I denne artikel vil jeg – med afsæt i to de projekter Community Walk og Becomings – argumentere for, at fællesskabende designprocesser udvider den gængse forståelse af co-creation; det er skabelsen af relationelle rum, hvor forskellighed, sanselighed og uforudsigelighed kan eksistere side om side.

Udvidelser af begrebet co-creation

Begrebet co-creation har de seneste to årtier været centralt i designforskning og innovationspraksis. Forskere som Liz Sanders og Pieter Jan Stappers har defineret co-creation som processer, hvor designere og brugere sammen udvikler idéer, produkter eller løsninger gennem dialog og vidensdeling (1). Denne tilgang har haft stor betydning for at demokratisere designfeltet og for at anerkende brugerens erfaringsbaserede viden som en væsentlig del af designprocessen.

Men hvor Sanders og Stappers’ forståelse primært fokuserer på menneskelige aktører og kommunikative samarbejdsformer, søger jeg i min forskning at udvide feltet mod en materielt-relationel og stedssensitiv forståelse. 

Det ikke alene mennesker, der samskaber; materialer, steder og stemninger fungerer som medskabende aktører, der former og transformerer oplevelsen af design produktet og/eller processen.

Denne udvidelse bygger på erkendelsen af, at design ikke blot er en planlagt aktivitet, men er kontinuerlige intra-aktioner. Design opstår i det, der sker imellem – i mødet mellem menneske og materiale, mellem intention og tilfældighed, mellem krop og sted. Fællesskabende design kan derfor ikke reduceres til et værktøj eller en strategi, men må forstås som lyttende praksisser; etisk engagement i det, der endnu ikke har fået form.

Fællesskabelsesprocesser befinder sig i et etisk-æstetisk spændingsfelt, hvor designeren må indtage rollen som lyttende vært. Denne lydhørhed er ikke passiv, men en aktiv sensibilitet over for medskabende deltagere, materialers potentialer, steders stemninger og de uforudsete hændelser, der altid opstår eller er tilstede i mellemværende rum – mellem mennesker, materialer og sted.

Community Walk – krop, materiale og relationer

For mig er beklædnings- og kostumedesign dialoger mellem det visuelle og det sanselige – mellem udtryk og indtryk. Jeg har altid været optaget af relationen mellem krop og materiale, og en central del af min praksis er at undersøge, hvordan de gensidigt former og påvirker hinanden. Jeg bruger ofte min egen krop som et aktivt designredskab – en måde at sanse beklædning indefra og erfare materialets potentiale gennem bevægelse.

Community Walk opstod som en naturlig forlængelse af disse kropslige undersøgelser. Med projektet ønskede jeg at udfordre mine egne grænser ved at flytte krop–klædningseksperimenterne ud i det offentlige rum og samtidig undersøge, hvilke relationer der kunne opstå, når en klædning fysisk forbandt mig til et andet menneske.

Den første udgave fandt sted under Metropolis-festivalen Wal(k)ing Copenhagen (2020), hvortil jeg havde skabte en gul, todelt heldragts-klædning, der forbandt mig til én person gennem strækbare forbindelser.

Over tolv timer vandrede jeg forbundet med tolv forskellige gæster – én time med hver af de tolv gæster – og inviterede dem til at initiere handlinger. Hver gæst bragte nye perspektiver, hvilket gjorde dem til unikke medskabere og medværter. Sammen med hver gæst undersøgte jeg, hvordan klædningen, vores bevægelser/handlinger og byens rytmer formede vores handlinger og oplevelser.

Klædningen udfordrede os til at strække os – mod hinanden, objekter, overflader og forbipasserende – og navigere i det uforudsigelige, som det offentlige rum altid rummer. Jeg erfarede, hvordan klædningens farve gjorde os synlige og sårbare, men samtidig skabte den strækbare materialitet et trygt og legende rum, hvor omgivelserne – søjler, træer, bænke og vind – blev en del af vores fælles koreografi.

Selvom vi var fysisk forbundet, var vores perceptioner af den fælles koreografi og reaktioner på omgivelserne ofte forskellige. Som vært måtte jeg lytte, sanse og navigere disse forskelligartede reaktioner og relationer, samtidig med at jeg selv blev kropsligt påvirket.

