Hvad er et mesterværk, og hvordan kategoriserer man det? Handler det om teknikken bag? Den særlige håndtering af materialet? Eller handler det mere om den betydning, værket har opnået i sin levetid?
Objektive og subjektive kriterier
Leder man i Den Danske Ordbog efter et svar på, hvad et mesterværk er, peger definitionen på to parametre: et kunstnerisk værk, der regnes for det ypperste af sin art og/eller det bedste, mest fremragende værk en kunstner har lavet i sin karriere.
I samtalen med de to museumsdirektører dukker yderligere nuancer op, der handler om, at et værk kan tituleres mesterværk, hvis det har været med til at flytte grænser eller sætte en standard, så det bliver et referenceværk, som andre værker – eller historien – sætter som nybrydende eller særlig vitalt.
Ovenstående er de mere objektive kriterier. Dem, som kulturelle kanoniseringer indenfor litteratur, billedkunst, arkitektur og musik igennem historien har forsøgt at fastholde for at kunne kategorisere mesterværker. Men selvom man forsøger at fastholde det, som udvalgte eksperter i fællesskab har konkluderet er særlige sublime og relevante værker (og derfor mesterværker), er det objektive aspekt svært at opretholde – særligt over tid.
Det subjektive blik på, om noget er et mesterværk, er til gengæld dybt personafhængigt. Spørger man museumsdirektør Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum, der er et museum for især den lokale og internationalt anerkendte billedhugger og keramiker Niels Hansen Jacobsen (1861-1941), er hun ikke glad for betegnelsen.
”Jeg er ikke vild med mesterværks-fænomenet, for man må hele tiden spørge: for hvem og hvor? Det virker selvcentreret, og i forlængelse af Black Lives Matter-bevægelsen kan man jo spørge sig selv; mesterværk for hvem? Man kan spørge det samme om den manglende repræsentation af kvindelige kunstnere og Grønlandsk kunst på museerne. Et mesterværk var i udgangspunktet for en lille del i Europa og Nordamerika, og som eksempel var Verdensudstillingen i 1925 kun for europæiske lande. Man skulle tro, at et mesterværk gjaldt hele verden, men det gør det jo ikke,” pointerer Teresa Nielsen.
Eksponeringens kraft
Den blinde vinkel eller privilegieblindhed, som Teresa Nielsens argument refererer til, lever ifølge museumsdirektøren i bedste velgående, og afhænger mindst lige så meget af, om værkerne er eksponeret vidt og bredt.
”I Vejen Billedskole har vi 100 elever om ugen. Hvad ved de? Stort set alle genkender Skriget, men de kender ikke maleren Edvard Munch (1863-1944). De kender det, fordi de har mødt værket gengivet i forskellige sammenhænge. Børnene kender det, fordi værkerne har været gengivet i uendelige variationer, ligesom kvinderne på stranden malet af P.S. Krøyer (1851-1909), hvor du kan købe motivet på forklæder, tedåser og køleskabsmagneter. Et andet eksempel på en enorm eksponering i kunst- og reklameverdenen er det verdenskendte farvetræsnit af Kanagawa-bølgen af den japanske kunstner Katsushika Hokusai (1760-1849). Det er i øvrigt det eneste kunstværk med sin egen emoji – så centralt er det værk,” pointerer Teresa Nielsen og sukker let.
Som om tanken om masseudbredelsen af kunst-merchandise i virkeligheden ikke helt går kunstens ærinde. For når det etablerede bliver mainstream, forsvinder magien. Eller gør den?
Treenighed af idé, materiale og håndværk
Thomas Thulstrup mener ikke nødvendigvis, at magien forsvinder. For selvom værker er kanoniserede mesterværker og kategoriseret som sådan af historien, forskerne, museerne og samlerne, så er der stadig tre ting, der bør stå mejslet i sten, når man taler om et mesterværk.
