Hånden, hjertet og hjernen

Maria Lind læner sig op ad tre nøglebegreber, når hun planlægger udstillinger. Et af dem hedder ”den kritiske zone”, et andet kalder hun for ”kvinder i nord.”

Den tredje tematiske tråd, der væver sig gennem det meste af den kunst og det kunsthåndværk, som Maria Lind vælger at præsentere på Kin museum för samtidskonst i Kiruna, er ”hånden, hjertet og hjernen.” Det er ikke nok med hjerne og hjerte, hånden spiller en vigtig rolle.

”Kunsten er ofte en seismograf, der opfatter bevægelser i samfundet, inden andre registrerer, at der er gang i en bevægelse. De seneste 25 år har kunsten haft en øget interesse for håndværk og håndens arbejde. Det handler om træ, tekstil, keramik og glas, som får mere plads i samtidskunsten,” siger Maria Lind og peger på en mulig årsag til udviklingen.

”Jeg tror, at kunstnerne mærker, at det bliver vigtigere og vigtigere at kunne fremstille noget selv. Vi får at vide, at det digitale kan ordne alt for os og løse alle vores problemer, men i stedet bør vi fokusere på at fastholde håndværkskundskaber og udvikle dem. Det er en overlevelsesteknik og en reaktion på den immaterielle digitale verden.”

Grav hvor du står

Det virker naturligt at tale om overlevelse, når man befinder sig i Kiruna. Den svenske mineby er selv delvist truet af sammenstyrtning som følge af de omfattende underjordiske mineskakter, der i generationer blev gravet ind under byen i jagten på jernmalm. For nogle år siden blev det besluttet at flytte byens indbyggere fire kilometer væk og skabe et nyt Kiruna på sikker afstand af truslen om sammenstyrtning.

Flytningen fødte i 2018 bl.a. et nyt rådhus tegnet af Henning Larsen Arkitekter, og inde i denne nye offentlige bygning findes også Kin museet för samtidskonst. Kirunas placering betyder en hel del for Maria Linds arbejde som kurator på et af verdens nordligste kunstmuseer, hvor hun har været chef siden 2023.

Det unge museum ejes af både den lokale kommune og Region Norrbotten, som dækker den nordligste fjerdedel af Sverige. Området er 20 procent større end Østrig, så der er meget land at overskue.

”Vi skal være en samlende institution og opbygger både en samling og arbejder ud fra det princip, som forfatteren Sven Lindqvist formulerede i 1970’erne: Grav hvor du står. Samlingen spejler museets arbejde. Vi shopper ikke kunst på gallerier,” fortæller Maria Lind via Zoom.

”Vi fletter det lokale, det regionale, det nationale og det internationale sammen. Alle dele skal være i spil på museet. Desuden er det vigtigt, at vi arbejder med kunst af højeste kvalitet. Det, vi udstiller, skal være sofistikeret, komplekst og stille spørgsmål, der kalder på udfordrende svar.”

Findes der et publikum til sofistikeret og kompleks kunst i Kiruna, en by med 18.000 indbyggere?

”Ja, det findes overalt. Det handler ikke kun om kunsten, men om hvordan man formidler den. Vi er gået fra 3.500 besøgende i 2023 til 13.000 i 2024. Det er meget godt i en by af Kirunas størrelse. Jeg plejer at sige, at vi vil være den generøse spydspids og vise fremsynet kunst på en imødekommende facon.”

At arbejde kuratorisk

Det er ikke kun folk fra byen, der kommer på Kin. Kiruna er en turistdestination med adgang til storslået natur, ægte vintermørke og midnatssol om sommeren. Maria Lind understreger, at mange lokale er kulturinteresserede og møder op i stort tal til udstillinger, workshops og foredrag. Museet har også sat gang i et residensprogram for svenske og internationale kunstnere, som får mulighed for at lave research i regionen.

Det internationale har fyldt meget i Maria Linds egen karriere. Hun har tidligere arbejdet som kurator på bl.a. Moderna Museet, chef for Kunstverein München, leder af masteruddannelsen for kuratorer på Bard College i New York og Tensta Konsthall i en forstad til Stockholm. Hun kom til Kiruna fra et job som kulturråd ved den svenske ambassade i Moskva. Når hun skal beskrive sit arbejde, foretrækker hun den engelske formulering working curatorially.

”At være kurator er ofte et håndværk. Man låner værker, hænger værkerne op og skriver om kunst, og det er vigtigt. At arbejde kuratorisk er mere sammensat. Det handler om at forbinde stedet og tiden med aktuelle spørgsmål inden for kunsten. Når man arbejder kuratorisk, er målet ofte at skabe noget, der ikke bare bekræfter den eksisterende orden. Sådan har jeg tænkt på mit arbejde siden århundredeskiftet.”

Du arbejder i et hjørne af Sverige, som har tradition for aktivistisk kunst. Der er f.eks. stærke alternative musikscener i Luleå og Umeå. Hvordan påvirker aktivisme dig og museet?

