Kan print med biopolymerer få os til at genoverveje måden, vi bygger på?
CITA, Funded in part through the Ecometabolistic Architecture, European Research Council
Artikel

De vibrerende og levende materialer


Vi lever et sammenfiltret og forbundet liv med materialer. Kig nærmere på samtlige brugsgenstande omkring dig i en radius af 1 meter og undersøg materialesammensætningen. Man bliver hurtigt forpustet, ikke? Vi er dybt afhængige af materialer i alverdens afskygninger, og vi sløser med dem i en grad af grådighed, som viser sig i ligegyldighed, så snart nyhedsværdien svinder ud.

Den 30. marts 2022 vedtog EU kommissionen en ny lov udviklet i samarbejde med Council on the Ecodesign for Sustainable Products Regulation. Med den nye lovgivning vil EU sikre bæredygtig produktion som ny norm i EU, med fokus på cirkulært økotekstilsystem, holdbarhed, forlængelse af levetid, reparation, genbrug og brug af genanvendte fibre.

Det kræver et etisk kompas, hvor vi dagligt tager stilling til, at materialerne omkring os er forarbejdet natur, som ofte eksisterer længe efter, at vi har haft det i hænderne

 

Med materialer der hober sig op omkring os, virker det absurd, at man overhovedet taler om, at produktion kan være bæredygtig. Men med begreber som holdbarhed, længere levetid og reparation, taler EU ind i en kulturændring, som er værd at kæmpe for. Det kræver grundlæggende værdi- og normændringer, som bliver benhårdt og slidsomt at ommøblere. Det kræver et etisk kompas, hvor vi dagligt tager stilling til, at materialerne omkring os er forarbejdet natur, som ofte eksisterer længe efter, at vi har haft det i hænderne. Så hvordan ændrer vi vores forhold til materialerne omkring os, så en øget opmærksomhed på materialernes liv forplanter sig og sår frø i os?

I sin bog Vibrant Matter: A political ecology of things (2010) forsøger den amerikanske politiske filosof Jane Bennett (1957) at åbne den moderne forbrugers øjne for materialernes liv. Bennetts teori vil kort blive introduceret i teksten her, fordi hun opfordrer til et opgør mod forestillingen om brugsgenstande som døde og livløse. Den tenderende opfattelse af at vi adskiller liv og materie, gør, at vi ignorerer f.eks. affaldets tendens til at udvikle sig til livlige kemikaliestrømme.

Med vitalitet forstår Bennett tingenes evne til at forstyrre eller blokere menneskers planer, hvilket vi ser gang på gang, når forurening viser sig på mikro og makro niveau i naturen rundt om på jordkloden. Vi kan simpelthen ikke styre, hvordan menneskeskabte materialer udvikler sig i konfrontationer mellem mennesker, natur og andre materialer. Når materialesammensætninger mødes, kan de udvikle selvstændige tilbøjeligheder, som vi ikke kan kontrollere, når de flygtigt møder hinanden. Det sker, når eks. tekstil skabt af plastik afgiver kemi på din hud, eller når plastikflasker eller cigaretskodder smides i naturen og kemiske giftprocesser igangsættes i mødet med regnvand, jord, svampe og planter.

Sofie Piil Grau: Levende kjole; plastrør, jord og græs. I denne process kom et helt nyt udtryk i brug for mig; "at vande min kjole". Det har krævet en forståelse for planters behov og derfor en anden rytme i mit arbejde med levende tekstiler.
Designstuderende på Det Kongelige Akademi, Sofie Piil Grau, arbejder med levende tekstiler. Her ses hendes levende kjole af plastrør, jord og græs.
Foto: Model: Maria Johanne Ravn Christensen Fotograf: Sofie Piil Grau

Forestillingen om livløse brugsgenstande fører til et jordødelæggende forbrug

”Hvorfor gøre sig til fortaler for materiens vitalitet? Fordi det er min fornemmelse, at forestillingen om en død eller fuldstændig instrumentaliseret materie nærer menneskelig hybris og Jord-ødelæggende fantasier om at erobre og forbruge.” (Bennett, 2021, s. 11).

