“Vi er faktisk enige om det meste. Måske skyldes det et fælles udgangspunkt i formsprog og materialitet, som rækker ud over tidens skiftende strømninger.” Ordene er Maria Bruuns, og den, hun er enig med, er Lærke Ryom. Begge er møbeldesignere og uddannet fra Det Kongelige Akademi på Holmen, Maria Bruun i 2012 og Lærke Ryom i 2022.
De to designere mødte hinanden på Det Kongelige Akademi, hvor Maria Bruun i en periode var Lærke Ryoms vejleder. Vi mødes alle tre på Zoom til en samtale, der hurtigt kommer til at kredse om materialer, håndværk og det levede liv; om forholdet mellem det digitale og det fysiske, og om hvad der sker, når idéer omsættes til konkrete objekter.
At vi taler sammen gennem hver vores skærm om netop disse emner, virker næsten som en ironisk påmindelse om, hvor stor en del af vores liv der i dag udspiller sig på afstand af den fysiske verden. Måske er det også derfor, samtalen igen og igen vender tilbage til betydningen af materialitet.
Det fysiske som fælles ståsted
Selvom Maria Bruun og Lærke Ryom har studeret samme sted med blot ti års mellemrum, beskriver de to forskellige uddannelseskulturer. Maria Bruun omtaler sin studietid som en periode præget af forandring. Hun husker en uddannelse med stærke rødder i kunsthåndværket, kendetegnet ved værksteder, tæt kontakt mellem forskellige fagligheder og en fri bevægelse mellem design- og kunsthåndværksdiscipliner. Samtidig oplevede hun, hvordan der var en gradvis bevægelse i en mere akademisk retning. Flytningen til Holmen og introduktionen af begrebet Design Thinking står for hende som markører for denne udvikling, hvor den teoretiske og metodiske dimension fik en stadig mere fremtrædende rolle.
Da Lærke Ryom begyndte på møbeldesignlinjen ved Det Kongelige Akademi, var akademiseringen allerede en integreret del af uddannelsen. Selvom hun ser det som en styrke, at designere lærer at sætte ord på deres arbejde, og selv har haft stor glæde af denne kompetence, oplevede hun samtidig en vedvarende diskussion om, hvilke konsekvenser denne udvikling havde for uddannelsen.
Tid brugt på teori og refleksion blev ofte taget fra værkstedsarbejdet, og netop mødet med materialer og den fysiske proces er, understreger hun, en særlig form for læring, hvor idéer omsættes til konkret erfaring. Samtidig var uddannelsen under politisk pres for at gøre de studerende hurtigt arbejdsmarkedsparate, hvilket bidrog til en bevægelse væk fra specialiserede linjer og mod en mere generalistisk profil.
Begge peger på spændingen mellem specialisering og bredde. Ryom fremhæver, at hun havde mulighed for at fordybe sig i møbeldesign, og understreger, at uddannelsen gav stor frihed til at forme sin faglige profil gennem de selvformulerede semesterprojekter.
Samtidig peger hun på en forskel mellem de to uddannelseskulturer: Under Bruuns studietid var der i højere grad mulighed for at bevæge sig mellem forskellige værksteder og fagligheder. Da Bruun senere vendte tilbage til akademiet som underviser, oplevede hun en tydelig opdeling blandt de studerende: nogle orienterede sig mod formgivning og det konkrete objekt, mens andre søgte mod mere strategiske og konceptuelle designpraksisser.
Udviklingen afspejler ifølge hende en bredere forandring i designfeltet. Verden har ikke nødvendigvis brug for flere produkter, men for nye måder at anvende designkompetencer på. Det rejser spørgsmålet om, hvordan uddannelserne fortsat kan skabe plads til dem, der ønsker at fordybe sig i møbel- og objektdesign som håndværk og formgivningsdisciplin. (Læs også: En nytænkning af uddannelse- og af kunsthåndværk af Tim Ingold)
Da jeg spørger de to designere, hvilke spor af samtiden de ser i deres eget arbejde, kredser svarene om en fælles længsel efter det fysiske i en stadig mere digital verden.
