OMG! var min umiddelbare reaktion, da jeg til åbningen af TRYKKRAFT på Designmuseum Danmark som den første småløb gennem fløjdørene fra haven og ind i udstillingssalen efter åbningstalerne. Hvis jeg bare lige kunne få to minutter alene med værkerne inden alle gæsterne væltede ind.

Høje staffeli-lignende rammer dannede zig-zag i rummet med tekstiler stramt draperet fra gulv til loft. Wow! Begejstringen satte sig i kroppen med det samme, og her skal jeg skynde mig at påberåbe et forhåndskendskab, da jeg har hjulpet de otte stoftrykkere med forskellige tekster, og således kender deres virke. Denne kendsgerning er redaktionen bekendt, og selvom man som anmelder tilstræber ”objektivitet”, er man i høj grad et subjekt med holdninger til det, man ser, fornemmer og mærker. Anmeldelsens kunst er i min optik, at sætte sin viden i spil sammen med det, man ser, så det er det faglige blik og den faglige viden, der kommer for dagen. Men subjektet, ja, det er også altid med – på godt og ondt.

Således transparent, er jeg – i strakt armslængde – stadig oprigtig begejstret anden gang jeg helt alene får lov at genbesøge udstillingen en morgenstund. Faktisk ovenud lykkelig på stoftrykkerfagets og Designmuseum Danmarks vegne, for denne udstilling slår absolut flere fluer med ét smæk: De to vigtigste er nok, at stoftrykkerkunsten her får en ekstrem værdig positionering og en fornem formidling og iscenesættelse, og at museet endelig kan vise sin ufattelig smukke og relevante samling af stoftrykte tekstiler frem.

Tekstiler, der er samlet igennem 90 år, og som kurator og museumsinspektør Kirsten Toftegaard fortæller, har været pakket væk i 50 år for mange af tekstilernes vedkommende. Det er derfor, at flere af tekstilerne i arkiv-delen af udstillingen, er småkrøllede. De er nemlig brugstekstiler med spor af levet liv, som Toftegaard medgiver. Og det går ikke at stryge dem, da fibrene i tekstilet vil blive nedbrudt. Præmissen som museum, der konserverer kulturarven og formidler den fra et historisk og nutidigt perspektiv bliver hermed endnu en flue på smækkeren. Udstillingen er delt op i en nutidig del og i en del, der viser museets righoldige arkiv. I den nutidige del er der særlig fokus på otte nutidige stoftrykkere, men også på en solid håndfuld af nutidige tekstilkunstnere fra museets arkiv.

Stoftryk er en særlig disciplin indenfor tekstiler, fordi stoftryk kombinerer håndværk og kunst i en dialog mellem den frie hånd og den mere ensformige arbejdsproces i at gentage et mønster. Farverne, der trykkes med kaldes reaktive farver, fordi de binder sig til tekstilernes fibre og skaber dybde – især når de bliver trykt oven på hinanden i flere lag, som det ofte er tilfældet. Den fortolkning kan ingen industriel produktion matche. Det er med andre ord det, stoftrykkerkunst handler om. Det er også et af de mere teknisk krævende håndværk, der kræver erfaring og snilde for at kunne udøve og ikke mindst mestre.

Hegelund, Friis, Enevold og Fabricius Møller

Lad os starte ved begyndelsen. Otte danske nulevende stoftrykkere – Josefina Enevold, Lisbet Friis, Bitten Hegelund, Else Borup Kallesøe, Anne Fabricius Møller, Liv Marie Rømer, Trine Tronhjem og Janne Wendt ¬ viser deres arbejde, skabt specifikt til denne udstilling, på de overdimensionerede japansk-inspirerede træstaffelier. Hver af de otte stoftrykkere introduceres med hver sin præsentation – trykt på stof selvfølgelig. Form og indhold, you know. Og det er elegant udført af Rasmus Koch Studio, der som en overlegen detalje lader ægkanten (tekstilkant, red.) bære information om udstillingen – nøjagtig som på de industrielle tekstiler. Nice!

