Man skal bukke sig for at komme ind i den cirkelformede ovnhvælving, som danner rammen om udstillingen Craft and Tool, og da jeg træder ind med den skarpe sensommersol på nethinden, skal mine øjne lige vænne sig til mørket derinde. Lokalet åbner sig som en bred, rundet gang og i midten står værkerne, teatralsk belyst af gyldent spotlys.
Udstillingen er struktureret på en måde, så man først møder det færdige værk og derefter bevæger sig til et podie, hvor man får indblik i processen; materialeundersøgelser, skitser, støbeforme eller værktøj. Værkerne er kurateret af designduoen ArkForma, bestående af arkitekt Sara Saur og designer Mathilde Østengaard-Sejersen, der også selv udstiller.
Udvalget er skabt med ønsket om både at fremhæve den brede materialeanvendelse i nyere design og kunsthåndværk og at tage hensyn til det unikke udstillingssted.
Ja, faktisk var den fascinerende gamle ringovn fra 1870 udgangspunktet for sammensætningen af udstillingen, for det var som om, designduoen fik en rød tråd forærende, da de fandt dette unikke sted, fortæller de mig. Enkelte af værkerne er endda skabt til udstillingen med udgangspunkt i ringovnens form og teksturer, som f.eks. Sia Hurtigkarls flettede “Circle and Bricks” og Esben Kaldahls keramiske værk “Ru” & “Ca”.
Ovnhvælvingens vægge er rå og upolerede, og tørreloftet, eller højladen som den også kaldes, hvor udstillingens anden del er placeret, danner med sit rustikke træskelet et luftigt modstykke til den mere massive underetage. Kontrasten mellem tyngde og lethed afspejles også i fordelingen af de 19 værker: værkerne i underetagen fremstår med en anden bastanthed end de mere æteriske på tørreloftet på 1. sal.
Det er som to sider af samme sag; tunge og lette materialeøvelser, der som helhed viser en bred vifte af håndværksteknikker og æstetiske greb. Bygningen er med andre ord en perfekt ramme til at vise skønheden i det “uperfekte.” Uperfekte i gåseøjne for hermed ikke ment, at værkerne ikke er æstetisk nærende.
Det er de bestemt, men de rummer alle en råhed. Og det er netop et af de elementer, udstillerne gerne vil formidle: den særegne, rå skønhed, som træder frem, når ting bliver til med udgangspunkt i materialet eller formes langsomt med hænderne, og som danner en nærende antitese til vores tids hurtighed og digitalisering.
Hos mange af designerne tager designprocessen udgangspunkt i materialeundersøgelser. Der er både træ, tekstil, ler og stål til stede i udstillingens værker – og tilmed også en blanding af griseblod og savsmuld i Paulina Delhaes-Heinz’ bestiksæt “Sang durci”, som sender mine tanker i retning af dadaistiske undersøgelser af, hvad kunst og brugsgenstande er, kan og må.
I nogle af værkerne er ‘hænderne bag’ særligt tydelige – f.eks. i Nikoline Odas “Ella,” hvor taktilitet er i fokus, og de tydeligt håndsyede sting næsten fremstår som designerens fingeraftryk.
“Man må ikke røre,” står der på skiltet ved navn og titel, og det forstår jeg naturligvis godt – men hvor får man dog lyst. Da jeg står over for “Ella”, kan jeg næsten ikke nære mig; jeg får at vide, at hynderne er fyldt med ålegræs, som giver en ganske særlig taktil oplevelse.
Det sidste værk i ringovnens underetage er en lille gruppe af keramiske siddeobjekter med titlen “Shadows of Possibilities” skab af den hollandske keramiker Min Say. Igen skal jeg holde mig tilbage for ikke at røre – eller at sætte mig – for kan man virkelig sidde på boblerne, der ligesom skyder op af jorden? Hvordan ville det føles?
Jeg forlader ovnhvælvingen, træder ud i sollyset og går op ad den udvendige trappe til overetagen – ringovnens tørreloft.
Her dominerer tekstilvævning, flet og keramiske værker udstillingen, og det første, der møder mig, er designtrioen Plain Weavers’ rumdeler, vævet i papirgarn, igennem hvilken lyset fra ovenlysvinduerne strømmer frit og skaber et svagt ternet mønster på gulvet og dermed understreger rummets lethed.
På tørreloftet finder jeg flere vævede værker, bl.a. det ikat-vævede (indonesisk vævning, red.) “One more thread, one more knot” af Anna Bruun Kristiansen, der er vævet af restmaterialer fra beklædningsindustrien, og som dermed sætter fokus på de (vel eneste) materialer, vi har en overflod af i vores tid, nemlig affaldsmaterialer.
Skønheden ligger i det rå og det åbne. Denne røde tråd træder frem uden at blive skåret ud i pap, for der er ingen forklarende vægtekster, kun podier med skitser og værktøj og en titel.
Afkodningen er i det hele taget i høj grad overladt til beskueren, og således insisterer udstillingen på langsomhed; på at man giver sig tid til at opleve værkerne som det, de er; objekter i rum.
Der ligger en åbenhed for fortolkning heri, der matcher tematikken godt. Som beskuer skal man med andre ord selv tænke, og det kan jeg godt lide, men ønsker man mere kontekst, kan man på Arkformas instagram-konto læse om værker og designere og se procesbilleder
Om udstillingen
Craft and Tool: 6. – 28. september 2025.
Åbent hver weekend (lør-søn) fra 10-15 på Nivaagaard Teglværks Ringovn.
Læs mere
Læs også disse..
De vibrerende og levende materialer
Hvordan ændrer vi vores forhold til materialerne omkring os, så vi får en øget opmærksomhed på materialernes liv og udvikling? EUs nye lovændring omkring bæredygdig produktion er et skridt på vejen, men det er langt fra nok.
Mestre i materialer
Kunsthåndværkere og designere har et særligt fortrin, når det kommer til udsmykning, installationer og bygningsintegreret kunst i det offentlige rum: indgående materialekendskab.
Glaskunstner og studielektor Maria Sparre-Petersen fra Det Kongelige Akademi ser nye muligheder i et elastisk felt, der strækker sig fra den klassiske udsmykning til det virtuelle rum, vi alle sammen går rundt med i baglommen.
