Sissel Wathne indsamler råmaterialer. Norge
Feltarbejde på Storwartz, med indsamling af materialeprøver. Fotograf Tom Gustavsen
Samtale

Råmaterialernes grænseland


Ingrid: Hvilken betydning har grænser haft for dig som keramiker?

Sissel: Jeg har nok altid været interesseret i at arbejde både med og imod forskellige grænser. Jeg er født og opvokset i Danmark, og jeg bærer med mig en stærk arv fra danske design- og håndværkstraditioner. Da jeg var i teenageårene, lærte jeg af min mormor, der var keramiker, at bruge naturmaterialer som sand og muslingeskaller. Som ung arbejdede jeg for Bodil Manz (f. 1943), og hun lærte mig at søge materialernes grænser. Manz udviklede en særlig teknik til at skabe meget tynde cylindre, som let kan kollapse i ovnen – og som netop under de højeste temperaturer opnår en helt unik materialeæstetik.

Første gang jeg blev opmærksom på grænserne mellem de forskellige traditioner og discipliner, var på Glas- og Keramikskolen på Bornholm. Her oplevede jeg, at funktionel keramik i Danmark bevægede sig inden for industriens rammer, og på den tid var selv den mere konceptuelle keramik draget mod perfektion, hvor uregelmæssigheder ofte bliver set som fejl.

Min største inspiration ligger fortsat i de allerførste erfaringer, jeg gjorde med mine råmaterialer.

Da jeg videreuddannede mig som keramisk designer på Royal College of Art i London, mødte jeg et internationalt, designorienteret keramikmiljø, hvor industriel produktion stod centralt. Dette skabte et særligt indblik i masseproduktionens verden, der for mig endte i et arbejde imod de disciplinære grænser; jeg var en af de få studerende, der ikke omfavnede teknologiens muligheder.

 

Mine uddannelser har skabt et fantastisk fundament for mit nutidige arbejde, dog ligger min største inspiration fortsat i de allerførste erfaringer, jeg gjorde med mine råmaterialer. Sammen med min mormor gik vi langs de danske strande, hvor vi samlede det, vi kunne finde. Dette har for mig forbundet materialitet med sted, og råmateriale med geologi. Og i lighed med Manz har jeg videre undersøgt materialernes potentiale og grænser, men på en ganske anden måde.

Sissel Wathne. Storwartz glasuren.
Sissel Wathne bearbejder jernholdige råmaterialer fra Storwartz gennem rens, tørring, kalsinering, knusning og sigtning. Med disse materialer har Wathne udviklet en Storwartzglasur.
Foto: Wathne Studio

 

Ingrid: Grænserne i designfeltet og kunsthåndværksfeltet har udviklet sig betydeligt gennem de år, du har arbejdet i feltet. Hvilke ændringer har været vigtige for din praksis?

Sissel: I de seneste år er bæredygtigt design gået fra at være et emne til at blive en uundgåelig hverdagspraksis. Designere har altid haft en nysgerrighed over for nærmaterialer, men i de seneste år har designfeltet i højere grad forsøgt at finde bæredygtige løsninger for, hvordan materialer kan udnyttes på en bedre måde.

I min rolle som håndværker og kunsthåndværker har jeg altid tænkt, at keramisk masseproduktion mangler de særlige materialekvaliteter, der faktisk findes i keramik. Min erfaring er, at kunsthåndværkere besidder en helt særlig materialekundskab gennem håndværk og tid, hvilket ofte er designernes udfordring. Hvis designere og håndværkere kunne arbejde tættere sammen, tror jeg, at vi kunne gøre store fremskridt på flere områder, især inden for bæredygtig produktion. I dette krydsfelt opstår der spændende resultater. Jeg har lært meget fra designfeltet, især når det drejer sig om at sætte brugeren i centrum.

Ingrid: På hvilken måde?

Sissel: Designfeltets styrke ligger i en udadvendt praksis med fokus på bruger, behov og ansvarlige funktionelle løsninger. Jeg tænker meget på relationen mellem mine hænder og brugerens hænder. Mit arbejde består af objekter, der kan bruges.

Ingrid: Tænker du på din produktion som ”brugskunst”, eller har du en kunstnerisk praksis?

 

Sissel: Det centrale i mit arbejde ligger i at skabe en fysisk sanselig fortælling. Min kunstneriske praksis er baseret på materialeforskning, med formidling gennem prøver, kartoteker og stedsspecifikke objekter.

