre det rigtige. Men man er nødt til at forsøge.

Internationalt bliver der skrevet langt mere akademisk om smykkekunst. Der er nogle fine platforme, og nogle af universiteterne bidrager med tekst og viden om smykkekunst.” (https://www.journalofjewelleryresearch.org/)

Hvad har kunsten gjort ved smykket?

Josephine Winther: “Kunsten har sat smykket mere fri i forhold til både det monetære værdibegreb, og den magt der er forbundet med de materialer, som er traditionelle for smykker.

Det, at man begynder at anskue smykkefaget som kunst, har frisat materialevalg, udformning og sat kroppen i centrum. Hele kroppen. Smykker kan både være en sanselig ting, til sindet eller rumme en funktionalitet. Det er noget, der er kommet med kunsten.”

Hvilke fremtidsønsker har du til dansk smykkekunst – frit fra alle hylder?

Josephine Winther: “At det bliver taget alvorligt. At det er en disciplin, der er med til at fortolke verden kunstnerisk ligesom andre discipliner. Helt fra gammel tid har smykker været med til at forankre os i verden. Gennem overgange i livet fra fødsel til død. Jeg ville ønske, at det også kunne blive anerkendt af museums- og uddannelsesinstitutionerne.

Allerhelst med en uddannelse, der var optaget af at give plads til smykker. Et sted med et inspirerende miljø.”