Uld er mange ting. Først og fremmest en varm indpakning for et får. Uld er hyggelige trøjer. Uld er mormor-stemning og strikketøj. Men uld kan også være en spildt ressource, iværksætteri, et kunstnerisk materiale, et medie for designere og kunsthåndværkere og i sidste ende terroir-baseret, bæredygtig udvikling af et landdistrikt.

Det er i hvert fald tilfældet i Odsherred. Her finder man i Nykøbing Sjælland ’Det Vilde Spinderi,’ et mini-spinderi, der har specialiseret sig i den ikke helt ukomplicerede håndtering af uld fra får fra historiske racer, der indgår i natur- og landskabsplejen. Ulden forarbejdes især til designere og kunsthåndværkere, der anvender materialerne i forskellige kunstneriske projekter, som kan udstilles på spinderiet. Værdikæden fra får til kunstprojekt involverer en bred vifte af aktører, fra landmænd over unge kunstnere til frivillige og forskere, og er på den måde med til at stimulere liv og udvikling i lokalområdet, ligesom kunstprojekterne trækker tråde til storbyens familier, som derved kommer tættere på en forståelse af livet på landet.

Uld i overflod

Fortællingen om det ’uldne’ udviklingsprojekt tager sin begyndelse i en nedlagt brugs i landsbyen Unnerud, lidt syd for Nykøbing Sjælland, hvor lokale kræfter købte bygningen og transformerede den til en base for ’vildt design’. Her oplevede Pia Heike Johansen, hvordan unge kunstnere, der kom til Unnerud fra hele verden for at være ’artists in residency’ i den gamle brugs, efterspurgte lokal uld til deres kunstværk- og designprojekter.

”Jeg er selv tidligere landbruger og ved, at uld er noget, man, om jeg så må sige, får ’smidt i nakken,’ når det kommer fra mindre besætninger, fordi der ikke er økonomi og logistik til en anvendelse – og særligt, når det er uld fra racer, der ikke avles for uldens skyld, men måske er nogle lidt mere robuste typer, der typisk bruges til afgræsning i natur- og landskabsplejen eller holdes for kødets skyld,” fortæller Pia Heike Johansen.

Kunsthåndværkernes forespørgsel inspirerede hende til at hoppe på cyklen og kaste sig ud på en længere odyssé rundt til områdets fåreavlere for at se på ’herreløs’ uld, der kunne indgå i kunsthåndværkernes og designernes værker. Missionen stillede imidlertid ikke kun krav til avlerne, fårene og deres uld, men også til kunsthåndværkerne og deres fleksibilitet og kreativitet.

”Der er kæmpe forskel på uld, alt efter hvilke af de over 1200 forskellige racer man ser på. Og de fleste har en uldsætning, der er vanskelig for almindelige, industrielle spinderier at håndtere og anvende kommercielt. Det går bedre på et håndværksdrevet spinderi som det, vi i dag har etableret. Det fungerer på den måde, at vi spinder ulden fra hvert dyr hver for sig, mellem et og fem kilo, og dermed udfordrer vi både modebranchen og tekstilhåndværkerne. For det betyder, at hver batch er forskellig i farve.”

Lille spinderi – stor succes

Uldjagten inspirerede nemlig til, at Pia Heike Johansen søgte midler til at indkøbe et spinderi, og efter en længere eftersøgning lykkedes det at finde det helt rigtige spinderi – i Canada.

”Fordelen ved et mini-spinderi er, at det er mere enkle maskiner, og det er os, der styrer produktionen – ikke maskinen. Så det er både de ansatte, som vasker, sorterer, karter og spinder ulden, og vores fastansatte designer, som er med i processen, når der skal spindes,” fortæller Pia Heike Johansen.

Spinderiet er i dag etableret i en bygning på Havnevej i Nykøbing S. Her råder man over hele 360 m2, men kun halvdelen bruges til spinderi – resten er tekstilværksted og udstillingsrum for de ’artists in residency,’ som løbende tilknyttes spinderiet.

”Vores besøgende kunstnere er ofte unge kunstnere, som endnu ikke har så meget på CV’et, men det får de her hos os, hvor de kan udstille deres værker. Vi prøver at markedsføre vores residency på, at her kan man få viden om uld – forarbejdning, farver, teksturer, øve sig på at få ulden ind i ens værk, studere forskelligheden og foranderligheden i ulden,” siger Pia Heike Johansen.

