Interessen for at udforske og udvikle materialers egenskaber præger i høj grad design, kunsthåndværk og arkitektur i disse år. Engagementet er funderet i det indiskutable behov for at agere bæredygtigt i forhold til jordens ressourcer; et behov der åbenlyst og på flere måder er et stort spørgsmål – globalt og etisk – om, hvordan vi i det hele taget forstår og lever med hinanden, med andre levende væsener, med planter og råstoffer.
Design, kunsthåndværk, arkitektur, kunst og litteratur har potentialerne til at konkretisere og nuancere de store spørgsmål, til at udvikle med viden og kreativitet samtidig med at vi alle får mulighed for at indleve os gennem det kropslige, sanselige og relationelle møde med eksperimenterne.
Det ser vi masser af interessante eksempler på, både på udstillinger i Officinet og i de større kunsthaller og på museer samt i studieprojekter på uddannelserne på Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Det Kongelige Akademi og Designskolen Kolding, for nu lige at nævne den nærmeste danske kontekst.
Denne artikel beskæftiger sig med hvordan to aktuelle udstillingsprojekter performativt sætter fokus på vores forbundethed med andre organismer og på en bæredygtig omgang med ressourcer og materialer.
På forskellig vis inviterer begge udstillinger den besøgende til at engagere sig kropsligt og tankemæssigt i det store spørgsmål, og mit sigte med artiklen er at reflektere over, hvordan de gør dette, og hvad det kan betyde at være kropsligt indlejret og til stede i materialet.
For sansning, forståelse og handling hænger sammen. Det er i øvrigt en tanke, vi f.eks. ser udfoldet i de nyopførte danske håndværkskollegier (1), hvor materialiteten og sanseligheden kobles direkte til en hensigt om at skabe fornyet respekt og interesse for håndværksuddannelserne – eller på Vadehavscentret, hvor selve mødet med arkitekturen er en del af en erfaringsbaseret formidling.
Baggrund
Artiklen tager udgangspunkt i to udstillinger: Dronningens Kløft på Munkeruphus i Dronningmølle, som var udstillet i perioden d. 13. april – d. 10. august 2025, og Build of Site på Arkitekturbiennalen i Venedig, som er udstillet i perioden d.10. maj – d. 23. november 2025.
Landskab og organismer
Jeg har mødt den svenske kunstner Ingela Ihrmans værker et par gange. Første gang på hendes udstilling Frutti di Mare (på dansk: havets frugter) i Malmö Konsthall i efteråret 2023, hvor min umiddelbare reaktion var et smil og en glad boblen i maven ved mødet med hendes opskalerede og antropomorft kropslige fortolkninger af tang, blomster og dyr i form af kostumer og bløde skulpturer (når kostumerne lå på gulvet mellem Ihrmans performances).
Titlen Frutti di Mare antyder lidt humoristisk ifølge Ihrman en længsel efter noget varmt, farverigt og drømmende og – ligesom måltidet – noget andet end den, for hende, sædvanlige svenske hverdag. (2)
En del af værkerne fra udstillingen i Malmø var også indarbejdet i udstillingen Dronningens Kløft på Munkeruphus i år, men denne gang i dialog med den landskabelige kontekst for kunsthallen, hvor havet ud for den nordsjællandske kyst er konkret nærværende som en mulighed for at gå en tur gennem skoven og ned på stranden ved Øresund.
Ihrmans ønske om at tviste hverdagen lidt ud over det sædvanlige og forudsigelige var også til stede her, men oplevelsesmæssigt forskudt fra det legende univers i Malmö Konsthall. I stedet blev Dronningens Kløft en stærkere kontekstualiseret kommentar til forbundetheden mellem havet, naturen og landlevende organismer, centreret om, hvordan organismer både er landskaber og er i landskaber. (3)
Dronningens Kløft er navnet på den landskabelige kløft, der strækker sig fra bygningen Munkeruphus, igennem skoven og ned mod stranden. Når man vandrer igennem området, foldes kroppens bevægelse ind i landskabet og landskabet ind i kroppen.
I et videoværk af Ihrman fødes Afrodite af Øresunds havskum, og kroppen bevæger sig gennem landskabet og bygningen og op af badekarrets skum. Kroppen i havet forbindes til vandet i kroppen til vandet i badekarret – og så er vi tilbage ved den drømmende, humoristiske og tankevækkende forskydning af hverdagen i Ihrmans arbejde. På Munkeruphus var videoen en del af en rumlig komposition med organismer (kostumeskulpturer) såsom Tarmtang, Blomsterkorallen og Kæmpemuslingen og en installation af Kæmpemuslingens badeværelsesskab.
