Man taler ofte om, at der mellem generationer er store forskelle, ja, endog kløfter, der kan være nærmest umulige at overvinde. Man taler om fordomme og tidligere tider. Om at tingene var nemmere, enklere og friere i ”gamle” dage. Man taler også om, at den unge generation ikke har respekt og er lidt for gode til at slappe af. I min samtale med to tekstilkunstnere bliver disse forudindtagne holdninger heldigvis manet til jorden.

Grethe Sørensen er tekstilkunstner og væver, født i 1947 og bor i Vamdrup ved Kolding. Emilie Palle Holm er tekstilkunstner og væver, født i 1994 og bor i København. Der er knap 50 års forskel på de to udøvere, men alligevel er de begge forelskede i deres fag og den digitale væv, som de begge anvender i deres kunstneriske praksis.

De to mødte hinanden i Tilburg – det hollandske Textiel Museum, der også tilbyder uddannelse og et laboratorium, hvor man kan arbejde eksperimentelt med faget. Her havde de begge ophold for at skabe digitale tekstilværker. Da jeg interviewer Grethe Sørensen i hendes hjem i den tidligere skole uden for Vamdrup, fortæller hun, at Emilie kom hende til undsætning en dag i Tilburg, hvor Grethe var kommet til kort i sin proces. Ingen forstod, hvad hun mente – teknisk, metodisk og tekstilt. Men det gjorde Emilie, og hun hjalp med at ’oversætte’ Grethes udfordring.

Lige dér blev der skabt en generationsklang af de dybe. En tone, hvor alder, køn, etnicitet og øvrige præferencer ikke længere betød noget, for det, man var fælles om, var større. En faglig forbindelse, der byggede bro mellem to mennesker, hvor viden og interesse flettede generationerne sammen gennem materiale og metode.

Del af en generation?

Da jeg spørger den etablerede tekstilkunstner og væver, om hun føler, at hun er en del af en generation, og hvordan hun i så fald vil karakterisere den, lyder svaret:

”Jeg har en klar bevidsthed om, at jeg er en del af en meget privilegeret generation, der er vokset op i et åbent samfund i en tid med fred og økonomisk fremgang. En tid, hvor alle muligheder stod åbne, og man altid kunne klare sig. Hvis det blev for vanskeligt at overleve som kunsthåndværker, var det muligt at tage en anden uddannelse eller finde et job. Livet var på en måde enklere, og vi indrettede os, så vi ikke havde så store økonomiske fordringer. Vi havde tryghed med fri uddannelse, sygesikring og udsigt til folkepension, når vi blev gamle.

Min identifikation som væver er ikke som en del af en generation. Den er snarere af faglig karakter som væver, kunsthåndværker og tekstilkunstner – en samfundsgruppe, hvor alle har nogenlunde samme arbejds- og livsvilkår som selvstændige erhvervsdrivende. Jeg er så heldig at møde andre vævere – unge som gamle – med samme dybe interesse for vævning, hvor nysgerrighed og lyst til at udforske mulighederne i teknik, materialer og det visuelle udtryk er drivkraften i arbejdet.

Jeg møder unge under uddannelse og oplever, at vi kan tale på lige fod om drømme, visioner og projekter, hvor alder ikke betyder så meget – i hvert fald set fra mit perspektiv. Jeg er ikke blind for, at de unge vævere kan have en anden oplevelse. Jeg husker naturligvis også min egen tid som yngre væver. At fra min side så situationen anderledes ud – som ung kæmper man for at få opmærksomhed og interesse for sine projekter og føler måske, at de veletablerede gamle fylder for meget i billedet.”

Fælles værdier som ansvarlighed

Emilie Palle Holm opfatter sig delvist som en del af en generation med fælles værdier, særligt når det kommer til den bæredygtige præmis, som er et grundvilkår, der ikke er til diskussion, og som påvirker den nutidige generations valg af alt fra materialer til de spørgsmål, de stiller igennem deres praksis.

“Noget af det, jeg ser, er en generation, der genopdager værdien af håndværk og materialeforståelse og søger en tættere forbindelse til de processer og materialer, der ligger bag det skabte. Det, at arbejde med hænderne, står ikke i modsætning til det intellektuelle arbejde, men bliver tværtimod fundamentalt for måden at tænke, undersøge, udvikle og udfordre på.

Hos Grethe Sørensen er bæredygtigheden ikke en ny præmis, som hun forholder sig eksistentielt til i sin faglighed. Den har nærmest altid boet der. I måden, hun og hendes familie og flere af deres venner fra kunst- og designmiljøet valgte at leve deres liv.

