Stine Bidstrup. Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021. Fotograf Dorte Krogh
Leder

’Superbrugere’ mellem digitale og materielle sfærer?


Foto: Stine Bidstrup. Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021. Fotograf Dorte Krogh.

 

Det digitale samfund

Danmark er et af de lande i verden, der er blevet digitaliseret hurtigst og mest gennemgribende. Det har vi oplevet og nydt godt af under Covid19-pandemien. Både hjemmearbejde og online-undervisning, testbestilling og coronapas og meget andet har kun kunnet lade sig gennemføre, fordi vi på forhånd er blevet vænnet til utallige digitale systemer i vores omgang med hinanden, med arbejdet og med det offentlige. Det er utroligt, hvor meget der faktisk har kunnet lade sig gennemføre i samfunds- og kulturlivet.

Men nedlukningen og hele omlægningen af aktiviteter til digitale platforme har samtidig skærpet bevidstheden om, hvilken rolle fysiske møder, kropslige oplevelser og taktile kvaliteter spiller i vores liv. Selvom folk er blevet godt underholdt gennem streaming, sociale medier og netshopping, så har de fleste oplevet savnet af den fysiske interaktion, og mange har opsøgt mere taktile sysler. Mange mennesker har kastet sig over husflid og gør-det-selv-projekter, og vi kan kun håbe på, at det skaber en mere blivende interesse for formgivning, håndværksmæssige evner og materielle kvaliteter.

Her er der god brug for, at kunsthåndværkere og designere finder en rolle som ’superbrugere’ af håndværk og teknologi i samspil.

Kunsthåndværkere og designere som superbrugere

Det kræver imidlertid et stort overskud, såvel tidsmæssigt, økonomisk og kulturelt, at kunne navigere frem og tilbage mellem skærmene og fordybelsen i taktile oplevelser, der giver erfaring og evner til at værdsætte materielle kvaliteter. Her er der god brug for, at kunsthåndværkere og designere finder en rolle som ’superbrugere’ af håndværk og teknologi i samspil.

Jeg ved faktisk ikke, om man længere udpeger ’superbrugere’, når man udruller nye IT-systemer, men betegnelsen dækker brugere, der bliver sat ind systemet og så kan hjælpe kollegerne, når de skal i gang og møder problemer. Kunsthåndværkere og designere kan være superbrugere, der kan hjælpe os andre til at befrugte samspillet mellem fysiske projekter og digitale platforme.

Kunsthåndværk og design kan demonstrere og formidle meningsfulde koblinger af materialeforsøg og digitale redskaber, formsans og online medier. Ofte har selv de praktikere, der dyrker materialerne i deres mest taktile kvalitet, fundet nyt publikum og nye inspirationer over de sociale medier og internettet. Udstillingen Ceramic Momentum på CLAY 2019 tog netop op, hvordan keramiske værker tog digitale fænomener op, og hvordan formidling af keramik på digitale platforme er eksploderet.

Forbrugere ser simpelthen ikke produktionens fysiske og sociale konsekvenser, naturbelastning og spild og mister evnen til at vælge de mest lødige og nødvendige produkter.

Dannelse af forbrugerne

Og det er samtidig af afgørende betydning for samfundet, at kunsthåndværkere og designere deler ud af deres erfaringer og undersøgelser som vigtige bidrag til både kulturliv, samfundsdebat og uddannelse. Skiftende regeringer prøver med mange midler forgæves at højne de praktiske fags samfundsstatus og ønsker at skærpe almene evner gennem Folkeskolens undervisning i Håndværk og Design.

Samtidig oplever forbrugerne, at de har færre og færre chancer for og evner til at vurdere produkters kvalitet, når de shopper på nettet og kun ser billeder og læser tilfældige anprisninger. Hvordan kan de tage større ansvar for deres forbrug og bruge deres anskaffelser længere tid, når det bliver mere og mere håbløst at vurdere brugervenlighed, pasform, materialekvalitet og holdbarhed? Forbrugere ser simpelthen ikke produktionens fysiske og sociale konsekvenser, naturbelastning og spild og mister evnen til at vælge de mest lødige og nødvendige produkter.

