Designskolernes historie siden 1969 er omtumlet. Det viser sig i mange fusioner og navneskift.  Det viser sig også i det forhold, at uddannelserne har flyttet ministerium flere gange, fra Undervisningsministeriet over Kulturministeriet til Forskningsministeriet, nu kaldet Uddannelses- og Forskningsministeriet. Disse skift er måske sket efter ønske fra skolerne og faget som løft af henholdsvis kunstnerisk status og forskningsakkreditering, men det har samtidig været en stenet vej med politisk pres og administrative krav. Det er ikke sært, at den historie ikke er skrevet endnu.

Baggrunden

Designuddannelserne og de tilbagevendende reformer har løbende været til debat i de tidsskrifter, der er gået forud for Formkraft.dk, og man kan finde både artikler og hele temanumre i arkivet. I 1972 bragtes der en status for reformer i Sverige, Finland og Norge, hvor flere af skolerne allerede dengang fik forskningsstatus. Det var forud for, at Kunsthåndværkerskolen i København blev til Skolen for Brugskunst i 1973.

I 1989 var der debatter om den ’Revision af kunsthåndværkeruddannelser’, der blev indført i 1990, hvor Danmarks Designskole også blev etableret som fusion. Temanummeret Om uddannelse i 1995 bød igen på en status. Kunsthåndværkerskolen i Kolding var igennem samme reformer og blot et navneskift i 1998. Tidsskrifterne har også ladet de studerende komme til orde, eksempelvis Helle Hove i Giv os et sprog, 1995. Og redaktøren Bent Salicath var i ganske tæt dialog med Kunsthåndværkerskolens elever under studenteroprøret i 1969 i København.

Vibeke Riisberg og undertegnede har sammen med to forskningsassistenter fra Designstudier, SDU Kolding, søgt at få styr på begivenhederne under dette oprør samt efterdønningerne og reformerne på skolerne. De foreløbige resultater af arkivstudier og interviews med tre af ’oprørerne’, Kirsten Dehlholm, Birte Sandorff og Helle Nybo Rasmussen, er kommet i form af kapitel 9 og 10 i Nordic Design Cultures in Transformation, 1960-1980.

Oprøret på Kunsthåndværkerskolen i København foråret 1969 og det senere oprør i Kolding i januar 1971 hører selvsagt til de mere farverige faser i skolernes historie, og er gode steder at få greb om, hvilke visioner og interesser, der har formet historien. Begge skoler lå under de Tekniske Skoler, og protesterne rettede sig i første omgang mod undervisningen, der som andre erhvervsuddannelser var delt op i snævre, tekniske discipliner. Ungdomsoprøret prægede en ny type elever og studerende, der ønskede mere valgfrihed og selvstændighed til at arbejde med kunstnerisk udvikling og samfundsprojekter.

Oprør

Protesterne i København startede med et møde i februar 1969, hvor eleverne med Kirsten Dehlholm fra Tekstil-linjen i spidsen, havde indkaldt Direktoratet for Erhvervsuddannelse og fagfolk fra branchen. Trods indrømmelser fra Direktoratet boykottede de studerende efterfølgende undervisningen en hel uge, hvor de sammen med studenteraktivister fra Psykologi, Sociologi og Arkitektskolen inviterede oplægsholdere og holdt arbejdsmøder om uddannelse og samfundsforhold. Resultatet blev et forslag om en selvstændig skole med fem linjer, Produktdesign, Kommunikationsdesign, Scenografi, Unikadesign og Miljødesign.

Eleverne havde, sammen med Bent Salicath og andre fagfolk, mistet tålmodigheden med såvel Teknisk Skole som det arbejdsudvalg, der allerede i 1967 (ved åbningen af skolen i Kolding og sammenlægningen af Kunsthåndværkerskolen og Tegne- og Kunstindustriskolen i København) var nedsat til at revidere uddannelserne. Muligvis pustede den amerikanske designer Victor Papanek også til gløderne under sit første besøg på skolen i januar 1969. Alliancen med eleverne fra Kunstakademiets Arkitektskole og andre studenteraktivister førte 3. marts til en fælles besættelse af Kulturministeriet, som arkitekterne hørte under. Denne alliance besatte igen 30. april rektor Ole Gjerløv-Knudsens kontor på Kunsthåndværkerskolen. Det fulgte efter, at en række elever fra Tekstil og Keramik havde boykottet afgangs- og oprykningseksamener, og fem afgængere som konsekvens var blevet udvist af skolen.

I januar 1971 var der igen et voldsomt oprør, denne gang i Kolding. Over halvdelen af eleverne underskrev en mistillidserklæring til forstander Kjeld Jensen efter, at han havde fyret en lærer og bortvist en elev for at skabe uro, dvs. studenter-aktivisme. Vi har færre kilder til begivenhederne, men landsdækkende aviser beskriver, at protesten blev støtte af flere lærere og et bestyrelsesmedlem. Kravet var igen en adskillelse fra Kolding Tekniske Skole, og der var udkast på bordet til en udbryderskole, før gemytterne faldt til ro.

