Hvor bevidst gik du til emnet dansk design -hvornår blev du bevidst om vigtigheden og din rolle i formidlingen?

Lars Dybdahl: Min bevidsthed om designs vigtighed blev etableret i 1970erne. Samtidig med, at jeg især interesserede mig for byplanlægning og arkitektur efter 1800 blev design og kunsthåndværk tidligt et vitalt felt for mig i min studietid. De tre hovedeksempler, der især tiltrak mig var: for det første William Morris og hans sociale drøm om arbejdets forædling gennem især håndværket. For det andet det ornamentale frigearede opbrud i art nouveau / jugendstilen omkring 1900 og for det tredje det industrielle saglige design – den masseorienterede produktion af kvalitetsting ikke til eliten men til de manges hverdag. Poul Henningsens udviklingsarbejde med PH-lampen stod for mig som det lysende forbillede.

Jeg studerede kunsthistorie ved Aarhus Universitet og et af mine selvvalgte frie emner var kunstindustrielt. Jeg studerede også i Lund, hvor min interesse for tiden efter 1800 blev udbygget. På universitetet i Lund kunne jeg fokusere på dette felt, og det har sat sig varige spor i mit arbejde. Det samme gjorde mit engagement i bolig-, miljø- og planlægningstidsskriftet Blød By med lærere og studerende fra Arkitektskolen Aarhus som initiativtagere og drivende kræfter.

I 1980erne, da jeg havde bosat mig i København, tog designscenen en ny særlig drejning, meget markant manifesteret i den italienske Memphisgruppes arbejder. Det var en anden type modernisme, et både kritisk og dekorativt statement til hvordan vi opfatter møbler og produktdesign -hvilke behov de skal opfylde, ikke kun funktionen, men også sociale og psykologiske.

Provokationen i denne bevægelse var befriende også i forhold til den danske designscene. Her var fokus stadig på den danske møbeltradition, som alle forholdt sig til og som efterhånden blev en klods om benet, uden radikale fornyelsesmuligheder. Danske designere blev internationalt inspireret og kom frem med nye udtryk; provokerende, organiske, åbninger mod nye materialer og stilspil med det monumentale og det dekorative.

Desværre var producenterne sjældent med. Man talte om ”møbelkrisen” med Snedkernes Efterårsudstilling og Møbelgruppen af 1983 som frontløberne over for fabrikanterne.

Opbruddet fik stor betydning, og det fængede hos mig. Industrielt design og kunsthåndværk er noget jeg som forsker og formidler gennem årene har engageret mig stærkt i, både da jeg var lektor i designhistorie og -teori ved Københavns Universitet – og i mit kuratoriske arbejde med udstillinger på først og fremmest Designmuseum Danmark og Sophienholm. Undervisningen af de studerende og samtalerne med kunsthåndværkerne og designerne har været det ikke-fossile brændstof i mit faglige arbejde!

Hvordan vil du beskrive dansk design? Og hvorfor er det en vigtig del af vores samfund/kultur/historie?

Lars Dybdahl: Jeg anser Dna-begrebet for en fortærsket biologisme, som vi bør anvende varsomt. Man risikerer at vende sig bort fra de historisk foranderlige forhold. I min bog Dansk designhistorie, bind 1, har jeg beskrevet 10 punkter, der alle har historiske forløb og forandringer som omdrejningspunkt.

Jeg vil gerne fremhæve særligt fire karakteristika. For det første er dansk design innovativt med funktionelt fortegn, redskabskarakteren er udpræget. For det andet er den holdbare og ansvarlige produktion essentiel og i dag i høj grad forbundet med bæredygtighed.

Tredje karakteristikon er formgivning med æstetisk fascinationskraft. Bevidstheden om materialernes muligheder og vigtigheden af en stoflighed i produktet er her et stort aktiv. Her er også værdien af symbolisering, det metaforiske og holdning vigtige kvaliteter, og dialogen mellem det unikaprægede kunsthåndværk og industrielt design har spillet en historisk vigtig rolle. Kunsthåndværk har friere forhold til at definere, hvad man vil, hvor industrielt design er produktionsbundet indenfor visse muligheder.

Det fjerde og sidste karakteristika jeg vil nævne, er brugerorienteringen, det intuitive udtryk. Produkterne er selvforklarlige, de fungerer uden en brugsvejledning. Disse er fire kvaliteter, der går igen i hovedparten af det gode danske design. Det er universelle dyder, men de er udtrykt i dansk kontekst, ud fra de historiske og kulturelle forudsætninger.