Den danske kunstner Albert Mertz er med i ånden i den rød/blå farvekombination på den grafiske kommunikation, og det er indbydende og informativt. Derudover er der spot on- bonusinfo ved det, at tekstilbannerne er trykt på den nye danske fabrik i Nordvest startet af den tidligere fashionstuderende og iværksætter Trine Young. Godt set at støtte lokal produktion, når udstillingen præcis handler om danske, lokale og håndtrykte tekstiler. Form og indhold igen – flot!

Bitten Hegelunds stribede, men alligevel knækkede linjer byder velkommen til udstillingen. Lige linjer og så alligevel ikke, for både farvesætning og de mere ”urene” og faktisk lidt ’tacky’ farver bliver i Hegelunds kombinationer ret så frække. Farvekombinationerne ligger ikke lige for, og bliver derfor ekstra inspirerende. Lidt ligesom når man smager noget, man ikke troede, man kunne lide, men elsker, når man endelig vover. Hegelunds knækkede linjeforløb får i hvert fald denne anmelder til at spærre øjnene op, fordi de knuser forventningerne til det stringent lineære og umiddelbart enkle greb. Går man tæt på, ser man, hvad det er, det hele handler om. Farvens dialog med tekstilet, og hvordan de er trykt ned i fibrene med hænder og kroppens kraft – det er her, man spotter de små ukurante uregelmæssigheder, der kommer af håndens organiske arbejde. De små forskydninger, der gør det hele levende og netop håndholdt. Håndlavet. Skabt af viden, tæft og års håndværkserfaring ved trykkebordet.

Lisbeth Friis er den næste, man bliver overvældet af, for det er faktisk det, der sker. Hendes kraftfulde tekstiler i farvesætning og mønstring griber en i halsen på den signaturstærke måde. Det Lisbeth Friis’ske sætter sig særligt igennem i de genkendelige striber og de dybe, markante farver som blå, dyb rød, lyserød, sort og en gul, der changerer fra karry til det sart lysegule. Striber, prikker og tern er Friis’s karakteristiske vokabular sammen med de kraftige farver, hvor der også af og til sniger sig en streg af neon ind. Der er smæk på alle flader og Friis er ikke bange for noget. I de udstillede tekstiler, der går under titlen Magiske Tern: Blurred Vision, er ternene fortolket frit, så de også fremstår som striber med prikker på. Det er vidunderligt, grafisk og eklatant livsbekræftende.

Fra Enevold rammer man Anne Fabricius Møller. Jeg har fulgt Annes arbejde i årevis, og hendes hjerne gad jeg virkelig godt at se under et mikroskop. For mage til krøllede veje og finurlige abstraktioner og hittepå-nøjsomhed skal man lede længe efter. Anne Fabricius Møller er en tingfinder. Som en anden Pippi, der kan få alt til at virke som det mest oplagte og værdifulde.

Til denne udstilling har Fabricius Møller (igen – for det er lidt af en metode for hende) brugt genkendelige ting fra hverdagen til at trykke med. Nogle af dem er endda udstillet i en lille montre ved siden af hendes udstillede tekstiler. Som bunden af en plastic urtepotte, plastlåg fra madbokse og – som jeg mener at ane i det ene tekstil – en af de tre dele i stemplet på en Bodum kaffekande.

Det er virkelig underholdende, og man tager sig i at stå og lede på tekstilerne for at se, om man kan genkende motivernes profane ophav. Det er derfor Fabricius Møller i min optik er en af vores mere originale tekstilkunstnere herhjemme. Og det er som om, at hendes fantasi har ekstra båndbredde og formår at omsætte hverdagens oversete genstande til små mirakler på tryk. I disse nyskabte tekstiler er cirklen det gennemgående motiv sammen med det repetitive princip, der forekommer batikagtigt på den charmerende og delikate måde.

Tronhjem Rømer, Wendt og Kallesøe

Gruppen af de otte nutidige stoftrykkere er fordelt på flere generationer med Else Kallesøe som den ældste og mest erfarne. Duoen Tronhjem Rømer, bestående af Liv Marie Rømer og Trine Tronhjem, er nogle af de yngste sammen med Josefina Enevold og bygger bro mellem fortid, nutid og fremtid. Duoens greb er en balance mellem det digitale og det analoge, og de synes at forstå rummet på en særlig måde.

