Artikel

Pixels, algoritmer og kunsthåndværk


Foto: Abstract_ af Bjørn Karmann, interaktionsdesigner, Julie Helles Eriksen, beklædningsdesigner og Kristine Boesen, tekstildesigner

 

”We touch things to assure ourselves of reality. We touch the objects of our love. We touch the things we form.”
– Anni Albers

Hvorfor nu indlede en artikel om kunsthåndværk og digitalisering med et citat af bauhausvæveren og tekstildesigneren Anni Albers? Slår man op i leksikonet, defineres kunsthåndværk som en symbiose mellem kunst og håndværk, altså formgivning af både udtryk og materialer, og også processen nævnes som central og styret af kunsthåndværkeren selv.

I denne artikel giver jeg eksempler på, hvordan digital teknologi har påvirket fremstillingen af kunsthåndværk, arbejdet med materialerne og formgivningen af disse. Fokus er på tiden efter årtusindskiftet og på, hvilken rolle uddannelsesinstitutionerne har spillet for udviklingen. Lad mig med det samme nævne, at når man først dykker ned i dette emne, er det noget af en rejse med uendeligt mange veje.

Derfor er artiklen blot en lille smagsprøve på en stor fortælling, og det er fuldstændig umuligt på udtømmende vis, at nævne de mange personer der har bidraget til den digitale udvikling af feltet. Jeg har valgt at give eksempler fra vævning og keramik. Det er to områder, der, også understøttet af uddannelserne, har taget de digitale redskaber til sig, gjort dem tilgængelige, udviklet med dem, udfordret dem og udviklet dem og som samtidig har været bevidste om at holde fast i fagligheden forstået som håndværksmæssig kunnen, kunstnerisk udtryk og bearbejdning af materialet.

Et vendepunkt

Da jeg begyndte på linjen for tekstilformgivning på Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen Kolding) i 1989, fyldte de digitale teknologier og redskaber ikke meget. E-mail, mobiltelefon og internet var ikke noget, vi kendte til, og nok var værkstederne fyldt med teknologi og redskaber, men det var hovedsageligt af den analoge og mekaniske slags. Jeg valgte hurtigt at specialisere mig i væv, og når jeg husker tilbage, så var der en computer, som vi kunne generere bindingstegninger på i et simpelt, men effektivt vævprogram.

Helt konkret ”slap” vi for at lave bindingstegninger i hånden, mens arbejdet med og ved væven var det samme som altid. I vævesalen var der en enkelt væv med elektronisk skaftestyring, hvor bindingstegningen kunne overføres direkte til væven. På overbygningen i 1992, kan jeg huske, at vi på Institut for Unika brugte temmelig lang tid på at indkøbe to computere til glæde for hele holdet, mens vi kiggede over på dem fra Institut for Visuel Kommunikation, der grådigt kastede sig over det digitale ved hver sin maskine. I perioden 1994-2001 havde jeg ikke min gang på uddannelserne.

Da jeg vendte tilbage – i første omgang som gæstelærer og siden som fast indslag – var der sket en mindre revolution. Væveværkstedet var nu præget af elektroniske skaftestyringer, og den enkelttrådsstyrede jacquardvæv havde gjort sit indtog. Sidstnævnte gav os mulighed for at styre hver enkelt kædetråd og dermed en anden adgang til fri mønsterdannelse, end vi ellers havde haft. For mig blev de digitale redskaber et vendepunkt, der gav mig mulighed for at arbejde mere intuitivt med vævning i forhold til både unikaarbejder, designopgaver og undervisning. Det blev en ny rejse med håndværket.

Da 3D printeren mødte leret

Print på todimensionelle flader samt print af tredimensionelle objekter har ændret sig radikalt i takt med udviklingen af og adgangen til de digitale redskaber. Generelt er 3D-printeren siden årtusindskiftet gået fra at være et dyrt og kompliceret højteknologisk redskab til at være overkommelig i pris og forholdsvis enkel at bruge. Det har betydet, at mange designskoler har investeret i værksteder med et udvalg af forskellige 3D-printere. Især de små prototypeprintere, der anvender PLA (bioplast) med lavt smeltepunkt er populære, men også printere, der kan printe med andre plasttyper, metal, kompositter og altså ler, har fundet vej til værkstederne.

