Felix Sand Sørensen, 2022
Interview

Til kamp for kernefagligheden


Når oprør lykkes, bliver de til langstrakt politisk arbejde. Mindre romantisk, mere hverdagsagtigt. De studerende bag vinterens studenteroprør på designskolen i København prøver at fastholde presset og føler sig mindre grønne nu. Altså lige bortset fra, at de er dybgrønne, når det gælder klimaet.

Fredag eftermiddag er der kun få studerende tilbage i ’den hvide bygning’ på Det Kongelige Akademis campus på Holmen, hvor mange af de designstuderendes værksteder ligger. Det var i høj grad værkstedernes centrale placering i studierne, som tilbage i starten af 2022 var til intens debat på designskolen. ”Studenteroprør”, kaldte pressen den kritik og protest, som kom fra de studerende, der ville have hovedvægten i studiet tilbage på praksis og værkstedsarbejde efter de seneste års stadige større mængde teori på studiet, som i dag rubriceres som et akademisk felt.

Sara Toftelund Sommer og Felix Sand Sørensen var blandt de studerende, som tog affære den gang, og som siden har indgået i dialogen med ledelsen, blandt andet ved at blive medlemmer af studienævnet. Pressen vendte ikke tilbage og dækkede sagen yderligere, da først protestoptogene stoppede og den egentlig samtale om fremtiden begyndte. Men det betyder ikke, at ’studenteroprøret’ døde ud. Det gik snarere over i en ny fase. Ligesom det heller ikke startede med protesterne i februar. Situationen havde ulmet længe.

Det startede spontant. Jeg skrev en mail til nogle studerende fra årgangen over mig, der var i gang med deres bacheloropgave, og hvis mail jeg havde fået fra administrationen, og spurgte om de ville være med [til at klage over forholdene på studiet, red.] – og så åbnede det for en ny lavine af utilfredshed fra dem også. Så jeg tænkte, ok, det her er lidt større, end jeg lige havde regnet med. Og så begyndt vi at snakke sammen.” fortæller Sara.

”Vi vidste ikke, at vi årgangene imellem og klasserne imellem faktisk gik rundt og havde de samme bekymringer,” supplerer Felix. ”Der blev taget initiativ til at samles i frokostpauserne for at høre, om det var en generel oplevelse. Det var allerede i starten af december 2021, at vi havde disse diskussioner. Og så begyndte nogle at udforme det brev, som kom ud i februar og var en opsamling af det hele.”

Designskolen i København har det hele samlet, og det giver en enestående mulighed for en fælles campuskultur, hvor de studerende lever og ånder på værkstederne. Det er netop en af de ting, som tiltrækker studerende til uddannelse – og derfor føles det som et brud på kontrakten mellem studerende og uddannelse, når uddannelsen i praksis ikke kan levere, hvad den har lovet.

Klemte eksperimenter

Det viste sig altså, at der var meget at tale om, da først de studerende mødtes på tværs af studieretninger og årgange, selvom hver studieretning samtidig har sine særlige problemer. Brevet, som i februar blev sendt til ledelsen, kondenserede det ned til to hovedsager: Problemerne med at benytte værkstederne – og indholdet af uddannelserne, hvor nye felter som strategisk design fylder.

”Vi har fantastiske faciliteter, vi kan bare ikke altid bruge dem,” som Sara siger.  ”Selvom værkstederne er åbne til klokken 10 om aftenen, så arbejder mange værkstedansatte, der skal sætte os ind i maskinerne, kun på deltid. Så hvis jeg onsdag eftermiddag er i proces med et projekt, hvor jeg gerne vil arbejde på trykværkstedet, så kan jeg ikke få hjælp før mandag. Eller hvis jeg måske har brug for at bruge en tekstildamper om fredagen for at kunne arbejde videre i weekenden, er der ingen hjælp at få. Det er utroligt svært at planlægge sig ud af det…”

Belastningen på værkstederne svinger også over semestret, og er størst, når alle er i gang med semesteropgaver. Men at de studerende i det hele taget er så optaget af værkstederne, afspejler samtidig, at de selv mener, at det er der, deres kernefaglighed formes: i det eksperimenterende arbejde med materialerne.