”Min drøm var at etablere eget værksted og leve som væver af en håndværksmæssig produktion af unika-tekstiler. Det krævede plads, og vi var heldige at kunne købe en nedlagt skole sammen med nogle venner. Vi ønskede at leve et harmonisk liv tæt på naturen, hvor vi selv kunne bestemme retningen og farten – med stor miljøbevidsthed og økologisk levevis som en forudsætning. Vi ville så vidt muligt være selvforsynende med økologiske grøntsager, det fandtes jo ikke i forretningerne på det tidspunkt, så vi oprettede indkøbsforeninger, hvor vi kunne købe økologiske fødevarer i større mængder.

Mine tekstilprojekter udførte jeg i naturmaterialer. De første år spandt jeg råuld fra vores eget lille fårehold. Garnet solgte jeg igennem Frilandsmuseets butik. Dansk eller svensk hør foretrak jeg til vægtæpper og silke og uld til andre projekter. Med årene har min produktionsform ændret sig. Igennem de første 25 år har jeg afsøgt forskellige felter inden for vævning og altid søgt til grænserne i min udforskning af de kunstneriske muligheder – i komplekse væveteknikker, i vævede tredimensionelle former, i udnyttelsen af materialers iboende egenskaber, i trådskulpturer, i trådens egen tyngde eller trådens bæreevne, i indfarvningens gradueringsmuligheder osv.

I mine arbejder har der altid været en nøje sammenhæng mellem idé, udtryk, teknik og materiale, idet jeg udvikler den nødvendige teknik for at opnå det udtryk, jeg ønsker.

Siden 2000 er min væv blevet digitaliseret, så nu arbejder de traditionelle og digitale værktøjer sammen. Bomme og slagbord fungerer som de plejer i min håndvæv, mens vævens sædvanlige styringsmekanismer – skamler, skafter og tramper – er udskiftet med digital trådstyring. De første år gik med at tage den nye teknologi ind, lære redskaberne at kende og finde ud af at forholde sig til de mange nye muligheder.

Den digitale trådstyring og motivbehandling har givet mulighed for helt nye udtryk i vævet tekstil, der ikke tidligere har kunnet udføres på en væv. Motiverne i mit første store projekt ’Interferens’ fra 2005 kunne kun skabes i kraft af de digitale værktøjer. De glidende farveovergange i mit næste store projekt, ’Spor af Lys’ fra 2012, kunne ikke væves uden digital trådstyring og en selvudviklet metode til omsætning af motivet til en vævestruktur – og sådan er det fortsat den dag i dag.

Mange af mine projekter fra de seneste år er stedsspecifikke udsmykninger. Hele den kreative udviklingsproces, prøvevævning og udarbejdelse af vævefiler udfører jeg i mit eget værksted. Selve vævningen af det færdige tekstil udføres som unika-værker på en digital jacquardvæv på Textil Museet i Tilburg. For tekstilmuseet har bæredygtighed topprioritet, og de anvender de mest bæredygtige materialer på markedet på det givne tidspunkt, såsom økologiske bomuld og genanvendt polyester.”

Det starter med uddannelserne

En basal forskel mellem generationer er ofte uddannelsen og de ressourcer, der har været til rådighed. Det er nok ingen hemmelighed, at uddannelserne er blevet trimmet væsentligt siden Grethe Sørensen tog sin, ligesom der i dag stilles andre krav til erhvervsrettede praktikforløb og akademiske discipliner.

”Jeg gik på Kunsthåndværkerskolen i Kolding fra 1968-72. Skolen var nyoprettet i 1967, så jeg var på det andet hold, der tog afgang i 1972. Jeg havde da fået et grundlæggende kendskab til vævning og komplekse væveteknikker og udbyggede min viden via selvstudier, kurser og praktikophold med bl.a. damaskvævning og traditionel gobelinvævning,” fortæller hun.

Da jeg skulle vælge kandidatuddannelse, oplevede jeg, at mulighederne for at fordybe sig specifikt i tekstildesign var blevet færre i Danmark. Derfor søgte jeg til The Swedish School of Textiles, hvor tekstilet fortsat kan stå som omdrejningspunkt for designprocessen. Her var der plads til at lade tekstilet, materialet og de tekniske undersøgelser være drivkraften i processen og følge materialet og de tekstile teknikkers potentialer. Det betød, at værkets form, funktion og endelige kontekst ofte opstod gennem processen snarere end at være fastlagt fra begyndelsen.

Jeg ved ikke, om uddannelsesstederne eller tidsånden direkte har formet mine værker, men de har i høj grad formet min arbejdsmetode. Fokus på håndværk, materialeforståelse og værdien i at udfordre teknik, materiale og format med ønsket om at afsøge nye områder af det tekstile felt er blevet centrale elementer i min praksis. Mine værker udspringer ofte af en undersøgende proces, hvor det tekstile ikke blot er et middel til at realisere en idé, men selve udgangspunktet for at tænke og skabe.
Måske afspejler min uddannelsesvej også en bredere tendens i min generation.