”Et mesterværk er et værk, hvor den kunstneriske idé, materialet og håndværket – udførslen – flyder sammen i en enhed, der transcenderer tid. Et værk, der bliver et referenceværk, som man bliver ved med at vende tilbage til. Det kan være Matisses billedtæppe Polynesien – Himlen (1950-51), som vi netop har vist på særudstillingen Vævede Mesterværker på Koldinghus.
Tæppet er ikke bare et udtryk for nogle vævere, der har overført Matisses papirklip til væven. Mesterværket består i, at væverne formår at udtrykke Matisses legende lethed i papirklippet og overføre det til vævningen. Det er en oversættelse på flere niveauer – teknisk, materielt og kunstnerisk – som løfter det samlede værk,” forklarer Thulstrup og uddyber:
“Det er når de tre præmisser arbejder endegyldigt sammen, at tingene når det exceptionelle niveau, der skal til, for at et værk kan betragtes som et mesterværk.”
Thomas Thulstrup mener, at de fleste værker i Den Kongelige Samling har samme præmis, nemlig, at mange af dem har en kvalitet, hvor kunstnerisk idé, materiale og håndværk går op i en højere enhed.
Christian IV definerede eksempelvis sig selv via sin krone, der betegnes som et mesterværk, fordi en guldsmed har formået at formidle hans selvforståelse gennem håndværk og udførsel. Her formidles visionen i guld og ædelstene.
Når det kommer til mesterværker inden for kunsthåndværk og design, har Teresa Nielsen også et par eksempler på det, hun betragter som klassiske mesterværker i designhistorien:
”I det masseproducerede felt ser man udbredelsen af enkeltværker, der kan rubriceres som mesterværker. Blandt stole kunne et eksempel være Verner Pantons plaststol fra 1959.
Den er fortsat i produktion og til salg verden over. I sin plaststøbning lever den ikke op til kriterier om udsøgte materialer og godt håndværk, men den er overkommelig i pris, og er derfor nået ud til et relativt stort publikum.
Dens vigtigste force er en unik form og et helt nyt greb om et nyt materiale. Stolen er i den vestlige verden blevet ikonisk og indgår i alt fra film til reklamer. Stort set alle har set og vil kunne genkende en Panton stol uden nødvendigvis at vide, at den er formgivet af Verner Panton.”

“Et andet eksempel kunne være Hans Wegners ’The Chair’, 1949-1950, der til fulde opfylder kriterierne om høj kvalitet i materialer og håndværk.
Stolen, der også fortsat er i produktion, ligger til gengæld i en eksklusiv prisklasse. Dens berømmelse i smagsbevidste kredse – atter i den vestlige verden – skyldes også en anden vigtig faktor, som i forbrugersamfundet omtales som heldig product placement, når J.F. Kennedy og andre berømtheder har siddet i Wegners stol,” fortsætter Teresa Nielsen.

“At være fotogen er over årene – især i kraft af pressen og de sociale medier – blevet en vigtig faktor i udbredelsen, der kan føre til en status som mesterværk. Wegners samtidige Y-stol er for mange ikke verdens mest komfortable stol at sidde på i længere tid, alligevel står den i talrige danske hjem – og dukker op på uendelig mange japanske arkitekturfotos – for i et moderne, minimalistisk byggeri står den lige så skarpt som en udsøgt skulptur.
Ud over at være fotogen er et andet moderne kriterie for at nå ud til store skarer som mesterværk, at objektet er unikt i sin formgivning og dermed let genkendelig som Panton-stolen.
Et sidste eksempel kunne være Sigvard Bernadottes og Acton Bjørns Margretheskål fra 1947 (på markedet i 1954, red.), der som de to førstnævnte stole også fortsat er i produktion – endog med udbygget udvalg af størrelser og farvetoner.
I den moderne produktion er der hverken udsøgte materialer eller særligt håndværk – om end melaminen er perfekt udnyttet. Det gode håndværk ligger forud. Produktionen lykkes til daglig glæde for mange over 75 år senere takket være en omhyggelig designproces. Skålen er en klassiker,” afslutter hun.
