“Mit ønske er at vise det frem, der gør et rum skønt at være i – og at gøre det på gadeplan.” Ordene er Marie-Louise Høstbos. Stedet, hvor tanken skal tage form, er hendes nystartede galleri i den historiske Kvindernes Bygning i indre København.
Lokalet ligger ud mod gaden med store vinduer, udsigt til Helligåndskirken og et generøst lysindfald. Her deler hun adresse med boghandlen Thiemers Magasin, som har inspireret hende til at tænke dansk design som noget dialogbaseret.
Hun forestiller sig arrangementer – torsdagsbarer og saloner – der kan noget af det samme som forfattersamtaler. Ønsket er nemlig at skabe dialog mellem designer og bruger, hvor der er plads til spørgsmål, diskussioner og rådgivning.
Den holdbare æstetiske oplevelse
Høstbo kalder stedet ”en kuratorisk platform fremfor et konventionelt showroom,” og da jeg spørger, hvad hun mener med det, bliver det tydeligt, at galleriet er tænkt som andet og mere end et rum til fremvisning.
Tanken er, at man som besøgende skal kunne træde ind i et møde med designeren og det konkrete objekt; at der skal være plads til at tale, fornemme, mærke og afprøve. Og at der herved gerne skal etableres en relation, som kan udvide den æstetiske oplevelse og løfte den ud over det rent visuelle.
Den holdbare æstetiske oplevelse er den, der lagrer sig i kroppen som en sanselig erfaring. Når man mærker materialer, der kan rumme brugsspor og tid, sidder i en stol, der bærer kroppen på en diskret, men opløftende måde, eller samles om et bord, hvis form og stoflighed inviterer til samtale, udvides den æstetiske horisont.
Mødet med et designobjekt
Det får mig til at tænke på Willy Ørskovs begreb om “den værende tid” – den tid det tager at indtage et objekt, og altså ikke blot at se det, men at lade det træde i karakter. Ørskov insisterede på, at objekter kræver tid for at blive erfaret; at man må give dem opmærksomhed, lade hånden glide over overfladen og lade kroppen finde sin position, før relationen opstår.
I tråd hermed kan jeg fornemme et ønske om, at galleriet skal være et sted, hvor man kan afprøve og lade hænderne stryge hen over det møbel eller den lampe, man overvejer at bringe ind i sit hjem. Og at man kan tage sig tid til det.
For mødet med et vellavet designobjekt, skabt til at blive brugt og leve længe, er ikke øjeblikkeligt. Det udfolder sig i brugen, i kroppens fortrolighed med formen, i materialets langsomme forandring. Her opstår relationen mellem menneske og møbel og samspillet mellem hverdag og form.
Galleriet er ikke tænkt som et utilgængeligt rum for de få, men som et sted, hvor man kan komme i øjenhøjde med dansk design og få råd og vejledning, når man skaber et hjem – eller et andet rum, der skal kunne ånde og leve.
For hvad enten der er tale om en bolig, en restaurant, en arbejdsplads eller et fællesrum, så former møbler, lys og materialer den måde, vi opholder os og er sammen på. Høstbo forestiller sig, at galleriet kan skabe forbindelser mellem danske designere og de, der ønsker at indrette rum, der skal bruges, udfolde sig og leve længe.
Fra ’instant home’ til omhu og samspil
Et hjem bliver ikke til på én gang. Før i tiden var det normen, at det langsomt tog form, genstand for genstand, lag for lag. I dag ser vi ofte en stræben efter det færdigkomponerede eller en form for “instant home”, der er veltrimmet fra begyndelsen. Men når alt er stylet fra start, forsvinder lagene – og med dem fordufter den personlige fortælling.
Det skønne rum er ikke blot smukt, men brugbart. Det skal invitere til at sidde, tale og fordybe sig. Måske ligger det skønneste netop i det brugbare, i den funktionalistiske forståelse af, at form og funktion hører sammen.
