Foto: Maria Viftrup. Geofuturistisk Eksperiment. Fotograf Martin Kristensen

Et praktisk udgangspunkt

Som de fleste designere og kunsthåndværkere vil jeg insistere på, at verden har brug for sanselighed. Kroppen er mere end blot et transportmiddel for hovedet. Vi forstår vores verden gennem den måde, vi trives og føler os imødekommet af vores omgivelser på, og gennem sansning af de materialer, vi omgiver os med. Formgivningen kan derfor ses som et forsøg på at finde imødekommelse af de behov og længsler, der er i vores samtid, manifesteret i form gennem et materiale.

Jeg er selv uddannet fra teknisk skole i en tid, hvor forventningen var, at ”værket” kunne tale for sig selv, og vi satte derfor ikke mange ord på vores frembringelser. Det er noget anderledes i dag, hvor designuddannelserne har universitetsstatus, og hvor praksis, teori, metode og formidling går op i en højere enhed. Det perspektiv, jeg skriver ud fra, er derfor den erfaring, jeg har som praktiker og underviser gennem de seneste 15 år, hvor denne udvikling har fundet sted. Her har jeg på nærmeste hold fulgt fantastiske kommende udøvere af mit fag og oplevet, hvordan de konstant udfordrer det gennem nye udtryksformer og mening. Jeg er altså ikke forsker, men en passioneret praktiker, der ved noget om alt det, vi kan bidrage med.

Kunsthåndværkerens og designerens kompetencer – thinking through making

Professor og filosof Donald Schön, som forskede i praksis, anskuede formgivning som en samtale med det, han kaldte sagen, som kan forstås som en forhandling i den kreative proces med situationens materialer. I denne samtale vil situationen spørge, og den handlende vil svare. Derfor vil en god formgivningsproces altid være reflekterende.

”Når nogen reflekterer-i-handling, bliver vedkommende en forsker i praksissammenhæng. Han eller hun er ikke længere afhængig af den etablerede teoris og tekniks kategorier, men konstruerer en ny teori til det unikke tilfælde. (…) Han eller hun holder ikke mål og midler skilt ad, men definerer dem interaktivt, efterhånden som den problematiske situation defineres.”
(Schön, 2001, s. 67)

Som formgivere er vi trænet i at lede efter svar i en iterativ proces, hvor vi gennem eksperimenter med vores fags materialer, teknikker og metoder løbende analyserer, evaluerer og udvælger de muligheder, der viser mest potentiale i forhold til det, vi ønsker at bidrage til verden med. Magien i den kreative proces er netop, som Schön beskriver, at sagen svarer os tilbage og viser os nye muligheder, vi ikke kunne have tænkt os til fra begyndelsen.

Vi udvikler rammer og intentioner for vores undersøgelser, og denne afgrænsning sætter os fri til at eksperimentere, fordi den skaber et fokuseret afsæt.

Vi er eksperter i vores fags metoder, materialer, teknikker og redskaber og er optagede af at udfordre dem gennem eksperimenter, så de viser os nye muligheder, der også kan udfordre tidens industri og produktion.

Vi søger forståelse for den situation og kontekst, vores frembringelser skal give mening i. Derfor er vi nødt til at forstå og udvikle empati med brugeren og nøje overveje den oplevelse, vi ønsker, brugeren skal have i det sanselige møde med vores frembringelser.

Vi udvikler prototyper og anvender dem som dialogværktøj og et visuelt ”sprog”, hvorigennem vi kan teste, kommunikere med os selv og andre, og få feedback og nye indsigter.

Vi søger at komme med svar på de udfordringer, der er i vores samtid, og skabe humane, meningsgivendeprodukter, oplevelser og løsninger som svar på de mangler, vi identificerer som fx manglen på sanselighed i vores omgivelser.