Engang ville det at sige, at noget var ’håndlavet’, have været ren selvfølgelighed. Hvordan skulle det ellers være lavet? Med fødderne?

Betydningen af de praktiske færdigheder

Hvordan kan vi alle tage større ansvar for klodens tilstand og resurser, når produktionen dens betingelser er flyttet langt væk fra vores livsverden? Den engelske antropolog Tim Ingold har i sin bog, Making fra 2013, overvejet, hvilke grundlæggende betydninger erfaring med praktiske færdigheder har for os.

“Engang ville det at sige, at noget var ’håndlavet’, have været ren selvfølgelighed. Hvordan skulle det ellers være lavet? Med fødderne? I dag er ‘håndlavet’ imidlertid et særkende. Det betegner en slags autenticitet og dedikation, som folk, der i stigende grad er passive forbrugere snarere end aktive borgere, ellers føler, mangler i deres liv. Med borgerskab følger moralsk ansvar, men hvordan kan vi være ansvarlige for en verden, som kommer færdiglavet til os? I selvsamme øjeblik, hvor hele verden er ved vore fingerspidser, synes den samtidig at være ude af vore hænder.”

– Tim Ingold, Making, 2013,122

Kunsthåndværk i en digital tid

Tim Ingold er hovedtaler på en konference, Statens Kunstfond holder 20. januar på SDU Kolding med online-streaming for alle interesserede, der skal belyse og skabe debat om samfundsværdier i kunsthåndværk og design. Dette nummer af Formkraft.dk lægger sig op af denne konferences tema, Kunsthåndværk i en digital tid, og følger det op gennem interviews med nogle af debattørerne. De øvrige artikler føjer andre perspektiver til. Anne Louise Bang giver eksempler på, hvordan designskolerne har taget digitale teknologier ind i undervisningen og koblet dem med materialeundersøgelser. Helle Graabæk overvejer de kompetencer, som udvikles gennem kunsthåndværk.

Materiel kultur

Det er jo en gammel tanke, ikke mindst i den danske designtradition, at kunsthåndværk kan levere et mod- og medspil til andre vidensformer og færdigheder. Helt tilbage i Kunstindustribevægelsen sidst i 1800-tallet udviklede man skoler, hvor håndværk og materialeforsøg skulle uddanne folk til industrien, hvilket blev videreført gennem Bauhaus. Kunsthåndværket er gang på gang blevet tiltænkt rollen som formidler for industrien og lærer for forbrugerne, når vi dykker ned i den danske debat. Ikke mindst når der blev diskuteret store reformer i kunsthåndværker- og designuddannelserne som omkring 1972 og 1985-90. Esbjørn Hiort, leder af Den Permanente, begræd ikke industrialiseringen, men efterspurgte en modvægt, en materiel kultur, der også er brug for nu:

“Hvis vi ikke helt skal miste kontakten med tingene – og dermed glæden ved dem – må vi derfor interessere os for dem. Vi må vide noget om dem. Vi må kunne vurdere kvalitet, når vi ser den, og vi må kunne sige nej til det dårlige og forlorne. Vi må kunne lide de ting, som er gode. Det er forudsætningen for en materiel kultur.”

-Esbjørn Hiort, Dansk Brugskunst 1960

Anders V. Munch

Anders V. Munch, dr.phil., ph.d., cand.mag. i idéhistorie og kunsthistorie.
Anders V. Munch er professor i designhistorie ved Institut for Design og Kommunikation, SDU Kolding. Han er repræsentant i Nordisk Forum for Designhistorie, der blandt andet samler forskere fra alle de nordiske landes design- og kunstindustrimuseer. Aktuelt arbejder han på et projekt om de nordiske designkulturers transformationer fra 1960 – 1980. Anders V. Munch er en del af redaktionsrådet bag Formkraft.

Kilder:
Esbjørn Hiort, Dansk Brugskunst 1960
Tim Ingold, Making, 2013

Mere viden i arkivet

I arkivet findes der yderligere information om emnet. Søg eksempelvis på:

reform af kunsthåndværkeruddannelserne

håndværk

industri

digital

materiel kultur