”Jeg er stadig ny i området og har kun boet i Kiruna i halvandet år. Jeg er ved at lære de lokale bevægelser at kende. Men der findes en politisk progressivitet i regionen, som jeg sjældent støder på i det sydlige Sverige. Folk har en bevidsthed om, at verdenssituationen er akut. Der er kort vej til Rusland, Finland og Norge. Naturen fylder meget, og Kiruna ligger i hjertet af den svenske side af Sápmi, urfolket samernes land. Her er også en finsktalende minoritet, der lige som samerne historisk er blevet dårligt behandlet af den svenske stat.”

På Kin kan man for tiden se en udstilling, som griber fat i nogle af disse regionale tråde. Kunsthåndværkeren og kunstneren Katarina Spik Skum har skabt sin egen version af same-design og opbygget en installation inspireret af indretningen i et samisk hjem/telt.

”Det er et møde mellem det lokale og noget større. Katarina er samisk duojar og arbejder med doudji, som er samernes kunsthåndværk. Hun er inspireret af sine bedsteforældre og giver et bud på konceptuel indretning. Der er siddesække, puffer, borde med mere. Det meste har hun selv lavet, andet har hun dekoreret eller skabt i samarbejde med andre kunsthåndværkere. Det er blevet til en kollage, der bygger på traditionel doudji, som hun giver en personlig twist, så det ikke bare er en gentagelse af traditionerne,” forklarer Maria Lind.

Doudji bruges normalt til at skabe ting, der skal anvendes og ikke stilles på piedestal på et museum, men Kin har købt Katarina Spik Skums værk til sin permanente samling. Maria Linds kuratoriske rolle består i dette tilfælde i at sætte gang i processen og skabe rammerne for, at kunstnerens arbejde kan udfolde sig.

”Det begyndte med en invitation fra Bogmessen i Göteborg, som i 2024 ville have Sápmi som et fokusområde. Vi blev bedt om at være med til at skabe deres montrer til messen. Først stod installationen dér, så kom den til vores museum, hvor den skal bo fremover, hvilket er fantastisk.”

Folkeoplysning 2.0

Er det vigtigt for dig, at publikum kan lide det, som I viser på Kin?

”Det er vigtigt, at de opfatter vores udstillinger som væsentlige. De behøver ikke omfavne dem eller synes, at de er gode. Jeg tænker aldrig på, hvad de besøgende vil mene om en udstilling. Mit fokus er på at vise ting, der vigtige og nødvendige i tiden.”

En del af dette arbejde inkluderer at holde kontakt til regionens kulturinstitutioner. Kin ligger måske nok langt fra andre ”fine” museer, men til gengæld er Norrbotten rig på kunstforeninger og folkelige bevægelser. Maria Lind er i gang med at forstærke samarbejdet med aktører uden for museets vægge.

”Det har interesseret mig siden 1990’erne, og det skal vi gøre mere ud af på Kin. Udover mange interessante kunstnere har flere kommuner i regionen kunsthaller, som ikke drives professionelt, men af lokale kunstforeninger. Det er ”glade amatører”, og mennesker som virkelig brænder for kunst. Dertil kommer museer som Sølvmuseet i Arjeplog, som har en fantastisk skat af samisk sølv, eller Gällivare Kulturmuseum, der ligger midt i en gammel mineby og rummer en unik samling af strejkekunst.”

Maria Lind forklarer, at der blev doneret en masse kunst fra nær og fjern i forbindelse strejkerne i 1969/70, da minearbejderne i flere byer nedlagde arbejdet og protesterede mod dårlige arbejdsforhold. Værkerne blev solgt for at skaffe penge til strejkekassen. Her var hånden, hjertet og hjernen i aktion. Det, der blev tilovers, findes i dag på Gällivare Kulturmuseum, som den nysgerrige kurator har et godt øje til. Den slags historier er vigtige for regionen, hvor Kin hører til.

”Vi har brug for folkeoplysning 2.0. Det gælder alt fra Grundtvigs idéer om folkehøjskoler til individuel og kollektiv frigørelse gennem uddannelse. Jeg vil gøre kunsten tilgængelig for flere, men samtidig fastholde integriteten for kunsten og kunstnerne,” siger Maria Lind.

På spørgsmålet om, hvorvidt bæredygtighed og inklusion er en del af den opgave, svarer hun, at Kin ikke skal lave udstillinger målrettet særlige grupper i samfundet, men snarere sørge for formidling af kunsten og kunsthåndværket, så den kommer ud til dem, der kan finde museets aktiviteter interessante og vækker nysgerrighed. Den samme filosofi gælder for kunstnernes forhold til bæredygtighed, som hun heller ikke stiller krav til.

”Inklusion er et besværligt begreb og fænomen. Hvem stiller krav til hvem, og hvad skal inkluderes og hvordan? På Kin forsøger vi at udvikle andre metoder, som skaber forskellige kontaktflader og deltagelse.”

Tema: Kunsthåndværkets scener

Formkraft rækker blikket mod kunsthåndværkets udstillingssteder og kuratorer. Hvilke steder viser kunsthåndværk? Hvordan kurateres værker? Hvad er udfordringerne, mulighederne og manglerne? Branchen efterlyser en kunsthal, der i højere grad giver plads til samtidens kunsthåndværk og design og med en stærk formidling.

Artikler udgives løbende.

Læs tema

Læs også…