Sådan indleder Bennett sin bog og lægger op til både et filosofisk og politisk perspektiv på materialiteter. Det politiske projekt rummer et ambitiøst mål om ny lovgivning og bureaukratiske programmer, som sikrer et bæredygtigt engagement i livagtige ting gennem en øget sensibilitet. Bennett skriver:

“Hvordan ville forbrugsmønstre for eksempel forandre sig, hvis vi ikke stod over for affald, skrald, skidt og møg eller “recirkulering”, men i stedet overfor en levende og potentiel farlig materie?”(Bennett, 2021, s. 9).

Med EU’s nye lovgivning får materialerne et øget fokus vedr. holdbarhed, genbrugelighed og reparationsmuligheder. Men anskuet ud fra Bennetts filosofiske projekt, er dette ikke nok. For hvis en øget sensibilitet skal opnås, må vi anvende et ontologisk perspektiv, hvor ikkemenneskelige tings handlingspotentiale undersøges, og her flytter Bennett sig fra den normale opfattelse og erkendelse af materialer. Hun går ikke så lagt som Bruno Latour (1947-2022), som foreslår et parlament for tingene, men står fast ved, at vi selv består af ikkemenneskelige materialiteter.

Den mad, som du spiser, er ikkemenneskelig materie, der kan ændre fx dit humør, din kropsvægt. Eller tag cremer og hårprodukter med fx glimmer der indeholder kemi, som er i stand til at påvirke vores helbred på længere sigt. Det øgede forbrug af palmeolie i alt fra opvaskesæbe til slik rydder frugtbare jordarealer, hvor vigtige økosystemer slås i stykker af produktion. Bennett skriver:

”I en verden af vital materialitet er det derfor ikke nok at sige, at ”vi har legemer”. Vi er snarere en lang række legemer, mange forskellige slags indlejret i en række mikrobiomer. Hvis flere mennesker bemærkede denne kendsgerning i længere tid, og hvis vi var mere opmærksomme overfor den uundværlige fremmedhed, vi er, ville vi så kunne fortsætte med at producere og konsumere på de samme voldsomt uansvarlige måder?” (Bennett, 2021, s. 213).

Med projektet 'Biopolymer 3D print og Radicant' undersøges hvordan affaldsprodukter fra fødevareindustrien og landbruget kan blive til et nyt arkitektonisk byggemateriale.
Kan print med biopolymerer få os til at genoverveje måden, vi bygger på?
Foto: CITA, Funded in part through the Ecometabolistic Architecture, European Research Council (ERC) under the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme (grant agreement No 101019693)

Det vibrerende affald har både magt og handlingspotentiale

Fornyelig præsenterede Det Kongelige Akademi udstillingen Planetary Boundaries – Rethinking Architecture and Design et eksempel på, hvordan klodens begrænsninger og økosystemets sårbarhed danner udgangspunkt for at tænke nye tanker indenfor materialer, design og arkitektur. Biogene byggematerialer samt materialers reaktioner i nedbrydningsprocesser indtænkes i udviklingen af ny arkitektur og bevaringen af eksisterende bygninger. Her indtænkes materialet som levende allerede fra start i designprocessen, hvilket passer godt ind i Bennetts tanke om at forstå materialer som levende ikkemenneskelige legemer, der samarbejder i assemblager i brugsgenstande. Men Bennett går skridtet videre og anskuer menneske og natur i flydende grænseflade. En variant af materialismen, som kaldes ny-materialisme.

CITA, Funded in part through the Ecometabolistic Architecture, European Research Council (ERC) under the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme (grant agreement No 101019693)
Med projektet 'Biopolymer 3D print og Radicant' undersøges hvordan affaldsprodukter fra fødevareindustrien og landbruget kan blive til et nyt arkitektonisk byggemateriale.
Foto: CITA, Funded in part through the Ecometabolistic Architecture, European Research Council (ERC) under the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme (grant agreement No 101019693)

Bennett beskæftiger sig primært med brugsgenstande som affald, metal, men også mad, hvilket gør hendes tanker relevante for bl.a. designere, kunsthåndværkere og forbrugere. For at forklare, hvad der sker i samspillet mellem menneskelige og ikke menneskelige kræfter bruges begreberne aktør, agens og assemblage.