Fælles for oplevelserne var dog, at klædningens farve og strækbare materiale skærpede vores opmærksomhed – på os selv, på hinanden og på de steder, vi bevægede os gennem – på måder, ingen af os tidligere havde erfaret.

De fysiske spor af gæsternes handlinger

Siden den første udgave har jeg videreudviklet Community Walk til serier af stedsspecifikke og fællesskabsgenererende vandringer, hvor op til 24 gæster – 12 forbundne par – kan deltage. Til formålet har jeg skabt i alt tolv unikke klædninger: alle onesize, syet eller knyttet i en bred farvepalette af strækbare materialer. Vandringerne har fundet sted bl.a. på 15th Prague Quadrennial for Performance Space and Design (2023), SWOP Festival (2023) og Performing Landscapes (2025) samt i undervisningssammenhænge.

Børn og voksne har deltaget. Min erfaring er, at børn ofte helt intuitivt udforsker klædningernes muligheder (og begrænsninger), mens voksne deltagere kan være mere tilbageholdende – måske af høflighed, usikkerhed eller en frygt for at overskride klædningens eller mine grænser. Men når deltageren først hengiver sig til vandringen og til udforskningen af klædningen, opstår der ofte et åbent og legende fællesskab – ikke blot mellem de forbundne par, men i gruppen som helhed.

Man kan hævde, at Community Walk fastholder en klassisk designforståelse, hvor jeg som designer udformer det visuelle udtryk og planlægger vandringen. På den anden side, inviterer jeg altid deltagerne til at udfordre klædningernes grænser og til følge de kreative impulser, som opstår i mødet mellem materiale og sted.

Undervejs bliver klædningerne strakt, hevet, slæbt, viklet om objekter og mennesker – og efter hver vandring bærer de fysiske spor af gæsternes handlinger. Huller skal repareres, områder forstærkes. Og selv om jeg planlægger en rute, opstår der altid uforudsete situationer og møder, som forandrer vandringen. Ruten fungerer derfor mere som en åben ramme end som en fast plan.

En særlig lydhørhed for ressourcer

I hver udgave af Community Walk opstår der legende og undersøgende interaktioner mellem klædningerne, deltagerne og stederne. Modsat første udgave, betyder det, at der altid er flere par, at gæsterne kan ”gemme sig” i gruppen – synligheden og sårbarheden bliver dermed mindre ”pågående.” Derudover begynder parrene forbløffende hurtigt at interagere; ofte filtrer to eller flere par sig sammen i improviserede koreografier, hvor klædningerne bliver til hængekøjer, trampoliner, balancepunkter eller hvilesteder.

Hver gruppe fremkalder sine egne koreografier og relationelle dynamikker, hvor nogle par driver, andre følger, mens enkelte forbliver i kanten af gruppen. Det er sjældent tydeligt, om det er et eller flere af parrene, klædningerne, stedet eller stemningerne, der former det relationelle rum – men det er altid de relationelle dynamikker, der former vandringen og er den fællesskabende kraft.

Som i første udgave, deltager jeg altid som aktiv vært – lyttende og sansende. Jeg forsøger at tilpasse mig den specifikke gruppes rytmer og dynamikker, stedets stemninger og de uforudsete møder, der opstår undervejs. Lytning er en måde at blive til – sammen med gruppen og til at lade materialet, stedet og fællesskabet forme hinanden. Hver vandring lærer mig nye måder at bære, bevæge og forbinde mig med klædning og gruppen.

I Community Walk er leg og improvisation derfor ikke blot metoder, men etiske designgreb, der åbner rum for fællesskabende relationer mellem krop, materiale og sted. At skabe fællesskab kræver en særlig lydhørhed – eller rettere: lydhørheder i flertal.

Vi sanser forskelligt, og derfor må jeg, designeren og værten, konstant stemme og gen-stemme min sensibilitet i forhold til gruppen, stedet og stemningen. Denne åbne opmærksomhed er forudsætningen for, at det uforudsete – det vi endnu ikke ved – kan få plads i vores (kreative) undersøgelser af klædningen og vandring.

I Community Walk bevæger design sig fra at være en metode til at blive en væremåde: en praksis, der ikke søger konsensus, men kultiverer nærvær, omsorg og forskellighed som kreative ressourcer.