For Lærke Ryom kommer denne længsel til udtryk gennem en vedvarende interesse for materialers overflader, strukturer og taktile kvaliteter. Hun ser sit arbejde som en måde at fastholde forbindelsen til den fysiske verden på i en tid, hvor stadig mere af livet udfolder sig på skærme.
Ikke at hun er modstander af digitale værktøjer som sådan. Hun bruger selv både 3D-programmer og andre digitale redskaber, men hendes kreative proces er forankret et andet sted.
Som hun formulerer det, er der tale om “en mæthed af det digitale og af skærme” og en tilsvarende øget lyst til det sanselige. Hun skaber bedst ved at have materialerne i hænderne.
Maria Bruun peger på et lignende udgangspunkt i sit eget virke. Hun betragter Ryom som en designer, der er tro mod sin intuition, og peger på et tydeligt fællesskab mellem deres praksisser. “Nogle af sammenfaldene mellem vores arbejde er netop det fysiske. Vi har et fælles ståsted,” siger hun. Hun fremhæver desuden, hvordan Ryoms praksis graver i materien for at afdække dens muligheder.
Men hvor Ryom først og fremmest undersøger materialernes muligheder, er Bruun optaget af, hvordan design kan påvirke den måde, objekter bruges og forbruges på. Hvordan kan design være med til at skærpe vores blik for materialer og den omhu, der ligger bag et objekt?
For Bruun er møbeldesign tæt forbundet med de rytmer og ritualer, der udgør hverdagslivet.
Hun er optaget af, hvordan et møbel kan understøtte bestemte måder at være i verden på, og af hvordan design kan skærpe vores bevidsthed om de handlinger, vi ellers udfører uden at tænke nærmere over dem.
I den forstand rummer design også muligheden for at skabe nærvær og give plads til en tiltrængt langsommelighed.
“Du har ritualet og det levede liv med, når du designer og skaber,” siger Ryom til Bruun. Netop det levede liv og den tid, der former både objekter og materialer, er et vigtigt omdrejningspunkt for begge designeres praksisser.
Hvor Bruun ofte fremhæver de handlinger og ritualer, som objekter indgår i, er Ryom særligt opmærksom på de forandringer, brugen sætter i materialerne. Hun interesserer sig for den taktilitet og æstetiske værdi, der opstår, når materialer ældes, slides og gradvist træder i karakter. For hende udspringer taktilitet ikke alene af materialets egenskaber, men udvikler sig også gennem brug og tid. Designobjekter skal ikke stå uden for livet, men understøtte det.
Hos Bruun kommer denne interesse for objekters liv over tid til udtryk på en anden måde. Hun fortæller blandt andet, hvordan hun gennem årene har arbejdet med de samme objekter, der gradvist har fået nye materialer, funktioner og betydninger. Ambitionen er ikke blot at skabe ting, men at påvirke vores perception. Objektet skal give noget tilbage, udfordre brugeren og skærpe sanserne på en måde, der gør, at det rummer mere, end det afslører ved første møde.
Bæredygtighed og levetid
Når samtalen bevæger sig ind på bæredygtighed, bliver det tydeligere, at de to designere tilhører forskellige generationer af designuddannelsen. Maria Bruun blev nemlig ikke undervist i bæredygtighed som et selvstændigt fagområde. Fokus lå snarere på materialer, håndværk og den direkte interaktion med materien.
Alligevel oplever hun ikke bæredygtighed som noget nyt. Tværtimod ser hun det som en naturlig del af en kunsthåndværksmæssig tradition, hvor respekt for materialer og ressourcer længe har været en selvfølgelighed. “Bæredygtigt design” er i dag blevet et allestedsnærværende begreb i designverdenen, men netop derfor risikerer det, påpeger hun, at blive reduceret til et krav, der kan dokumenteres og afkrydses. For Bruun er bæredygtighed imidlertid ikke en boks, der skal krydses af, men en grundlæggende måde at tænke og arbejde på.
For Lærke Ryom var bæredygtighed en integreret del af uddannelsen og en præmis for enhver designproces. I sit eget arbejde har hun blandt andet undersøgt polstrede møbler og måder at “klæde møbler på”, så de lettere kan repareres, skilles ad og vedligeholdes.