Deres ophængning og måde at præsentere tekstilerne på stikker således af fra resten af gruppens. De mandshøje tekstilbaner er nemlig snittet op på langs og draperer sig smygende, organisk og elegant fra det overdimensionerede staffeli og griber ind i rummet på en ret så charmerende, men samtidig nøgtern måde. Det er godt set at præsentere tekstilet sådan, fordi det åbner op for forståelsen for, at tekstiler i rum kan mere end bare at hænge stramt på en plan flade. Her bliver tekstilet en medspiller i rummet – og en aktiv en af slagsen.

Janne Wendt og Else Kallesøe indtager det sidste rum i det lange forløb, som de tre sammenhængende, smalle rum på museet og den nutidige del af udstillingen udgør – med undtagelse af Mogensens arkivskuffelyksaligheder og en mindre station med teknisk information om stoftryk. Og hvor klæder de hinanden de to kunstnere. Janne Wendt som nok er mest kendt for sine ekstremt rene, grafiske former trykt på uld på puder og tæpper, løfter sig her op i et mere luftigt lag med gentagne mønstre, der ligner en telefonkrusedulle, der har fået sig en grafisk opstrammer. Disse krøllede halvcirkler er sat i dialog med hinanden i forskellige varianter, kompositioner og farver og viser, at det samme aldrig er det samme, fordi repetitionen har uanede forskydningsmuligheder i sig og fordi håndtrykket skubber det generiske et kunstnerisk og organisk sted hen, hvor to tryk aldrig er det samme.

Else Kallesøe er også grafisk på den Paul Gernes-agtige måde, der får mig til at tænke på hans udsmykning af Herlev Hospital. Flere af Kallesøes markante tekstilbannere består af store firkanter i smukke farvekompositioner, der synes at tale samme sprog med forskellige accenter. Det er ’no-bullshit’-modernisme i en nutidig variant og det er virkelig godt. Der er desuden farvestærke striber, der forekommer florlette og mættede på samme tid. Kallesøes tekstilbaner oser af tyngde i udtryk og håndværk og trækker i erfaringens lange røde tråd, der stikker hovedet frem som rosinen i pølseenden. Men hvilken ende. Kallesøe cementerer gruppens mange hundrede års erfaring tilsammen som potent fag, håndværk og kunstnerisk fortolkning.

Guld fra museets geniale arkiv

I museets mørkere sale parallelt med det lange forløb med de nutidige stoftrykkere, finder man guld fra arkivet. Dagslyset i salene er forbeholdt de kontemporære tekstiler, da de ældre ikke kan tåle lyset. De repræsenterer jo trods alt næsten 100 års stoftrykkerhistorie. Genkendelig er de store navne som Marie Gudme Leth, Ruth Hull, Dorte Raaschou og Grete Ehs Østergaard. Af nyere tryk præsenteres også en række nulevende stoftrykkere som Vibeke Riisberg, Vibeke Rohland, Dorte Østergaard Jakobsen, Margrethe Odgaard og Louise Sass i salene blandt de otte stoftrykkere med værker, der vækker genkendelse og respekt.

I museets mørkere sale er det stoftrykkersanselige overflødighedshorn en gave, der bliver ved med at give. Igen bruges staffelier som iscenesættelsesgreb – nu blot i metal – som stringente rammer om de overdådige stoftrykte tekstiler, man både genkender, men også ser for første gang. Og hvor forekommer de fleste tekstiler dog moderne, smukke og originale. Særligt Dorte Raaschou tiltaler mig. Hendes tekstiler og beklædningsdele, som også er en tematik i udstilling under titlen Kunsthåndværkertøj (altså tøj skabt af håndtrykte tekstiler) er som taget ud af et Marni-katalog eller en 60’er-film optaget i Saint Tropez. I denne sektion finder man også den geniale kjole i montre af Anne Fabricius Møller, formgivet af hendes falmestofs-projekt, hvor hun har foldet lyserød silkeorganza på forskellige måder og lagt det ud i solen for at falme. Efter endt falmen har hun foldet silken ud, der nu har tern og striber alt efter, hvor folderne har været. Genialt og dybt originalt.

