Da Johannes Foersom startede på Kunsthåndværkerskolen, som den hed dengang, var det et optagelseskrav, at man skulle have en praktisk uddannelse for at komme ind. På den måde syntes man at sikre, at arkitekterne, der skulle bygge huse, rent faktisk vidste, hvordan man skabte en konstruktion af tømmer, ligesom designerne havde opøvet praktisk kendskab til forskellige materialer, inden de startede. Det Kongelige Akademi blev sidenhen akademiseret i 2010 og er i de forgangne 12 år blevet mere og mere teoretisk anlagt i sin undervisning, hvilket afstedkommer, at de praktiske erfaringer og den viden, man får af at arbejde i værkstederne, ikke bliver prioriteret nok, ifølge de studerende.
De frustrerede og utilfredse røster vækker forståelse og sympati hos Johannes Foersom, der selv studerede, da det store 69’er studenteroprør buldrede løs i samtiden. Foersom husker dog ikke, at de på skolen var optagede af de samme politiske dagsordener, men derimod af indholdet i de projekter, de skulle arbejde med. De var ifølge Foersom traditionelle og gammeldags og handlede om minutiøst at opmåle en stol og lære at tegne i hånden – med skygger. Foersoms generation ville hellere gøre en forskel og arbejde med projekter, der omhandlede forbedringer i folks hverdag. Som at innovere byrum, legepladser og gårdmiljøer i byens befolkningstætte kvarterer.
Progressiv rektor
Ifølge den etablerede designer skete det faktisk. De studerende blev hørt. Måske fordi skolen fik en ny progressiv rektor i Ole Gjerløv-Knudsen, der var åben overfor tidens tanker og så nødvendigheden af at ryste posen.
”På vores skole kom der nye lærerkræfter ind, som svarede på nogle af de behov, vi formulerede på fagrådene. Fra at være ærbødig overfor selve institutionen og den tradition, der lå i undervisningen og i de forskellige fag, fik vi ændret indholdet og fik nogle andre typer lærere og gæstelærere på skolen, qua rektors imødekommenhed og forståelse. Han gav os også legater til at undersøge ting. Vi tog ud at rejse for at besøge værksteder i udlandet og se, hvordan de greb tingene an. Som kunstnernes kollektive værksted i Stockholm og produktionskollektivet Kullerup Tøj. Da jeg selv blev lærer i 1980’erne, tog vi fat på miljø, bæredygtighed og livscyklusanalyser, som allerede dengang var spirende emner, efterspurgt af de studerende.” – Johannes Foersom
De emner, der blev taget op i Johannes Foersoms studietid, har haft blivende betydning for den generation af udøvere, som han er en del af. Fra slut 70-80’erne begyndte hans tegnestue, som han havde etableret sammen med møbelarkitekt Peter Hiort-Lorenzen, at designe redskaber til folk med nedsat fysisk evne. Alt fra stokke, skærebrædder, belysning, ting og møbler, der var smukke, værdige og kunne bruges af alle.
Den akademiske vending
I dag ligger det overordnede fokus i designfeltet på klimaudfordringerne og FN’s Verdensmål, og det kan ifølge Foersom ikke være anderledes. Men det er også en mulighed og en gave, for lige her, kan man som designer være med til at skabe en ny æstetik. En helt ny måde at tænke formgivning på, hvor materialerne i højere grad er med til at determinere det endelige udtryk. Og hvor industrien ender med at trumfe de måske engang så progressive designskoler, fordi ’money talks’ og markedskræfternes indre nødvendighed overhaler det knapt så agile og omstillingsparate uddannelsessystem.
”Der kommer nogle nye spillere ind pga. de aktuelle cyklusser i markedet, hvor designerne bliver tilskuere. Hele waste-industrien er i kæmpe udviklingen, og der bliver lavet nye materialer, som indtil nu er grimme, men de bliver lavet, fordi der er guld i al det skrald. Det er et element, man som designer er nødt til at forholde sig til. Hvis teak eller egetræ er udsolgt, må du tage til takke med kaffegrums eller roemask. Der er også masser af overskydende materialer og naturmaterialer, som vi er nødt til at bruge på nye måder. Det er en uomgængelig præmis i faget i dag, og hvis man ikke interesserer sig for materialer og kan forholde sig idemæssigt til at skabe noget af dem, så er det et problem,” forklarer han og mener, at de nye materialer kun bliver mere og mere determinerende for designerens arbejde, fordi klodens ressourcer bliver mere og mere knappe.
Derudover mener Foersom, at skolerne er for gammeldags i deres måde at bedrive forskning på.
”Det er som om, at skolens akademisering på en eller anden måde skygger for, at forskning sagtens kan foregå i materialer og praktiske processer på værkstedet og ikke kun i bøger. Ministeriernes begreber er gammeldags tænkning og håbløst i forhold til de kreative fag – lige fra hvordan de ansætter folk og til, hvilke typer mennesker, de hyrer fra den teoretiske universitetsverden. Jeg vil foreslå, at man involverer langt flere forskellige aktører i paletten af undervisere og samarbejdspartnere. At der bliver givet plads til en bredere vifte af praktisk viden om fx materialer, eksperimenter og processer i industrien. Jeg synes, der er for mange PhD’ere, der sidder på lukkede kontorer og gør ting, som sikkert er udmærkede og giver skolen et renommé, men man har brug for folk, der arbejder med de her ting i virkeligheden. Der er masser af erhvervsfolk, der har fingrene dybt nede i dem allerede – i byggeindustrien, i møbelindustrien og ikke mindst i mode- og tekstilindustrien.”