Flemming Tvede Hansen
3D-printeren, som grundlæggende er en robotarm, der kan udstyres med forskellige redskaber. Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017
Foto: Kirstine Autzen

For kunsthåndværkere og designere, der i forvejen bruger 3D-tegneprogrammer er det oplagt at anvende 3D-printerne til både prototyper og færdige objekter. Et aktuelt eksempel her i januar 2022 er den nyuddannede møbeldesigner Mathias Falkenstrøm, der er med i tv-programmet ”Danmarks næste klassiker”. I programmet ser vi ham bruge sin egen 3D-printer til de prototyper, som han har udformet i et 3D-tegneprogram.

Hvis vi blot bruger de digitale redskaber til at effektivisere vores arbejde i værkstedet, går vi glip af det potentiale for faglig udvikling, som også ligger i værktøjerne.
Flemming Tvede Hansen. Samarbejdspartnere: CITA: Centre for Information Technology and Architecture, Kunstakademiet Arkitektskole (Martin Tamke, Esben Clausen Nørgaard, Henrik Leander Evers)
Flemming Tvede Hansen. Samarbejdspartnere: CITA: Centre for Information Technology and Architecture, Kunstakademiet Arkitektskole (Martin Tamke, Esben Clausen Nørgaard, Henrik Leander Evers)
Foto: Dorte Krogh

Jeg er nysgerrig på, hvad 3D-print har betydet for den klassiske kunsthåndværkerdisciplin keramik. I 2006 da keramikeren Flemming Tvede Hansen gik i gang med sit ph.d.-projekt ”Materialedreven 3D digital formgivning” på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi), var adgangen til 3D-printere på uddannelserne stadig ny, det var kostbare maskiner, og der blev hovedsageligt printet med plast.

I en samtale med keramiker Martin Bodilsen Kaldahl i tidsskriftet Kunstuff taler Flemming Tvede Hansen blandt andet om forskellen på at bruge computeren til at visualisere idéer og til i ph.d.-projektet at fokusere på de muligheder, de digitale værktøjer giver som selvstændig formgeneratorer.

Han peger også på muligheden for at arbejde ikke bare med teknikken, men også med udforskningen af de digitale redskabers potentiale i forhold til at udvikle sit kunstneriske og personlige udtryk som kunsthåndværker. Jeg kan nikke genkendende til dette fokus.

Hvis vi blot bruger de digitale redskaber til at effektivisere vores arbejde i værkstedet, går vi glip af det potentiale for faglig udvikling, som også ligger i værktøjerne.

Flemming Tvede Hansen slutter samtalen i Kunstuff med at nævne vigtigheden af, at fagenes nyudvikling understøttes af praksisbaseret forskning. En udvikling, der for alvor blev en realitet for faget keramik med flytningen af Designskolen til Holmen i 2011.

Flytningen gav mulighed for at nytænke værkstedet og den måde, der blev undervist på, således at den eksperimenterende tilgang til materialer nu kunne gå hånd i hånd med både traditionelle keramiske metoder og digital teknologi. Tankerne fra 2011 lever stadig. Blandt andet i den undervisning, der foregår nu, hvor de studerende på første år mødes omkring den eksperimenterende proces i værkstedet.

Tidsskriftet Kunstuff 2009 vol 3. Udsnit af samtale mellem Flemming Tvede Hansen og Martin Bodilsen Kaldahl. Find det på tidsskriftshylden eller i arkivet.

Der er mange holdninger til værkstedsundervisningen på uddannelserne. Kritiske røster sætter spørgsmålstegn ved, om skolerne er ved at miste det gode håndværk, i takt med at fokus skifter hen imod design og tværfaglighed og væk fra kunsthåndværk og disciplinerne.

Jeg ser de digitale redskaber som muligheder for, at vi kan udvikle kunsthåndværket og give det en stemme i en tid, der er præget af store omvæltninger. I min optik har kunsthåndværkeren brug for en eksperimenterende tilgang til og med håndværket.

Samtidig hilser jeg de kritiske røster fra feltet velkomne, da de er med til at skærpe den udvikling, der foregår på uddannelserne.

