Selvom kunsthåndværk- og designuddannelserne på mange måder ligner hinanden i Norge og Danmark, er der også forskelle, forklarer Irene Alma Lønne, rektor på AHO, Arkitektur- og designhøgskolen I Oslo. Hun forklarer, at en af de store forskelle er, at Norge ikke havde gode muligheder for at etablere uddannelser, mens Danmark regerede i Norge – her blev nordmænd uddannet i udlandet og mange i Danmark. Af samme grund er der derfor også helt grundlæggende forskelle i den norske uddannelseshistorie, da den er ung i forhold til den danske. Der er en meget stærk tradition for private uddannelser og for en stor geografisk spredning.

I dag ligner de statslige design- og kunsthåndværkuddannelserne i Norge og Danmark hinanden, når det kommer til omdømme og anerkendelse, fortæller Lønne, der dog samtidig understreger, at uddannelserne i højere grad end tidligere oplever politisk pres og økonomiske nedskæringer:

“Norge har investeret massivt i uddannelsesområdet i en lang årrække, men har de seneste par år fået nye politiske prioriteringer og er nu i gang med en stram politik med økonomiske indstramninger. Et stort fokus på samfundsrelevans og behov for arbejdskraft er dominerende i retorikken. Der er meget i den norske uddannelses- og forskningspolitik, der minder om den danske, og mange af de samme tendenser, som præger uddannelsespolitikken i Danmark er på vej til Norge.”

Designuddannelser er kostbare

Grundlæggende handler det om, at designuddannelserne skal bevise deres samfundsværd – og at de skal levere tydeligere resultater samtidig med, at de får færre midler. Irene Lønne fortæller, at der i den periode, hvor der er investeret i uddannelser og forskning, er etableret rigtig gode faciliteter til kunsthåndværk- og designuddannelser med værksteder og studiesale. Samtidig er uddannelserne dyre, fordi de kræver både infrastruktur, højere lærerdækning og sommetider dyre materialer. Der pointerer Irene Lønne, at man i Danmark har en lidt anden tradition og en større kritisk masse, der har dannet grundlag for en toneangivende klasse, der på et politisk grundlag har kunnet artikulere betydningen af kunst og design:

“En anden stor forskel, tror jeg, er, at arkitektur og design i Danmark i forhold til Norge blev en del af opbygningen af velfærdssamfundet særligt i 50’erne men også tidligere, og at vi i Danmark havde en markant ‘kreativ klasse’, som ikke helt på samme måde har været dominerende i Norge. Arkitektur og design er en meget større del af den danske DNA end den norske, selvom der også her er stærke traditioner. Den politiske bevidsthed om arkitektur og design som for eksempel eksport-potentiale er heller ikke så veludviklet. Rigtig mange nordmænd bliver uddannet i udlandet også indenfor design og arkitektur – rigtig mange kommer også til Danmark både til højskolerne og til Det Kongelige Akademi og Arkitektskolen i Aarhus.”

Det teknologiske, det kommercielle og det kunstneriske prioriteres

Ifølge Marianne Skjulhaug, der er rektor på KHiO, Kunsthøgskolen i Oslo, spænder designuddannelsen i Norge i dag bredt med en række forskellige profiler og tilgange, der rummer både det teknologiske, kommercielle til det kunstneriske:

“Jeg synes, det er flot og giver en rigdom til feltet. Hos KHiO er den kunstneriske dimension helt central. I vores strategi understreger vi vigtigheden af at styrke den kunstneriske kerne,” siger hun.

I den sammenhæng har værkstederne på KHiO fuldstændig afgørende betydning for flere aspekter af uddannelsen, fortæller Skjulhaug:

“KHiO har måske et af de bedste værkstedsfaciliteter i Norden. Det åbner for fantastiske muligheder for de studerende at udforske forskellige teknikker og materialer. For KHiO er værkstederne bogstaveligt talt med til at forme indholdet i studieprogrammerne og dermed læringsmiljøerne.”

Samtidig påpeger hun, ligesom Irene Lønne, at uddannelserne er ramt af nedskæringer, der gør det udfordrende at udnytte værkstedernes fulde potentiale. Derfor arbejder man på KHiO på at finde de bedste løsninger til at styrke værkstedernes rolle og betydning.

Marianne Skjulhaug fortæller, at den politiske opbakning til området er dalende, og at det har medført, at kunstuddannelse i Norge er under pres:

“Finansiering reduceres, og der er desværre meget lidt forståelse for, at kunstuddannelserne er særligt kostbare, på linje med og nogle gange dyrere end eksempelvis medicin. Jeg er bange for, at politikerne ikke forstår vigtigheden af at uddanne “egne” kunstnere på et højt, internationalt niveau. Jeg sætter “egne” i citationstegn, fordi jeg mener, at kunsten er grænseløs. Men samtidig, for en nation at kunne uddanne kunstnere, som både bidrager lokalt og internationalt, er, vil jeg påstå, som at have en samfunds-lim, der kan modvirke fragmentering og polarisering. Jeg vil kalde det at prioritere kunstuddannelser en god investering i tolerance og demokratiske værdier.”