Værkforståelse og blåstempling
På Den Kongelige Samling arbejder de intenst med formidlingen af mesterværker ud fra en metode, jeg vil kalde for det store i det små. Ved at tage afsæt i et symbol, en figur eller en farvesætning i værket dykker de ned i indholdet og samtaler sig ind i en større forståelse sammen med publikum. Den formidling har museet gode erfaringer med, for gæsterne kan ikke nødvendigvis overskue de komplekse værker i deres helhed, ligesom de ikke nødvendigvis er bekendte med historien eller konteksten omkring det.
Thomas Thulstrup fortæller:
”Det vi arbejder meget med på Den Kongelige Samling er at vise vores mesterværker frem. Man skal passe på med at bruge begrebet, da det ikke alene definerer et værk. Men det, at et værk betegnes som et mesterværk kan være med til at åbne en samtale op omkring kvalitet. Hvorfor, hvordan og hvad er det, der sker?
Der er ikke lighedstegn mellem, at et værk er fremragende og automatisk berømt og derfor også udråbt som et mesterværk. Hvis man starter med at kategorisere et værk som et mesterværk, glemmer man at se det.
Et eksempel er Bjørn Nørgaards gobelin, Yngre Glucksborgere. Der sker så meget i det værk. Vi prøver at have fokus på en lille begivenhed som en nøgle til at aflæse det. Det er måske pelikanen eller symbolet på Jesus opofrelse – det handler om at løfte en flig og folde værket ud derfra. Bare fordi det er i samlingen, og en given konge har brugt den pågældende genstand, er det ikke nok til at gøre det til et mesterværk. Her har vi som institution en vigtig rolle at spille i forhold til at oversætte og lukke historie og fortælling op.”
For Teresa Nielsen handler det også om værkets evne til at ramme folk frem for normen for et mesterværk. Mesterværksbegrebet er for en udvalgt skare, og der er aldrig noget, der er et mesterværk for alle mennesker i hele verden, mener hun.
”Hvad er fint og hvad er mindre fint? Dalís landskab med det smeltede ur (1931) reagerer alle på. Surrealismen rammer meget bredere end meget andet kunst. Fordi det er direkte aflæseligt eller så tilpas mærkeligt, at det får folk til at reagere,” understreger hun.
”Ser vi på kunsthåndværk og især design, er det andre kriterier, der i dag giver værker status som mesterværker. Det er den – gerne fotogene – unikke, genkendelige og skarpe form, og at de i hverdagen er slidstærke og brugbare som Pantonstolen eller Margretheskålen, der gives videre fra generation til generation. Dertil spiller medierne en stor rolle i iscenesættelsen af ”det perfekte hjem”, hvor mange møbler har fået kanoniseret plads via TV-programmer og influencere, der således skaber afsættet for nye klassikere/mesterværker,” forklarer Teresa Nielsen.

Blåstempling
En anden side af mesterværk begrebet er, at værkerne er en del af en fødekæde bestående af magt, værdi og validering. For et værk kan vel kun blive et mesterværk, hvis det opnår anerkendelse fra sin samtid? Fra eksperter på museer, auktionshuse, samlere, forskere og formidlere? En lang og dokumenteret kæde af blåstemplinger, der får et ekstra lag af værdi, når fonde, virksomheder og organisationer endvidere anerkender og honorerer værkerne med legater, priser og opkøb?
Hvor meget har en sådan blåstempling og validering at sige i forbindelse med værkers status?
”Alle turister i København skal ned og se Kronjuvelerne. Som museum vurderer vi, at smykkerne har en fortælling i sig i forhold til vores monarki i Danmark. Hvis vi som museum valgte ikke at udstille dem, er de så stadig et mesterværk?” spørger Thomas Thulstrup.