Jeg er uddannet i en periode, hvor designuddannelser i stigende grad er blevet tværdisciplinære og konceptorienterede, og hvor fokus ofte har flyttet sig fra det specifikke håndværk til processer, strategier og tværfaglige samarbejder. Samtidig oplever jeg en voksende interesse for materialebaserede praksisser og tekstile håndværk blandt både designere og kunstnere.

For mig har det derfor været vigtigt at fastholde en dyb materialeforståelse og håndværksmæssig kunnen som fundament for det eksperimenterende arbejde. Netop i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse finder jeg et af de mest interessante steder at arbejde som tekstildesigner og tekstilkunstner i dag.”

Tekstilt comeback i en ny tid

Tekstil er tilbage som udtryksform. Både kunst- og arkitekturbiennalen i Venedig har de sidste to gange haft en overvægt af tekstile installationer og værker. Men hvor det tidligere ofte handlede mest om æstetik og historiske, kulturelle, politiske og eksistentielle referencer, er der i dag en anden og altoverskyggende præmis, som sætter de andre bag i køen: bæredygtighed og ansvarlighed. At skulle forholde sig til klimaet som en altoverskyggende nødvendighed kan virke snærende for enhver fri kunstnerisk vilje, men på den anden side har benspændet potentiale til at gøre en reel forskel på en klode, der har svært ved at trække vejret.

Og ser man på kunsthåndværket som det lange seje træk, hvor nøjsomheden altid har eksisteret som en måde at være i sin faglighed på, er klimapræmissen blot et ekstra lag ovenpå en i forvejen ret så fornuftig tilgang til materialer og forvaltningen af dem. Og når kompetent og smukt forarbejdet kunsthåndværk lander som værker i verden, bliver de der længe, fordi man knytter sig emotionelt til dem og ikke skiller sig af med dem uden videre – og falder derved ind i kategorien æstetisk bæredygtighed. (Læs også Den bæredygtige ting – en hyldest til det rå og foranderlige)

Tid er en underlig størrelse. Er tid en cirkulær proces? Et paradigmeskifte? Et sæt af koder, der er til for at blive brudt, udviklet eller omkalfatret? Måske, men tid er også konkret og levet liv, og de to tekstilkunstnere bruger begge deres tid på at blive dygtigere til deres fag hver dag. Emilie Palle Holm er i starten af sin karriere, mens Grethe Sørensen er i slutningen af sin. Hvad ser de som de vigtigste ting at give videre for Grethes vedkommende, og for Emilies at stræbe efter?

Grethe Sørensen siger:

”Det tekstile kunsthåndværk oplever fornyet interesse i disse år. På en måde minder det om 70’erne, hvor jeg begyndte som væver. Der var den samme store interesse for vores område, og der skete mange nybrud både nationalt og internationalt indenfor tekstilkunsten. Jeg håber, vi kommer til at opleve en lignende udvikling. Nutiden har brug for visionære, nytænkende og dygtige kunsthåndværkere, der arbejder direkte med teknikker og materialer. Hele mit liv har jeg arbejdet som væver og tekstilkunstner med unikatekstiler som det primære produkt. Det kan altså lade sig gøre at klare sig også i nutidens samfund, og det, håber jeg, kan være til inspiration for kommende kunsthåndværks-generationer.”

Men hvordan med arbejdsforholdene? Er det blevet nemmere eller sværere at være tekstilkunstner og væver i dag? Grethe Sørensen mener, at den unge generation har for få timer i værkstedet under uddannelsen.

”Jeg er glad for, at jeg har haft en bredere væveuddannelse end de har i dag. Det er begrænset, hvor meget de har sat en væv op. Det jeg hører fra de studerende, jeg af og til har besøg af på værkstedet, er, at de skal ud og opsøge mere viden efter endt uddannelse. De skal lære hele grundlaget for vævning. Det er en stor mangel, at den unge generation har så få værkstedstimer, hvor de har materialerne i hænderne og bliver dygtige til den analoge tilgang. Det er jo svært at kalde sig væver, hvis man kun har prøvet at sætte en væv op fire gange.”

Drømme for fremtiden

Emilie Palle Holm er som nyuddannet tekstilkunstner og kunsthåndværker bevidst om, at fremtiden har potentiale til at blive endnu bedre. At tekstilfeltets muligheder egentlig blot venter på at rykke op i et nyt niveau, der handler om at tage feltet langt mere alvorligt som innovationspotentiale. Hendes egen praksis, der udfordrer de rumlige elementer og perspektiver i kraft af hendes formeksperimenter på digitalvæven, er et af budene, der burde blive forsket endnu mere i.