Hun arbejder med komponenter, der kan udskiftes, og med restmaterialer, der kan indgå i nye kredsløb. Samtidig understreger hun, at bæredygtige løsninger også må skabe æstetisk værdi.
“Det er ikke nok, at det er bæredygtigt,” som hun formulerer det. Begrænsningerne bør tværtimod blive en aktiv del af formgivningen og kan tilmed være med til at åbne nye æstetiske muligheder og give arbejdet retning.
Samtalen vender igen tilbage til tid. Til det, der sker, når mennesker lever med objekter gennem længere tid. Hvad får os til at passe på en stol, reparere den og lade den følge os gennem livet frem for blot at erstatte den? Hvordan opstår den tilknytning, der gør, at nogle ting bliver hos os, mens andre hurtigt mister deres betydning?
For Maria Bruun ligger svaret på disse spørgsmål blandt andet i objektets evne til at forandre sig sammen med sin bruger. Hun beskriver sin tilgang som et forsøg på at afkode bæredygtighed i mindre skalaer: gennem fleksibel funktionalitet, brug over tid og møbler, der kan udvikle sig i takt med deres brugere. Livsformer ændrer sig, familier ændrer sig, behov ændrer sig, og tingene bør kunne følge med disse forandringer. Samtidig ser hun det som en opgave at introducere brugerne til nye materialer og restmaterialer og dermed udvide deres forestillinger om værdi.
Hvis et møbel skal følge os gennem livet, må det kunne mere end blot fungere. Nogle objekter opfylder et konkret behov og leverer en umiddelbar sanselig tilfredsstillelse, andre bliver ved med at give igen; de udfordrer vores vaner, skærper vores opmærksomhed og åbner gradvist nye lag af betydning.
Hvor funktionel fleksibilitet udvider et objekts anvendelsesmuligheder, udvider æstetisk fleksibilitet dets betydningsmuligheder. Netop derfor er et objekts æstetiske værdi ikke blot et supplement til dets funktion, men en forudsætning for, at det kan følge os gennem livet.
Hvis et designobjekt ikke er “færdigt”, når det er nyt, men kan fortsætte med at udvikle sig gennem brug, erfaring og tid, giver det plads til det levede liv og til de spor, tiden aflejrer.
Når et produkt bliver ved med at afsløre nye lag af betydning, bliver det vanskeligere at erstatte – ikke blot fordi det fungerer, men fordi det bliver ved med at opleves som betydningsfuldt.
Tiden bliver dermed ikke noget, objektet skal modstå, men noget det udvikler sig sammen med.
Hos Ryom kommer denne tanke blandt andet til udtryk i en formgivning, hvor materialernes detaljerigdom spiller en central rolle. Gentagelser i mønstre, strukturer og overflader gør, at objektet bliver ved med at tilbyde nye oplevelser og nye lag af betydning gennem brug og tid. Hos Bruun viser den sig i hendes arbejde med møbler, der kan ændre funktion, betydning og anvendelse gennem livet.
Fælles for dem er en tilgang til design, hvor materialer og formgivning ikke kan adskilles, og hvor bæredygtighed opstår i samspillet mellem materialevalg, formgivning og brug. Materialerne udgør fundamentet for begge designeres praksis, men deres arbejde undersøger først og fremmest, hvad formgivning kan tilføre materialerne, snarere end hvordan nye materialer udvikles som en del af et selvstændigt designfelt.
Hvad skal design bevare?
Mod slutningen af samtalen spørger jeg de to designere, hvad de håber, kommende generationer af designere vil tage med sig videre. Svarene kredser endnu engang om det fysiske, det sanselige og det levede liv.
For Maria Bruun er hendes tilgang til arbejdet med materialer og design ikke en trend eller en reaktion på samtidens strømninger. Efter femten år i feltet oplever hun den snarere som en faglighed og en praksisform, der udspringer af en mere grundlæggende mission.
For som hun siger, er de værdier, der i dag forbindes med materialebevidsthed, håndværk og langsomhed ikke nye. De har altid været til stede i designfaget, om end de i perioder har stået stærkere end i andre. Netop derfor glæder det hende at se yngre generationer genopdage og videreudvikle disse perspektiver.