Becomings – tekstile forbindelser og materiale-lytning

Et af de store etiske spørgsmål i dag er, hvordan man som designer, kunstner – og som menneske – tager værtskab for de materialer, man anvender. Hvad vil det sige at tage ansvar for materialers liv, bevægelser og potentialer – også efter, at et værk eller produkt forlader ens hænder? Når jeg skaber et værk ud af tekstile materialer og sender det ud i verden, fortsætter materialerne med at virke, med at forbinde og forandre. På den måde er jeg ikke blot skaber, men også vært – for materialerne, for deres tidligere og kommende liv, og for de relationer, de sætter i bevægelse.

Becomings udspringer af dette spørgsmål – som undersøger af, hvilke fællesskaber der kan opstå mellem mennesker og materialer. Projektet bygger desuden videre på min kunstneriske ph.d. (2), der bl.a. er inspireret af Donna Haraways begreb making kin (3) – en idé om at skabe slægtskab på tværs af arter, materialer og tider. Slægts(fælles)skaber hvor hænder lytter, materialer taler og dialoger opstår.

I Becomings inviterer jeg deltagerne ind i et sanseligt og fællesskabende rum, hvor de bliver aktive medskabere i tilblivelse af et tekstilt værk. Intentionen – og håbet – er, at værket formes og omformes af deltagernes hænder og nærvær, og at det gennem deres engagement bliver et levende og foranderligt fællesskab(sværk) af kroppe, materialer og bevægelse.

I projektet arbejder jeg udelukkende med tekstile materialer, der bærer spor af tidligere liv. Nogle stammer fra kostumer, jeg skabte til Kitt Johnson/X-act-forestillingen Forum Humanum (2013), som jeg har klippet op og transformeret til garnnøgler. Sporene fra materialernes tidligere brug og/eller sammenhænge er måske kun synlige for mig, men de danner et erfaringsmæssigt og sanseligt grundlag for projektet. En central præmis er at give materialer mulighed for at indgå i nye relationer og betydninger i fællesskab med andre og samtidigt ære deres tidligere forbindelser.

Knuden er Becomings’ centrale gestus – både som konkret handling og som symbol på forbindelse og fællesskab. Deltagerne inviteres til at binde, løsne og strække knuder som en form for co-crafting, hvor materialet er aktivt deltager i processen. Knuden forbinder ender, men åbner også for nye relationer mellem hænder, kroppe, tekstiler og steder. Ved at binde og løsne bliver deltagerne en del af en levende, tekstil organisme i konstant bevægelse – et væv af midlertidige og varige forbindelser. Selv de mindste bidrag bliver spor i en åben proces, hvor værket hele tiden transformeres i takt med de nye fællesskaber, det indgår i.

Som designer og vært kuraterer jeg materialerne og rammerne, men uden at instruere. Jeg underviser ikke i, hvordan knuderne skal bindes, og jeg korrigerer ikke deltagernes handlinger. Jeg tilbyder en åben struktur, hvor udtrykket er til forhandling. Ved at afgive kontrol over form og resultat åbner jeg for deltagernes fortolkninger. Jeg placerer mig i rummet mellem mester og novice – et lyttende sted, hvor jeg nysgerrigt undersøger, hvad hver gestus, hver knude, hver binding, hver bevægelse kan lære mig.

Et værk i forandring

Becomings er ikke et værk i klassisk forstand, men en vandring mellem begivenheder og festivaler – en praksis i konstant bevægelse.
Projektet rejser fra sted til sted og samler spor, stemninger og fortællinger fra de fællesskaber, det møder.
Det begyndte i det små under et foredrag, jeg holdt på Danske Kunsthåndværkere og Designeres årsmøde i marts 2025, og har siden udviklet sig til deltagerinddragende performances, præsenteret bl.a. ved åbningen af udstillingen Denne Nye Verden – overvejende tekstil på Lundsgård Gods (april 2025), på Riga Performance Festival Startelpa (maj 2025) og på Fabrika Kbh-festivalen (oktober 2025).

Hver hver gentagelse dokumenterer sine egne møder og transformationer; værket er i konstant forandring og er mere proces end objekt. Det egentlige værk er selve skabelsen af rum, hvor fællesskab, sanselighed og omsorg kan tage form i mødet mellem mennesker og materialer.