Design er dynamisk
Johannes Foersom sympatiserer med de studerende og deres krav om mere fordybelse i materialerne og flere timer i værkstederne. Materialer er i dag et komplekst begreb under bestandig forandring. For hvor formgivere tidligere udelukkende har været vant til at tænke i træ, stål, glas, ler og tekstil – er udvalget i dag eksploderet med nye typer af materialer, der fungerer forskelligt og arbejder på tværs af faget på helt nye måder.
Foersom husker også, at de kun havde tre år på skolen, så man var meget bevidst om at hugge til, som han siger. At få det hele med. Og fordi de studerende gik så aktivt til deres uddannelse og den nye tids muligheder – og følte sig set og hørt – gav det energi til hele institutionen.
”De ledende kræfter på skolen var selv interesseret i forandringen i tiden. Design er jo et dynamisk begreb, og det er meningsløst, hvis det ikke er et spejl af samtiden. Hvis en uddannelsesinstitution ikke følger med tiden, får den ikke relevans – og så har uddannelsen ikke nogen værdi. Der skal være nogen, der har fingeren på pulsen på sådan en skole. Og når man får inputs, har man som designstuderende behov for at gøre dem konkrete og håndterlige. Ellers kan det blive for teoretisk uden nogen form for materialitet eller relation til virkeligheden. Hvis man i stedet snakker om ting, der har en forankring i det materielle, bliver det meningsfuldt.”
Generationskløft?
I dag lever drømmen om at være møbelsnedker på eget værksted i bedste velgående. Og den romantiske drøm om at skabe håndlavede møbler ligger i tiden, ifølge møbelarkitekten. Dels fordi den er i tråd med det bæredygtige aspekt, men også fordi drømmen er en flugt fra den komplicerede verden, vi lever i. I værkstedet behøver du ikke forholde dig til de komplicerede spørgsmål om nødvendighed på en lige så ultimativ måde, som hvis du producerer møbler eller produkter i stor skala. For der er jo ting og møbler nok i verden. Alle de overvejelser kommer der kun flere af. De fandtes ikke dengang, Foersom var nyuddannet, hvor det mest handlede om at designe møbler, alle havde råd til.
”I dag stiller mange spørgsmål ved, om man kan tillade sig at købe en t-shirt, fordi det sviner så meget at producere den. Det er jo en umulig diskussion. Jeg tror, det er derfor, at mange unge gerne vil have hænderne ned i træet, som responderer direkte uden overvejelserne omkring, om det er en god idé eller ej. Jeg tror, vi er ovre perioden, hvor der gik mode i det at lave design. Hele bølgen med HAY, Muuto og Normann Copenhagen mfl., der som modehuse indenfor bolig har begejstret mange unge, er på retur, fordi spørgsmålet om nødvendighed og ressourcer begynder at melde sig.”
Han husker også, at de i hans studietid var ekstremt optaget af det kollektive og af kvalitetsbegrebet. De tæskede løs på det, som han siger. I dag er de studerende globalt bevidste og optaget af kloden, for det er os allesammen, det handler om. Der skal ske noget. Foersom mener, at det måske mere er måden, man kommer derhen, man kan diskutere …. Han er dog overbevist om, at de unge er meget bevidste om, hvad de går ind til, når de søger ind som designere. De vil ikke lave pynt og dekoration, men være med til at gøre en forskel. Han uddyber:
”På den måde er design fremme i skoene i forhold til at regulere verden på en ordentlig måde. Og kvalitetsbegrebet vil få nogle nye dimensioner. I klassisk forstand har vi baseret kvalitetsbegrebet på æstetiske dyder, som har hørt en anden tid til og som har handlet om materialet – hvordan fremstår det, har det en kvalitet i sig selv, er det smukt forarbejdet osv.? Nu kommer det mere til at handle om det, materialet tager af ressourcer eller efterlader i den samlede mængde af aftryk på kloden. Jeg håber dog ikke, at den æstetiske dimension bliver efterladt på perronen, for hvis vi bruger krudt på at designe noget, skal det have en værdi, der ikke kun er målbar rent fysisk, men også psykologisk. Som en overensstemmelse mellem en fysisk og æstetisk bæredygtighed. Hele møllen om at genbruge materialer er jo også et ressourceforbrug, så det bæredygtige aspekt i forhold til et langt liv er ikke uvæsentligt”, afslutter den etablerede designer, møbelarkitekt, snedker og underviser med holdninger, der markerer, at historien har det med at gentage sig – bare på nye måder.
Bio
Johannes Foersom er uddannet snedker i 1969 og designer og møbelarkitekt fra Kunsthåndværkerskolens møbellinje i 1969-1972.
Derudover har han undervist på Skolen for brugskunst på tekstillinjen i 1972-80 og på møbellinjen fra 1980-95.
I 1979 etablerede han tegnestuen Foersom Hiort-Lorenzen sammen med møbelarkitekt Peter Hiort-Lorenzen i Nyhavn.
Her har duoen skabt prisvindende design- og møbelprojekter igennem 40 år.
Tema: Studenteroprør
Formkraft dykker ned i studenteroprøret, der startede på Det Kongelige Akademi i starten af 2022 og gav genklang på Designskolen Kolding. Men hvad ville de studerende? Og hvordan endte oprøret? Formkraft giver ordet til både studerende og institutioner og undersøger samtidens uddannelsesmuligheder for kunsthåndværkere og designere.
På Designskolen Kolding handler ‘oprøret’ om balancen mellem håndværk og teori
Studenteroprøret og designskolernes historie
