Jeg føler på én gang, at jeg er rejst både ind i fremtiden og tilbage i fortiden, mens jeg sidder i bussen, der snor sig gennem landskabet. Udenfor er det helt mørkt, og det føles, som om jeg kunne være hvor som helst. Mit sind er fyldt med minder fra en fortid, hvor hele mit liv omhandlede vævning, mens jeg spændt overvejer, hvordan det vil påvirke mig at blive konfronteret med det fag, som jeg måtte opgive for snart 10 år siden.

Den næste morgen, da jeg vågner og hiver gardinerne til side, kigger jeg ud på en panoramaudsigt over en smuk, lidt tåget dal, der indrammer den norske by Hønefoss. Jeg er på besøg hos Vibeke Vestby og hendes mand, Ola Tronrud, som har indlogeret mig i en særlig gæsteafdeling af deres hus. Vibeke og Ola er begge sådan nogle mennesker, som man let kunne overse betydningen af i farten: milde, høflige og venlige typer, der måske ikke helt matcher stereotypen om frembrusende og dominerende ledere. Ikke desto mindre styrer de begge hver deres banebrydende virksomhed.

Jeg er rejst til Norge, er for at arbejde på podcasten Fabric of Society, som jeg laver i samarbejde med ph.d. i kunsthåndværk Rosa Tolnov Clausen. Takket være støtte fra Statens Kunstfonds er vi nu er rejst ud for at blive klogere på det redskab, der ligger bag vævehåndværket og som former de muligheder, man har som væver.

Vibeke Vestby er hovedpersonen i denne fortælling. Hun er idékvinden bag og opfinderen af TC-væven (Thread Controller væven), samt grundlægger af virksomheden Digital Weaving Norway. Over de tre dage jeg bruger sammen med hende, bliver det tydeligt, at Vibeke meget hellere enten vil tale om TC-væven og om, hvad alle andre har gjort for, at den er blevet det, den er i dag, end om sig selv. Det handler nok meget om ydmyghed, men også om passion for vævning.

En multifacetteret væv og en alsidig person

TC-væven er på mange måder en væv, der åbner vævens verden op på ny. Den bliver på både solgt til alverdens førende tekstilafdelinger på alverdens universiteter for design-, kunst- og kunsthåndværk og til innovative teknologiske forskningsinstitutioner. For mange vil de to områder måske umiddelbart se ud til at tilhøre hver sin verden, men jo bedre jeg lærer Vibeke Vestby at kende og begynder at forstå hendes måde at tænke på, desto mere mening giver det, for hun forener netop de to perspektiver: En dygtig kunsthåndværker og en pioner indenfor digital produktion.

Når man møder Vibeke, er der heller ingen tvivl om, at alt dette kun er blevet til det, som det er i dag, fordi hun også har gode sociale færdigheder og, ikke mindst, bare på alle måder er rigtig rar at have med at gøre. Man kan ikke undgå at blive smittet af hendes engagement og oprigtige interesse.

Tilbage i 1970’erne er en ung Vibeke ved at uddanne sig til væver på universitet OsloMet, men hun er frustreret og undrer sig over det, hun bliver præsenteret for. Hun ved, at man rundt omkring i verden væver kunstfærdigt udformede blomstermønstre og dyremotiver i farvestrålende silkekvaliteter, men på de skaftevæve, hun bliver introduceret for, laver de mestendels ensfarvede uldtekstiler eller måske nogle striber, når det bliver rigtig vildt.

Hun får at vide, at hun jo altid kan lave nogle af de enormt tidskrævende billedvævninger i hånden på en gobelinvæv, men det er ikke det, hun vil. Hun vil sidde på en væv og væve metervis af reproducerbare fantasifulde tekstiler, eller ,,som Vibeke selv formulerer det:

“det jeg ønskede mig, var friheden til at kunne væve et fotografi eller en tekst eller en naturalistisk tegning.”

Fra fast form til kreativ frihed

I sin essens består vævning af tråde, der krydser hinanden vinkelret på en organiseret måde, og derved skaber et rektangulært stykke stof. Alle trådene i den ene retning monteres på en væv, og kaldes i vævetermer for kæden. I vævningen løfter man nogle af disse kædetråde, for at indsætte tråde vinkelret imellem dem. Disse tråde kaldes skuddet, fordi det “skydes” ind med et redskab kaldet en skytte. Det, som er hele humlen, er, hvilke muligheder man har for at løfte sine kædetråde, altså de tråde, der sidder på væven, fordi det er det, der afgør, hvad man kan væve.

På de simpleste væve er striber den eneste mønstring, man som udgangspunkt kan opnå; de opnås ved at skifte garnfarve. Jo mere avanceret en væv, jo større grad af kreativ frihed. Det særlige ved TC-væven er, at man kan løfte hver eneste kædetråd uafhængigt af de andre. Det giver den ultimative frihed i vævning, der ellers ofte ses som et håndværk, der på godt og ondt er præget af sine restriktioner.

Under sin uddannelse finder Vibeke efterhånden ud af, at den teknik, der skal til, for at hun kan væve mere komplicerede mønstre, er jacquardvævning. Joseph Marie Jacquard opfandt i 1801 jacquardvæven, som kunne væve avancerede mønstre ved brug af hulkort. Den hulkortteknik, som han udviklede til at opnå dette formål, var også det første skridt henimod udviklingen af computeren som vi kender den i dag. Den tidligste form for computerprogrammering var det binære system, som bestod af ettaller og nuller. Dette system relaterer sig direkte til vævningens logik: Enten løfter man en tråd på væven, eller også gør man ikke; der er kun de to muligheder.

I udviklingen af TC-væven arbejdede Vibeke mere som en kunstner, der vil male frit på sit lærred, end som en møbelpolstrer på udkig efter et slidstærkt tekstil til at betrække en sofa med.

En anden væsentlig forskel mellem den industrielle jacquardvæv og TC-væven er, at førstnævnte er mekanisk, mens sidstnævnte er en håndvæv. Industrien har strikse krav til de kvaliteter af garner, man bruger, for jo hurtigere en væv kan køre, jo flere penge kan man tjene.

Det, som Vibeke Vestby derimod har udviklet, er en håndvæv, der kan bruges med et væld af forskellige materialer, fordi væveren selv sætter dem ind med hånden. Samtidig kan væveren styre hver eneste tråd i sit design ved at programmere det på en tilkoblet computer.

Et afgørende øjeblik

Et afgørende øjeblik i udviklingen af TC-væven opstår lidt ud af det blå en dag i begyndelsen af 1990’erne, hvor Vibeke i mellemtiden er blevet ansat som underviser på Kunsthøjskolen i Oslo (KHiO). En dag falder hun tilfældigt over en skrivelse om, at den norske regering har valgt at investere i ny forskning indenfor traditionelt håndværk. Problemet er bare, at ansøgningsfristen er allerede næste dag. Der er ikke tid til møder med andre fra afdelingen eller til lige at tjekke ind med sin overordnede. Vibeke styrter hjem, skriver ansøgningen om midler til at udvikle drømmevæven og afleverer den på vej til arbejde næste dag.

Nogle måneder senere kommer der positivt svar, og selvom hun ikke bliver særligt populær blandt sine kollegaer for på den måde at gå sin egen vej, går hun straks ivrigt i gang med projektet. Hun ved, at hun vil udvikle en væv, hvor man kan løfte hver enkelt tråd individuelt, men et er teori og noget andet er praksis. Hun har brug for en industriel samarbejdspartner, der har både kvikke ingeniører og de rette ressourcer til at producere den. Vibeke kontakter den ene virksomhed efter den anden uden held, men en dag får hun endelig hul igennem med et opkald, som senere viser sig at være livsændrende på flere måder.

”En ældre herre tager telefonen, da jeg ringer, og siger ’ud fra, hvad du fortæller mig, så er det eneste firma, jeg kunne forestille mig ville være i stand til at hjælpe dig, Tronrud Engineering” gengiver hun med et stort smil.

Det er nemlig sådan, Vibeke Vestby første gang hører om Ola Tronrud. Manden, der først bliver hendes samarbejdspartner i udviklingen af prototypen på TC-væven, siden hendes forretningspartner i etableringen af virksomheden Digital Weaving Norway og, flere år senere, også hendes ægtemand.

Fra stor interesse til stilstand

Tronrud Engineering bliver grundlagt af Ola Tronrud i 1977 med speciale i udvikling af prototyper og automatiserede løsninger til industrien under sloganet “vi bygger dine idéer”. Det er netop her, Vibeke får hjælp til at omsætte sin vision til virkelighed i form af en helt ny type væv.

I løbet af de næste to år lykkes det dem at udvikle den første prototype af TC-væven. I 1991 inviteres KHiO til at deltage på en udstilling i München, hvor Vibeke får lejlighed til at præsentere sin væv. Responsen taler for sig selv: Folk står i en lang kø rundt om deres stand. Alle vil høre om væven, Vibeke holder talks om den i hele verden, og man kunne tænke, at det så var nu, at det hele for alvor begyndte at tage fart. Men efter den første tids begejstring dør interessen langsomt hen. Den norske stat er ikke interesseret i at finansiere den videre udvikling af væven, og i nogle år står projektet lidt i stampe.

I 1994 rækker Tronrud Engineering igen ud til Vibeke for at høre, hvordan det går med projektet. Efter nogen tid og en del møder beslutter de sig for at indgå i et samarbejde om at videreudvikle prototypen, så den kan komme på markedet. Tronrud Engineering står for den tekniske del, mens Vibeke bidrager med sine vævefærdigheder og, ikke mindst, sit internationale netværk af vævere og væveinteresserede.

Nu ser alt lyst og lovende ud, men da den første markedsklare TC-væv lanceres, mødes den med tavshed. Hvor prototypen var blevet taget imod med en nærmest overvældende interesse, så sker der nu pinefuldt lidt. Det viser sig, at der er meget stor forskel på, hvordan verden tager imod en banebrydende prototype, og hvad det kræver at få folk til at investere deres penge i den nye teknologi.

