Initiativgruppen består af bestyrelsesmedlemmerne for afdeling Midt: Karina Præstegaard, Gitte Jensen, Mona Kaae, Christine Urfe Bendt og forperson Rebecca Uth.

Den videnskabelige og kuratoriske assistent Anna Lena Raab, som arbejder tæt sammen med lektor og kurator Ingrid Halland, har mødt gruppen til en samtale om idéen og processen bag RERUM, og om stedets ambitioner. Samtalen kredser blandt andet om eksperimentering, fællesskab, genbrug og bæredygtighed – og om ønsket om at udfordre de eksisterende hierarkier og kategorier, der præger kunsthåndværk- og designfeltet. Gruppen fortæller samtidig om visionen for RERUM, og om de værdier, der danner grundlag for stedet.

Til stede ved samtalen var Karina Præstegaard, keramiker, der arbejder med lerets stoflighed og det kunstneriske potentiale i materialet. Gitte Jensen, også keramiker, beskæftiger sig primært med brugsting. Mona Kaae er uddannet inden for både tekstil og grafik og arbejder med tekstiltryk og grafik, herunder fotogravure. Rebecca Uth er industriel designer med en baggrund i keramik og arbejder i dag på tværs af grafik og keramik.

Anna: Hvordan opstod idéen til RERUM,, og hvordan har I arbejdet med at udvikle projektet?

Karina: Vi er flere fra bestyrelsen, der faktisk har arbejdet med idéen i et par år. Undervejs har vi gjort os mange erfaringer og blandt andet besøgt forskellige steder. Vi har været nede og besøge Dina Vejling i Odense, som har en kunsthåndværkerudstilling, og i Kolding har vi besøgt Galleri Pagter, som arbejder med grafik og keramik. Vi har talt med dem om deres erfaringer, og ellers har vi mødtes løbende og diskuteret projektet.

Anna: Hvad var det, der gjorde, at I gerne ville skabe et sted i Aarhus, og hvad oplever I, at der mangler i kunsthåndværks- og designfeltet her?

Rebecca: Foreningen har længe haft Officinet i Bredgade i København. Det ligger meget centralt i kunsthåndværks-og designverdenen, men også på en af de dyreste adresser i København. Nogle af os har udstillet der og oplevet, at man kommer langvejs fra for at være med. Det er selvfølgelig rigtig fint, at vi har det sted, men vi har også tænkt, at det kunne være fedt at have noget, der var mere lokalt.

Aarhus er Danmarks næststørste by og har et levende kunstmiljø med både gallerier og for eksempel keramikbutikker som Lertøj. Men vi synes, der mangler et eksperimenterende rum for kunsthåndværk og design. Og så udspringer det selvfølgelig også af vores egen lyst til at have et sted, hvor vi kan udstille.

Karina: Vi har hele tiden talt om, at vi gerne vil skabe et sted for fællesskab. Det skal både være et sted for eksperimenterende udstillinger og et konkret sted, der er vores – både som forening og som fag.

X giver plads til det sære og hyggelige

Anna: Og hvorfor har I netop valgt Institut for X?

Karina: Vi var rundt og se på forskellige steder, blandt andet på Djursland, hvor vi besøgte Skindergade 5 i Ebeltoft. Der kan man både spise, se udstillinger og møde forskellige foreninger. Det fik os til at tale om, at vi gerne ville skabe et sted, hvor man kunne gå ind, få en kop kaffe og se på kunst uden nødvendigvis at føle sig nervøs over at træde ind i et galleri.

Så vi talte om, at det meget gerne må være sådan et lidt hyggeligt sted. Og så var vi sådan: Hvad? Skal vi så til at drive en kaffebar? Eller skal vi til at finde nogen, der skal gøre det? Men så kom vi til at tænke på det her område. Hvis vi ligger her, kan vi jo samarbejde med og støtte de aktører, der allerede er her. Så støtter vi samtidig ham, der har en kaffebar, og der er ligesom nogen, man hjælper ved at være her, samtidig med at de gør noget for os ved, at vi er her.

Jeg havde også allerede en relation til Huggeormen, som er en huggeplads for kunstnere og kunsthåndværkere og ligger lige her i nærheden, så jeg kendte allerede området og stedet lidt.

Gitte: Og så var der også en økonomisk overvejelse. Det kan være svært at finansiere et lokale i Aarhus – selv en lejlighed på første sal eller et lokale i en baggård. Det var en ret tung opgave.

Rebecca: Men det handler ikke kun om det praktiske. Det er også et ønske om at komme tættere på noget, der er mere græsrodsorienteretde. Man føler sig også mere fri her. Man behøver ikke nødvendigvis leve op til de samme forventninger, og det giver plads til eksperimentet. Det er også vigtigt, at det her er et pilotprojekt. Det er et sted, hvor vi kan afprøve ting. Her er der plads til noget mere skørt.

Anna: Den første udstilling, RARIORUM, i RERUM, handler om sære og mærkelige ting og er inspireret af Ole Worms museum “Museum Wormanium seu Historia Rerum Rariorum” (1655). Hvad forstår I ved “sære ting” – både i relation til jeres egne praksisser og til stedet?

Karina: Jeg tænker, at man ofte forelsker sig i nogle ting på sit værksted, som måske bare er lidt sære. Nogle gange kan de blive udstillet, andre gange kan de ikke. De er måske ikke i sig selv “nok” til at blive båret ind i et udstillingsrum. Men det er faktisk nogle af de ting, man kan være allermest glad for.
Det kan være en mærkelig dims, hvor man tænker: “Ej, den er fantastisk”. Men hvad skulle man egentlig gøre for at udstille den? Man skulle måske iscenesætte den helt skørt. Derfor synes jeg, det er fedt at få muligheden her.

Rebecca: Men det er også noget mærkeligt, det der med at lave ting. Især i en tid, hvor vi er så bevidste om overforbrug og om miljøet. Man kan spørge sig selv: Hvorfor bliver vi ved med at lave mere og mere og bare stable ting oven på hinanden?
Samtidig er det jo et grundlæggende menneskeligt behov at skabe, samle og lave ting.

Mona: Jeg tænker også på det med tingene. Når man ser på en ting, behøver den ikke nødvendigvis at have en funktion. Men den kan sætte nogle tanker i gang, som man ikke havde forestillet sig. Det er jo også det, der kan ske, når man kommer på en udstilling.
Noget siger måske ikke umiddelbart én noget, men man kan vende tilbage til det. Og når man så ser den samme dims, et stykke papir, en lap eller noget andet igen, ændrer den sig. Hver gang man vender tilbage til den, kan man se den på en ny måde.

Karina: Det bliver også spændende at se, hvad andre kommer med. Jeg forestiller mig, at mange nok kommer med ting, der faktisk er udstillingsting, men det bliver interessant at se, hvor forskellige bidragene bliver.

Opgør med bokse, kategorier og hierarkier

Anna: Det kunne også være udkast eller ting, der ikke er færdige. Og måske får objekterne en anden betydning, fordi de placeres i en ny sammenhæng og ved siden af andre objekter. På den måde er der ikke nogen bestemte forudsætninger for, hvad der kan være med.
Et mål med RERUM, er at give mere plads til eksperimentering og mindre plads til kategorisering af, hvad en kunstner, kunsthåndværker og designer er. Hvordan kommer det til udtryk her?

Rebecca: Jeg betragter det i høj grad som et sted, hvor grænserne bliver udvisket. Der kommer måske nogen, der arbejder med performance, eller nogen, der samarbejder med musikere eller andre kunstformer. Det er netop noget af det, vi har talt om: at bringe andre kunstformer i spil sammen med kunsthåndværket.
Jeg håber, vi kommer til at se mere af det, så vi kan bevæge os lidt væk fra det traditionelle. Samtidig kommer der til at være en del Open Calls, så det afhænger også af, hvad vi efterlyser. Hvor åbne tør vi selv være? Og hvor meget kan vi selv tænke ud af den boks, vi alle sammen på en eller anden måde befinder os i?

Karina: Det handler også om at give vores medlemmer mulighed for at udstille. Der er så få steder, hvor man kan udstille, og derfor må stedet gerne være åbent og bredt.

Gitte: Og især steder, der er specifikt for kunsthåndværk og design.

Karina: Jeg synes også, det bliver spændende at se, om nogle af dem, der normalt udstiller på store, etablerede steder, har lyst til at være her. Det kunne være sjovt.

Rebecca: For der findes jo også hierarkier inden for vores eget felt. Hvem er talentfuld? Hvem bliver anerkendt? Det kunne være fedt, hvis vi også kunne være med til at bryde nogle af de hierarkier ned.