Lokal dynamik

Hvor de besøgende kunstnere og designere ofte kommer fra udlandet, er den lokale forankring til gengæld utroligt stærk, når det gælder de øvrige tilknyttede. Udover en lille gruppe ansatte har spinderiet nemlig glæde af en god flok frivillige fra lokalmiljøet.

”Både borgere og kommunen synes, at det, vi gør, er helt vildt fedt, og alle vil gerne være med. De kommer og spørger, om de må arbejde frivilligt, og vi synes også, vi kan bidrage med noget. Vi samarbejder desuden med kommunens jobcenter om at tage folk ind, som har brug for jobafklaring, efter en længere sygemelding med f.eks. stress eller lignende. Og det fungerer godt, fordi vi er fleksible med tid og krav til, hvad man kan – og fordi borgerne oplever arbejdet som meningsfuldt – selvom det måske en dag handler om at sortere uld med fårelort på,” griner Pia Heike Johansen.

En stor del af drivkraften til at etablere spinderiet kommer fra Pia Heike Johansens personlige og forskningsmæssige fokus på at drive udvikling i landdistrikter.

”Jeg oplevede jo efterspørgslen efter den lokale uld, og vidste, at den var derude hos avlerne. Og så var udfordringen at sætte min professionelle viden som forsker i spil, og få det hele sat i system, så det kunne skabe arbejdspladser, erhverv og dynamik. Det er jo ikke noget nyt, at lokale ressourcer, der er forankret i et bestemt geografisk område, kan have en særlig værdi og skabe udvikling – det kender vi jo fra terroir-tankegangen inden for gastronomien, hvor for eksempel produktionen af vin hænger tæt sammen med stedet. Så spørgsmålet er, om man kan gøre det samme med tekstil?” siger hun.

Ulden bro mellem by og land

Det spørgsmål besvares til dels, når man ser på udkommet af nogle af de kunstneriske projekter, der er blevet sat i gang med udgangspunkt i spinderiet – og som der forhåbentlig kommer flere af fremover.

”Forskning har vist, at folk på landet faktisk har en højere livskvalitet end folk i byerne. Vi er sansende væsener, og på landet mærker man meget mere lys og mørke, kule og varme, duftene fra naturen, og det bidrager til vores livskvalitet. Og der har vi brugt ulden til at formidle kvaliteterne ved livet på landet over for byfolk,” fortæller Pia Heike Johansen.

”Vi arbejder på at gennemføre et projekt over et år, hvor vi for eksempel laver workshops for københavnske familier med ulden som omdrejningspunkt. Her skal de følge naturens og uldens rytme gennem fårenes liv, for eksempel når de får lam, og når de bliver klippet. Så følger forarbejdningen og eventuelt plantefarvningen af ulden. Herefter begynder kunsthåndværkernes og designernes arbejde, når de omsætter produkterne til genstande, der kan indgå i en hverdag i byen. Og endelig vil folk være med til at passe på genstandene og få luftet uldtøjet og stoppet hullerne i strømperne. Alt i alt vil vi give deltagerne en fornemmelse af naturens og årstidernes rytme og livet på landet gennem ulden, på samme måde som man har gjort med f.eks. måltidskasser og fødevarefællesskaber.”

Eksempel til efterfølgelse

Det Vilde Spinderi har altså skabt masser af lokal dynamik i form af efterspørgsel efter fåreavlernes uld, etableringen af selve spinderiet, en kunstnerisk arena for unge talenter, engagementet af frivillige og borgere i ressourceforløb samt nogle mere immaterielle værdier som fortællingen om den lokalt forankrede ressource og brobygningen mellem land og by. Spørgsmålet er nu, om Pia Heike Johansen kan anbefale at etablere lignende virksomheder andre steder i landet. Og det kan hun.

”Jeg tænker, at man burde kunne etablere mellem 100 og 150 mini-spinderier landet over i landdistrikterne – og vi laver gerne konsulentrådgivning om, hvordan. Selvfølgelig er alt ikke nemt – det kan være svært at blive set og hørt, når kernen i arbejdet er uld, der for mange har en lidt usexet mormor-karma. Men det skaber lokale jobs, og i Danmark er konkurrencen på området nærmest ikke-eksisterende. Så bare gør det!”

Relateret læsning