For mig er Becomings en måde at lytte til det fælles på – ikke som noget givet, men som noget, der hele tiden bliver til gennem relationer, bevægelser og materialitet. Inspireret af Sara Ahmeds forståelse af orientering mod det ukendte (4) og Eva Skærbæks tanker om omsorg som relationel praksis (5), søger jeg et designbegreb, hvor at skabe og at tage vare på smelter sammen.

I Becomings bliver fællesskab og fællesskabelse ikke en struktur, men en tilblivelse – et taktilt-relationelt mellemværende, hvor mennesker og materialer væver sig ind i hinanden. Det er en langsom, lydhør praksis, hvor omsorg fungerer som et aktivt materiale, og hvor design ikke blot formes, men forbinder. Her bliver forskellighed og flerstemmighed ikke udjævnet, men får lov at resonere – som et åbent væv af relationer i stadig bevægelse.

Afsluttende betragtninger

At skabe fællesskab gennem design er for mig en vedvarende forhandling mellem at give plads og tage ansvar – et værtskab, hvor deling bliver både en etisk og poetisk gestus. I fællesskabelsen er det afgørende ikke blot at invitere andre ind, men at lade sig bevæge og forandre af det, der opstår imellem os. Værtskabets rolle er derfor ikke neutral; den kræver sensibilitet over for både de menneskelige og de mere-end-menneskelige aktører, som indgår. Det handler om at skabe betingelser for, at forskellige stemmer – menneskelige, materielle, stedlige – kan eksistere side om side uden at udlignes, men i stedet få lov til at resonere.

Denne forståelse af fællesskabende design bevæger sig dermed væk fra idéen om design som formgivning af et produkt og hen imod en praksis, der formes gennem relationer. Det fælles bliver ikke et mål, men en kontinuerlig tilblivelse – et taktilt-relationelt mellemværende og tidsligt felt, hvor omsorg, opmærksomhed og leg væves sammen. At lytte bliver en måde at være til på: en sanselig og etisk position, der forudsætter villigheden til at blive berørt, til at give efter for materialets og situationens stemmer.

I denne sammenhæng bliver værtskab et redskab til at kultivere åbne og polyfone rum, hvor forskellighed ikke opleves som brud, men som en nødvendig betingelse for fællesskaben. Legen og improvisationen fungerer som katalysatorer for uforudsete møder – steder, hvor fejl og tøven får værdi, og hvor designeren må give afkald på kontrol for at skabe mulighed for det nye.

At dele uden at udligne betyder således at insistere på den porøse og foranderlige karakter, som kendetegner ethvert fællesskab. Det fælles må holdes åbent, så både materialer, mennesker og stemninger kan bevæge sig og blive til på ny. I denne bevægelse ligger et håb: at design ikke blot kan formgive verden, men også være med til at holde verden åben og lydhør – for forandring, for omsorg og for endnu-ikke-erkendte måder at være sammen på.

Referencer

1. Liz Sanders & Pieter Jan Stappers, Convivial Toolbox: Generative Research for the Front End of Design, BIS Publishers, 2012.
2. Charlotte Østergaard. 2024. Crafting Material Bodies – exploring co-creative costume processes. D. Afhandling. Lunds Universitet. https://www.researchcatalogue.net/view/3184425/3184426
3. Donna Haraway. 2016. Staying with the Trouble – making kin in the Chthulucene. Durham and London: Duke University Press.
4. Sara Ahmed, Queer Phenomenology – Orientations, Objects, Others, Duke University Press, 2006.
5. Eva Skærbæk, Leaving Home? The ‘Worlds’ of Knowledge, Love and Power, Athena, 2009.
6. Karen Barad, Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning, Duke University Press, 2007.

Tema: Diverse kroppe

Kunsthåndværk og design er tæt forbundet til materialitet, sanselighed og det kropslige – både i værkernes iboende kvaliteter og gennem de hænder, der former dem.

Men hvilke relationer har kunsthåndværk og design til kroppen i dag? Er de anderledes end dengang Nanna Ditzel lod kroppen bevæge sig frit i sine møbellandskaber?

Hvilke nye potentialer viser sig, når samtidens udfordringer – sundhed, trivsel, klima og bæredygtighed – presser sig på? Hvordan kan kunsthåndværk og design styrke kroppes velbefindende og en kropslig forankring i materialerne?

I dette nummer udfolder Formkraft kropsligheden med flere blikke på kroppe og materialitet.

Læs tema