Rerum for genbrug

Anna: Ordet Rerum er latin og betyder ting – specifikt “tings” i genitiv pluralis. Bæredygtighed er også en faktor for jer, som blandt andet kan associeres med “Re” i navnet. Hvad betyder bæredygtighed og genbrug for jer og jeres praksis?

Karina: Der sker virkelig meget på området i de her år. For eksempel med ler, hvor man kan knuse det og brænde det meget lidt, før man bruger det igen. Tidligere har man måske sagt, at der maksimalt kunne være 25 procent genanvendt ler, men nu kan man pulverisere det så fint, at man faktisk kan bruge meget mere af det igen. Det er spændende, men det er selvfølgelig også en kæmpe opgave. Flere af os følger i hvert fald med i, hvad der sker.

Rebecca: Vi har også truffet konkrete beslutninger om udstillingsinventar. Vi vil så vidt muligt låne og genbruge ting frem for at købe nyt.

Karina: Vi har faktisk talt om at lave et skema over, hvad folk har stående på deres værksteder, så man kan låne af hinanden. På den måde kan vi genbruge de ting, vi allerede har.

Mona: Jeg tænker også, at man næsten ikke kan undgå at have bæredygtigheden med sig. Den sidder hele tiden i baghovedet. Når man skal udstille, tænker man også: Hvad har jeg allerede? Kan jeg tage udgangspunkt i noget, jeg har? Kan det bruges i en anden sammenhæng?

Karina: Og det gælder også selve rummet. Vi kunne have bygget en helt ny enhed, men vi har været heldige at finde noget, som næsten kunne bruges, som det var.

Rebecca: Samtidig er det også lidt komplekst, fordi vi er en faggruppe, der i forvejen er vant til at leve og arbejde relativt bæredygtigt. De fleste kunsthåndværkere arbejder fokuseret med materialer, ressourcer og holdbarhed.

Karina: Man kan jo også se på sine egne fejl. Hvis noget ikke bliver til noget, kan man ødelægge det og lave noget nyt. Man behøver ikke brænde et keramisk emne, hvis man ikke synes, det er interessant.

Gitte: Man kan afprøve en masse ting, inden det bliver til noget, der skal kasseres. Og så kan man genbruge materialerne.

Rebecca: De fleste objekter, der bliver lavet, er også ting, som folk køber, fordi de ønsker kunsthåndværk. Man køber kunsthåndværk med en forventning om, at det skal kunne holde i mange år – måske i flere hundrede år.

Karina: Det er også en del af den omhu, der ligger i faget.

Anna: Jeg har tidligere arbejdet teoretisk med begrebet bricolage, som er inspireret af Lévi-Strauss (1962), og det handler om at skabe noget nyt ud fra de materialer og ressourcer, man allerede har til rådighed. Jeg synes, det passer godt til det her sted. For rummet handler meget om opdagelse og genopdagelse. Man bruger måske gamle eller analoge praksisser og teknikker, men samtidig eksperimenterer man og opdager noget nyt. Hvordan ser I på det?

Gitte: Jeg tror, det er rigtigt. Det ligger i selve rummet. Man bliver nødt til at arbejde analogt og kan på den måde genopdage nogle ting. Hvordan kan man gøre noget på en anden måde? Kan man lave en udstilling på en helt ny måde? Det er også noget, jeg tror, stedet skal bruges til fremover.

Et fællesrum

Anna: Er RERUM, primært et sted for andre kunstnere, eller er stedet også tænkt til et bredere fællesskab?

Rebecca: Det er svært at definere en målgruppe. Selvfølgelig er RERUM, også for mennesker, der i forvejen interesserer sig for kunsthåndværk. Men her kommer alle mulige mennesker forbi. Der kommer hjemløse, unge mennesker, lokale beboere og alle mulige andre. Jeg tror, det er rigtig sundt for os at blive kastet ud i mødet med et andet publikum. De mennesker, der allerede interesserer sig for kunsthåndværk, skal nok finde os.

Karina: Så det handler både om at samle folk i foreningen og om at åbne stedet mod byen.

Mona: Besøgende behøver ikke have nogen forkundskaber for at se, hvad der er her. Nogle gange kan det være svært at gå ind på et galleri, fordi man tror, man skal have en bestemt viden for at kunne forstå det. Det kunne være rart at skabe et sted, hvor man ikke har den følelse.

Karina: Det er noget, vores medlemmer ofte efterspørger – at vi kan brede os lidt ud og få forskellige aktører ind i foreningen. Det har man simpelthen mulighed for, når man har et sted.

Læs også