Problemet går igen overalt. Vi klemmer os ind i det eksisterende design, fordi det er det, vi tilbydes – vores transportsystemer er skabt til standardkroppe, som bevæger sig uden problemer og har en vis forventet højde og drøjde, ligesom kontorer, maskiner, airbags, køkkenbordshøjder og offentlige byrum. Verden er altovervejende designet til idealpersoner: voksne atletiske mænd med et godt syn. Og eftersom de også hidtil har været de foretrukne medvirkende i medicinske forsøg, er vores medicinske standarder og behandlinger også primært skabt til dem. Noget så grundlæggende som arbejdstider og dagsrytmer passer i praksis nok de færreste. Og så fremdeles.
Standardiseret design er også design, som afretter os alle til at være på en vis måde – og straffer os for ofte ikke at være i stand til det. Universelt design er endnu en ret ny strømning, som blev formuleret for omkring 40 år siden af arkitekten Ron Mace, men at det overhovedet er nødvendigt at definere et helt problemområde og en ny arbejdsproces, hvor designeren aktivt afdækker mange forskellige typer af behov hos forskellige mennesker, siger noget grundlæggende om verdens indretning.
Størstedelen af menneskeheden er alt for ofte ikke indtænkt, når den fælles verden formgives. Det er en indlysende trussel mod deres trivsel – og til tider direkte farligt – men lad os dvæle lidt mere ved, præcis hvorfor man trives dårligere i en verden uden universelt design.
Hvis man tilhører den majoritet, som ikke passer ind i den standardiserede verden, oplever man sig selv som forkert og ekskluderet igen og igen. De fleste vil diskret og uden at beklage sig indrette sig bedst muligt med de forhåndenværende umulige forhold, for hvem har lyst til at være ”besværlig” og stikke ud? Individet tager designmanglerne på sig som deres egne mangler: Man er ikke slank nok, ikke høj nok, i for dårlig form, man har for lange ben eller er ude af stand til at drikke alkohol til receptionen, der er designet med vin som eneste valgmulighed. Livet er for mange fuld af mikrooplevelser af, at man er uværdig til at deltage med sine mangler.
Universelt design drejer sig om ligeværdighed: at gøre plads i verden til alle slags mennesker, så de kan færdes uhindret og bidrage til det fælles med deres talenter og ideer og personlighed. Og ordet ligeværdighed siger det hele: Det handler om værdighed og om at hæge om den. At eksistere i en verden, som i praksis ikke giver plads til ens krop og behov, er degraderende. Hver eneste gang, man ikke kan passe tøjet, har brug for at hjælp til at komme op ad trappen, ikke kan få mad, som dækker ens behov eller sidder elendigt i togsædet, oplever man sig selv som afvigende. I den standardiserede verden hæges der kun om idealpersonens værdighed og trivsel.
Den designede verden afspejler større og meget gamle magthierarkier. Verden har i årtusinder været bestyret af og indrettet til magtfulde, stærke mænd, subsidiært de flittige og udholdende mænd, som tjente dem. I takt med at den magtstruktur udfordres politisk og stadig flere får en stemme og større mulighed for indflydelse, skal den materielle verden også designes om. Da storbyen blev til i 1800-tallet, var den designet til mænd; der var næsten ingen steder, hvor kvinder kunne færdes, og slet ikke alene. Stormagasiner og konditorier var dengang blandt tidens nye succeser, fordi de gav rum til de ellers ekskluderede kvinder. Det var steder, som hægede om deres værdighed. Men mere end 100 år senere er den proces slet ikke nået langt nok endnu.
At kunne færdes frit og at kunne indrette sig efter sine behov er dybest set en varetagelse af menneskelig værdighed. Vi taler med god grund om inklusion og diversitet på det organisatoriske plan: Hvordan kan vi sikre, at alle har lige adgang til jobmarkedet, til kulturtilbud, til uddannelse og dannelse? Den designede, materielle verden er et lige så vigtigt element i vores bestræbelser på at ophæve gamle barrierer og privilegier. Og for begge dele gælder, at man kun kan forbedre sit design eller sin organisation ved at begynde at lytte til de mennesker, som man hidtil har overset. Hvad er deres behov, ifølge dem selv?
Det åbner designfeltet til at være langt mere nysgerrigt afsøgende og båret af mere kollektive processer, mens designere og arkitekter bliver stadig dygtigere til at indtænke mangfoldigheden af mennesker. Faktisk har hele denne tilgang potentialet til at gøre designfeltet mere legende, mere eksperimenterende og meget mere nytænkende, når vedtagne normer og standarder må vige for rigtige menneskers mange og skiftende behov.
Tema: Trivsel
Formkraft undersøger, hvordan kunsthåndværkere og designere på forskellig vis byder ind til trivsels- og velfærdssamfundet. Læs tema
Mere viden i Arkivet
Arkivet på Formkraft rummer viden om mange emner. Søg eksempelvis på:
