Den kreative duo Wang & Söderström skaber nye dimensioner for sansning via deres installationer, der går på tværs af digitale og fysiske rum. Jeg møder dem en regnfuld decembermorgen til en samtale om deres ambitiøse projekt, hvor de ønsker at skabe alternative oplevelser af det digitale.
For dem er det digitale og fysiske rum ligeværdige – og lige nødvendige – og de bevæger sig virtuost på tværs af fysiske installationer, 3D oplevelser i virtual reality, augmented reality og video. Deres værker er fascinerende, unikke, legende, men der er mere på spil for duoen.
De fortæller, hvordan de er optagede af, hvordan vores kroppe sanser, og hvordan disse oplevelser lagres i vores hukommelse. Vi kan alle genkalde os følelsen af at stryge en hund over pelsen eller duften af brød, der netop er taget ud af ovnen. Ifølge Wang & Söderström er der et kunstnerisk potentiale for at udvikle værker, der forbinder sådanne sensoriske oplevelser på tværs af tid og sted. De tror på, at vores sansede erfaringer i den fysiske verden kan berige vores digitale oplevelser. Derfor skaber de værker, der hele tiden udfordrer og udvider vores sanseapparat.
“Folk har meget begrænsede oplevelser af mulighederne indenfor det digitale, det ønsker vi at ændre. Vi kan af og til blive frustrerede over, hvordan folk oplever det digitale. Der er så meget bias i forhold til, hvad man kan og ikke kan. Jeg vil gerne have mere blødhed og omsorg ind i det digitale.”
– Anny Wang
Det er ikke kun i deres værker, at grænser ophæves. Tim Söderström er uddannet arkitekt og Anny Wang er uddannet designer, men de har opgivet tanken om de klassiske arbejdsformer og skaber i stedet en fælles hybrid praksis. De har derudover suppleret deres formelle uddannelser og oplever sig som selvlærte i det digitale. Blandt andet har de brugt mange timer med at se tutorials online og i det hele taget dykke ned i diverse former for hardware og software og eksperimentere sig frem. Så det er lige dele formel uddannelse og internettet, der har formet deres praksis, hvor de tænker og skaber i et fælles flow mellem fysiske tegninger, digitale skitser i diverse 3D programmer og formgivning af fysiske objekter.
Om Wang & Söderström
Wang & Söderström er en svenskfødt kunstner- og designduo baseret i København, bestående af Anny Wang og Tim Söderström. Wang & Söderströms værker er blevet vist internationalt på museer og kunstcentre som Ars Electronica i Linz, La Galleria Nazionale i Rom, The Design Museum i London, Copenhagen Contemporary i København, MMCA i Seoul, ArkDes i Stockholm og Cooper Hewitt Smithsonian Design Museum i New York. I 2021 modtog duoen det prestigefyldte treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, og i 2023 vandt de Lumen Art Prize og The Biennale Award.
Tim Söderström (f.1988) blev færdiguddannet i 2015 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen (MAA), København. Anny Wang (f.1990) blev færdiguddannet i 2014 fra HDK, Akademin for design och konsthantverk, Göteborgs universitet (BFA), Göteborg. Læs mere
“Vi vil gerne skabe en fysisk forbindelse til teknologi.”
– Tim Söderström
Begge er vokset op med digital teknologi, der var tilstede fysisk. Floppy disks og CD-rom. Den fysiske følelse af teknologi vil de gerne genetablere. Derfor er 3D-printeren central i Wang & Söderströms arbejde, her forbindes det digitale og fysiske rum. Man tegner et objekt på computeren og bringer det til live i den fysiske verden. De fortæller, at de ikke altid har været fortrolige med 3D-printeren, og smiler begge ved tanken om første gang, de prøvede at printe noget. Det var kompliceret og frustrerende og ikke en positiv oplevelse.
“Det var først da vi opgav reglerne for, hvordan man skal printe og begyndte at bruge printeren på den forkerte måde, at vi var i stand til at udvide mulighederne for, hvad man kan med en 3D-printer. Det blev en væsentlig drivkraft for os – at gøre det uventede med materialet.”
– Tim Söderström
The Liminal Eatery
Wang & Söderström deltog på På Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2023, hvor deres værk The Liminal Eatery vandt Biennaleprisen på 100,000 DKK doneret af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond. Biennalen blev vist på Copenhagen Contemporary 13. oktober-12. november 2023.