Fremtidsplanen fokuserer på det tværfaglige og forskningsbaserede

Ligesom i Danmark har kunsthåndværk- og designuddannelserne i Norge gennemgået en akademisering. Dét, sammen med nedskæringer og et øget politisk pres, gør, at man på KHiO drøfter, hvordan uddannelsen på stedet skal se ud fremover, fortæller Marianne Skjulhaug:

“En af de store diskussioner, vi har på KHiO, er, i hvilket omfang vi skal samle emner og samarbejde i større grad på tværs af studieprogrammerne og fagområderne. Der ligger forventninger om både mere samarbejde på tværs og behov for at varetage faglige særegenheder. Som jeg ser det, må vi finde en god balancegang mellem de faglige vurderinger og de givne økonomiske forudsætninger.”

Det andet store udviklingsområde omfatter kunstnerisk udviklings- og forskningsarbejde, artistic research. Det er et ungt område, der kræver prioritering, siger Skjulhaug:

“Den kritiske og nødvendige diskussion om akademiseringen af vores fagfelt afgøres af, om vi i de næste årtier formår at udvikle forskning, der foregår gennem kunsten, sådan som den norske doktorgrad forudsætter. At kundskabsproduktionen virkelig sker med kunstneriske tilgange og metoder. Her er jeg optimistisk.”

Akademiseringen styrker designfeltet

Akademiseringen har ifølge Irene Lønne været med til at styrke designfeltet, og fremover vil det også være en afgørende faktor, at designuddannelsen er funderet videnskabeligt og herigennem bidrager til samfundet.

“Den akademiske status er uden tvivl central for anerkendelsen i Norge. Også her findes mange typer designuddannelser af kortere og mere professionsrettet karakter, og her betyder en kandidatgrad noget. Og det er som i Norge på samme måde som i Danmark, at for at få en akademisk grad kræver det, at man har forskningsbaseret undervisning. Det er høj status at kunne give uddannelse helt til PhD-grad og har stor betydning for fagene.”

Irene Lønne fortæller, at man på Arkitektur- og designhøgskolen I Oslo ikke selv uddanner PhD’er på kunstnerisk grundlag, selvom dette findes i Norge. Dog er der mange undervisere, der er ansat på deres kunstneriske praksis helt til professor niveau:

“Det betyder at vi – og de andre kunsteriske uddannelsesinstitutioner kan arbejde med den kunstneriske udvikling på lige fod med det videnskabelige og koble det ind i undervisningen og i det videns-output, vi leverer.”

Selvom akademiseringen har gjort sit indtog, har mesterlæretraditionen i Norge været stærk, og der er stadig elementer i den, som har relevans og værdi, som bør tænkes med ind i fremtidens uddannelser, påpeger Marianne Skjulhaug:

“I en foranderlig verden, hvor vi oplever en stadigt stigende grad af kompleksitet og adgang til uendelige mængder af information, udfordres denne model (mesterlære, red.) naturligvis. Hvad skal den studerende lære af mesteren? Er kundskaben begrænset til mesterens indsigt? Nye læringsformer, hvor elever og lærere er mere ligestillede, giver et godt læringsmiljø. Samtidig mener jeg, at mesteren fortsat kan have en rolle at spille på vores uddannelser, fordi der ligger praksisnærhed i mesterens kompetence, som er værdifuld. Hvordan, det skal varetages, er krævende i en universitets- og højskolesektor, der ikke ser de særlige udfordringer kunstuddannelserne har.”

Designuddannelserne bidrager til at løse fremtidens udfordringer

Begge rektorer mener, at designuddannelserne er væsentlige for de udfordringer vores samfund og verden står overfor. Her kan designuddannelserne være med til at finde innovative og kreative løsninger – og netop dén pointe skal i højere grad italesættes, så man på flere niveauer forstår vigtigheden af at prioritere kunst- og design.

“Alle os, der har uddannelser indenfor design på vores uddannelsesinstitutioner, er optagede af, hvordan design bidrager til samfundet bredt set. Jeg er ikke i tvivl om, at designuddannelserne er vigtige for fremtiden og de store udfordringer, vi står overfor,” siger Irene Lønne.

Hun tilføjer, at man i mange år har haft høj beskæftigelse for de designkandidater, der er uddannet fra AHO:

“De er specialiserede indenfor industriel design, interaktionsdesign og servicedesign og er stærkt efterspurgte. Vi må dog konstant være ret konkrete i vores retorik overfor nødvendigheden af designkompetencer i fremtiden. Vores kandidater bidrager både ind i offentlige og private virksomheder til at skabe forandring og bedre bruger- og borgerintegrering for vigtige områder som skat, sundhedsområdet, grøn omstilling og så videre. De er stærke på kombinationen af teknologi og design.”

Tema: Det ændrede uddannelseslandskab

I anledningen af den forestående kandidatreform på designskolerne i Danmark undersøger Formkraft, hvordan kunsthåndværk- og designuddannelsen har ændret sig, og hvad det betyder for området.

Læs også…

Arkivet gemmer på en perlerække af artikler om emnet. Søg på Uddannelse eller læs disse historier:

Modtag nyhedsbrev

Skriv dig op til Formkrafts nyhedsbrev og modtag information om nye artikler samt tips om relevante konferencer og bøger. Skriv dig op her