Foto: keramiker King Houndekpinkou, Paris, Frankrig. @Michelangelo Foundation

– Da jeg hørte dit foredrag på konferencen hos SDU i Kolding i januar, fik jeg indtryk af, at du allerede har en omfattende fremtidsvision for uddannelse – uddannelse forankret i praksis, samarbejde og udviklingen af social ansvarlighed hos de studerende?

Min vision for, hvordan fremtidens uddannelser kunne se ud, er i høj grad præget af John Deweys tanker for hundrede år siden og af nyere pædagogiske filosoffer som Gert Biesta og Jan Masschelein. For Dewey handler uddannelse grundlæggende om at sikre livets videreførelse; for Biesta handler det om at åbne vores øjne for verden, så vi kan lære af den; og for Masschelein handler det om at lægge ting på bordet, der kan udgøre et fælles fokus. Alle disse opfattelser står i kontrast til det fremherskende syn på uddannelse som den effektive formidling af autoriseret viden fra en generation til den næste. Og mere grundlæggende står de i kontrast til vores forestillinger om generationer og deres indbyrdes relationer.

Vi ser typisk hver generation som et separat lag, der erstatter det foregående, og som efterfølgende selv bliver erstattet. Men den ide er en undtagelse i menneskets historie. En mere udbredt forestilling har været, at generationer ikke erstatter hinanden, men i fællesskab former fremtiden. Det er også sådan, vi bør se uddannelse: som et centralt felt for samarbejde på tværs af generationerne. Det er den præmis, vi bør omskabe vores institutioner ud fra.

– Den klassiske mesterlære inden for en række forskellige håndværk byggede på at øve, kopiere og videreudvikle teknikker – hvad kunne de akademiske uddannelser lære af denne tradition?

Jeg mener, vi bør fjerne den etablerede opdeling mellem ”akademiske” og ”ikke-akademiske” fag. Det er en misforståelse at tro, at nogle fag er så teoretiske, så indhyllede i udsagnslogik, at man kun kan tilegne sig dem gennem formelle forelæsninger, mens andre er så praktiske, at de umuligt kan indfanges af logiske eller sproglige udtryk og kun kan læres gennem praktisk erfaring. Håndværkere er tænkere, i lige så høj grad som såkaldte akademikere, og kan være lige så gode faglige formidlere som alle andre. Omvendt ville de akademiske videnskaber tørre ud, hvis de ikke blev besjælet af kropslig erfaring med levende materialer.

Det er derfor ikke et spørgsmål om blot at tilføre lidt håndværk til akademiske studier. Det ville ikke i sig selv være nogen dårlig ting, men det kan kun være et første skridt mod at anerkende, at al læring handler om at mestre et håndværk. Matematik og keramik kan lære af hinanden, fordi de begge er er håndværksbaserede fag, ikke fordi det ene fag er ”akademisk”, og det andet ikke er. Frem for alt skal vi væk fra den ødelæggende skelnen, der ofte fremføres i denne sammenhæng, mellem ”tavs” og ”eksplicit” viden, som antages at kendetegne henholdsvis håndværk og akademiske fag. Ikke alene berøver denne skelnen reelt håndværkerne en stemme; den begrænser også sproget til rent udsagnslogisk udtryk. Det er en misforståelse, at matematisk viden er eksplicit og keramisk viden er tavs. Begge felter er måder, vi sammen kan skabe poesi på, både i ord og i andre materialer.

– Ser du den klassiske mesterlære som en mere demokratisk praksis, der gør det muligt for flere mennesker at skærpe deres færdigheder og faglige kompetence?

Historisk har mesterlæren været alt andet end demokratisk! Adgangen til håndværksfagene var nidkært reguleret og ofte baseret på nedarvede rettigheder. I et meritbaseret samfund er adgangen til konventionel uddannelse derimod åben for alle og giver – i hvert fald i teorien – enhver mulighed for at opnå vellønnede job, selv om det er de færreste, det faktisk lykkes for. Hver gang nogen klarer at nå til tops på karrierestigen, må der nødvendigvis være andre, der er henvist til de lavere trin. Problemet med et meritokrati er imidlertid, at det ved at dyrke social mobilitet eller søge at forbedre mulighederne for ”svage grupper” blot cementerer konkurrencesamfundet, hvor præmierne er forbeholdt dem, der når til tops på bekostning af alle andre. Dermed viderefører det netop de uligheder, som det hævder at udligne.