“Det er de i kraft af, at de er en del af en fødekæde af forskere, samlere og institutioner, der har en interesse i værket, ligesom det har været eksponeret igennem tiden og som sådan indgår i den kulturelle produktion af viden. Men man skal altid være varsom med at bruge etiketter. For de ændrer sig alt efter hvilket blik, man har. Man skal have noget at have det i, men man kan bruge etiketten til at pege på et værk, der har nogle kvaliteter. Som en invitation til en drøftelse, men med faglige argumenter,” understreger Thulstrup og fortsætter:
”Kontekst, opmærksomhed og forskning er afgørende for, om et værk bliver hævet op i niveau. Der er noget tidslighed i det. I dag skal man kunne afkode ting hurtigt. Nogle ting er nemmere at afkode end andre. En billedvævning er ikke så nem at afkode. For hvem skænker det en tanke, at det har taget et år at væve en kvadratmeter?”
Kunstnerens kunstner
Teresa Nielsen har ikke noget enkelt og entydigt svar på, hvad der skaber et mesterværk, og hvordan man definerer det. Måske fordi definitioner har det med at simplificere komplekse spørgsmål? Måske fordi det i en nutidig optik er uaktuelt med stramme definitioner, som ikke lader sig presse ned i en kasse, hvor låget bliver på? Er et mesterværk et mesterværk, fordi der er mange, der kender det eller fordi man kender kunstneren eller værket? Med udbredelsen af sociale medier følger eksponeringen af værker også nye strømme og tendenser, der gør det irrelevant at sætte lighedstegn mellem mesterværk og berømmelse.
Måske er det derfor, Teresa Nielsen er mere optaget af begrebet ’Kunstnerens kunstner.’ Ideen om, at en kunstner nyder særlig respekt, anerkendelse og beundring blandt sine kolleger, selvom vedkommende måske ikke altid er kendt eller kommercielt succesfuld i den brede offentlighed. Kunstneren er anerkendt af sine fagfæller pga. sin originalitet, tekniske overlegenhed eller fordi vedkommende har rykket grænserne for feltet. ’Kunstnerens kunstner’ er en mere faglig kategorisering og ligner det, man i forskerkredse kalder ’peer review.’ Altså at fagfolk bedømmer en fagfælle, og måske derfor er bedømmelsen mere valid som en faglig kategorisering.
”Begrebet om ’Kunstnernes kunstner’ er interessant. Kunstnerne er ikke så anerkendte, og kendes ofte kun af samlere, der har kendskab til feltet og fokus på kvalitet. Hvis man tager en kunstner som Richard Winther (1926-2007), der netop har haft soloudstilling på Nivagaard i anledning af sin 100-års fødselsdag, var der få, der satte pris på hans ting, mens han levede. Og få, der tog hånd om hans samling. Det er det samme med maleren Ejnar Nielsen (1872-1956). Man er ikke i tvivl om, at han er en stor kunstner, men han har ikke fået samme opmærksomhed som f.eks. fynbomalere. Og hvorfor er Dalí mere tilgængelig og skæv end Niels Hansen Jacobsen? Mesterværket er for en udvalgt skare – og ikke nødvendigvis for udøverne selv. På vej til at blive et mesterværk handler i dag meget om eksponering og repræsentation.
Greta Garbo skal have sagt: “I have been photographed to death”. Med det mente hun nok, at det blev billedet af hende frem for hendes person og virke som skuespiller, der fik opmærksomheden. På samme måde bliver kommercialiseringen og forfladigelsen i masseproduktion af merchandise også en udvanding af de kvaliteter, der ligger i Krøyers maleri Sommeraften på Skagen Sønderstrand eller Munchs Skriget”, afslutter hun.
Tiden er troløs
Men hvad med fremtiden? Nutiden? Har konteksten afgørende betydning for, om koderne taber værdi? Om et mesterværk i fortiden ikke har samme anseelse og værdi i nutiden?
