Boganmeldelse

Stadig lidt foran


Det er ikke fordi, hun har været glemt – som så mange andre kvinder i designverdenen. Nanna Ditzel blev tidligt synlig og anerkendt, og en lille stribe bøger og film har allerede portrætteret hendes værk. Men der er mere at opdage, og Anne Cathrine Wolsgaard Iversens interessante og smukke bog åbner en verden af modernistisk smykkekunst for sin læser.

Først og fremmest er Wolsgaard Iversen rigtig god til at aflæse og beskrive inspirationer og gradvise ideudviklinger i Ditzels værk, så man som læser får ord for, hvorfor det er så helstøbt. Der er de mange organiske former hentet fra naturen – åkander, dråber, fjer – eller fra fortiden: økser, gærkranse, ægyptiske ornamenter. Og der er Ditzels tydelige fascination af indlagt emalje, klasekonstruktioner og konvekse metalflader, som fanger lyset. Man ser, hvordan nedkradsede skitser fra museumsbesøg år senere inspirerer smykker. Og man ser smykkerne gradvist vokse ud af skitser og små modeller i modellervoks.

Et lille stykke historie, som er ekstra relevant nu, hvor Statens Kunstråd igen forsøger sig med en konkurrence for at stimulere smykkefeltets talentmasse.

Det første kapitel placerer smykkerne i Ditzels større værk og hendes livsforløb, og selvom de følgende kapitler stiller skarpt på de enkelte smykker i kronologisk orden, har de ofte udblik til større sammenhænge. Som når Finn Juhl i 1954 sender Ditzel et brev om, at han har anbefalet hende til Georg Jensen ”paa grund af min kritik” af linjen i huset, og fordi hun har ”præsteret noget baade fantasifuldt og velgennemarbejdet”. Man fornemmer, hvor intimt det danske designmiljø var, og hvor direkte de personer, som var knudepunkter i det, kunne påvirke andres karrierer.

Interessant er det også, at det var en smykkekonkurrence udskrevet af Guldsmedefagets Fællesråd i 1950, som gav Ditzel det første vigtige skub. Mens hun var på barsel med sin førstefødte, formede hun modeller i Plastilina-ler og skabte sammen med ægtefællen Jørgen den kollektion, som fik førsteprisen. Heraf udsprang det første samarbejde med A. Michelsen. Konkurrencerne fortsatte i de følgende år, selvom man havde været skuffede over standarden inden for guldsmedefaget – et lille stykke historie, som er ekstra relevant nu, hvor Statens Kunstråd igen forsøger sig med en konkurrence for at stimulere smykkefeltets talentmasse.

Ditzel fik uden tvivl opmærksom, fordi hun turde nytænke, hvad et smykke overhovedet var. Hun arbejdede gerne i sølv, et lidt mere demokratisk materiale, og forsøgte sig også med nye materialer som glas eller gummi. Og hun var langt foran den generelle smag, men så heldig at der var højt til loftet hos Georg Jensen i en tid, før kalkulerne og profitten kom til at styre alt. Hun var også evigt opmærksom på brugbarheden, og formåede at skabe labert voluminøse smykker, som alligevel var så lette, at de kunne sidde pænt på tøjet.

Vi savner stadig bøger, som bidrager til et nyt og mere detaljeret landkort over designverdenens store netværk, og som får meget mere med end de store stjerner.

Det er smykker, som træder frem og tager plads – og det er interessant nok stadig få mennesker, som tør tillade sig sådan at fylde i billedet. Ditzel selv troede ikke på, at man bevidst kunne skabe noget tidløst, det måtte tingene blive, hvis de var gode nok. Og når man ser ud over hele hendes værk – ligetil takket være den illustrerede registrant sidst i bogen – er det som om, at dette er smykker, som stadig er lidt foran. Man kunne mageligt forestille sig et nyt publikum for de organiske øresmykker og ringe, som igen taler ind i tidens naturlængsel.

Bogen vil kunne holde til mange års nærstudier og er et velkomment supplement til designbiblioteket. Men vi savner stadig bøger, som bidrager til et nyt og mere detaljeret landkort over designverdenens store netværk, og som får meget mere med end de store stjerner.

Fakta

Nanna Ditzel kunne være blevet 100 år i 2023, og det markeres både med bøger, forskning og udstillinger. Trapholt åbner udstillingen Nanna Ditzel – design til nye højder den 28.9.2023. Læs mere

Bogen Nanna Ditzels smykker er udgivet af Politikens Forlag. Find den her

Tema: Samtidens smykkekunst

Hvordan kan dansk smykkekunst forny sig uden hverken kunstnerisk uddannelse eller fagmuseum dedikeret feltet? Hvilke traditioner og historier bygger dansk smykkekunst på? Hvordan forholder branchen sig til samtidens krav om bæredygtighed og nye forbrugsmønstre? Har smykket fortsat en berettigelse i en verden af overflod, klima-angst og mistrivsel?

Meget tyder på, at dansk smykkekunst finder sine egne veje på trods.

Formkraft undersøger dansk smykkekunst med udgivelser i august-september-oktober 2023.

Læs temaet her

Få nyheder fra Formkraft

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag nyheder om nye artikler samt viden fra området i form af konferencer, litteratur og andre relevante kilder til viden om kunsthåndværk og design. Tilmeld dig her

Mere viden i arkivet

Arkivet på Formkraft rummer en række interessante artikler om dansk smykkekunst. Eksempelvis:

Hvad har kunsten gjort ved smykket?Af Lise Funder
Dansk Kunsthåndværk 1991/2 (link)

Fra arkitekt til smykkekunstner Af Merete Ahnfeldt-Mollerup
Dansk Kunsthåndværk/Danish Crafts 2001/2 (link)

Søg også på relevante emneord:

Smykker

Smykkekunst

Æstetik

Nanna Ditzel