Design og kunsthåndværk kan give form til visioner og ideer om det gode liv i vores samtid og fremtid og forholder sig altid med afsæt i et NU. Det var netop det, som fx William Morris, Bauhaus og Dansk Design gjorde ved at forholde sig kritisk til deres samtid. Heldigvis ser der ud til at komme mere fokus på vigtigheden af det gode håndværk med etableringen af projekter som den europæiske Homo Faber Guide, EU’s Craft Hub og EU’s vision for et nyt europæisk Bauhaus, som lyder således:

Initiativet New European Bauhaus er en opfordring til at vi i fællesskab forestiller os og skaber en bæredygtig og inkluderende fremtid med skønhed for øje, sind og sjæl. Det vil sige steder, praksisser og oplevelser, der er:

• Berigende: inspireret af kunst og kultur i respons på mere end blot funktionelle behov
• Bæredygtige: i harmoni med natur, miljø og planet 
• Inkluderende: som lægger op til en dialog på tværs af kulturer, fag, køn og alder

En af udfordringerne for, at vi som formgivere for alvor får indflydelse i vores samtid og fremtid er, at vi er nødt til at udvikle og engagere os på nye måder og træne vores kompetence til at formidle det, vi gør og kan bidrage med. Udgangspunktet er kunsthåndværkerens og designerens viden om kvalitet og holdbarhed og de nye metoder, vi udvikler gennem dyb faglig viden og kontinuerlig refleksion over, hvordan vi bidrager.

Vi skal vise, hvordan ideer om det gode liv, som EU’s vision lægger op til, kan finde en ny form og skabe mening og værdi ud over den materielle.

Vi skal ikke længere blot lade værkerne tale for sig selv, som da jeg blev uddannet.

Vi kan lære at formidle helt inde fra sagens kerne i maskinrummet, hvor magien opstår, bruge de platforme, der er til rådighed, og gøre dem til vores som invitationer til at forstå, hvad kvalitet er og kan være. Heldigvis er mange af vores kolleger godt på vej, og dem kan vi lære af.

Et godt eksempel er designeren Sara Martinsen, som med sit digitale opslagsværk Phytophilia skaber viden om, hvordan planter og plantefibre kan bruges æstetisk og praktisk i design og arkitektur.

Nutidens studerende er såkaldt digitale indfødte. En digital indfødt er født efter 1990 og er dermed vokset op med internet, smartphones og sociale medier som den naturligste ting i verden og nærmest en kropslig forlængelse af sig selv. De er vant til at formidle hverdagssituationer visuelt på sociale medier, være i kontinuerlig kontakt med omverdenen og få umiddelbar feedback. Det gør rigtig mange af dem derfor også med deres projekter. De laver film, når noget skal opleves i bevægelse, og stills, når noget skal opleves helt tæt. Derudover skelner de ikke mellem fagligt analoge og digitale teknikker og metoder, da det for dem blot er redskaber. Men vigtigst af alt: De har noget på hjerte og ønsker at skabe positiv forandring gennem deres fag.

Designer, kunsthåndværker og kunstner Maria Viftrup er er et godt eksempel på den nye generation, som i sit arbejde udfordrer fagets grænser, sanselighed, bæredygtighed, interaktion og formidling. Hun insisterer på nærvær, refleksion og relevans ved at undersøge, hvordan vi kan leve sammen. Hendes værker kan ses som et svar på Marianne Kroghs encyklopædi Connectedness fra 2021. I en omtale af encyklopædien skrev Statens Kunstfond:

”I en samtid med eksistentielle udfordringer for menneskeheden, er det essentielt, at vi undersøger, hvad der binder os sammen og søger efter muligheder for at genfinde og styrke den tråd, der binder os sammen som mennesker, som samfund og med naturen”

Hvordan gør man sin egen undren til andres?

Maria Viftrup arbejder med materialer i bred forstand. Hun er nysgerrig over for deres oprindelse, deres udbredelse i vores samtid, og hvordan hun kan dele og invitere andre ind i sin nysgerrighed ved at iscenesætte møder mellem materialer og publikum. Som tekstildesigner er hun trænet i at konstruere tekstile materialer. Gennem sin uddannelse har hun været en passioneret samler af materialer og ivrigt organiseret dem i arkivform. Hendes tilgange er modsat den traditionelt tekstilfaglige:

Hun skiller fundne tekstiler og produkters konstruktion ad og sætter dem sammen i nye former og strukturer i samarbejde med sit publikum. Herigennem inviterer hun dem ind i det sanselige møde med materialerne. I mange af sine workshops og udstillinger har hun gjort op med den traditionelle regel om, at tingene ikke må berøres, fordi det reducerer den taktile kropslige forståelse og afskærer deltagerens berøringssans og forståelsen af materialernes forskellighed.