Men hvad nu hvis uddannelse ikke havde til formål at øge mobiliteten, men i stedet søgte at gøre det muligt for alle at finde og følge deres egen vej, deres kald? Hvad nu hvis succeskriteriet for uddannelse ikke var de færdiguddannedes indtjeningspotentiale, men det bidrag, de gennem deres valgte fag kan yde til fællesskabet? I vestlige samfund i dag er uddannelse og demokrati blevet revet fra hinanden: Uddannelse ses som forbeholdt en kosmopolitisk elite, der skraber alle goderne til sig, mens demokrati er reduceret til et udtryk for, hvad den ”uuddannede folkemasse” ønsker. For at genforene dem må vi ændre vores opfattelse af begge dele. Vi er nødt til, ligesom Dewey, at se demokrati som en løbende samtale mellem mennesker, der kan bidrage med forskellige livserfaringer. Og vi bør betragte uddannelse som et middel til at hjælpe alle til at udvikle deres egen stemme og forudsætninger, så de kan bidrage til denne samtale.

– Uddannelse er tæt forbundet med arbejde, og de typer af uddannelse, der udbydes, er direkte knyttet til, hvad vi betragter som nyttigt arbejde. Har vi brug for nye begreber for arbejde og faglighed?

I løbet af de seneste årtier har betydningen af faglighed undergået markant forandring. Tidligere blev fagfolk betragtet som ansvarlige for at værne om samfundets viden og sikre, at den blev anvendt til fælles bedste. I dag betragtes fagfolk snarere som tekniske eksperter, som kan forvente at modtage betaling for deres ydelser, uanset hvordan disse ydelser anvendes af deres betalende kunder. Dermed er der også sket et skift i den overordnede prioritering på uddannelsesområdet.

Når studerende uddannes til fremtidig beskæftigelse, måles arbejdets værdi ikke på, hvordan det kan bidrage til det fælles bedste, men på indtjeningspotentialet. Det vil sige, at uddannelsens succes måles på de færdiguddannedes indtægt. Det indebærer samtidig, at de, der ikke sikrer sig gode, højtlønnede job, betragtes som fiaskoer, og at deres bidrag til fællesskabet ikke anerkendes i samme grad. Så ja, vi har brug for nye opfattelser af arbejde og faglighed – eller måske bør vi i virkeligheden, uden at forfalde til nostalgi, vende tilbage til de gamle opfattelser.

– Bør vi være mere bevidste om de mange typer af arbejde, der i dag ikke anerkendes som ”rigtigt arbejde” – fx husholdning, reparationer, gør-det-selv – men som faktisk tit forudsætter højtudviklede færdigheder? (Og som i øvrigt i mange tilfælde er helt uundværlige og ofte udføres af kvinder.)

Selvfølgelig! For at gøre det bør vi anlægge en opgaveorienteret forståelse af arbejde. Opgaver er ting, man gør, ikke af egen fri vilje eller interesse, men som følge af sit medansvar over for fællesskabet. Det påhviler en at udføre dem. Nogle opgaver udløser en økonomisk kompensation; mange gør ikke. Som du selv nævner, står kvinder for en uforholdsmæssigt stor del af sidstnævnte type.

Men svaret ligger ikke i at ”skaffe flere kvinder i arbejde” (defineret som lønnet beskæftigelse), men i at omdefinere selve arbejdsbegrebet til at omfatte det, de allerede gør. Samtidig betyder det selvfølgelig også, at mange af de højtbetalte aktiviteter, der ikke bidrager til fællesskabet, men blot beriger dem, der udfører dem, må revurderes og kategoriseres som ”ikke-arbejde”. Og den overvejende del af dette fuldstændigt overflødige arbejde udføres af mænd!

– Du kritiserer udformningen af det aktuelle uddannelsessystem som en social rulletrappe til et mere vellønnet job (som langtfra alle har adgang til) – hvilken rolle mener du, uddannelse bør udfylde?

Uddannelse er samfundets fremtidssikring og har til opgave at åbne denne fremtid for de kommende generationer. Det vil sige, at det skal give enhver generation plads til at begynde på en frisk, men i en videreførelse af historiske værdier. Jeg mener, at uddannelse bør skabe sammenhænge, hvor de ældre generationers visdom og erfaring kan kombineres med de unges nysgerrighed og derigennem skabe en fælles fremtid for alle. Som tidligere nævnt, indebærer det, at vi lader generationerne arbejde side om side i stedet for at skille dem ad.