Kravene

Det er interessant at se, hvilke af studenteroprørets krav der blev indfriet og formede skolerne fremover. Og hvilke der siden er blevet rullet tilbage eller ændret. Som nævnt grundede utilfredsheden især i de snærende bånd til Teknisk Skole i såvel København som Kolding. Ønsket var en selvstændig skolen med samme status som arkitektskolerne under Kulturministeriet. Kunsthåndværkerskolerne var underlagt en bekendtgørelse for erhvervsuddannelser med udprøvning i mange tekniske fag og undervisning i korte lektioner.

Eleverne ønskede en mere selvstændig, kunstnerisk undervisning med individuelt afgangsprojekt i stedet for de mange prøver. De oprørske afgængere fra Tekstil og Keramik udeblev fra afgangsprøverne for i stedet at arbejde på egne afgangsprojekter, selvom det betød, at de forlod skolen uden afgangsbevis.

Skolen i København blev en selvstændig institution i 1973 under navnet, Skolen for Brugskunst, og afgangsprojekter var en af de blivende ændringer. Utilfredsheden med prøverne bundede også i en vigende respekt for autoriteter og faglige bedømmelser, så et andet krav var afskaffelse af karaktererne. Kritik frem for karakterer blev en vigtig del af skolekulturen frem til en reform i 1996, hvor karaktererne blev genindført. Til de tidlige krav hørte også afskaffelse af optagelsesprøver, som dog blev fastholdt.

Det var en generel kritik under studenteroprøret, at uddannelserne skulle være mere åbne og afspejle et mere mangfoldigt samfund. Som et af de mest radikale udslag i Danmark af hele oprøret fik arkitektskolerne i København og Aarhus frit optag i årene 1970-77. Men de fik ikke øgede bevillinger, så det var medvirkende til et vist kaos. Samtidig blev mange beslutninger om undervisning og undervisere overtaget af Elevforsamlingen ud fra et ideal om ’direkte demokrati’. Det gav muligheder for yngre, løstansatte undervisere, der kunne navigere i dette fagpolitiske spil og sympatiserede med oprøret.

De tidligere studie- eller skoleudvalg med få, udvalgte elevrepræsentanter blev undsagt af eleverne og nedlagt på Kunsthåndværkerskolen. Ud fra et ønske om samarbejde var rektor med til at danne nye udvalg med ligelig repræsentation af elever og lærere. Idealet var større gensidig anerkendelse og dialog, så elevernes ønsker og engagement i uddannelse også kunne slå igennem i undervisningen. Såvel indflydelsen som engagementet er desværre skrumpet igen siden, hvilket også gælder de danske universiteter, især med Universitetsreformen i 2003. I det lys er det interessant, at vi nu har oplevet Studenteroprøret 2022, der også blev annonceret på universiteterne.

Kravet om mere indflydelse på undervisningens form og indhold gik i tre retninger omkring 1970. I årene op til oprøret vidner artikler og årsskrifter om en frustration blandt eleverne over, at uddannelserne ikke klæder dem på til arbejde i branchen. Hvis kvindelige elever klagede over dette til deres lærere, kunne de blive udsat for det svar, at det skulle de da ikke bekymre sig om. De skulle bare finde en god ægtemand, gerne en arkitekt!

Med Ungdomsoprøret kom imidlertid også en stigende samfundskritik. Eleverne blev kritiske imod forbrugskulturen og designbranchen, så nogle ønskede samtidig samfundsrettede valgfag og fællesprojekter. Kursen ændrede sig gradvis fra krav om erhvervsrettet uddannelse til samfundsrettet uddannelse ind i 70erne. Parallelt hermed var der ønsker om mere frihed i uddannelsen til individuelle projekter og personlig, kunstnerisk udvikling.

Disse tre ønsker trak ikke nødvendigvis i samme retning, så skolerne og underviserne havde ikke let ved at imødekomme dem. Et af skolernes institutionelle mål var at opnå samme kunstneriske status som Kunstakademiets skoler. 1969 var året, hvor Kunsthåndværk og Kunstnerisk Formgivning blev del af Statens Kunstfonds støtteområde, så det var et skridt i den retning. Et andet mål var at opnå forskningsstatus, som de øvrige, ledende, nordiske skoler opnåede allerede i 1970erne. Men det blev et langstrakt tovtrækkeri mellem politiske, administrative, kunstnerisk, faglige og erhvervsmæssige interesser, der først faldt på plads i 2010. Og som del af den slags processer er designuddannelserne til fortløbende justering – og diskussion.