Jeg undersøger brugsobjekters potentiale som fortællende medie – og jeg ønsker, at hver kop, skål og tallerken får et liv uden for mig, værkstedet og gallerirummet. Hver enkeltdel indgår i en serie, og hver serie indgår i et konceptuelt projekt, som er både procesorienteret og forskningsnært.

Sissel Wathne.
Under et 3 års Stipendiatprojekt for Norsk Håndverksinstitutt har Wathne forsket i lokale råmaterialer på Røros og udviklet glasurer, der afspejler landskabet, historien og geologien i området.
Foto: Tom Gustavsen

 

Ingrid: Det procesorienterede er essentielt for designfeltet. På Arkitektur- og Designhøgskolen i Oslo er der for eksempel fire studieretninger på designlinjen, men kun industrielt design omhandler fysiske objekter. På de andre fagområder – systemorienteret design, servicedesign og interaktionsdesign – producerer designerne ikke fysiske objekter, men skaber relationer mellem forskellige systemer.

Sissel: Selvom der er forskellige tilgange, er både kunstfeltet, håndværk og design procesorienterede fagfelter. Jeg er især interesseret i grænserne mellem det uforudsigelige og det planlagte. Som keramiker må man planlægge godt, og jeg gør altid grundige forundersøgelser. Fra kunstfeltet har jeg med mig en konceptuel tilgang til materialer, sted og historie – en kunstnerisk forskning. Men selvom jeg altid arbejder grundigt med forundersøgelser, er sanserne og det øjeblikkelige meget vigtigt for mig. Mine samarbejder med forskellige virksomheder, f.eks. restauranter, kræver også en forudsigelighed i produktionen af ensartede brugsobjekter. Serierne er således konceptuelle og i mange tilfælde også mere standardiserede, mens enkeltdelene i serierne er mere uforudsigelige. Enkeltdelene bærer spor efter mine råmaterialer og mine hænder; her findes både ujævnheder og spor efter produktionsprocessen. Jeg arbejder procesorienteret – men i samspil med naturmaterialernes processer – for at forene standardisering med det uforudsigelige.

Ingrid: Du har været stipendiat på Norsk håndverksinstitutt. Hvordan har perioden med forskning påvirket din praksis?

Sissel: I min stipendiatperiode har jeg udviklet en eksperimenterende tilgang til mine råmaterialer. Min arbejdsproces starter altid med forskning. Jeg fordyber mig i kulturarv, lokale historier og geologi, og jeg taler med forskellige fagpersoner for at lære om det område, materialerne stammer fra. Gennem stipendieperioden arbejdede jeg sammen med geolog Knut Wolden for at udforske Røros landskab.

Røros blev sat på UNESCOs verdensarvsliste på grund af kobber- og kromminerne fra 1700-tallet, som havde stor betydning for økonomien i Danmark-Norge. Jeg har undersøgt geologien og naturmaterialerne i området samt de affaldsmaterialer, udvindingen medførte. Jeg samarbejder med lokale myndigheder for at finde ud af, hvilke naturressourcer og affaldsprodukter jeg kan bruge. Men arbejdet ændrer karakter, når jeg er ved drejeskiven. Her forsøger jeg at gøre historierne og materialerne sanselige.

Ingrid: Ler er en naturressource. Som keramiker bruger du naturressourcer til at skabe nye ting. Ifølge Plinius den ældre (23 – 79) har udvinding af naturressourcer to formål. I hans hovedværk, Naturhistorie, skrevet for næsten to tusinde år siden, foreslår han, at det at grave i jorden efter mineraler – altså minedrift – enten har til hensigt at forbedre menneskets livskvalitet eller at tilfredsstille et æstetisk ønske om ornamentik og luksus (1). Ved hjælp af moderne teknologi har mennesker i hovedsageligt vestlige lande behandlet jorden som det, filosoffen Martin Heidegger kalder “en stående reserve.” Det vil sige, at vi behandler naturressourcerne som en uendeligt tilgængelig ressource, som vi har gjort uløseligt knyttet til industrialiseret kapitalisme (2). Hvad er dit forhold til udvinding af naturressourcer?

 

Sissel Wathne. Rørås
Røros kobberverk og landskab er indskrevet i UNESCOs verdensarvsliste og består af signifikante kulturminder. Derfor er det altid med tilladelse fra myndigheder og i samarbejde med geolog, at Sissel Wathne indsamler råmaterialer.
Foto: Tom Gustavsen

Sissel: Når jeg er ude at arbejde i landskabet, finder jeg ro; jeg oplever en dyb glæde i naturen. For mig er indsamlingen og bearbejdningen af naturens råmaterialer en håndgribelig måde at forstå verden på. Det skaber en dyb materialeforståelse i mit arbejde som keramiker.