Her i museets arkivudstilling er der rig mulighed for at få indsigt i den danske tradition for enkeltmandsværksteder og samarbejder med industrien, hvor tidens kendte arkitekter og udøvende kunstnere som Arne Jacobsen og Axel Salto tog førerpositionen qua deres køn. Kvinderne var langt mere overlegne i teknik og æstetik, da de jo også var dem, der primært tegnede stoftrykfaget med Marie Gudme Leth og Dansk Kattuntrykkeri, etableret i 1935. Rigdommen er stor, og der er masser af viden at hente. I arkivdelen er der desuden indlagt flere tematiske formidlingsgreb ved siden af Kunsthåndværkertøjet i form af informative og gode tekster.

Wunderschön Wunderkammer

Det samlede udstillingsgreb i TRYKKRAFT er ekstremt overbevisende som tekstilt Wunderkammer. En slikbutik af mundvandsløbende stoftrykte tekstiler, man får lyst til at eje og svøbe sig i. Udstillingsarkitekturen, den helstøbte iscenesættelse, grafikken og formidlingen er sammen med de store montre udendørs i museets forgård allesammen fine, relevante takker i det samlede tandhjul, og det er svært at sige noget dårligt om denne udstillingsbedrift.

Det eneste, der skurrer i mit formidlingshjerte er de små sedler, der er sat på tekstilerne med knappenåle i arkiv-delen af udstillingen. Igen er det godt tænkt form- og indholdsmæssigt, for det er jo sådan, man arbejder med tekstil, men formidlingsmæssigt fungerer det ikke optimalt. Sedlerne bugter sig i stoffet på grund af knappenålene, og det er udfordrende at læse endsige afkode de små sedler. Dette greb burde være tænkt mere på de besøgendes præmisser.

Et andet fromt ønske er, at alle udstillingens staffelier burde have været af træ, så naturmaterialets varme og japanske reference, havde været et rent, smukt greb. Men ifølge Toftegaard slap pengene op, og vidner om, at selv flagskibsmuseet på området ikke har uanede midler til rådighed. Velkommen tilbage til virkeligheden, suk.

Dokumentationens kraft

I tilgift til den mangfoldige og indholdsrige udstilling udgives der to bøger som supplement til udstillingen. Det er helt rigtigt og manifesterer alt det, man som fan af feltet, har drømt om. At flere ved, at stoftryk findes som disciplin. At man forstår tekstilets magt og kraft som rumligt element. At faget forhåbentlig får en opblomstring på uddannelserne og i værkstederne. At al den viden, der ligger i særligt de otte nutidige stoftrykkeres hænder, hjerner og hjerter, bliver formidlet videre i kæden, så den ikke suser ud med badevandet og ned i et dybt sort hul af virkelig, virkelig ærgerlig, manglende opmærksomhed.

Det her ER vigtigt. Det er kulturarv. Det er 100 års fællesskab om det skabte, trykte medie – på et andet medie. Det tekstile. Et medie, et materiale og et håndværk med så meget potentiale, at jeg håber, at der er flere, der tænker, lad os lige opprioritere det på skemaet, i forskningen, i produktionen, i designudviklingen, i hjemmene, på kroppen – ja, alle de steder, hvor tekstiler gør en forskel. Man har jo lov at håbe. I mellemtiden bør alle – og jeg mener alle – tage forbi Bredgade og få en vidunderlig taktil oplevelse.

Særligt Børge Mogensens skuffedarier, hvor man kan se tekstiler i alle skuffer, er en her-må-man-røre-genistreg, man kan interagere med. Genial opbevaring! Tak altså og tillykke til faget, fagligheden, håndværket og alle implicerede, der har fået denne udstilling ud til os andre.

Læs også