Praksisbaseret forskning og tværfagligt samarbejde kan skubbe til brugen og udviklingen af digital teknologi i klassiske kunsthåndværksdiscipliner.
Filigree Robotics blev vist på Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017
Foto: Dorte Krogh

Hvor Flemming Tvede Hansen i sit ph.d.-projekt måtte overføre det digitalt printede plastobjekt til keramisk materiale, er hans værk ”Filigree Robotics”, der blev vist på Biennalen for Kunsthåndværk & Design i 2017, et eksempel på den udvikling, der er sket med 3D-printere generelt, og den måde, der specifikt bliver arbejdet med dem på inden for keramik.

I ”Filigree Robotics” printes direkte med porcelænsler på et kurvet underlag ud fra en generativ algoritme, og resultatet er kniplinglignende keramiske objekter. Værket er efterfølgende glaseret og brændt. Der ligger en spændende nyskabelse i at printe direkte med porcelænsleret, men også det modellerede kurvede underlag og det generativt udviklede printmønster er en udforskning af de digitale redskabers formåen og af vores opfattelse af, hvad et keramisk objekt kan være.

 

”Filigree Robotics” er et keramisk værk, men det er også et praksisbaseret forskningsprojekt og resultatet af et samarbejde mellem to afdelinger på Det Kongelige Akademi i København, nemlig Keramisk Design og Center for Informationsteknologi og Arkitektur (CITA). Det er således også et godt eksempel på, hvordan praksisbaseret forskning og tværfagligt samarbejde kan skubbe til brugen og udviklingen af digital teknologi i klassiske kunsthåndværksdiscipliner, som her keramik.

en række testforsøg med forskellige overflader Foto: Kirstine Autzen
En række testforsøg med forskellige overflader til projektet "Filigree Robotics." Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017
Foto: Kirstine Autzen

Fra tramper til museklik

Den digitale udvikling af vævene har en længere historie end 3D-printning med ler. I 1802 patenterede Joseph Marie Jacquard et hulkortbaseret styresystem til væve, og i 1808 var jacquardvæven en realitet. I 1968 udstillede IBM den første jacquardvæv direkte koblet til en computer på HemisFair i Texas, i 1980’erne fik industrien adgang til elektroniske jacquardvæve, og endelig i 1995 var det håndvævernes tur, da Digital Weaving Norway sendte den enkelttrådsstyrede væv TC1 på markedet.

I 1998 landede den første TC1 i Danmark. Kunsthåndværkerne og væverne Grethe Sørensen og Lise Frølund skaffede midlerne, og væven blev placeret på Designskolen Kolding. De er begge blandt udstillerne på ”World Wide Weaving”, der netop fokuserer på værker udført på denne type væv, og som bliver vist i Kolding i foråret 2022.

Væven kunne benyttes af både studerende og professionelle og var umiddelbar at gå til, da den kunne læse filtyperne bmp, jpg og tiff, så længe de kun bestod af sorte og hvide pixels. Samtidig blev elektronisk skaftestyring mere udbredt på uddannelserne, og de digitale væve og væveprogrammer har spillet en stor rolle for den måde, der undervises i vævning på i dag.

Flere vævere kastede sig over udforskningen af mulighederne med den enkelttrådsstyrede væv. Kirsten Nissens projekt ”Håndens arbejde”, der blev vist på Biennalen for Kunsthåndværk & Design i 2004, er et godt eksempel på, hvordan et digitalt redskab kan inspirere til nye former for mønsterdannelse.

I et interview i Kunstuff 2004 siger Kirsten Nissen: ”Tekstilhistorien viser, at nye teknologier afføder nye produkter og nye udtryksformer. Derfor vil jeg undersøge, om computeren kan føre mig nye steder hen og skabe mønstre, som min fantasi ikke rækker til.”

Videre i interviewet fortæller hun, at hun har lavet en mønstergenerator, der danner vævemønstret ud fra blandt andet fysiologiske målinger under vævearbejdet. Værket blev vævet på TC1-væven på Designskolen Kolding.