For Lærke Ryom er det afgørende, at forbindelsen til det fysiske ikke går tabt. Hun håber, at arbejdet med materialer fortsat vil udgøre en central del af både designuddannelserne og designfaget, og at designprocessen ikke forflyttes helt til skærmen. Når en idé omsættes til noget fysisk, opstår der en særlig form for læring og erkendelse, som hun ikke ønsker at miste. Samtidig ser hun et potentiale i design, der udfordrer vores forventninger til de objekter, vi omgiver os med, og får os til at betragte vores omgivelser på nye måder.
Maria Bruun peger på en beslægtet, men mere grundlæggende problemstilling. For hende er det ikke teknologien i sig selv, der udgør udfordringen, men en verden der gradvist bliver mere todimensionel, mere effektiviseret og mere abstrakt.
Når stadig flere af vores aktiviteter flytter over på skærme, risikerer vi samtidig at miste nogle af de ritualer og måder at være til stede i verden på, som tidligere var en naturlig del af hverdagen.
For hende rejser det et spørgsmål om designerens ansvar. Skal design altid gøre hverdagen hurtigere, lettere og mere effektiv? Eller kan design også skabe plads til langsommelighed, fordybelse og nærvær?
Hvis stadig flere aspekter af livet præges af hastighed og effektivisering, kan designerens rolle måske være mere end blot at optimere. Designeren kan være med til at sænke farten – ved at insistere på langsommelighed og på de erfaringer, der opstår, når ting får lov til at tage tid.
Både Bruun og Ryom fremhæver betydningen af materialer og den fysiske erfaring. Ikke som en modstand mod udvikling, men som en påmindelse om, at der findes former for viden og erkendelse, som kun opstår gennem kroppen og mødet med materialerne. For Ryom handler det om at bevare nysgerrigheden over for det fysiske. For Bruun ligger værdien i at skabe plads til rytmer, ritualer og fordybelse i en tid, hvor fornyelse og effektivitet ofte fremstår som et mål i sig selv.
Og måske er det netop dette, de håber at give videre til kommende generationer af designere: en forståelse af, at nye løsninger ikke er designets eneste opgave.
At formgivning også kan kvalificere vores forhold til de ting, vi omgiver os med. At design kan være med til at værne om de ritualer og måder at være i verden på, som giver hverdagen dybde, men som let risikerer at forsvinde i effektivitetens navn.
Lærke Ryom
Uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Akademi’s Designskole i 2022. Samme år modtog hun Talentprisen ved Design Awards.
Lærke arbejder med møbeldesign, udstillingsdesign og kuratering med fokus på designobjekters taktile, skulpturelle og narrative kvaliteter. Hendes arbejde spænder over en bred palette af materiale fra træ og metal til tekstil, når hun søger at skabe nye æstetiske oplevelser af velkendte materialer.
Hun er desuden medstifter og kurator af den prisvindende udstillingsplatform og det kreative fællesskab, Ukurant.
Lærke Ryom. Fotograf: Alexander Hollsberg
Maria Bruun
Maria Bruun er en dansk møbel- og interiørdesigner med base i København og grundlægger af Maria Bruun Design.
Hun er uddannet fra Det Kongelige Akademis Designskole og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og funktionelt design.
Hendes arbejde er blevet anerkendt med flere prestigefyldte priser, herunder Finn Juhl-prisen og Wegner-prisen.
Derudover har hun udstillet sine værker på internationale museer og designplatforme som Design Museum London og Design Miami Basel.
Maria Bruun. Fotograf Maya Matsuura.
Tema: Generationer & Tidsånd
Hvad er samtidens kunsthåndværk og design rundet af? Hvordan formes en praksis af den tid, den opstår i? Hvordan lever den videre, når tiden ændrer sig?
Enhver generation af designere, kunsthåndværkere og formgivere arbejder i spændingsfeltet mellem arv og opbrud. De overtager teknikker, idealer og institutioner fra dem, der kom før, men må samtidig forhandle med deres egen samtid: værdier, kriser, teknologier og forestillinger om fremtiden.
I denne udgave af Formkraft undersøger vi, hvordan faglighed bevæger sig gennem generationer, og hvordan tidsånden sætter aftryk på både metoder, materialer og mindset.