Danmark har et udgangspunkt som handelsnation, hvilket har gjort, at vi har taget indtryk ind gennem handel og rejser. Den danske undergrund indeholder ikke et bredt udvalg af råmaterialer, som kan anvendes i produktionen af design. I stedet er udviklingen præget af modifikationer af internationale tendenser og udtryk, der er bearbejdet i samspil med danske lokale momenter. På tværs af tid og sted og på tværs af kulturudvikling er design i positiv forstand tingsliggørelse af sociale relationer og ritualer mellem mennesker.

Designprodukter har stærke iscenesættende egenskaber – de er medskabere af, hvordan vi forholder os til hinanden og er instrumenter til iscenesættelse af social og økonomisk succes. Livstilsmomentet er særligt eksponeret i dag på sociale medier og også her fungerer produkter som aktører – de er ambassadører for vores livsstil i dagligdagens rum og ritualer.

Den forrige modtager af prisen var Bodil Kjær, en dansk designer, der sent i sin karriere vandt anerkendelse i Danmark. Hvordan mener du, at vi i Danmark forvalter vores designtradition -historisk og kontemporær?

Lars Dybdahl: Bodil Kjær var ikke desavoueret i Danmark, for hun var ikke kendt her -hun boede og arbejdede i udlandet og udviklingen i Danmark var lokalt funderet. Hendes anerkendelse kom senere og den er fuldt fortjent. I sit skrivebord opsamler hun i et internationalt perspektiv den danske tradition -linjerne og udtrykket samler det varme og det ’cool’. Hun lader sig ikke kue af traditionen -men opsamler den internationale puristiske stil i sit arbejde og sætter den i en håndværksmæssig kontekst.

Siden 1990erne er der kommet en stor publikationsmængde om dansk design. Bøger og artikler, der tematiserer emnet. Det skal vi stimulere og fortsætte. Designfaget er udviklet og formidlingen bør følge efter. Museer bør optimalt dokumentere design- og kunsthåndværkprocesser omkring tilblivelsen og dokumentere hvorledes producenterne opererer, hvilke strategier arbejdes der med og hvilke produktionsmetoder anvendes. Vi bør formidle den erhvervsmæssige side af faget. Her skal vi være stærkere, både i dokumentation og kommunikation – dette kan i dag ske i podcasts og videoer for både interviews og proces bevares således for eftertiden.

Jeg savner en permanent museumsudstilling, der fortæller de store hovedlinjer i designudviklingen. Om materialer, produktion, formudtryk, designkulturen kompasset rundt og dermed også formidlingen af den professionaliserede designproces der har fundet sted siden midten af 1700tallet. Vi bør uddanne vores unge generation i designforståelse, lade design spille en større rolle i uddannelserne, så det ikke alene er et praktisk fag. Design kan integreres i fag som dansk, biologi og matematik, i historie ved for eksempel plakatdesign. Lad design være løftestang for mere tværgående faglighed.

Du har omtalt Verdensmål nummer 12 som det vigtigste for designbranchen at tage stilling til og arbejde med. Vil du uddybe dette?

Lars Dybdahl: Der er tre verdensmål, som jeg finder særligt vigtige for designfaget. Nummer 3, Sundhed og trivsel, hvor vi har meget at byde ind med på det medicotekniske felt. Design af denne art har været en integreret del siden 1800-tallet hvor instrumentmageren Camillus Nyrop blandt andet skabte benproteser og en eminent fødselstang. De blev udstillet dengang og etablerede samarbejdet mellem producent og læge. Forskellige fagligheders samarbejde er en væsentlig del af dansk design, som det fortsat ses hos Coloplast og Novo. Her har Danmark en stærk kontinuerlig tradition, der bør fortsættes og videreudvikles.

Så er der verdensmål 11 med fokus på Bæredygtige byer og lokalsamfund. Hvor dansk design, i særdeleshed i arbejdet med byrum, kan blive en stærk international sparringspartner.