En fortælling om Afrodite er i øvrigt trykt i en pamflet fra udstillingen, hvor Ihrmans kunstneriske interesse for at indfange en forbundethed udtrykkes på denne måde:
”Stranden er en grænsetilstand. Både hav og land.
Skummet er en grænsetilstand. Både vand og luft.
Sandet er en grænsetilstand. Både fast og flydende.
Er Afrodite også en grænsetilstand?” (4)
Mavefornemmelser
Hvor Ihrmans værk forbinder en kunstnerisk fiktion med et eksisterende landskab går den danske udstilling Build of Site på Arkitekturbiennalen i Venedig, 2025, konkret til sin udforskning af den danske pavillon som arkitektonisk krop og materialitet. Arkitekten Søren Pihlmann har kurateret udstillingen i den danske pavillon i Giardini della Biennale.
I bogen Making Matter What Too Often Does Not Matter, som er udgivet i forbindelse med biennalen, udfolder Pihlmann sammen med digteren Adam Dickinson tankerne bag en ’site-derived’ altså en ’udledt’ arkitektur, der bygges – bæredygtigt – ud af materialerne og de materielle spor, som allerede findes på stedet. Materialer er kun til låns, som de skriver, og arkitektur skal udledes af byggepladsen ved at genbruge, omdanne og udforske de materialer, der allerede er til stede.
Build of Site er et 1:1 blik ind i en igangværende restaurering af pavillonen. Restaureringen udføres af Pihlmanns tegnestue i samarbejde med en række eksperter fra bl.a. DTU. Pavillonen opleves derfor i en tilstand med delvist opbrudte gulve og enkelte fjernede vinduer, hvor de opbrudte dele af gulvene midlertidigt genbruges som rumlige elementer, bl.a. som rumligt ledende halvvægge ved indgangen, som udstillingsobjekter eller som genstand for en række eksperimenter, hvor materiale fra pavillonen er blevet knust og efterfølgende blandet op med forskellige typer af bindemiddel med henblik på genanvendelse. Altså et kig ind i et arkitektonisk materialelaboratorium og en arkitekturøkologi.
Arbejdsudstillingen er et materielt udtryk for pavillonen som historisk sensorium, hvor gulvenes forskellige lag står tydeligt frem sammen med spor af de venetianske jordbundsforhold, nedslidning og skader som bl.a. skyldes jævnlige oversvømmelser af området og pavillonen.
Det sanselige møde med arkitekturen er derfor mere end blot et spørgsmål om, at der skabes en særlig intenderet atmosfære gennem arkitekturen. Det er mere komplekst end som så, ifølge Pihlmann og Dickinson fordi de historiske lag og fortællinger om materielle relationer i tid og sted gøres tilgængelig for en nutidig oplevelse og en fremtidig arkitektonisk bearbejdning.
Det inspirerer Dickinson til (med reference til Donna Haraways bog Staying with the Trouble – Making Kin in the Chthulucene) at anvende begrebet interoception om den arkitektoniske krop, altså evnen til at lytte til arkitekturkroppens indre signaler og stimuli:
”Interoception refers to the capacity of a body to sense its internal signals. It is a form of perception at the conscious and subconscious level integrating information from internal organs and viscera with brain activity and behaviour. Broadly speaking, interoception encompasses the processing of sensory information from internal organs, tissues and cells.” (5)
Det handler i denne sammenhæng konkret om at være opmærksom på byggepladsens ’mavefornemmelser’, hvor arkitekturens rolle bedst kan forstås som nervebaner og en forstærker af materielle kvaliteter.
Pihlmann, som også har praktiske erfaringer med denne tilgang til at bygge fra bl.a. Thoravej 29 i København, giver udtryk for, at det i praksis kan være en udfordring at få de allerede tilstedeværende materialer, spor og egenskaber til at hænge sammen og give mening i en ny arkitektonisk bearbejdning af et sted.
Friktionen mellem forskelligartede materialer og deres egenskaber og kvaliteter er et benspænd og en udfordring, men kan, når alt pludselig samler sig og går op i en højere enhed, resultere i nye uforudsete kvaliteter.
Refleksivitet
Laurajane Smith er en internationalt anerkendt forsker indenfor forskningsområdet Critical Heritage Studies, hvor hun bl.a. repræsenterer en kritik af den privilegerede position, der indenfor natur – og kulturarv normalt knyttes til det materielle.
Det materielle, f.eks. steder, bygninger og genstande, betragtes ofte som kulturhistorisk værdifulde i sig selv og der kan være en tendens til at bevaringsdiskurser og regelsæt fastfryser det materielles identitet og værdi både udformningsmæssigt og tidsmæssigt.