Jeg ønsker at distancere mig fra hastværk, og jeg ønsker, at min praksis skal gøre en forskel. Men min interesse for traditionelt håndværk og naturens processer er ikke baseret på romantiske idealer. Jeg er dybt bekymret for, hvordan vi i vestlige lande hurtigt nedbryder naturen, men jeg er også nysgerrig og håbefuld for, hvilke muligheder teknologien kan bringe i fremtiden. I mit arbejde med råmaterialer i Røros forholder jeg mig til en historisk minedrift, der har efterladt sår og en stor forurening i landskabet. Med vejledning fra miljøkonsulent og geolog og med tilladelse fra myndighederne indsamler jeg små mængder fra særligt udvalgte steder, f.eks. ved flodbredder, hvor forureningen fra mineindustrien aflejres. På denne måde skåner jeg kulturminder og giver restmaterialer ny betydning.

I dag er overflader ikke kun en flade, men snarere en form for proces, som vi ofte ikke har kontrol over.

 

Ingrid: I sin nyeste bog, Imagining for Real, spørger antropologen Tim Ingold: “What if surfaces are the real sites for the generation of meaning?” (3) Overflader bliver ofte overset i vores visuelle kultur. Når vi ser meget tæt på en overflade – for eksempel på en husvæg, en regnjakke, en iPhone-lader eller en kaffekop fra IKEA – er globale relationer, magt og uret en del af overfladen. De fleste mineraler kommer fra global minedrift i det Globale Syd, hvor der ofte er fare for liv og sundhed for arbejdere og lokalbefolkning. Når vi ser på en af de mange menneskeskabte overflader, vi er helt omfavnet af i dag, er denne globale uret en del af overfladen.

I dag er overflader ikke kun en flade, men snarere en form for proces, som vi ofte ikke har kontrol over. Men i keramik er det på overfladen, at mening finder sted; jeg mener, at samfundet har noget at lære af keramikken, som lægger stor vægt på overfladen.

 

Sissel: I de seneste år har jeg været særligt interesseret i overflader og glasurer. En overflade er også en form for grænse. Overfladen på en kop, en tallerken eller en skål er mødepunktet mellem mine hænder og dem, der bruger dem. Jeg har arbejdet meget med at udvikle glasurer med liv og dybde. Glasurer, man kan kigge ind i, og som fremhæver naturlige råmaterialers urenheder – deres kendetegn, deres visuelle identitet.

En af de store værdier i arbejdet med brugsgenstande ligger i den fysiske sanselighed i brug. Gennem kunsthistorien har synssansen været betragtet som den vigtigste sans for æstetisk bedømmelse, men jeg mener, at der er mange flere vigtige materialefornemmelser i interaktionen med et brugsobjekt. Vægten i en kop påvirker hvordan vi bærer og balancerer, og definerer vores bevægelser når vi holder om, hælder og drikker.

Sissel Wathnes glasurbibliotek
Sissel Wathnes glasurbibliotek udviklet med råmaterialer lavet af køkkenaffald fra Restaurant Credo og råmaterialer fra Røros.
Foto: Tom Gustavsen

 

Ingrid: I bind 33 af 37 i sin Naturhistorie skriver Plinius om vores konstante nysgerrighed for at grave efter mineraler i jorden, som han mener i næste skridt vil føre os til en uundgåelig ulykke (4). Han skriver: “Hvor uskyldigt, hvor lykkeligt, ja til og med hvor luksuriøst livet kunne være, hvis det ikke ønskede noget fra nogen kilde andet end jordens overflade, og, for at sige det kort, ingenting andet end det som ligger klart for hånden!” (5)

Over hele verden graves der – på land og stadig mere til søs – for at hovedsageligt den vestlige verden skal kunne opretholde vores overforbrug. Tim Ingold understreger, at “the deepest of all are the most recent traces.” Det, der er tættest på – både i tid og rum – er det, der har størst konsekvenser. Men det er ofte det helt nære, det der ligger klart for hånden, som vi ofte ikke lægger mærke til. Jeg vil hævde, at det, der ligger ”klart for hånden” i dag, er vores affald.

Hvilke muligheder kan affald have fremadrettet?

 

 

Sissel: Affald, og især madaffald, kan være gode ressourcer. Jeg forsøger at kombinere naturmaterialer og affald for at lave mine glasurer. Naturmaterialer har en iboende visualitet med klare referencer til det område, hvor råmaterialet er samlet.

