Man mærker straks, at der er noget særligt på spil, når man træder ind i den lille, fortættede udstilling ”Det evige smil” på Designmuseum Danmark. Her præsenteres tekstile værker af Nikoline Liv Andersen (f. 1979).
Udstillingen er indrettet i to af museets mindre rum, og mens de tilstødende sale er proppet med besøgende til en udstilling om japanske plakater, finder mange alligevel vej til ”Det evige smil”. Her mødes man af taktil kunst, sanselighed og skrøbelighed. Værker, der klart bryder med de mere stramt designede udstillinger, som ellers præger museet.
Et fortættet tekstilt miljø
Udstillingen er fordelt over to rum. I forrummet præsenteres udstillingens tema sammen med en film, der ordløst viser Nikoline Liv Andersens kunstneriske proces. Filmen ledsages af et drømmende lydværk med kvindesang, komponeret af Simon Dokkedal og Nikoline Liv Andersen. Sangen følger den besøgende gennem udstillingen og skaber en stemningsfuld ramme.
I forrummet introduceres også udstillingens titel, ”Det evige smil”, der er hentet fra Pär Lagerkvists roman ”Det eviga leendet”. I romanen opsøger en gruppe døde Gud for at spørge om livets mening. Gud svarer, at han har gjort sit bedste ved at give dem livet, men at meningen må den enkelte finde selv.
Moderskab, liv og død
Når man træder fra forrummet ind i udstillingsrummet, omgives man af tekstiler. Gulvet er dækket af et specialfremstillet tæppe med tyk luv i de samme nuancer som værkerne.
På alle vægge hænger silkebaner i flere lag fra loft til gulv og uden på disse, er mindre værker ophængt. Det skaber et organisk, bølgende og blødt miljø.
De mange værker er primært holdt i varme farver: lilla, rød, gul og kødfarvede nuancer. Løse tråde og rå kanter går igen. Det ufærdige og rå er synligt, men samtidig er der ingen tvivl om den store håndværksmæssige kvalitet.
Her blandes mange forskellige tekstile teknikker: broderi i forskellige varianter, malet silke og perlebroderi. Det er spændende for alle, der brænder for tekstilt håndværk. Udstillingen udfordrer og inspirerer med de mange flotte detaljer og finesser.
Mange af værkerne er lyse og sarte, med planter i blomst og nøgne kvindekroppe, der svæver henover de tekstile flader. I andre værker er farverne dybe og kraftfulde.
Jeg fascineres for eksempel af et portræt af et foster i livmoderen, formet som en blomst med kronblade af blodårer og membraner i blodrøde, flammende nuancer af rød, brun og lilla. Det lille foster er sart lyserødt. I dette værk blandes flere tekstile teknikker som broderi og maleri.
I et andet værk svæver et foster med en lang, broderet navlestreng på en baggrund af flere lag bemalet silke – som hud – i lilla og gule nuancer. Her fremhæves forbindelsen mellem natur og menneske.
Andre værker er portrætter af yngre og ældre kvinder. Nogle af de ældre kvinder minder om genfærd eller udsnit af fotografiske glasnegativer. Er det anonyme formødre – eller specifikke kvindeportrætter?
Samtid versus samling
Udstillingens opbygning i det aflange rum, med tekstiler på alle vægge, undtagen loftet, skaber en fortættet atmosfære. Den spiller flot sammen med udstillingens temaer: livets overgange, kvindeuniverset og menneskets samspil med naturen. Der er intet tekstmateriale til de enkelte værker af Nikoline Liv Andersen.
Det er der til gengæld til de keramiske værker fra museets samling, der er placeret i glasmontrer flere steder i rummet. En nødvendighed for at beskytte kulturarven. Alligevel clasher de brutalt med Nikoline Liv Andersens organiske tekstilunivers, og jeg tager mig selv i at ønske, at værkerne fra samlingen i stedet var placerede i forrummet.
Sammenstillingen af ældre værker og moderne kunst er et klassisk greb med klar intention: at reaktualisere og kontekstualisere. Særligt Lene Adler Petersens krukke harmonerer med Andersens eksperimenterende teksturer, mens Jean Réne Gauguins figurgrupper fylder for meget. Nikoline Liv Andersens værker kunne med fordel have stået alene og fyldt rummet.
Referencerne til ældre kunstneres værker og semigenkendelige kvinde- og børneportrætter er til stede, om end det mere er som en antydning. Særligt værker af Edvard Munch synes jeg at genkende i en lignende farveholdning og tematik. Dog med mandens blik på pigen, moderen, kvinden. Nikoline Liv Andersen trækker derimod temaerne tilbage til en kvindelig forståelse af pubertet, krop, moderskab og død.
Fra haute couture til eksperimenterende tekstilkunst
Nikoline Liv Andersen er uddannet beklædningsdesigner og har været i praktik hos John Galliano samt arbejdet hos modehuset Fendi. Mange af hendes tidligere kreationer er vilde, med materialer som sugerør og fjer, og hun blev internationalt kendt, da hun i 2015 designede kostumer til sangerinden Björks Vulnicura Tour.
Hun kan sit håndværk, det er tydeligt, og det er spændende at se, hvordan hun har en bredde fra kommerciel karriere til eksperimenterende tekstilkunstner.
Mange nicheprægede kunstneriske materialer har i de senere år fået en renæssance og bliver igen betragtet som et medie for kunst og ikke udelukkende for kunsthåndværk. Det gælder blandt andet tekstilkunsten. Det er stærkt og glædeligt, at tekstiler har fået et større spillerum, og hos Nikoline Liv Andersen mødes kunsten og håndværket.
Fordybelse i facetter af livet
Er man interesseret i moderne tekstilkunst, så er det afsted. Dette er ikke en udstilling, man bare kan løbe igennem. Man skal give sig tid til at gå tæt på Nikoline Liv Andersens værker og fordybe sig. De mange fine detaljer og de store temaer: liv, død, moderskab og livets cyklus kræver fordybelse og tid til at synke ind.
Udstillingens titel, ”Det evige smil”, henviser som nævnt til Pär Lagerkvists roman af samme navn. I Nikoline Liv Andersens værker findes der også mange facetter af livet. Ledetråde er lagt ud, og ligesom de mange løse ender og rå kanter i værkerne peger hun på, at der ikke findes et perfekt facit. Meningen må den enkelte finde selv.
Fakta
Nikoline Liv Andersens udstilling ”Det evige smil” kan opleves på Designmuseum Danmark fra den 1. maj til den 27. september 2026.
Læs også disse artikler:
Tre tekstile fortællinger
Værdien af tekstile færdigheder, craftivism som redskab til ny læring og kommunikation samt bæredygtighed i håndværksfagene. Væver og Ph.d. Marie Debora Koch udfolder tekstilfagets potentialer i undervisning, læring og samfund med udgangspunkt i sin egen opdragelse, dannelse og forskning.
Udgivet: 03-06-2022
Fællesskabte kunstværker på Trapholt
Karen Grøn (museumsdirektør, Trapholt) sætter ord på fællesskabets værdi, tekstilfagets potentialer og en omfavnende formidling, der sprænger alle tidligere rammer for publikumsinddragelse.
Udgivet: 28-04-2022