”Det er her på uddannelsen, at vi virkelig kan være i fri proces – jeg er ikke sikker på, at vi får den mulighed igen i vores arbejdsliv. Her kan vi afprøve rigtig meget og lave rigtig mange fejl!” mener Sara.

”Fortroligheden med at eksperimentere er en af vores største styrker på arbejdsmarkedet,” siger Felix. ”Nedskæringerne på studiets budgetter afspejler dimittendledigheden, men det er da netop vores erfaring fra værkstederne, som kan gøre os attraktive på fremtidens arbejdsmarked – hvis vi kan få lov til at eksperimentere og afprøve vores ideer. Det vil vi gerne værne om.”

De fremhæver, at designskolen i København har bedre faciliteter end mange designskoler verden over, hvor det for eksempel ikke er usædvanligt, at de studerende må ud i byen og benytte værksteder hos tilknyttede private virksomheder. Designskolen i København har det hele samlet, og det giver en enestående mulighed for en fælles campuskultur, hvor de studerende lever og ånder på værkstederne. Det er netop en af de ting, som tiltrækker studerende til uddannelse – og derfor føles det som et brud på kontrakten mellem studerende og uddannelse, når uddannelsen i praksis ikke kan levere, hvad den har lovet.

Vi har lært af alt dette, at systemet er vildt besværligt og vildt tarveligt. Alt handler om penge. Min empati med ledelsen er blevet større. Nogen presset dem oppefra, og vi presser dem nedefra.

Den T-formede designer

Samme følelse af kontraktbrug ligger også bag de studerendes kritik af uddannelsens indhold, som, både Sara og Felix påpeger, ikke er en kritik af akademiseringen af faget som sådan. Problemet er snarere de moduler, som er blevet føjet til uddannelsen de seneste år, og som stjæler vigtig tid fra det praktiske arbejde. Det gælder først og fremmest uddannelsesmodulet i strategisk design på andet år af uddannelsen. Faget er primært teoretisk og oplærer de studerende i designeres mulige rolle som facilitatorer i tværfaglige projekter. På designskolen opererer man med forestillingen om ’den T-formede designer’, som er specialiseret, men samtidig bred og derfor god til at samarbejde med for eksempel ingeniører, antropologer eller teknikere.

”Det er bestemt relevant for faget, men man kan ikke nå at beherske feltet efter bare to moduler, som samlet udgør omkring 10 procent af BA-studiet,” mener Felix. ”Strategisk design bliver en mini-kompetence, vi ikke kan nå at udvikle rigtigt. Det burde være en linje i sig selv. Vi søgte ind på de klassiske designlinjer og mener, at området afviger fra vores kernefaglighed.”

”Det er jo netop vores kernefaglighed, som gør os interessante at samarbejde med for andre fag. Jeg kan sagtens se en rolle for strategiske designere som facilitatorer af den slags samarbejder, men kun hvis der samtidig er designere, som netop er dygtige til arbejdet med materialerne og formgivningen.”

Måske kan man lidt ondt kalde modulet i strategisk design på BA-uddannelsen en tilføjelse til uddannelsen, som er sket for at please arbejdsgiverne derude. Området lægger op til agile, omstillingsparate designere, som ikke er fortabte i nørdede eksperimenter, og som er dygtige til at formulere sig i smarte vendinger om det hele

Det er Felix ikke uenig i: ”Uddannelsen former os til en vis grad som generalister, som kan en lille smule af en hel masse. Nogen presser jo også ledelsen, for at studiet kan blive finansieret. Vi har lært af alt dette, at systemet er vildt besværligt og vildt tarveligt. Alt handler om penge. Min empati med ledelsen er blevet større. Nogen presset dem oppefra, og vi presser dem nedefra,” siger Sara.

”Vi var måske lidt grønne i starten af studenteroprøret, men det er vi heldigvis ikke længere. Vi ved, at det handler om penge og hvor mange, der kommer i job. Men kommer vi hurtigere i job af at være facilitatorer end ved at have fagspecifikke kompetencer? Det tyder intet på,” siger Felix.

Vi er ikke mere interesserede i vækst, vi vil lave noget ordentligt. Klimaskyld fylder meget for os.

