At stile efter at designe et bæredygtigt designobjekt eller brugs-objekt ved at fokusere på varighed som noget, der er “hugget i sten”, permanent eller ikke-foranderligt er temmelig paradoksalt. Et objekt, der er fuldendt og “lukket”, når det slipper designerens hænder er ikke skabt til brug, idet brugsfasen uundgåeligt bliver lig med én lang nedadgående spiral bestående af uskønt forfald og skæmmende slid. Brugeren vil således inden længe længes efter et nyt perfekt objekt, der skal erstatte det gamle – hvilket naturligvis ikke er særlig bæredygtig adfærd. Det ufærdige eller åbne objekt derimod opfordrer til et langvarigt forhold mellem brugeren og tingen: et forhold baseret på fleksibilitet og foranderlighed. Fleksibiliteten er nedfældet i objektets tekstur og formsprog og dermed i dets æstetik. Det fleksible æstetiske brugs-objekt er karakteriseret ved at være taktilt stimulerende og nærende; ved at tilskynde modtagerens hænder til at røre og udforske, ved at inkludere spor fra formgivnings- eller designprocessen og ved at omfavne slitage. Et åbent og foranderligt objekt er skabt til at blive slidt, rørt, transformeret og delt. Det er åbent for brug og tilknytning. Det er modstandsdygtigt overfor forfald og hyppig anvendelse, idet det er designet til at rumme brugsspor. I modsætning til det åbne objekt er det færdige, formfuldendte brugs-objekt, som er på sit højeste i sin spritnye form, lukket for brug. Ridser og pletter er ikke smigrende tilføjelser til det lukkede designobjekt. Det lukkede objekt er stagneret, hvorimod det åbne, foranderlige brugs-objekt er levende. Snarere end at blive uskønt og opleves som forkert med tid og brug, bliver det mere og mere “rigtigt”; det tilpasser sig brugeren og forskønner kontinuerligt ens dagligdag.
Det åbne design-objekt kan i bogstavelig forstand være fleksibelt; det kan indeholde en iboende mulighed for at brugeren kan ændre det og “afslutte” det, det kan være justerbart i den forstand, at det kan tilpasse sig brugerens skiftende situationelle behov eller krop, og det kan være delbart og dermed rumme et fællesskab af brugere. Det kan dog også i mere symbolsk forstand beskrives som foranderligt, idet det tillader brugerens personlige historie at manifestere sig og præge dets udtryk.
I og med at det foranderlige designobjekt er “ufærdigt” når det slipper designerens hænder, er dets oprindelige udseende ikke det tilsigtede eller rettere; objektet er ikke som udgangspunkt trådt i karakter. Det er lidt ligesom Københavns smukke kobbertage, der med tid får deres indtagende irgrønne farve. Det åbne objekt er designet til at udvikle sit udtryk over tid og som et resultat af brug og forvitring. Der er et strejf af tilfældighed heri; det “færdige” udtryk afhænger så at sige af karakteren af brug og af graden af forvitring, og derfor bliver historien om brugstiden indlejret i objektet.
Den tidligere nævnte råhed, som ud over foranderlighed kendetegner det bæredygtige brugs-objekt er tæt forbundet med objektets æstetik. Bæredygtig eller modstandsdygtig æstetik lyder muligvis som lidt af en oxymoron, for hvordan kan æstetik som er knyttet til skønhedsoplevelser være modstandsdygtig og udstrakt? Vi betragter som oftest skønhed som noget, der falmer og dermed som synonym med det nye og friske; med friske blomster og uberørte polerede borde, med nymalede vægge og uplettede, nyslebne gulve; alt sammen noget der blegner, visner og forgår med tid, brug og slid.
Men bæredygtig, modstandsdygtig skønhed er ikke glat og uplettet. Den er moden (eller rettere, modnende og hermed under konstant udvikling). At lade et designobjekt med modstandsdygtig æstetik er en hyldest til brug; til hænder der rører, til slid der efterlader sine spor, til reparationer og vedligeholdelsesspor og til et formsprog der løbende modnes og træder i karakter. At arbejde med en sådan langtidsholdbarhed som formgiver eller designer indebærer at skabe objekter, som er lavet til at modnes til noget smukkere, mere sansestimulerende og mere vedkommende, efterhånden som de bliver påvirket og udviklet af de hænder, der rører ved dem, de atmosfæriske ændringer de udsættes for, og de lejligheder de anvendes til.