Kunstuff 2004_3
Kunstuff 2004 vol 3. Find det på tidsskriftshylden eller i arkivet.
Som i eksemplet med ”Filigree Robotics” er både dyb faglighed og det tværfaglige samarbejde også her af afgørende betydning for at udforske de digitale redskabers muligheder til grænsen.
Bjørn Karmann, interaktionsdesigner, Julie Helles Eriksen, beklædningsdesigner og Kristine Boesen, tekstildesigner har sammen lavet projektet Abstract_

Grænseløse muligheder

I 2015 samarbejder en gruppe af studerende fra henholdsvis tekstil, beklædning og kommunikationsdesign på Designskolen Kolding om bachelorprojektet ”Abstract_ ”. I projektet var de optagede af at involvere slutbrugeren i designprocessen. De inviterede derfor potentielle brugere til at skrive en personlig tekst på computeren, samtidig med at et program tilkoblet webkameraet aflæste deres ansigtsmimik. Dette input genererede mønstre ud fra nogle parametre, som de studerende havde lagt ind i programmet. På den måde kunne de designe tekstiler til tøj, hvor vævemønster, strikmønster eller tekstilprint var baseret på slutbrugerens valg.

I projektet udnyttede og udforskede de tre studerende på forbilledlig vis de digitale redskaber, der var til rådighed på daværende tidspunkt. Som i eksemplet med ”Filigree Robotics” er både dyb faglighed og det tværfaglige samarbejde også her af afgørende betydning for at udforske de digitale redskabers muligheder til grænsen.

Abstract_

Digitale redskaber, håndens arbejde og finjusteret sanselighed

Det nyeste – og i denne sammenhæng sidste – eksempel på en kunsthåndværker, der kombinerer digitale redskaber med håndens arbejde, er Anne Mette Larsens udstillingsprojekt ”Toskaft fra højbedet” fra 2021. Anne Mette Larsen er grundlæggende interesseret i firkanter, farver og lærredsbinding i flere lag. Det er alt sammen elementer, man kan arbejde med på en traditionel skaftevæv, så hvad er det, hun får ud af at bruge de digitalt styrede væve, som hun har udforsket og arbejdet med siden nullerne?

Anne Mette Larsen. Fotograf Torben Eskerod
Anne Mette Larsen, Matrikel 4am, 50x109cm, 3 lag entrådet papirgarn indfarvet med indanthren. Vævet på en enkeltråds styret væv (TC-1) i 2020 på Statens Værksteder for Kunst. Værket er en del af projektet Toskaft fra Højbedet.
Foto: Torben Eskerod

Anne Mette Larsen kombinerer de digitale redskaber med sin faglige viden om at væve med mange partier og mange lag, at lave farveblandinger med tråde, at tilsætte ekstra bindepunkter og med en finjusteret sanselighed over for det udtryk, hun ønsker at få frem. Det giver nogle meget komplekst aflæselige værker, hvor simple de end er i deres udgangspunkt. Projektet viser, hvordan en dyb faglig indsigt i teknik og materialer kan udvikles yderligere ved hjælp af de digitale redskaber, der er til rådighed.

Det må være et spørgsmål om tid, før vi som en selvfølge indkøber og styler vores virtuelle universer med lækkert kunsthåndværk! Gad vide, hvad materialet og viden om fremstilling og forarbejdning af materialet kommer til at betyde i den forbindelse?

Hvad fremtiden byder på

I januar 2022 er computeren for længst blevet hvermandseje, og for de professionelle kunsthåndværkere er kendskabet til digital billedbehandling og formidling en selvfølge, ligesom computeren også bruges som designredskab på mange forskellige måder, både i kraft af avancerede designprogrammer og forbundet med digitale redskaber. Digitale redskaber som en 3D-printer til ler eller en enkelttrådsstyret væv er dog ikke hvermandseje.

I forlængelse af eksemplerne i artiklen er det værd at nævne, at Statens Værksteder for Kunst har flere forskellige væve med elektronisk skaftestyring samt en enkelttrådsstyret væv, og at Guldagergård, Internationalt Keramisk Forsknings- og Videnscenter, har en 3D-printer til ler. Fablabs og makerspaces med adgang til 3D-printere, lasercuttere, CNC-fræsere og anden digital teknologi skyder også op i alle større byer. Det er altså muligt som udøvende kunsthåndværker at få adgang til at eksperimentere og producere på de redskaber, man har mødt i sin uddannelse.