Marias motivation er at bidrage til en mere bæredygtig fremtid og omgang med materialer. Hun skaber undring og refleksion over den køb og smid væk-kultur, hun er vokset op i, og søger at skabe holdningsændringer hos deltagerne gennem sanselige og iscenesatte interaktioner. Hun giver deltagerne en oplevelse af at kunne bidrage til at frembringe æstetiske objekter og værker.

Som det allervæsentligste sår hun et frø af nysgerrighed over for vores materielle verden og omgang med materialer og formår at få deltagerne til undre sig og selv at stille spørgsmål. Al forandring sker gennem dyb, kropslig erkendelse. Kun herigennem kan vi ændre vores holdninger og måske vores adfærd.

Tre projekter – tre forskellige tilgange til processen

Jeg vil her vise tre af Maria Viftrups projekter, som illustrerer hendes farve- og materialetilgang og æstetiske udtryk. Som designer indtager hun forskellige positioner i det enkelte værk: fra den, der skaber værkets samlede æstetiske udtryk, til rollen som facilitator, hvor hun skaber sammen med og gennem andre med afsæt i den tematik, hun ønsker at udforske.

I workshop- og udstillingsprojektet Temporary Archive of Objects Ecosystems fra 2018 undersøger hun, ”hvordan vi skaber og forbruger materialer og produkter”. Deltagerne bygger objekter, i alt 1.500 skulpturelle former skabt på 25 timer, som bliver til selve udstillingen. Maria har støbt bioplast-objekter i indsamlede fundne forme og udvalgt fibermaterialer.

Det sidste eksempel er Geofuturistic Experiment, der blev præsenteret på Klimafolkemødet i 2020. Her spurgte Maria deltagerne: Hvilke magter vil forme fremtidens (geologiske) fundament?

Spørgsmålet blev diskuteret i de fem timer, det tog deltagerne at skabe værket og gennemføre eksperimentet. Marias rolle som designer var at skabe koncept og rammer, udvikle de granulerede emner til materialer og invitere til kritisk dialog om fremtiden. De rammer, hun skabte, gjorde det muligt for deltagerne at være medskabere af et værk af høj æstetisk kvalitet. Gennem de farverige lag italesatte deltagerne desuden deres refleksioner over spørgsmålet og efterlod sig et yderligere spor ved at skrive disse refleksioner på værkets glasfront med hvid tusch.

Det er tydeligt, at Maria, med Schöns ord, reflekterer i og over sin faglige praksis og handling og arbejder som forsker i sin egen praksis. Hun har gjort sig uafhængig af faglige traditioners traditionelle teknik, stiller kritiske spørgsmål til situationen og holder ikke mål og midler adskilt, men definerer dem interaktivt.

Hun deler sin viden fra en faglig dybde og opdagelse af, hvem hun er i sit fag, og hun formår at se, høre og føle, hvordan hun fra sit eget perspektiv kan bidrage til nutidens udfordringer. Dette opnår hun ved at gøre sine egne erfaringer til en mulighed for, at andre, ikke-praktikere tilsvarende kan erkende og reflektere over vores materielle verden, og hvordan ting bliver til.

Hvordan kan kunsthåndværk og design skabe forandring?

Antropologen Tim Ingold skriver i introduktionen til sin bog Making fra 2013:

”Den eneste måde, man for alvor kan opnå viden om noget på – helt inde fra kernen af sit væsen – er gennem en proces af selvopdagelse. Reel forståelse forudsætter, at man vokser ind i tingene og lader dem vokse i en selv, så de bliver en del af, hvem man er. (…) For at lære må vi kort sagt se, lytte og mærke – lægge mærke til, hvad verden har at fortælle os.”