Thomas Thulstrup har et bud:
”Tingene ændrer sig gennem tid – tingene bliver et mesterværk eller et referenceværk, fordi der er samlere, museer og andre mennesker, der skaber validitet omkring det. Kinesisk porcelæn har været voldsomt kostbart, fordi der har været samlere til det, der har været forsket i det og museer har samlet på det. I dag er fokus et andet. Der er ingen samlere til kinesisk porcelæn, ligesom museerne skifter fokus. Tidligere definerede mange mennesker sig igennem deres samlinger. I 1950’erne definerede de sig via antikviteter. I dag gider ingen have en empire-kommode stående. Nu er det moderne kunst og design. Der er Ikke længere en viden og en forståelse for den kvalitet, der ligger i håndværket. Vores æstetik er blevet en anden. Et andet eksempel er, at i 1600-tallet var billedvævninger mere kostbare end malerierne. I dag er det omvendt. Ingen naturlov foreskriver, at fordi et værk engang var et mesterværk, så er det altid et mesterværk.”
Teresa Nielsen er enig.
”Det er vigtigt at anskue mesterværker som noget, der udspringer af der, hvor vi er – ikke globalt – og at de når ud via populærkulturen. Der er helt anderledes end for 100 år siden.
En kanon indenfor kunst tager jo afsæt i den klassiske dannelse. Men hvad er klassisk dannelse indenfor fx billedkunst og litteratur? Hvad skal vi med L.A. Ring? Eller Shakespeare? Hans ouvre må betegnes som et mesterværk, blandt andet fordi hans tekster og morale stadig er alment vedkommende, men vi kan ikke længere sige, at det er en fælles standard. Det perspektiv har Black Lives Matters blandt været med til at folde ud.”
Biografi Teresa Nielsen
Teresa Nielsen ( f.1964) er uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet og har siden 1994 været leder af Vejen Kunstmuseum. Hun har forsket i, skrevet om, udstillet og erhvervet dansk kunst fra tiden omkring 1900 med fokus på billedhugger Niels Hansen Jacobsens arbejdsfelter skulptur og keramik samt hans kvindelige samtidige. Teresa Nielsen har skrevet flere bøger; bl.a. monografien om keramiker Ursula Munch-Petersen, Keramik i lange baner foruden en lang række artikler. Hun og museet har fået utallige anerkendelser – senest Albertsenprisen i 2026.
Biografi Thomas Thulstrup
Thomas C. Thulstrup (f. 1970) er direktør for Den Kongelige Samling og har stået i spidsen for institutionen siden 2018. Under hans ledelse har organisationen blandt andet fået Koldinghus og Christiansborg Slot som en del af Den Kongelige Samling. Han har tidligere været direktør for Museet på Koldinghus, Esrum Kloster og Museum Salling og har en baggrund inden for kunsthistorie, økonomi og auktionsbranchen. Thomas Thulstrup har medvirket til flere artikler og bl.a. skrevet bøgerne Georg Jensen – Sølv & Design og Raadvad – de første 250 år. Han har også stået bag flere udstillinger som En dronnings smykkeskrin, Fabergé-kammeret og Magtens Smykker. Han er desuden formand for Hempels Fond, medlem af bestyrelsen i Arne V. Schleschs Fond og blev tildelt ridderkorset af Dannebrogsordenen i 2019.
Læs også
En donation er en fin gestus – men ikke en fribillet til samlingen
Trapholt får tilbudt mange donationer fra kunsthåndværkere og designere, men værket skal være sanseligt og stærkt i sit budskab, før det havner på ‘Museumsgaden.’
Udgivet: 02-06-2025

Det transatlantiske udsyn – omkring Bernadotte & Bjørns ”amerikanske” designpraksis
Det transatlantiske udsyn har sat håndgribelige designkulturelle spor i Danmark. En designhistorisk kommentar af Lars Dybdahl.
Udgivet: 25-11-2024