I en bygning opført i funktionalistisk ånd får denne tanke en særlig klangbund. Æstetik handler ikke kun om det synlige, men om sansning: berøring, materialitet og atmosfære. Det er i omhuen og langsommeligheden, i genstandenes samspil over tid, at rummet finder sin karakter.
Nye materialer og glemte teknikker
Materialevalg er desuden afgørende, ikke mindst når det gælder de møbler, man vælger at leve med i mange år. Det designobjekt, der kan tåle brug, kendetegnes ved, at det kan vedligeholdes, repareres og patinere. På den måde lagres tiden i materialet og bliver en del af dets udtryk – og kan tilmed få det til at fremstå mere rigtigt, mere værdifuldt. Eksempelvis kan et snedkereret træbord, der med årene forvitrer og træder i karakter, rumme en mere levende og holdbar form for æstetik end en glat, udskiftelig overflade.
Ud over den materielle holdbarhed, som ofte findes i naturmaterialer, der patinerer og udvikler sig, ønsker Høstbo at pege fremad mod nye materialer i dansk møbelkunst og samtidig tilbage mod glemte teknikker, der kan genoptages. At se bagud er ikke kun udtryk for nostalgi eller en “alt var bedre i gamle dage”-holdning, men en respekt for formgivningens kontinuitet. Nogle gange ligger fornyelsen netop i genopdagelsen
Kvindernes Bygning og den oprindelige fællesskabstanke
Bygningens historie betyder meget for Høstbo. Kvindernes Bygning blev opført i funktionalistisk stil og indviet i 1936, men visionen rækker endnu længere tilbage. Allerede omkring år 1900 arbejdede et netværk af kvinder for at skabe et sted, hvor de kunne mødes, organisere sig og støtte hinanden.
Bygningen blev tænkt som et socialt og kulturelt samlingspunkt i en tid, hvor kvinders tilstedeværelse i det offentlige rum endnu ikke var en selvfølge.
I dag deler Høstbo, som nævnt, adresse med Thiemers Magasin, der inddrager bygningens historik ved at fokusere på kvindelige forfattere.
Høstbo har ikke planer om udelukkende at præsentere kvindelige designere, men hun lader sig inspirere af bygningens oprindelige fællesskabstanke og åbenhed med sit ønske om at skabe et sted, man tør træde ind, hvor man kan kigge, sætte sig ned og tage en snak.
I den forstand viderefører galleriet bygningens oprindelige tanke om tilgængelighed og fællesskab. Det skønne rum er det, der kan rumme bevægelse, samtale og forandring.
Fakta
Marie-Louise Høstbo er uddannet arkitekt og har i 25 år arbejdet i krydsfeltet mellem arkitektur og design med særlig interesse for dansk møbelkunst. Galleriet høstbo præsenterer både etablerede og nye danske designere med fokus på mindre produktioner og enkelte unika værker. Aktuelt repræsenteres Michael Anastassiades, Frederik Gustav, Mia Lagerman, Maduko, Sara Martinsen, Anne Prytz Schaldemose og Anna Søgaard. Marie-Louise Høstbo er også freelance skribent for Formkraft, og står bag en lang række artikler om dansk kunsthåndværk og design.
høstbo
Niels Hemmingsens Gade 8–10
København K
ml@hoestbo.com
+45 40535834
Kilde
Ørskov, W., Aflæsning af objekter og andre essays, Borgen, 1966
Læs også disse artikler fra Arkivet:
Kan man kuratere fremtiden?
Majken Overgaard og Nicklas Larsen arbejder med fremtiden gennem en kuratorisk praksis, fordi de deler en fælles overbevisning: Fremtiden er ikke noget, der bare sker for os. Det er noget, vi skaber – sammen.
Bag kulisserne på Designmuseum Danmarks samlinger: Hvordan udvælges designhistoriens højdespringere?
Designmuseum Danmark kan med rette kalde sig Danmarks designhukommelse. Museet har et landsdækkende ansvar for at dokumentere, bevare og formidle dansk kunsthåndværk og design – til gavn for både nutid og fremtid, fortæller Christian Holmsted Olesen, udstillings- og samlingschef.