Smith argumenterer for, at værdien i højere grad bør findes i, hvordan mennesker bruger, omgås og reflekterer med det materielle.
I et kritisk kulturarvsperspektiv betragter Smith betydningen af steder, bygninger og objekter som afhængig af hvordan de bruges og italesættes gennem handlinger og diskurser, samt hvordan de repræsenterer bredere humanistiske diskussioner af identitet, køn, sociale forhold m.v.
Betydningen af den materielle arv er dermed også afhængig af, hvordan den kan siges at kropsliggøre abstrakte følelser og udtryk, som er relevante i tiden, og hvordan den kan medvirke til at engagere gennem refleksivitet.
En refleksivitet, der her forstås som den kontinuerlige samtale, vi har med os selv i vores interaktion med verden, og som medierer, hvordan vores individuelle baggrund og situation har betydning for, hvordan vi oplever, forstår og indlever os, f.eks. i en udstilling. (6)
Smiths perspektiv inviterer os til hver især at overveje, hvordan vores refleksive samtaler udspiller sig på forskellige planer, f.eks. i oplevelsen af én af de udstillinger, jeg har præsenteret her.
Et centralt argument for at styrke opmærksomheden på det menneskelige aspekt, dvs. i relation til, men ikke underlagt det materielle, er relevansen af at overveje om (alle) de rette spørgsmål adresseres, eller om det materielle kunne åbne for øvrige relevante perspektiver.
I dette tilfælde altså, når en konkret bygning renoveres ud fra regenerative arkitekturprincipper på Arkitekturbiennalen, fordybet i de materielle lag, eller når et kunstprojekt legende sætter kroppen, landskabet og organismernes forbundethed på dagsordenen på Munkeruphus.
Smith’s synspunkt er, at det materielle (f.eks. et landskab, en bygning eller en biennalepavillon) har sin vigtigste betydning i mødet med den menneskelige refleksion og følelse. Og den menneskelige refleksion og følelse er uadskillelige fra aktuelle samtaler i samfundet.
Vi er ikke ’blanke lærreder’, når vi f.eks. oplever en udstilling; tværtimod har vi erfaringer og diskurser med os i mødet med det materielle. Build of Site hylder i nærmest ekstrem grad pavillonens (og arkitekturens) betydning som materialitet, helt ned i de dybere jordlag.
Men samtidig er den arkitektoniske krop vredet ud af sin sædvanlige styrede komposition og harmoni i kraft af diskurser og aktuelle agendaer om regenerativt byggeri og bæredygtighed.
Dronningens kløft har i stedet fat i smilet, i forskydningen af betydninger, i en fortolkning af organismer og i den kropslige oplevelse af landskabet.
Begge udstillinger har en styrke i at have ordene med –i form af en bog, en pamflet og meningsfyldte begreber. Men refleksionerne er der, hvad enten man læser bogen eller lader være. Og ifølge Smith er det altså refleksionen med det materielle, vi skal have særlig opmærksomhed på.
Kilder
1: https://ffhk.dk/om-fonden-haandvaerkskollegier
2: https://malmokonsthall.se/en/utstallningar/ingela-ihrman/
3: https://munkeruphus.dk/portfolio/dronningens-kloeft-13-04-10-08-2025/
4: Ihrman, I. (2025) Afrodite i udstillingspamfletten fra Dronningens Kløft 2025, uden sidetal. Afrodite er oversat fra Aphrodite af Lise Haurum.
5: Pihlmann, S. og Dickinson, A. (2025), Making Matter What Too Often Does Not Matter. Verlag der Buchhandlung Walther und Franz König & Danish Architectural Press, s. 36
6: Smith, L. (2021), Emotional Heritage. Visitor Engagement at Museums and Heritage Sites. Routledge
Tema: Diverse kroppe
Kunsthåndværk og design er tæt forbundet til materialitet, sanselighed og det kropslige – både i værkernes iboende kvaliteter og gennem de hænder, der former dem.
Men hvilke relationer har kunsthåndværk og design til kroppen i dag? Er de anderledes end dengang Nanna Ditzel lod kroppen bevæge sig frit i sine møbellandskaber?
Hvilke nye potentialer viser sig, når samtidens udfordringer – sundhed, trivsel, klima og bæredygtighed – presser sig på? Hvordan kan kunsthåndværk og design styrke kroppes velbefindende og en kropsligforankring i materialerne?
I dette nummer udfolder Formkraft kropsligheden med flere blikke på kroppe og materialitet.