“Det var et chok, fordi jeg troede, at folk ville være entusiastiske, men når jeg talte med mine vævekollegaer, og jeg spurgte dem, om de ikke kunne tænke sig at væve en cirkel i stedet for en firkant, så var de sådan: Nej, hvorfor skulle jeg det? Det gik op for mig, at vævere er så godt trænet, at de bare har accepteret vævens begrænsninger,” fortæller Vibeke.

Det internationale vævenetværk

Det er på det tidspunkt, at Vibekes unikke vævenetværk, som hun har opbygget igennem sin karriere, viser sig at få en stor betydning for udbredelsen af den nye væv. Hun mener selv, at det har gjort hele forskellen for, hvad der skete sidenhen:

“Nogle af de tidligste støtter var danske Grethe Sørensen og Lise Frølund, som bare straks fangede idéen. De havde allerede en karriere i gang [red: som tekstilkunstnere], de vidste, hvad de kunne opnå på den traditionelle væv, og hvad de ikke kunne. […] uden dem var vi aldrig kommet videre med projektet. Jo mere de opnåede med deres [TC-]væv, jo lettere blev det at præsentere [TC-]væven.”

De to kunstvævere laver nye innovative nye vævede værker med TC-væven, som bliver udstillet i hele verden fra Danmark til Europa, USA og Kina. Hvad der før var et abstrakt koncept for de fleste, bliver nu et beviseligt revolutionerende redskab for den avancerede væver. Det er på mange måder grundlaget for den succes, som Vibeke siden har bygget videre på.

Kunst og forskning

I dag, 30 år senere har firmaet primært to typer kunder. Den ene er indenfor kunst, design og kunsthåndværk og er primært repræsenteret af universiteter, akademier og professionelt udøvende vævere. Den anden er indenfor forskning i innovative digitale produktionsformer. Det er eksempelvis Stanford Universitets Institut for Fysik, som har købt deres egen TC-væv, Boulder Universitets Unstable Lab, som udfører forsøg med vævning og elektriske impulser, samt Cornell Universitets Hybrid Body Lab, som samarbejder med lægevidenskaben om at udvikle tekstiler med indbyggede sensorer. Vævning er tydeligvis ikke bare en historisk praksis, men er også en del fremtiden.

I sommeren 2025 markerer Digital Weaving Norway sit 30-årsjubilæum med en konference, hvor vævere og forskere fra hele verden rejser til Norge for at fejre den udvikling indenfor vævefaget, som TC-væven repræsenterer.

Kærligheden til væven

Jeg indledte denne artikel med en følelse af at stå i fremtiden og fortiden på samme tid, og jeg slutter samme sted. Min egen passion som væver blev mod min vilje slukket for snart et årti siden, da jeg efter en årrække som væver for den internationale modebranche pådrog mig en arbejdsskade, der satte en stopper for min praksis.

Det kan måske lyde absurd for den uindviede, men at miste mit håndværk har været en større sorg for mig end nogen kærestesorg, jeg har oplevet. Det at møde Vibeke Vestby og høre hendes livshistorie har været voldsomt konfronterende for mig, men også helende. Mødet med hendes passionerede virke gav mig lejlighed til at genbesøge min egen kærlighed til vævefaget.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan komme tilbage til selv at væve igen, men jeg ved nu, at min værdsættelse af vævehåndværket er livslang, og jeg håber med denne artikel at introducere endnu flere til den magi, væven rummer.

Det giver mig en enorm glæde at vide, at der findes typer som Vibeke derude, som gør så meget for vores fag. Hun vil næppe selv bruge så selvrosende ord, så derfor vil jeg gøre det for hende: Vibeke Vestby har med sin væv revolutioneret vævefaget. Ydermere har hun gjort det på en måde, der ikke blot har haft indvirkning på de traditionelt udlærte vævere, men også alle dem, der har fået øjnene op for vævehåndværket gennem udviklingen indenfor digitale produktionsformer.

Jeg er spændt på at se, hvad det næste bliver, hun finder på. Viva la væv!

Ordforklaring

TC-væv: “Thread Controller” enkelttråds kontrolleret væv patenteret af Digital Weaving Norway.
Kædetråd: De tråde som sidder på væven, som man væver vinkelret på med skuddet også kaldet skudgarnet.
Jacquardvæv: Væv med hulkortsystem opfundet af Joseph Marie Jacquard i 1801.
Hulkort: Stykker af hårdt materiale, typisk pap, som man laver huller i, der tilsammen laver et mønster i vævningen. Det kan oversættes til den første type af pixels, altså mindstedelene af et visuelt udtryk på en computer. De første computere var programmeret med et binært system af 0’er og 1’er og brugte ligeledes hulkort med opskrifter af huller, som udgjorde programmeringen.
Harnisk: Den del af jacquardvæven som hænger over væven og forbinder kædetrådene med hulkortsystemet.

Kilde

St. Clair, Kassia; The Golden Thread – How fabric changed history. Murray J. (Publishers), 2018.