Temaartikel

En samtale om æstetik i praksis


Carsten Friberg: Vi har over årene mødt hinanden til arrangementer om æstetik og sammen delt en frustration over, at både teori og almindelig opfattelse af æstetik ofte ender med at gøre design til en genstand, der prises for kunstneriske kvaliteter og skønhed. Vi vil jo begge gerne tale om det sanselige, som ikke bare betyder en sanselig nydelse ved noget, men hvad der sker, når man fx står med det i hænderne. Der er intet galt med, at noget har kunstneriske kvaliteter, men skulle vi ikke hellere se på, hvordan det sanselige også er virkemiddel og skaber oplevelser? At det kan skabe fascination og dermed forføre og overtale til noget, som fx at handle mere bæredygtigt.

Vibeke Riisberg: Det er et godt udgangspunkt, jeg tænker på æstetiske virkemidler som en slags ‘redskaber’, der i samspil med dybtgående kendskab til materialer og deres fysiske og taktile egenskaber kan bruges på alle mulige måder. Det er for mig at se designerens kernekompetence at kunne vælge, hvad der skal til for at frembringe sanselige udtryk, som kan fremkalde associationer, følelser og reaktioner hos brugere i forskellige kontekster. Mens den enkelte har sine egne oplevelser og fortolkninger, så har vi også gennem kroppens sanser fælles perception, og den teori, som er udviklet her, ser jeg som et fælles vilkår for alle mennesker. Det handler derfor om, at vi lærer at sanse, altså at vi lærer at blive opmærksomme på de mange forskellige sanselige kvaliteter, noget har. Det kommer af at undersøge former og arbejde med materialer, med deres stoflighed, farver, med komposition – med det vi sætter sammen for at vække sanserne, og som sætter gang i forestillingsevnen og skaber oplevelser vi husker. Vi kan alle mærke og se, men vi kan ikke uden videre mærke og se forskelle. At lære det er helt afgørende, det er, hvad jeg vil kalde en grundskoling i æstetik. Begrebet æstetik i praksis bruger vi på Designskolen Kolding og opstod, så vidt jeg husker, i en studiegruppe, jeg havde med Anne Katrine Gelting, Anne Louise Bang og Tine Ebdrup i 2012.

"I am Aware" af Carlo Spini (kommunikationsdesign), Aymeric Delecaut og Lloyd Revald (Industrial Design) MA1, Design for Planet - Kursus: Læring fra fortiden, 1. semester, 2020. Design af emballage der genanvendes i et cirkulært system rettet mod supermarkeder. Projektet søger samtidig at oplyse og guide forbrugeren til at træffe bæredygtige valg i købssituationen gennem klar kommunikation om produktets oprindelse og information om dets CO2 udledninger.

CF: Så når vi bl.a. har talt om oplevelsesøkonomi er det ikke udtryk for at æstetikken har fået mere plads?

VR: Efter min mening handler oplevelsesøkonomi mere om varegørelse, det er en kapitalisering på det menneskelige sanseapparat. Det kan godt være, det flytter fokus fra det billede, vi ofte kan få, når vi siger æstetik – at det kan være noget ”snobbet” og intellektuelt, men når økonomi på den måde kobles på oplevelser, så handler det mest af alt om forførelse i tankeløshed, altså stimulering til bare at forbruge uden omtanke. Æstetikken bør være med til at skabe reaktioner hos brugerne, som har med omstændigheder omkring et produkt at gøre, altså med hvad der vækker vores bevidsthed.

CF: Dvs. problemet er ikke økonomien, men den måde, vi tænker økonomi på, altså at den figur, vi kender som Homo economicus, er autist, dvs. uden menneskelige kvaliteter som empati og følsomhed. Det er jo den figur, vi lægger til grund for vores vækstøkonomi, så selvom der tales stadig mere om bæredygtighed, så er det, som om vi ikke slipper for, at grundlaget er fortsat vækst. Til næste år er det 50-året for, at bogen ‘Grænser for vækst’ udkom, og noget sker der jo, når fx EU har sat cirkulær økonomi på dagsordenen og flere byer vil lægge sig efter doughnut økonomi, herhjemme fx København.

