Fortæl om udstillingen. Hvad møder man, når man træder ind i Officinet?

Anker Bak (AB): Jeg vil hellere begynde fra starten. Jeg har en vision om, at folk med almen funktionsnedsættelse kan have et almindeligt hjem. Det har jeg arbejdet på i 8 år.

I udstillingen vil jeg gerne byde folk velkommen. Med så få remedier som muligt har jeg prøvet at skabe en hjemlig stemning, som hvis det var den virkelige verden. Det skal være naturligt og nede på jorden. Til ferniseringen bød vi for eksempel på hvide boller med smør, kold Tuborg og en citronvand.

Det har været vigtigt for mig at trække emnet ned på jorden, så det ikke blev ”boligmagasins-livsstil”. Det handler om at give folk en stemning af, hvad der også er en mulighed. Mine designs er belyst og omkring står klassiske møbler som Wegner-stolen og PH-lampen – lånt til udstillingen

Hvordan kan møbler starte samtaler og rykke ved tabuer?

AB: “I gamle dage stod kisten i den fine stue, så familien kunne få den sidste afsked og vise afdøde respekt. Den begravelse kommer med ind i udstillingen, hvor kisten står i centrum af rummet som spisebordet.

Jeg har prøvet at normalisere det (døden, red.)  så meget som muligt. Det, det hele handler om, er at få elefanten ind i rummet. Der er noget på spil, når man snakker om det. Om døden og alderdommen og de skavanker, der følger med. Det er hovedessensen. I udstillingen er der et produktfokus, men jeg ville elske, hvis folk ville slå sig ned og starte en samtale. I min næste udstilling arbejder jeg netop på at få samtalen i fokus. Det kræver dog et andet set-up.”

Hvad er vigtigt, når du designer?

AB: “Vi har en møbelbranche, der er meget fokuseret på en ny form, en streg, en farve. Det er kun kenderne, der kan se forskel på nye møbler. Det kan brugerne ikke i dag.

Jeg prøver at trække mig væk fra alt det. Der er en samfundsmæssig dagsorden, der gør, at vi skal prøve noget nyt. Vi skal gå nye veje. Hvordan kan vi designe nye produkter, når vi ikke mangler noget? I stedet for kun at kigge på bæredygtige materialer, kan man også se på baggrunden. ER der overhovedet et behov?

Der findes faktisk møbler til folk med funktionsnedsættelser. Der er et stort marked, som lige nu er baseret på plastik og aluminium, så der er mulighed for at give æstetik til et helt nyt felt. Der er et helt område, som har behov for nye materialer og udtryk. Mit materiale er træet. Og i denne sammenhæng prøver jeg at skifte plastik og aluminium ud med træ. Så hjælpermidlerne kan stå i samme stue med de andre klassiske møbler i træ, som mange har.

Design giver en merværdi. Jeg vil påstå, at folk kan få et bedre liv, et værdigt liv med æstetiske hjælpeprodukter.

Det handler ikke om, at jeg har sandheden.

Jeg tror på, at alle mennesker vil hjælpe, der hvor de kan. Det her er mit forsøg på at hjælpe, hvor jeg er bedst. Hvor jeg føler, jeg kan bidrage med noget. Jeg kan ikke bidrage med noget til en ny spisebordsstol. Men ved at fortælle min egen historie, håber jeg, at andre ser betydningen af samtalen om døden inden den indtræffer.”

Ser du en mulighed for at designere kan ændre på hjælpemidler i offentlige institutioner?

AB: “Jeg støtter meget op om det offentlige, men jeg har taget den private sektor ind. Jeg er en lille designer, og har haft svært ved at få mit projekt igennem. Man kan sige, jeg er havnet i en gråzone lige mellem møbelbranchen og hjælpemiddelbranchen med mine møbler til funktionsnedsatte, da møbelproducenterne ikke synes, det er et spændende område og institutionerne ikke prioriterer naturlige materialer som træ og æstetik i så høj grad.

Men jeg arbejder sammen med en stor japansk producent, der har interesse i området. Herhjemme er det bare ikke åbnet op endnu.

De offentlige systemer er så fandens store. Man drukner. Der skal økonomiske muskler bag med langsigtede projekter til, hvis det skal lade sig gøre. Jeg vil rigtig gerne på sigt. Hvis fru Jensen vil have en rollator. Så kan staten give et tilskud, så hun har et valg mellem standartmodellen og den mere æstetiske designløsning. Det samarbejde kunne være spændende at have dialog om. Men hvis det offentlige bliver ved med at være så prisfokuseret, som det er nu, kommer mine møbler ikke ind.

Så snart man piller i det offentlige system, skal man snakke om økonomi. Træ vil ikke kunne konkurrere med aluminium på pris. Derfor skal man have åbnet snakket op om værdighed for forbrugerne.

Der er en række rutiner og rengøringsmæssige ting på institutionerne, hvor træ ikke er så velegnet. Men jeg håber at designere, der arbejder med plastic og aluminium, kan lade sig inspirere.

For mig er det en beslutning/dogme at arbejde med træ. At få naturen ind. Jo mere vi omgiver os med natur jo bedre.”

Anker Bak har mere på hjerte. Om natur og materialer. Om producenter, der bør være mere ærlige om produktionshistorien. Om betydningen af produktets videre liv i form af brugernes historier. Om møbler, der går i arv…Med ’En ny værdighed’ åbner Anker Bak for, at designeren kan gentænke sin relevans og ikke bare designe til markedet, men designe af nødvendighed og for at give mennesker mere værdighed.

Tema: Trivsel

Interviewet er en del af temaet Trivsel. Formkraft undersøger, hvordan kunsthåndværkere og designere på forskellig vis byder ind til trivsels- og velfærdssamfundet.

Læs tema

Mere viden i Arkivet

Arkivet på Formkraft rummer mere viden om mange emner. Søg eksempelvis på:

Universelt design

Udstilling

Materialer

Velfærd

Møbeldesign