Til Biennalen skabte Kunstnerduoen et scenarie, der tager udgangspunkt i vores allesammens hverdag, måltidet og det at spise. Den fysiske del af værket er udført i forskellige former for 3D-print: borde, stole, lamper, bestik. Man sætter sig ved bordet og føler sig hensat til en anden verden, der er udført i hårde materialer, men bløde, venlige former i mange forskellige farver. Overfladerne er både blanke, skinnende, matte og grove. Det er en verden, der er født i det digitale, men hvor det digitale flyder over i en fysisk repræsentation, der har sit helt eget organiske udtryk.
Universet er ført videre i virtual reality. Man ifører sig head-settet og befinder sig nu i en ny dimension af værket. Her oplever man bordet og måltidet i en digital virkelighed, hvor man pludselig har fået selskab af avatarer. Værkets lydside er på én gang legende og inviterende og samtidig uncanny – både i den fysiske og virtuelle verden er man i tvivl om, hvorvidt man er trådt ind i en virkelighed, man ønsker at undslippe eller leve i for evigt.
Subtil forståelse for farver
Ofte kan det digitale virke fremmedgørende, noget der ikke er relateret til vores menneskelige kroppe. Wang & Söderström ønsker at skabe installationer, publikum kan relatere til og måske endda finde genkendelige. De tager ofte udgangspunkt i situationer eller objekter, der er knyttet til hverdagen. Middagsbordet, hjemmet, afgrøder, insekter. Nogle af de allermest trivielle og kropslige, nære elementer i vores fysiske liv. Målet er at skabe oplevelser, der er tilgængelige og umiddelbare, og her spiller også deres farveunivers en stor rolle. De fortæller, at mange ofte bliver tiltrukket af deres farverige værker.
Anny har en unik forståelse for farver. Hendes bror har absolut gehør og kan identificere toner uden referencer. Jeg plejer at sige, at Anny har samme subtile forståelse for farver. Hun er opmærksom på og ser noget i farver, som vi andre ikke gør.
– Tim Söderström
Anny fortsætter og uddyber, at det ofte ikke handler om den enkelte farve, men kombinationer. Hvordan man kan komponere et samlet udtryk ved hjælp af forskellige farver.
Der er en verden af farver!
– Anny Wang
Kombinationen af bløde, organiske former og farver skaber et naivt udtryk. Ser man nærmere efter, gemmer der sig dog altid mere komplekse historier. Hverdagen, farverne, det genkendelige er blevet rørt af noget, der ikke føles som om, det ikke er af denne verden. Der er elementer af noget, vi ikke helt ved, hvad er. Måske noget vi ikke helt forstår endnu? Wang & Söderström udvider vores oplevelser af virkeligheder, deres værker rummer en nostalgi og en længsel mod de digitale oplevelser vi havde engang, samtidig med at de peger mod mulige fremtider. Fremtider, hvor det digitale har taget en anden form i os. Det er blevet en del af vores sanseapparat, og vores væren befinder sig i en taktil strøm mellem erindringer, nærvær og digital transcendens.
Forfatterbio
Majken Overgaard er selvstændig kurator og skribent. Pt. er hun bl.a. tilknyttet Statens Museum for Kunst og VEGA. Derudover er hun en del af Korridor, der udforsker muligheder for den digitale kunst. Hun var en del af Biennalens jury, der overrakte Biennaleprisen 2023 til Wang & Söderström.
Tema: Crafted Realities
Hvordan anvendes det digitales uendelige effektfulde muligheder? Formkraft undersøger nye digitale teknologier i relation til kunsthåndværk og design. Læs tema
Mere viden i arkivet
Formkraft rummer en stor samling af digitaliserede tidsskrifter fra 1948-nu. Find de enkelte udgivelser på Tidsskriftshylden eller søg på relevante emneord i arkivet. Eksempelvis
Abonner på Formkraft
Skriv dig op til et abonnement på Formkraft – det er ganske gratis. Foruden nye artikler informerer vi også om relevante konferencer, nyt litteratur og andet relevant, der kan berige din viden om kunsthåndværk og design. Tilmeld dig her