I det 12. mål om Ansvarligt forbrug og produktion er materialekundskaben vigtig, designerne skal have en viden om de bæredygtige materialer, hvad er det og hvad kan de. Dette kræver et samarbejde med andre fagkundskaber ikke mindst de bæredygtigt orienterede ingeniører. Praktiksparringer kunne være en måde at videreudvikle dette på. Humaniora og erhvervsrelaterede studier bør koordineres. Færre og mere fokuserede uddannelsesforløb kunne give et stærkere felt og underbygge nysgerrigheden for tværfaglige samarbejder og sparringer. Tag ud, læs bogen, vær nysgerrig.

Vigtigt i denne sammenhæng er også kunsthåndværkernes og designernes sensibilitet overfor stofligheder, deres tilgang til formmæssige og kunstneriske spørgsmål. Disse evner kræver netop samarbejde med ingeniører for at blive til de føromtalte brugervenlige produkter, der også er til gavn for miljø og planet. Der skal være et samspil, hvor alle medspillere er bevidste om bæredygtighedens væsentlighed. Vi bør nævne og formidle dette potentiale. Produktdesigneren og den grafiske designer kan bidrage til at fremme forbrugerens bedre valg fremfor de ikke bæredygtige varer fra Temu.

Du har været med til at løfte designhistorien fra sin position som en mindre respekteret, nærmest underlødig, lillesøster til kunst- og arkitekturhistorien til et selvstændigt forskningsfelt. Hvad er næste skridt i dit virke?

Lars Dybdahl: Som lektor arbejdede jeg med udviklingen af den humanistiske designfaglighed, og for nylig deltog jeg i evalueringen af de perspektivrige designuddannelser på SDU i Kolding. Jeg indgår også i redaktionen af det digitale tidsskrift Formkraft for kunsthåndværk og design, og har sidst publiceret artiklen om ”Det transatlantiske udsyn omkring Bernadotte og Bjørns amerikanske designpraksis” under temaet Udsyn, hvor dansk design sættes i internationalt perspektiv.
Med en kronik i Kulturinformation.dk bidrager jeg p.t. til at genåbne debatten om et permanent udstillingssted for design og kunsthåndværk. Derudover følger jeg udviklingen tæt og forsker fortsat i design, kunsthåndværk, arkitektur og byudvikling i moderniteten.

Vi har set meget tilbage, brugt dokumentation af fortiden, skrevet om nutiden. Hvordan mener du, at vi kan rejse debatten om, hvad design er og kan være i fremtiden?

Lars Dybdahl: Designerne bør deltage i den offentlige diskussion med udgangspunkt i alternative tilgange til de traditionelle forestillinger om design. Designerne bør fremkomme med eksempler og vise os hvad der er undervejs. Det er med til at rejse en debat og initiere diskussioner og nye tiltag, og mange af os, der på forhånd interesserer os for design skal motiveres for at efterspørge lødigt nyt.

Der er behov for at designfeltets aktører agerer i medierne på en fornyende måde. Det handler blandt andet om design i den grønne omstilling. Designrådet kunne skrive kronikker og artikler og invitere til paneldebatter. Tidligere var rådet en aktiv stemme, der kommunikerede om designs vigtighed. Dette arbejde kunne fortsættes.

Vi skal plante budskabet i undervisningen og dannelsen, ikke kun i skolerne men også i erhvervslivet. Vi skal videreuddanne os og holde os nysgerrige. Det grafiske felt har her oversete potentialer, der bør bringes frem i lyset. Den kommunikative formidling er fortsat relevant og bør videreudvikles.

De kulturhistoriske museer landet over er potentielt vigtige fora for integration af designhistoriske tilgange, der kaster et nyt formidlende syn på disse museers samlinger og udstillinger om vores fælles historie. Vi bør kommunikere fagets almennyttige relevans og betydning. Der er et stort potentiale i at udvide brugen af dansk design.

Hvordan bør vi aktivere den internationale anerkendelse -skal og kan vi?

Lars Dybdahl: Vi kan og skal – et par forslag ud over kunsthåndværkernes succes’er på udenlandske gallerier og designernes og producenternes deltagelse i de udenlandske messer o. lign. Erhvervsministeriet og kulturministeriet bør samarbejde om et initiativ, hvor de ansætter kuratorer til at skabe en international vandreudstilling: Green Design Denmark.

Hvis vi vil være foregangsland i den grønne omstilling, skal vi også demonstrere det internationalt med produkterne. En sådan udstilling kan fremkalde nye initiativer og samarbejder. Igen er formidlingen i podcast, videoer og sociale medier en vigtig del. Lad os invitere udenlandske designkritikere ind, når vi mener, at vi har materiale vi gerne vil dele.