”Mit arbejde er generelt centreret omkring væven som både et teknisk og kunstnerisk undersøgelsesfelt. Jeg arbejder med at udfordre vores forståelse af det vævede tekstil ved at undersøge, hvordan materiale, struktur og form kan udvikles simultant i væveprocessen. Gennem eksperimenter med udgangspunkt manipulation af i traditionelle væveteknikker undersøger jeg tekstilets rumlige og formtransformerende potentialer og søger at skabe nye æstetiske og strukturelle muligheder inden for det vævede tekstils univers.”

På spørgsmålene om, hvilke tanker hun gør sig for sin egen fremtid, og hvad hun håber for feltet, svarer Holm:

”Først og fremmest vil jeg gerne udfordre forståelsen af det vævede tekstils æstetiske format, tredimensionelle kvaliteter og dynamiske egenskaber. Vævning forbindes ofte med en todimensionel flade, men jeg er optaget af at undersøge tekstilets rumlige, dynamiske og formforandrende potentialer. I min egen praksis undersøger jeg, hvordan materiale, konstruktion og formgivning kan smelte sammen i én sammenhængende proces, hvor vævning og formning ikke er adskilte faser, men bliver ét og samme undersøgelsesfelt. Jeg ønsker at skabe værker, der inviterer til refleksion, æstetisk sansning og værdiskabende dialog, og som formidler det innovative potentiale og den taktile kvalitet i håndværket.

Historien på en ny måde

I tilfældet her synes det, som om tidens cirkel har slået et slag, der gør, at de to generationer er tættere på hinanden end tidligere. Måske fordi tiden igen er rundet af det nære, det autentiske og langsomheden – selvom det er skabt med digitalt væv, der, skal det tilføjes, kun kan komme så subtilt op i niveau, fordi udøverne ved væven kender den analoge vævepraksis så indgående, at man kan udnytte det digitale potentiale. Grethe Sørensen tilføjer:

”Der er ikke meget forskel på generationerne, når jeg tænker på Emilie Palle Holm. Det var så fint at møde en, der var så fokuseret og inde i, hvad det hele handlede om.
En, der forstod, hvad jeg sagde. Vi har et fælles mindset og en kærlighed til faget. Det gør mig glad indeni, når jeg møder et ungt menneske som Emilie.”

Grethe Sørensen har gennem de sidste mange år arbejdet på flere større, stedsspecifikke installationer blandt andet for Hermès i Paris og New York, og for hende er tekstilfaget en grundsten i verden:

”Vævning er et af verdens ældste håndværk og det er stadig i udvikling.
Arbejdet med tekstile materialer og strukturer er livsbekræftende. Faget rummer så mange kvaliteter, der er værd at bevare, videreudvikle og give videre – det er kreativt og menneskeligt arbejde, der involverer hjerne, hjerte og hænder – fra den let tilgængelige, enkle form for vævning til det dybt komplekse. Denne kreative proces har stor værdi i nutidens samfund, hvor mange arbejdsområder og funktioner overflødiggøres, automatiseres og overtages af robotter og AI. Her er det vigtigt at holde fast i de gamle håndværk, at fortsætte udviklingen og også gøre brug af de udvidede muligheder, der er opstået i kraft af de digitale redskaber, uden at miste den menneskelige kontrol.”

Grethe Sørensen fortsætter: “Jeg har igennem flere år arbejdet med bestillingsopgaver i form af stedsspecifikke vævede tekstiludsmykninger i Danmark og i udlandet. Det er utroligt dejligt at få stillet den type opgaver, men lige nu er der en tiltrængt pause. Og så skal jeg eksperimentere med egne projekter – som rumlige former skabt af de iboende spændinger i dobbeltsidede konstruktioner. Jeg har lyst til at blive ved med at arbejde og skal ikke på pension, selvom jeg er folkepensionist på papiret.”

Lyder det nørdet? Det er det, ligesom det også er helt igennem livsbekræftende. For selvom nærværende generationer er langt fra hinanden i alder, er de tætte i fagligt slægtskab og i lysten til at blive ved med at eksperimentere og skubbe til grænserne for deres fag og formåen. Optur!

Tema: Generationer og tidsånd

Hvad er samtidens kunsthåndværk og design rundet af? Hvordan formes en praksis af den tid, den opstår i? Hvordan lever den videre, når tiden ændrer sig?

Enhver generation af designere, kunsthåndværkere og formgivere arbejder i spændingsfeltet mellem arv og opbrud. De overtager teknikker, idealer og institutioner fra dem, der kom før, men må samtidig forhandle med deres egen samtid: værdier, kriser, teknologier og forestillinger om fremtiden.

I denne udgave af Formkraft undersøger vi, hvordan faglighed bevæger sig gennem generationer, og hvordan tidsånden sætter aftryk på både metoder, materialer og mindset.

Læs tema