Med hjælp fra Bruno Latours aktør-netværksteori tilføjer Bennett begrebet agent [agency], altså aktørens handlingspotentiale. Et stykke affalds agens er fx afhængig af andre organismers kræfter og handlingspotentialer. Sagt på en anden måde, kan man kreativt beskrive en assemblage som en farverig collage, hvori fx mennesker og vibrerende materialiteters interaktioner foregår, arbejder eller vibrerer flerdimensionelt: ”Mennesker og ikkemennesker har altid været involveret i en indviklet dans med hinanden.” (Bennett, 2021, s. 81).

Sofie Piil Grau
Strikkede tekstiler til installationen "under the roots” af Sofie Piil Grau. En levende pavilion lavet af gamle strømpebukser fyldt med jord, græs og blomsterfrø.
Foto: Sofie Piil Grau

 

Med rødder helt tilbage i antikken griber Bennett fat i naturfilosofien. Indenfor filosofien forstås erkendelsesteori som et forskningsfelt, hvor man undersøger, hvordan mennesker erkender verden. Modsat hertil er ontologi en disciplin, hvor der spørges til, hvad verden eller virkeligheden rent faktisk består af. I dag vil vi nok sige atomer, partikler og energi inden for fysikken, men Bennett foreslår, at vi tilgår materie ontologisk. Materie er levende og vibrerende i en form for symbiose af aktanter, der sammen påvirker i retninger, som kan være yderst magtfulde. Vi må bevæge os væk fra vores navlepillende forståelse af verden og prøve at forstå materialernes interaktioner med hinanden.

I bogen “Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle?” definerer professor og Institutleder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet, Katherine Richardson, systemtænkning som en “(..)forståelse for og ageren efter interaktioner.”(s.28).

Ifølge Richardson har det moderne vestlige samfund mistet evnen til systemtænkning, fordi naturvidenskaben, med bl.a. Newtons gennembrud inden for fysikken tilbage i 17. og 18. århundrede, gik fra at tænke i sammenhænge til at undersøge naturen i enkelte dele i et system. Richardson taler for systemtænkning, som vejen til at opnå et minimalt ressourceforbrug for klodens befolkning i nær fremtid, fordi systemtænkning genetablerer vores forståelse for vigtigheden ved interaktioner. På samme måde kan man sige, at Bennett vil synliggøre interaktionerne på et mikropolitisk niveau, fordi det kan bidrage til grønnere udgaver af menneskelig kultur.

Det er min overbevisning, at håndværkserfaring og langsommeligt oparbejdet viden om materialer er alvorligt undervurderet i tidens forsøg på at udvikle bæredygtige løsninger, når det kommer til den enorme forurening af vores jord.

Håndværkerens dialog med materialet er også en dialog med naturen – hvilket bør indtænkes i uddannelsessystemet

Det kræver mange år at få et dybdegående kendskab til ét enkelt materiales måde at agere på i en formgivningsproces. Det sker i en dialog med materialet og hermed en dialog med naturen i kraft af materialet. Det er min overbevisning, at håndværkserfaring og langsommeligt oparbejdet viden om materialer er alvorligt undervurderet i tidens forsøg på at udvikle bæredygtige løsninger, når det kommer til den enorme forurening af vores jord.

Det er ikke længere almindeligt at kunne et håndværk til husbehov, og derfor har vi i en vis udstrækning mistet viden om materialerne, som vi omgiver os med, og hvilke kvaliteter de rummer. Jeg tilføjer uddannelsens og håndværkets potentiale til at opøve denne sensibilitet, hvilket Bennett ikke går videre ind i.

Didaktik og pædagogik kan spille en afgørende rolle i arbejdet for at opøve den form for sensibilitet overfor materialer, som Bennett taler for. En pædagogik, hvor undervisere og forskere får de studerende til at forholde sig undersøgende til eget natursyn, herunder dogmer, normer, værdier og antagelser.

Vi forstår ganske enkelt ikke naturen ens. Det påvirker vores generelle forståelse af materialernes måder at interagere med naturen på. Forfatterne bag bogen “Sustainability in Creative Industries – perspectives from the field of education in design and business” giver et interessant indblik i de kreative uddannelsers arbejde og udfordringer med bæredygtighed. For hvordan uddanner vi til en fremtid, vi ikke kender?

Det er interessant, hvordan Bennets tanker om materialer som levende ikkemenneskelige legemer kan bidrage til at designe og skabe eksempelvis tekstile materialer, som i mindre grad skader natur og mennesker. Det sker allerede i forskningen forskellige steder fx på Det Kongelige Akademis Klothing eller VIA University College center for bæredygtig tekstilproduktion, hvor nye vinkler på tekstil afprøves.