– Begreber som rutiner, samarbejde og langsom innovation (som alle er typiske for traditionelt håndværk og mesterlære) har tabt terræn til konkurrence, lynhurtig innovation og omstillingsparathed – hvad har vi vundet, og hvad har vi mistet?

Der har helt sikkert været fordele. Tag fx udviklingen af vacciner, som har reddet millioner af liv. Det er humlen. Det er let at sige, at større omsorg over for andre og det fælles bedste er bedre end benhård konkurrence. Vi bør sænke tempoet og mærke verden omkring os og alle dens beboere, mennesker såvel som andre levende væsener. Og vi bør prioritere bæredygtighed frem for fortsat udvikling. Hvem kan være uenig i det?

Men samtidig er vi nødt til at erkende, at det vil kræve ofre, især for de velhavende, som er vant til et liv i luksus og dyre sundhedsydelser, der sikrer dem et langt og komfortabelt liv. Ligesom vores førmoderne  forfædre bliver vi måske nødt til at acceptere, at vi skal dyrke mange af vores egne fødevarer, at skavanker, sygdom og død er en del af livet, og at vores tilværelse på denne planet ikke er garanteret i kraft af vores egen overlegenhed, men overladt til skæbnens luner. Det er en barsk erkendelse. Men hvis vi ikke tager den til os nu, er jeg bange for, at vi snart står ansigt til ansigt med de barske realiteter.

– Jeg kan huske, at danske skoler i 1970’erne havde ufatteligt kedelige fag som ”håndgerning”, ”sløjd” og ”hjemkundskab” – men ville det måske give mening at genindføre den slags fag for at stimulere en dybere forståelse af de ressourcer og det arbejde, der indgår i at fremstille ting?

Problemet er, at områderne splittes op i enkeltfag og bliver til en slags faglige ghettoer. Det cementerer opdelingen mellem ”akademiske” og ”ikke-akademiske” fag, som jeg nævnte tidligere. I stedet bør vi indarbejde et håndværksperspektiv i alle såkaldt boglige eller akademiske fag. Og tilsvarende bør vi anerkende, at håndværksfag er meget bredere, end deres ”ikke-akademiske” kategorisering lægger op til. Hvorfor husker du undervisningen i de praktiske fag som kedelig? Det er sikkert, fordi dine lærere havde glemt, at håndværk er poesi. Håndværk handler om at finde sin egen stemme ved at skabe ting sammen med andre. Men det er ikke anderledes end matematik, historie eller geografi.

– Dit begreb ”response-ability” betoner en refleksiv egenskab: Evnen til at reagere og respondere på vores omgivelser er udgangspunktet for omsorg og beskyttelse. Bør social bevidsthed og social ansvarlighed være et mål for undervisning og uddannelse i dag?  

”Response-ability” er ikke et begreb, jeg har fundet på. Det er genopfundet ved mange forskellige lejligheder – af komponisten John Cage, af den pædagogiske filosof Gert Biesta, af socialteoretikeren Donna Haraway og nu af mig! Men ja, mit argument er, at målet for al uddannelse bør være at udvikle ”response-ability” frem for (eller måske i tilgift til) rationalitet. Rationalitet lægger op til, at vi alle taler med én røst: fornuftens stemme, som afviser andre alternativer som useriøse eller baseret på uvidenhed. Men ”response-ability” gør det muligt for os at leve sammen i forskellighed. Det giver den enkelte mulighed for at finde sin egen stemme i og gennem sine relationer med andre. Det ser jeg som en forudsætning for bæredygtig sameksistens, både nu og i fremtiden.

Tema: Kunsthåndværk i en digital tid

Hvilke muligheder og konsekvenser har digitaliseringen af samfundet for vores materielle forståelse, for forbrugernes kompetencer til at købe holdbare produkter og for vores fælles ansvar for at tage vare på en færdiglavet verden?

Hvilken rolle kommer kunsthåndværkerne og designerne til at spille, når de taktile oplevelser bliver færre og den fysiske interaktion overtages af streaming, sociale medier og netshopping?
Tim Ingold var hovedtaler på konferencen Kunsthåndværk i en digital tid, der blev streamet fra SDU i januar 2022. Konferencen blev optaget og kan ses via SDU. Find links i lederen “Superbrugere mellem digitale og materielle sfærer” skrevet af Anders V. Munch

Mere viden i arkivet:

I arkivet findes der yderligere information om emnet. Søg eksempelvis på:

reform af kunsthåndværkeruddannelserne

håndværk

industri

digital

materiel kultur