Der tales i bæredygtighedsdebatten ofte om vigtigheden af cirkularitet. Det cirkulære perspektiv involverer nedbrydning og gendannelse, og udgør dermed et opgør med et lineært blik på design og forbrug. Men snarere end en modpol til den cirkulære tilgang til design er det rå, foranderlige objekt et iterativt alternativ. Designer man ting ud fra et lineært perspektiv sættes nyhedsværdi i højsædet, hvorfor det givne produkt som udgangspunkt er kendetegnet ved et perfekt afrundet udtryk. Dette perspektiv definerer skønhed som noget fejlfrit, glat og uberørt. I det lineære perspektiv er der et startpunkt og en udvikling, der bevæger sig frem mod et slutpunkt (som enten nås pga. uflatterende slid, ikke-opgraderbare elementer eller modens skiftende vinde, og hermed grundet oplevet forældelse). Lineære ting er skabt til at bliver forbrugt snarere end brugt. Designer man derimod åbne, rå brugs-objekter er udgangspunktet ikke et glitrende perfekt startpunkt, ligesom der heller ikke findes et værdiløst slutpunkt.
Dog er det rå alternativ ikke lig med cirkulær nedbrydning og gendannelse – men snarere med langtidsholdbarhed i mere “gammeldags” forstand, dvs. i betydningen; noget der bliver ved med at holde, fordi det kontinuerligt nærer brugeren både funktionelt og æstetisk. Det rå objekt er kendetegnet ved en iterativ modning. Det omfavner slid og brug; kan simpelthen rumme det, ja, er endda funderet herpå, idet det får det til at træde i karakter og blomstre. Iterationen ligger i den gentagne brug, som løbende forbedrer og forædler objektet. Designobjekter, der i sandhed er holdbare, er skabt til brug, og derfor skal de spor, som brugen efterlader naturligvis indarbejdes i deres centrale koncept.
Ud over at indarbejde langtidsholdbarhed ved at fokusere på foranderlighed og dermed åbne designobjektet for brug og slid, kan et fokus på hænderne og hermed mennesket bag objektet også være med til at etablere et bæredygtigt, æstetisk nærende forhold mellem bruger og ting. Dette kan gøres ved historiefortælling om processen, håndværket, materialet, formgivningen, farvesætningen, teknikken etc., men det kan også manifestere sig som en iboende fortælling, indarbejdet i selve produktet. Den tid, der så at sige er indlejret ind i produktet og de hænder, der har formet og skabt udtrykket, er i sidstnævnte tilfælde i fokus – enten bogstavelig talt i form af konkrete fingeraftryk og ujævnheder eller i overført forstand som involverende råhed og åbenhed. Dette skaber potentielt en iboende forbindelse og dialog mellem skaber og bruger, som tilfører objektet en holdbar tyngde og relevans.
Det rå designobjekt er et “rewilded” designobjekt. Der findes ikke rigtig en passende oversættelse af begrebet “rewilding” til dansk, så tilgiv det engelske begreb. Rewilding bruges typisk om en genetablering af naturlige økosystemer i naturen; en spolen tilbage fra dyrket natur til vild natur. At skabe rå objekter har en lignende karakter. I forbindelse med rewilding af natur er det en afgørende proces, at mennesket skaber rammer indenfor hvilke et mangfoldigt økosystem kan blomstre – og derefter trækker sig. Kernen i rewilding er med andre ord at give slip på kontrol og lade naturlige processer finde sted.
På samme måde skal designeren af det rå, foranderlige brugs-objekt turde lade brugsfasen være en del af udformningen af objektet og tillade diversitet at blomstre. Objektet-rammen skal etableres, og kimen til det “endelige” udtryk indlejres, men herefter skal brugsfasen og den tilfældighed der ligger heri have lov til at råde.
Mens det lukkede designobjekts æstetik, er en fejring af perfektion og formfuldendthed, er den foranderlige æstetik i det åbne, rå objekt en hyldest til råhed, vildskab, det skønne forfald og anti-homogenitet. Det rå designobjekt er skabt til at rumme livet. Ligesom naturen er det præget af transformation, af evolution og af forandringer og forfald. En klog mand sagde engang for tusindvis af år siden, at det eneste konstante er forandringer (Heraklit, ca. 540-480 f.Kr., græsk filosof fra Efesos). Ikke kun i naturen, men også i menneskelivet gør denne sandhed sig gældende – og netop derfor, forekommer design af stagnerede, lukkede objekter som en forkert tilgang, hvis målet er at muliggøre og tilskynde til bæredygtig levevis. Samme kloge mand tilføjede desuden, at intet menneske nogensinde træder ned i den samme flod to gange, for det er ikke den samme flod, og han/hun er ikke det samme menneske. Alt omkring os og inden i os er altid i bevægelse. Vores dage er fyldt med forandringer; atmosfæriske og fysiske ændringer i vores omgivelser, mentale, følelsesmæssige ændringer i vores sind og fysiske ændringer i vores kroppe, og netop derfor bør et brugs-objekt for at være bæredygtigt og langtidsholdbart være foranderligt.