Men hvis EU’s lovgivning skal lykkedes med at skabe nye normer for produktion, må børn og unge, som er fremtidens arbejdskraft og nutidige forbrugere, have en dybere forståelse af bæredygtighed. Det arbejder partnerskaberne i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) for, og heldigvis har gymnasieskolen fået tilføjet ”miljø” og ”klima” i sin formålsparagraf, hvilket betyder, at eleverne skal forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden, herunder miljø og klima.

Med mit bidrag til bogen Fodspor i Evigheden – Bæredygtighed, pædagogik og dannelse”, en antologi af mange forskellige stemmer fra uddannelseslandskabet om bæredygtighed og pædagogik i gymnasieskolen, håber jeg ligeledes, at folkeskolen får indskrevet bæredygtighed som et grundlæggende værdigrundlag.

Bæredygtig dannelse i relation til materialer vil kunne bidrage til viden, som unge kan bruge som fremtidige arkitekter, ingeniører, fysikere og designere. Samtidig med, at børn lærer håndværk til fremtidig husbehov, danner de også et grundlagt for omtanke for bæredygtigt forbrug.

Viden som gør, at de i højere grad kan bedømme og fravælge produkter produceret i dårlig kvalitet. Det bidrager til normændringer i forbrugsvaner, som taler ind i EU’s tanke om nye normer for produktion.

At ældes med ynde – patina som delmål i designprocessen

Med Bennetts teori i baghovedet, har jeg ofte spekuleret over, hvad der ville ske, hvis det vibrerende materialets alderdom blev indtænkt som en aktiv medspiller i designprocessen. Er du håndværker ved du, hvad der skal til i processen for, at dit materiale kan ældes med ynde. Måske drages du af fascinationen over den æstetiske skønhed, som opstår i kraft af patina. Især ældre bygninger eller møbler får en særlig glød i kraft af slid. Men ikke alt ældes med ynde. Det kræver nye normer, at materialerne skal opfylde krav om at besidde evnen til smuk patina. Det kræver andre vinkler på trend. Det stiller også krav om vedligeholdelse fra forbrugerens side, hvilket kræver håndværksevner, som vi igen må indtænke vores i hverdag, grundskoler, ungdomsuddannelser og designuddannelser.

Kilder

Bennett, Jane: ”Levende materialitet. Tingenes politiske økologi.” På dansk ved Ole Lindegård Henriksen. Mindspace. 1.udgave, 1. oplag 2021

Richardson, Katherine: ”Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle?”, Moderne Ideer, Informations Forlag. 1. udgave, 5. oplag 2022.

Strarup, Mads (red.): Fodspor i evigheden – Bæredygtighed, pædagogik og dannelse”, Systime. 1. udgave 1. oplag 2023.

Læs også..

Mestre i materialer

Kunsthåndværkere og designere har et særligt fortrin, når det kommer til udsmykning, installationer og bygningsintegreret kunst i det offentlige rum: indgående materialekendskab.
Glaskunstner og studielektor Maria Sparre-Petersen fra Det Kongelige Akademi ser nye muligheder i et elastisk felt, der strækker sig fra den klassiske udsmykning til det virtuelle rum, vi alle sammen går rundt med i baglommen.

Læs interview

Maria Sparre-Petersen, Ph.d

Det holdbare, det hurtige og det tragisk uforgængelige

Hvordan kommer vi væk fra mængden af skrald og spild, som karakteriserer nutiden? Hvordan kommer vi tilbage til den omhu for tingene, som for tidligere generationer var indlysende og indøvet?

Læs artikel

Wasteland
Annelie Grimwade Olofsson, Wasteland
Foto: Ida Buus

En samtale om æstetik i praksis

I samtale med Vibeke Riisberg, spørger Carsten Friberg, ph.d. i filosofi og uafhængig forsker i æstetik til hendes arbejde med æstetik i praksis i relation til bæredygtighed.

Læs samtalen

Restoring the Unseen by Antonia Fedder (Communication Design), Filip Rukan & Nele Kieserizky
Restoring the Unseen by Antonia Fedder (Communication Design), Filip Rukan & Nele Kieserizky