For os, der arbejder med kunsthåndværk og design, synes jeg, at der er en resonans og sandhed i Ingolds ord. Vi oplever kropsligt inde fra sagen, og vi har tilbragt uendelig lang tid med at vokse ind i vores fag ved at se, høre og føle, hvad ”verden” og vores eksperimenter har at fortælle os. Ad den vej udvikler vi os selv og vores fag. En kunsthåndværkers eller designers produkter, skabt gennem en lang praksis, kan ses som fysiske manifestationer af den indre udvikling og dialog, vi har haft med vores materiale og verden og udgør hermed vores intention og bidrag.

I en verden af evindelige Black Fridays og i et samfund med stigende ensomhed, angst, depression og stress er den måde, mange af vores medborgere kan finde kortvarig tilfredshed på, tilsyneladende et overforbrug af tøj og livstilsprodukter. Det ser ud til at fremstå som den eneste mulighed for at skabe sin identitet.

Vi har en mulighed for at genlære andre, hvad kvalitet er, igangsætte refleksion hos andre og stille spørgsmål til, hvordan vi kan invitere og involvere andre gennem vores fag. Vi kan også stille spørgsmål til, hvordan vi i traditionel forstand inviterer til sanselige oplevelser og interaktion med vores frembringelser – og om vi selv indimellem opretholder en distance ved i høj grad kun at invitere synssansen, når vi viser og udstiller vores arbejde. Kan vi måske lære noget af brugskunsten, hvor fx mødet med en smuk kop kalder på berøring og hermed en forståelse af materialets vægt og den måde, den lægger sig på i hånden?

Som Maria Viftrup kan vi vælge at stille nye spørgsmål til det, vi selv tager for givet, og spørge os selv, hvordan vi kan bidrage og involvere andre på helt nye måder. Vi kan skabe meningsfuld forandring nedefra, hvis vi ser det som en del af vores virke at genlære andre om kvalitet. Derigennem kan vi lære brugere at reflektere over og forstå, hvad kvalitetsprodukter er, og de processer, der ligger bag godt håndværk.  Vi kan som designere etablere nye faglige fora for vidensudveksling og eksperimentere med at finde nye måder at formidle vores viden på: hvordan intention, materialer, proces og kvalitet gennem form kan blive til fysiske udsagn om, hvordan vi anskuer verden, og hvad vi ønsker at forandre.

Interessen for håndens arbejde er i høj grad til stede for det langsommelige og det sanselige.

De unge generationer kaster sig ud online ”strikketutorials”, fordi de ikke har lært håndværket af tidligere generationer. Der skyder Re-pair-cafeer op i de store europæiske byer, og samtlige keramikkurser i Danmark må melde udsolgt efter kort tid. Socialøkonomiske initiativer som SheWorks og I Tråd med Verden integrerer kvinder af anden etnisk herkomst end dansk med de tekstile håndværk som fællessprog og skaber mening og mulighed for at bidrage gennem skabelsen af smukke produkter.

Vi kan reflektere over og stille nye spørgsmål til vores praksis.

Vi kan bruge sociale medier til at formidle og skabe opmærksomhed om vores arbejde – se dem som en mulighed for at få indflydelse og skabe opmærksomhed om kvalitet.

Vi kan overveje, hvordan vi hver især og sammen kan ”genlære” andre, hvad håndværk og kvalitet er, og herigennem, hvor meningsfuld og givende en kreativ proces er.

Vi kan forsøge at sætte ord på og stille spørgsmål til det, vi gør, og det, vi ved indefra processen, for vi er eksperterne i det, vi har skabt. Eller vi kan blive i den ”tavse videns” skygger og overlade ansvaret for formidling til andre.

Vi kan stræbe efter at skabe en fløjlsrevolution nedefra og inde fra vores fag, for vi har så meget at bidrage med!

Tema

Hvilken rolle spiller kunsthåndværkerne og designerne i det streamede samfund, når de taktile oplevelser bliver færre og den fysiske interaktion overtages af streaming, sociale medier og netshopping? Formkraft dykker ned i temaet Kunsthåndværk i en digital tid

Mere viden i Arkivet

I arkivet findes der yderligere information om emnet. Søg eksempelvis på:

reform af kunsthåndværkeruddannelserne

håndværk

industri

digital

materiel kultur