Eksemplerne i artiklen peger alle på, at faglighed og viden om materialer spiller en stor rolle for, hvad man kan gøre med de digitale redskaber. Men hvad mon det næste bliver?

Der er ingen tvivl om, at vi har meget til gode.

Der er ingen tvivl om, at vi har meget til gode. For eksempel 3D-printede tekstiler, der måske kan understøtte et mere bæredygtigt og ansvarligt materialeforbrug? Også virtuelle teknologier tordner frem inden for kunsthåndværk og design. Et lokalt eksempel er VIA Designs modeshows. I foråret 2020 fik man adgang til kollektionerne i et virtual reality-univers, og i foråret 2021 foregik det hjemme hos publikum selv via appen Sustain:ar.

Virtuelle teknologier blev også fremhævet på det seminar, der blev afholdt i forbindelse med Biennalen for Kunsthåndværk & Design i 2021, og på den internationale arena har vi set den første digitale kjole blive solgt til et meget højt beløb.

Det må være et spørgsmål om tid, før vi som en selvfølge indkøber og styler vores virtuelle universer med lækkert kunsthåndværk! Gad vide, hvad materialet og viden om fremstilling og forarbejdning af materialet kommer til at betyde i den forbindelse?

Anne Louise Bang, Docent, ph.d.

Anne Louise Bang er tekstildesigner og forsker i bæredygtighed og design på Forskningscenter for kreative erhverv og professioner ved VIA University College. Bangs forskning er praksisbaseret og eksperimenterende med udgangspunkt i forskning-gennem-design. Hun interesserer sig for bæredygtighed, tekstil og dialogen mellem mennesker med udgangspunkt i fysiske materialer og sanselighed.

Kilder

Albers, A. (2017). On Weaving: New Expanded Version (s. 44). Princeton University Press.

Gelfer-Jørgensen, M. (2014, 6. juli). Kunsthåndværk (Craft). I Den Store Danske.

Hansen, F. (2010).  Materialedreven 3d digital formgivning: Eksperimenterende brug og integration af det digitale medie i det keramiske fagområde. Danmarks Designskoles Forlag.

Kaldahl, M. (2009 vol 3). Computeren og leret. Kunstuff , s. 20-24.

Kig med indenfor på SuperFormLab – Designskolens nye laboratorium for keramikdesign og 3D-formgivning. Det Kongelige Akademi. (2012, 15. marts)

Wallach, M. (2021, 27. september). Flemming Tvede Hansen og Maria Sparre-Petersen. Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Liquid Life.  Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017. Katalog udgivet af Danske Kunsthåndværkere & Designere.

Hansen, F. T.  Projects.

Møller, M. (2020, 7. maj). Joseph Marie Jacquard. I Den Store Danske.

Bang, A., Trolle, H., & Larsen, A. (2016). Textile illusions: Patterns of light and the woven white screen. I N. Nimkulrat, F. Kane & K. Walton, (red.). Crafting textiles in the digital age (s. 48). Bloomsbury.

Works woven on TC1&TC2 on display in Denmark! Digital Weaving Norway.

Bang, A., Trolle, H., & Larsen, A. (2016). Textile illusions: Patterns of light and the woven white screen . I N. Nimkulrat, F. Kane & K. Walton(red.). Crafting textiles in the digital age (s. 50-51). Bloomsbury.

Mangfoldighed. (Biennalekatalog). Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2004.

Schultz, M. (2004 vol 3). Håndens arbejde i en teknologisk tid. Kunstuff , 12-15.

Abstract_ customized fashion

Larsen, A. M. (2021). Toskaft fra højbedet

Gå på opdagelse i billeder og film fra de studerendes kollektioner: VIA University College.

Larsen, K. R. Hvad vi tager med fra TAKEAWAY? Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021

Iridescence. The Fabricant.

 

Mere viden i Arkivet

I arkivet kan du søge i tidsskrifter fra 1948 til 2009 samt i de nye udgivelser på Formkraft. Søg eksempelvis på

Jacquardvæv

Designuddannelser

Digitale redskaber

 

Tema

Kunsthåndværk i en digital tid