Vi har altid den grønne omstilling i baghovedet

Fra ledelsens side fremhæver man, at klimakrisen og den forestående grønne omstilling kommer til at kræve bredt samarbejde mellem mange fagfolk, og at designere skal tilpasses disse nye roller.

”Ledelsen har jo ret,” siger Felix. ”Men hvis vi skal bidrage til den grønne omstilling, skal vi bruge vores dybe viden og evne til at eksperimentere og formgive med materialerne. Skolen her arbejder dybest set for, at der skal endnu flere ting ind i verden, så hvordan kan vi sætte et aftryk og skabe noget, som er både materialemæssigt og æstetisk holdbart? Hvis vi alle skal være strateger, så vil der jo om 20 år ikke være nogen, som behersker det håndværksmæssige og samtidig kan stå fast på, at hvis vi skal lave nye produkter, så skal det være noget, som holder og har kvalitet. Det kan give mening af formgive nye møbler, hvis det for eksempel er møbler, som let kan repareres.”

”Vi er ikke mere interesserede i vækst, vi vil lave noget ordentligt. Klimaskyld fylder meget for os. Hvordan kan jeg gå ind i industrien, uden at blive ligesom de voksne og bare lægge et nyt problem oven i problemerne? Vores generation har altid den grønne omstilling i baghovedet – det behøver de ikke at tvinge os til, det gør vi af os selv,” siger Sara

”Skolens vision om den T-formede designer imødekommer snarere markedet end den grønne omstilling,” mener Felix. ”I praksis er der ikke specielt meget fokus på grøn omstilling i uddannelsens forløb. Det er tit i 11. time at man finder et klistermærke at sætte på et projekt, man er i gang med, som gør det lidt mere grønt – men det burde jo være selve præmissen.”

 

Det er nok indefra, at vi skal ændre tingene. Forhåbentlig kan vi skabe en ny kultur omkring det.

Det er meget tydeligt, at mens de studerende for længst er rykket, når det gælder fremtidens grønne omstilling, så er der mere træghed i de politiske lag og derfor også i skolens ledelse. Og mens der har været godt samarbejde og gensidig lydhørhed mellem ledelse og studerende i månederne efter studenteroprøret, som også har ført til små ændringer i studieforløbet, så bliver der intet kompromis, når det gælder klimaet. Her vil presset fra de studerende være konstant. I det hele taget er studenteroprøret på ingen måde slut – det er blot gået over i en ny fase, fra protest til politisk arbejde. Hvor de studerende før stod uden for de politiske processer, er de nu en del af dem.

”Det studenterpolitiske arbejde er tilbage igen. Vi er blevet klogere på det, men det tager bare rigtig lang tid, og det har taget noget af gløden af den oprindelige protest,” mener Felix.

”Det er svært have alle studerende med i de politiske processer i de forskellige råd, og svært at holde alle informerede, så man bevarer en glød,” siger Sara. “Der har ikke været nogen oplæring i stedets politiske tradition og eller i samarbejdet mellem studerende og ledelse. Alle må lære midt i selve processen.”

”Det er godt, at vi ikke gik i blokade i sin tid, som der var meget snak om,” siger Felix. ”Det er nok indefra, at vi skal ændre tingene. Forhåbentlig kan vi skabe en ny kultur omkring det.”

Tema: Studenteroprør

Formkraft giver ordet til både studerende og institutioner og undersøger samtidens uddannelsesmuligheder for kunsthåndværkere og designere.

Følg med fra november 2022 – januar 2023 når Formkraft gør status på designuddannelserne i Danmark. Læs tema

Fotograf Felix Sand Sørensen
Studerende marcherede i protest på Holmen i starten af 2022.
Foto: Felix Sand Sørensen

Mere viden i arkivet

I arkivet på Formkraft kan man læse mere om studenteroprør, designuddannelse og politiske beslutninger, der har haft indflydelse på kunsthåndværk- og designområdet. Arkivet gemmer på tidsskrifter fra 1948-2009. Find tidsskrifterne på tidsskriftshylden eller søg på relevante emneord i arkivet. Eksempelvis:

Uddannelse

Akademisering

Håndværk

Undervisningsministeriet