VR: Ja, spørgsmålet er, hvordan vi kommer bort fra den opfattelse af ’vækst’, som udelukkende er knyttet til økonomisk vækst. Hvordan udvikles nye økonomier, som respekterer jordens ressourcer og økosystemer, så vi også har et liv som mennesker fremover. Det er komplekse udfordringer, der kræver, at man som designer kan samarbejde, tænke holistisk og har forståelse for mennesker, brugsfasen og de systemer, ens produkt eller service er en del af. Derfor er det nødvendigt at forstå nye alternative forretningsmodeller, så man kan være med til at skabe forandring. Vi er nødt til at tænke over, hvilket værdigrundlag, der hører med i forhold til det, vi gør, og det vi medvirker til. Det må vi også, når vi taler æstetik, for den opmærksomhed, det æstetiske skaber, handler om, at vi bliver opmærksomme på os selv, og hvad vi gør. Æstetikken handler også om vores værdigrundlag.

 

”Restoring the Unseen"
”Restoring the Unseen" er et designprojekt, der beskæftiger sig med værdien af hverdagsgenstande. Vi lever i et køb-og-smid-væk samfund, hvor genstande bortskaffes, selvom de stadig er funktionelle. Så hvorfor bruge jordens begrænsede ressourcer på at tilføje et nyt produkt? Som en konsekvens, besluttede de studerende kun at bruge allerede kasserede materialer fra lossepladsen. Det endelige resultat er en række tankevækkende objekter indrammet i en fiktiv fremtid. På billedet ses en kaffemaskine. ”Restoring the Unseen" af Antonia Fedder (kommunikationsdesign), Filip Rukan og Nele Kieserizky (Industrial Design) MA1, Design for Planet - Kursus: Læring fra fortiden, 1. semester, 2019. Læs mere og se videoer: https://www.designskolenkolding.dk/case/restoring-unseen

CF: Så vi skal også tale om etik?

VR: Vi kan ikke tale æstetik uden også at tale etik! Hvis vi bliver stående ved den opfattelse, at det kun er noget smukt eller er nogle fascinerende oplevelser, så kommer vi til at blive stående i det, vi gerne vil væk fra. Det er afgørende at blive opmærksom på, hvad det er for værdisæt, vi har og formidler, så man også kan få forbrugerne til at handle bæredygtigt. Det er naturligvis udmærket, at man laver gode ting, som man holder af, hvor kvaliteten er i top osv. Men der skal mere til. Der er brug for at stille nogen dybere spørgsmål. Det handler ikke kun om at få den gode oplevelse, men om hvad der er værd at opleve. Skal brugeren selv være med i processen og være medskabende, så det er dén oplevelse, som er det væsentlige og ikke købsoplevelsen? Skal man overhovedet købe og eje eller i stedet leje? Handler det om produkter, eller snarere om det gode liv?

CF: Det er jo de spørgsmål, der vakte min interesse for design, fordi jeg mødte designere, som kunne give mig en anden fortælling end den, som desværre, kommer jeg til at sige, er fremherskende i den brede offentlighed, nemlig om produkter, som skiller sig ud fra andre ved at have nogle kunstneriske kvaliteter. Desværre, siger jeg, for der er intet galt i det, men det er et problem, når det stjæler billedet fra alt det andet – fra at det netop også drejer sig om at designe opfattelse, adfærd, værdier. Men det gør jo både kravene til design store – som du siger, må man også kende til fx økonomi, forretning, samfundsforhold osv., og det gør også forventningerne store. Det er jo nok mere, end design selv kan magte.

VR: Ja, og derfor har vi også fokus på at uddanne designere, der kan samarbejde på tværs af fagligheder og med eksterne partnere om bæredygtig omstilling. Ændringer af værdisæt og forbrug hænger uløseligt sammen med bl.a. politiske initiativer, som fx EU-direktiver og Folketingets beslutning om at reducere drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Andre vigtige initiativer kommer fra mode- og tekstilbranchen selv, kritiske NGO’er som Fashion Revolution og Union of Concerned Researchers in Fashion. Og generelt kan man se, hvordan de fleste brancher arbejder på at omstille sig, spørgsmålet er dog om det går for langsomt og om der tænkes radikalt nok.

Kulturen har helt sikkert også en rolle at spille, så det er positivt at Kunstfonden i 2021 sætter fokus på bæredygtighed på tværs af kunstarterne.

CF: Så der sker positive ting, men langt fra nok?

