Materialitet er essentielt og en integreret del af det meste kunsthåndværk. Gennem brugen af materialer skabes et fysisk værk, men også et udtryk og en betydning – en æstetik, der påvirker den måde et værk opleves på. Her kan der skabes visuelle og taktile oplevelser med betydningslag, der åbner op for nye måder at se og forstå verdenen omkring os på. Dette gør sig gældende i værker af tekstilkunstner Julie Bach, der netop nu arbejder på en ny udstilling ‘Breathing Membranes’, hvor hun bruger et, for de fleste, utraditionelt yderst betydningsladet materiale, nemlig tarmskind.

Skønhed i et spændingsfelt

Værkerne af Julie Bach er ved første øjekast æstetisk dragende og skønne i deres form og udtryk. De taktile materialer, naturlige farvespektrum og den voluminøse tilstedeværelse omfavner og skaber en instinktiv kropslig tilstedeværelse, forbundethed og nærhed blot i dets sanselighed. Dykker man længere ned i værkerne og opdager materialets virkelighed opleves og erfares de stærkere og dybere. Kroppens forhold til materialiteten bliver present og aktuel på en anderledes måde, og du bliver konfronteret med et spændingsfelt, hvor det skønne og urovækkende mødes. Selv udtrykker kunstner Julie Bach dette som en interessant dualisme:

“Jeg synes, det er ret sjovt, når mine værker bliver hyper æstetiske på den ene side, men samtidig har et lag af noget urovækkende. Jeg synes, det er interessant, at værkerne på en måde står og vipper i det spændingsfelt.”

Forbundethed

Julie Bach er optaget og fascineret af tarmskind som et kunstnerisk materiale, hvilket har manifesteret sig ved adskillige kunstprojekter og udstillinger de senere år. Allerede da hun studerende modedesign på Designskolen i Kolding har det kunstneriske, konceptuelle og ideologiske fyldt for hende. Kombinationen mellem tekstil og kunst har hun i dag gjort til sin levevej. Med bopæl i Grønland som barn og gennem flere kunstnerophold i landet, føler hun en stor personlig forbindelse og forbundethed til Grønland.

“Det kropslige og det sfæriske er tit det, jeg er optaget af – kroppen og sanselighed gennem materialet. Jeg har været meget optaget af fokusset på Grønland og vores viden om det grønlandske samfund. Min indgang til det er gennem min passion for syhåndværket, netop her har inuitter en stærk tradition indenfor æstetik og håndværk. Jeg vil rigtig gerne være med til at dele nogle af de spændende kraftfulde fortællinger, der er fra Grønland. Både fra fortiden og nutiden.”

Derfor tog hun initiativ til den kommende udstilling, der er aktuel fra september 2025 til februar 2026 på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.

Kreative synergier

Udstillingen ‘Breathing Membranes’ består af værker af skindsyerske Sofie Amondsen, der blandt andet fortolker en gammel traditionel sæltarmskurv på ny, samt Julie Bachs bidrag til udstillingen, der bliver en stor installation, hvor hun kombinerer svinetarm og sæltarm i et abstrakt formsprog med fokus på sanselighed og taktilitet, og med syning som en vej til healing. De forskelligartede værker samles i én udstilling med hjælp fra museumsinspektør fra Grønlands Nationalmuseum Randi Sørensen Johansen’s etnografiske og historiske perspektiv og viden. Sammen skaber de en tværfaglig udstilling, der belyser tarmskind som materiale ud fra et holistisk perspektiv – et tværfagligt samarbejde som er essentielt for projektet i dets helhed og enkelte dele.

“Vi har været meget opmærksomme på at have forskellige indgange til at forstå. Både det etnografiske, historiske og det kunstneriske, og så gennem nyfortolkning af koncepter og materialer. En vigtig del af projektet er, at mødes og stå sammen og have hænderne i materialerne, og forhåbentlig påvirke og lære af hinanden.”