En ekspertgruppe kan også nedsættes under Kulturministeriet og udvælge fem produkteksempler, der overbevisende demonstrerer de ”klassiske dyder” i bæredygtige nye tilgange. De fem forslag fremsendes derefter til udenlandske kulturinstitutioner, museer, bolig- og designmagasiner, tv-stationer m.m. Er de interesseret doneres de som gaver – lad os placere de eksemplariske produkter ude i verden. Vi skal lade dem repræsentere dansk design og igen vække international bevågenhed om kvaliteterne i dansk design.

Hvordan ser du dansk design med udgangen af 2024? Det siges, at historieskrivning er et bindeled mellem fortid og fremtid. Hvis det er sandt, hvor er dansk design på vej hen? Og kan et udstillingssted være med til at fortsætte vores fælles ønske om at forme en holdbar fremtid?

Lars Dybdahl: Tak for at stille de store spørgsmål! – På basis af udviklingen gennem de seneste 40 år er design som produkt og kvalitetsudviklende paradigme trængt langt ind i alle samfundets sfærer – er blevet en integreret del af hverdagskulturen. Frisøren er i dag gerne ”hårdesigner”.

Overordnet set er New Nordic og afledninger heraf blev en udbredt norm i danskernes hverdag. Indretningsstilen og dens produkter skildres i medierne, den er blevet en livstilstendens, og den dominerer så meget, at den kan have en hæmmende effekt på designernes arbejde. Det samme kan den stadige dialog med ”møbelklassikerne”. 1980ernes postmodernisme stimulerede en mental befrielse hos mange danske designere. Nu synes en traditionalisme at true, hvis ikke nogen modreagerer. Og der er tegn på opbrud og indikationer på modige tiltag.

Tag for eksempel møblerne: Her er et godt eksempel Maria Bruuns Nordic Pioneer stol. Den peget mod noget andet, den har det nordiske element i træet, men i sin minimalisme står den også med postmodernistiske momenter. Akiko Kuwahatas bænk til Mindcraft i 2024 er ligeledes et interessant eksempel og Dögg Guðmundsdóttir har en befriende tilgang til faget i sine manifestationer af cirkularitet, genbrug og multifunktionalitet, hvilket blandt andet ses i hendes seneste værker til SE-udstillingerne i 2023 og 2024. Design kan og bør være noget andet end traditionalisme og søgningen mod den øjeblikkelige ikonstatus. Eksemplerne her indikerer fornyelse.

Der ligger yderligere et fremtidsrettet syn i det kritiske design, i det tankeprovokerende statement design. Her anfægtes gængse forestillinger, som det ses blandt andet hos duoen Benandsebastian. De opererer i det postdisciplinære krydsfelt mellem arkitektur, design og performance, og har her (i krydsfeltet, red.), på Grundlovsdagen i 2022, stillet naturen i centrum ved at pege på dens fravær i debatten og grundloven ved at sætte udstillingsmontrer omkring talrige træer i Hertadalen ved Ledreborg Slot. De vender foruroligende perspektivet fra os til naturen.

Der er m.a.o. nybrud og gode eksempler på vej, og der kommer også fortsat fremragende ting i produktion. Der er en større tværfaglig tilgang i fremdrift. Benandsebastian tager politisk ansvar. De flytter fokus fra det nære til det store – de er blandt dem der bidrager til at åbne horisonten og dermed fagets muligheder.

Vi har brug for et permanent udstillingssted, en vidtspændende nationalt førende scene, der profilerer holdninger, budskaber og visioner. Et brændpunkt for både aktører og publikum, der peger fremad i solo- og temaudstillinger om samspillet i dansk design. Vi bør udstille disse nybrud og modige projekter og hermed fremme fællesskabsfølelsen og tilhørsforholdet. Kreativitet og innovation på alle designtangenter.

Lars Dybdahl blev interviewet af Marie-Louise Høstbo, medlem af Designrådet.

Tema: Kunsthåndværkets scener

Branchen efterlyser en kunsthal dedikeret samtidens kunsthåndværk og design. Med dette tema sætter Formkraft fokus på kunsthåndværkets udstillingssteder og kuratorer. Hvilken betydning har de små og store udstillingssteder? Hvem kuraterer kunsthåndværk- og designudstillinger? Hvordan kommer kunsthåndværkerne selv ud over rampen?

Læs tema