VR: Der skal ske meget mere, men det, som nok giver mig den største forhåbning for fremtiden, er, når jeg er sammen med de studerende. De studerende ønsker at bevæge sig ud i noget andet, og de gør det. Derfor er det også vigtigt, hvad der sker inden for uddannelse og forskning, hvor DSKD DesignSkolen Kolding har lavet en ny interdisciplinær MA, Design for Planet og bl.a. er med i et 3-årigt Erasmus+ projekt: FashionSEEDS (Fashion Societal, Economic & Environmental Design-led Sustainability), som udvikler undervisningsmateriale til en digital platform, der har til formål at understøtte undervisning i bæredygtigt design.

CF: Så undervisning er et helt afgørende led i den kæde, der skal kunne ende med ændrede opfattelser og mere bæredygtige livsformer?

VR: Absolut. Jeg oplever en lyst og vilje hos de studerende til at være med til at kunne gøre den forskel, og det afgørende er at kunne stille dem spørgsmål og udfordre, så de både tilegner sig fagets kompetencer og kan tage dem videre for både at udfordre forbrugsmønstre og skabe nye idealer for ’det gode liv’. Hvilke livformer, omgivelser, produkter, services mm. skal designes eller ’afdesignes’ for at fremme nye visioner? Det kræver, at man selv har ladet sig udfordre i sine undersøgelser og arbejder til at turde tænke videre i forhold til et produkt, til også at tænke det gode liv – tænke en måde at være på. Et eksempel er Christine Beate Kjos-Hanssen Husøy og Karla Werner Zeuthen’s Zeuthen’s projekt, VØLT fra Design for Change kurset på 3. år, hvor de arbejdede med det æstetiske som en del af en transformativ strategi, hvor tøjets ’look’ forandres over tid både i form, taktilitet og visuelt udtryk. Her opstod en direkte forbindelse imellem min egen praksisbaserede forskning i tøj og dekoration, der ændres over tid, og som jeg havde præsenteret for klassen i en workshop året før.

"VØLT" af Christine Beate Kjos-Hanssen Husøy (tekstildesign) & Karla Werner Zeuthen. Problemformulering: Hvordan kan vi opfordre folk til at behandle det, de bærer som levende organismer? Hvad er et stykke tøj / tekstil, der implementerer forskellige konstruktioner, reparationer og teknikker. VØLT er en manifestation af håndværk, biologi (f.eks. fibre, naturlige farvestoffer), kemi (f.eks. farvning / trykning), historie, kunst / design, samfundsvidenskab, politik og etik.

 

CF: Vi kommer så tilbage til æstetikken. Du indledte med at sige, vi skal lære at sanse, og det tænker jeg hænger sammen med designerens sans for både skabelsen af designet og for det, som designet skaber – altså hvad jeg som bruger kan få mine sanser skærpet af og dermed også blive mere opmærksom på.

VR: Det hænger netop sammen med det æstetiske som designerens kernekompetence, nemlig det at kunne skabe sanselige udtryk og dermed at påvirke til andre opfattelser. For at skabe en mere bæredygtig fremtid kan spørgsmålet om æstetik ikke isoleres, vi må turde se kompleksiteten i øjnene og arbejde med et holistisk afsæt. En sådan systemisk tankegang, der sætter jorden over alt andet, argumenterer Fletcher & Tham for i deres yderst aktuelle skrift Earth Logic Fashion Action Research Plan. Opmærksomheden på det sanselige i det æstetiske har netop potentialet til at flytte os, fordi vi ad den vej kan flyttes fra vaner og fastgroede måder at tænke på. Men det kræver også, at der er plads til eksperimenter, og at den æstetiske grundskoling bliver så stærk, at man både behersker de sanselige muligheder og kan oversætte dem til nye løsninger. Præcis her mødes de erfaringer, som gives videre i undervisningen, med de studerendes lyst og mod til at gå nye veje – og hvis vi skal håbe på virkelige bæredygtige løsninger, så er det især fra dem, de skal komme.

Fortsæt med at læse om Holdbarhed

Dyk ned i arkivet

Om Vibeke Riisberg

Vibeke Riisberg, tekstildesigner, ph.d., lektor ved Designskolen Kolding. Hendes virke i praksis, undervisning og forskning rummer samarbejder og udstillinger i både ind- og udland med fokus særligt på digitale processer og bæredygtighed. Hun har bl.a. bidraget til at udvikle undervisningen i design, så bæredygtighed medtænkes bredt i processer og værdiskabelse.