Med udstillingen ønsker de at udforske tradition, historie og æstetik med udgangspunkt i tarmskind som et kunstnerisk og kulturelt materiale. Intentionerne med udstillingen er mangfoldige og tegner et tydeligt billede af en kærlighed til Grønland, til traditioner og til menneskets eksistens i verden – både i fortiden, nutiden og i fremtiden. Dels ønskes et fokus på en traditionsrig, men glemt håndværkspraksis, der i sin tid var en betydningsfuld del af den grønlandske måde at leve og være på, og dels at inspirere til nyfortolkninger og kreativitet blandt den grønlandske befolkning.

Når kunsten samler

For Julie Bach handler værkerne og oplevelsen af værkerne om en overgang, en forbindelse med noget nært, noget rituelt og om det at være forbundet med hinanden. For hende er det netop dét kunst og arbejdet med håndværket og materialerne kan; det kan transformere og samle:

“Jeg har oplevelsen af, at det er transformativt, når man sidder sammen med materialerne og mennesker. Der sker et eller andet – en forbindelse eller en transformation. Noget der rykker sig. Håndværket og materialerne kan noget andet end en meget konfrontatorisk dialog, som nogle gange præger samtalen og debatterne om Grønland. Det er som om, at håndværket og materialerne kan noget andet, der flyder på tværs. Det forbinder frem for at rykke os længere fra hinanden. Det er måske endda med til at heale os.”

Syning er for kunstneren en healende proces – en forbindelse mellem krop og sjæl, hvor der er mere på spil, end man skulle tro:

“For mig bliver det at sy en healende proces. At sy sting efter sting efter sting. Der er på et flyvsk niveau, men hvor jeg tænker at under og over selve den konkrete handling, så sker der noget som er meget værdifuldt. Noget der er rent. Jeg oplever det, når jeg bruger min fars gamle tøj til værker, og når jeg som her igennem min praksis skaber nye møder og er med til at dele viden. Der kan være langt imellem Danmark og Grønland: Kulturelt og forståelsesmæssigt. Jeg vil rigtig gerne være med til igennem kunsten at åbne for samtaler og forståelse.”

Alsidige formidlingstiltag

Vidensdeling og en forankring i samfundet har fra start været et af nøgleelementerne i udstillingen, hvilket den alsidige formidlingsstrategi vidner om. Her er tænk krop og sjæl ind fra begyndelsen. Det viser en samhørighed og ægte længsel efter at skabe en relevant og vedkommende udstilling for lokalbefolkningen. Som centrale led i udstillingen inkluderes både workshops og foredrag, og der udarbejdes et frit tilgængeligt ‘sy i tarmskind’ hæfte til enhver som har interesse for håndværket. Formidlingen er tiltænkt personer i alle aldre samt organisationer, der ønsker at fremme kreativitet og håndværk blandt børn, unge og voksne.

Dialog gennem materialer

Materialerne er for kunstneren altafgørende og spiller en helt essentiel rolle i både æstetik og mødet med den besøgende, i særdeleshed den dialog, der opstår:

“Jeg har tidligere udstillet på Ilulissat Kunstmuseum med værker i tarmskind. De samtaler der sprang ud af den udstilling, var vigtige. Da jeg stod i udstillingen, og de besøgende kom ind, så var materialet en god samtaleåbner. Og det er det materialer kan. Publikum ser og oplever noget, som man måske ikke havde forventet – som for eksempel når man forventer at opleve noget historisk om Grønland på Nationalmuseet, men så kommer ind og oplever abstrakt installationskunst lavet af grisetarme. Så får man noget anderledes sanseligt med sig, som ikke helt kan forklares, men som sætter sig i kroppen og åbner op for dialogen.”

Note: Artiklen er redigeret den 13. marts 2025.

Tema: UDSYN

Artist-in-residence, udstillinger og konkurrencer i internationale sammenhænge har alle dage været en del af kunsthåndværkernes og designernes dna. Hvilke fortællinger drager de ud med? Hvilken viden tager de med sig hjem? Formkraft giver ordet til kunsthåndværkere og designere, der samarbejder internationalt.

Læs tema