Jeg er optaget af hvordan naturens processer skaber synlige spor. For mig handler glasur ikke kun om kemi og opskrifter, men om hvordan naturens processer påvirker overfladen og hvordan affald bør skabe synlige spor og fortællinger.

Glasurerne bliver aldrig helt ens, men jeg fordyber mig i materialernes smelteegenskaber og søger nye måder at anvende affald på gennem en eksperimenterende praksis.

 

Sissel Wathne
Sissel Wathne samler forureningen fra kobberminedriften og omdanner det til nye værdifulde råmaterialer og stedspecifikke glasurer.
Foto: Tom Gustavsen

Når jeg udvikler og producerer keramikserier til restauranter eller virksomheder, er der flere krav til både sikkerhed og forudsigelighed. Det gør det udfordrende at bruge naturmaterialer i glasuren. Der findes for eksempel bly i naturen, men der må ikke være spor af bly i keramik, der skal anvendes på restauranter. Alt, hvad jeg laver, bliver grundigt testet, før det kan tages i brug. Jeg bliver udfordret – og motiveret – når jeg skal finde en balance mellem naturens uforudsigelige processer og industriens krav til certificeringer.

Ingrid: Måske har vi faktisk brug for en mere økonomisk tilgang til udvindingen af naturressourcer? I sin oprindelige betydning handler økonomi om at arbejde smartere med råmaterialer inden for visse begrænsninger. Men begrebet økonomi er gennem årene blevet udvandet og koblet til grænseløs vækst.

At finde et alternativ til vækstlogikken føles umuligt. Vi ved, at vi må begrænse den vækstlogik, der konstant ekspanderer de menneskelige fodaftryk. Vi må vise en anden form for omtanke for naturen, hinanden og os selv. Din praksis peger frem mod en ny form for relation mellem kunst, design og natur, hvor hænderne både er et værktøj, en metode til at sanse og en målestok for, hvad vi kan bruge.

Sissel: Jeg tror, at håndværksbaseret arbejde og materiel nysgerrighed i kombination med innovative metoder til at bevare, beskytte eller genanvende kan være et vigtigt udgangspunkt for fremtiden. Jeg mener også, at det er en vigtig etisk præmis at lægge vægt på produktionsprocessen og gerne skabe et æstetisk udtryk, som ikke forsøger at skjule sporene af, hvordan tingene blev lavet. Mine kopper har ofte uregelmæssigheder og små jernsmelt (smeltede jernpartier, red.) fra bjergenes råmaterialer.

Jeg ser overflader som fortælleoverflader. Jeg ønsker, at de brugsgenstande, jeg skaber, skal fortælle historier, og vi har brug for flere historier om det, der ikke er perfekt, om processer uden for menneskelig kontrol og om, at det er muligt at fremstille ting af restmaterialer og med metoder, der begrænser udvindingen af naturressourcer.

Om Sissel Wathne

Sissel Wathne har danske og norske rødder. I 2015 flyttede hun fra Danmark til Røros i Norge. Hun har en BA fra Det Kongelige Akademi – programmet for kunsthåndværk på Bornholm samt en master fra Royal College of Art i London.

Læs mere om Sissel Wathne

SISSEL WATHNE portrætFotograf Tom Gustavsen

Noter

1. Plinius’ citat om minedrift er ofte citeret “For in some places the earth is dug into for riches, when life demands gold, silver, silver-gold and copper, and in other places for luxury, when gems and colours for tinting walls and beams are demanded.” Pliny, Natural History, Volume IX: Books 33-35. Oversat af H. Rackham. Loeb Classical Library 394. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1952. Book 33, section 1, “Metals.”

2. Martin Heidegger, The Question Concerning Technology, and Other Essays (New York: Harper Collins, 2013), 16.

3. Tim Ingold, Imagining for Real: Essays on Creation, Attention and Correspondence (London: Routledge, 2022), 180.

4. “We penetrate her inner parts and seek for riches in the abode of the spirits of the departed, as though the part where we tread upon her were not sufficiently bounteous and fertile.” Pliny, Natural History, Volume IX, book 33, section 1, “Metals.”

5. Pliny, Natural History, Volume IX: Books 33-35. Translated by H. Rackham. Loeb Classical Library 394. Cambridge, MA: Harvard University Press, 1952. Book 33, section 1, “Metals.”

6. Tim Ingold, “The Earth, the Sky and the Ground Between,” Metode (2023), vol. 1 ‘Deep Surface’

Tema: Udsyn

Formkraft giver ordet til kunsthåndværkere og designere, der arbejder internationalt, krydser grænser og ser nye muligheder. Hvilke fortællinger drager de ud med? Hvad tager de med tilbage?

Læs tema