Forskningsartikel

The Fabric of My Life


Billederne af Ukraines flygtningestrømme fylder os med gru og medfølelse. Vi ser kvinder, børn og gamle med tasker og rullekufferter, som snart vil være en del af vores danske hverdag. Vores tøj ligner hinanden, globaliseringen har gjort, at vi går i samme jeans, dynejakker, strikkede huer, bomulds-t-shirts, og sweatshirts, men vores livsbetingelser er langt fra hinanden, og vi taler ikke samme sprog. Symbolet på en flygtning er blevet et menneske med en kuffert, et menneske som ikke ejer meget andet end det tøj, hun har på og nogle hastigt pakkede ejendele. Måske valgte hun i sidste øjeblik noget særligt tøj i skabet for at tage et minde med sig, eller måske var det tilfældigt, hvad hun fik med sig i skyndingen.

Tøjet giver tryghed og en sanselig forbindelse til vigtige minder

Under alle omstændigheder bliver disse hastige garderobevalg betydningsfulde, for tøjet er en konkret erindring om en anden tid. Det er ikke sprogligt forankret, så det er svært at beskrive med ord, men tøjet giver tryghed og en sanselig forbindelse til vigtige minder. Netop det – hvad der sker når man er tvunget væk fra sit hjemland og må navigere i nye og fremmede beklædningsskikke og tøjkoder – har været centrum i to forskningsprojekter nemlig; THREAD (The Textile Hub for Refugee Empowerment, Employment, and Entrepreneurship Advancement in Denmark) støttet af Innovationsfonden (2017-2019), der ledte til Creative Europe EU-projektet; The Fabric of My Life (2019-2022).

I artiklen indgår forskningsindsigter fra begge projekter, der blandt andet omfattede garderobestudier af flygtningekvinder, tekstile workshops og oplæg, kurser i selvstændig virksomhed, kommunal integrationspolitik- og praksis, podcasts med minder om tøj og tekstiler på 12 sprog, samt tekstile samskabelseskunstværker skabt i Paris og Kolding.

Om forfatterne

Marie-Louise Nosch er professor i græsk antikhistorie og tidligere leder af Center for Tekstilforskning ved Københavns Universitet. Hun har publiceret mere end 150 artikler og kapitler om aspekter af tekstilhistorie. Nosch er uddannet i Frankrig, Italien og Østrig.

Else Skjold er lektor, ph.d. i design og bæredygtighed på det Kongelige Akademi. Hun har i mere end 15 år arbejdet med at udvikle forskningsmetoder til at forstå brugspraksis omkring tøj – den såkaldte ’garderobemetode’, der til stadighed er kernen i hendes forskning om bæredygtig omstilling af mode- og tekstilbranchen.

Anne Louise Bang er tekstildesigner og forsker i bæredygtighed og design på Forskningscenter for kreative erhverv og professioner ved VIA University College. Hun sidder i Formkrafts redaktionsråd.

Et kig ind i bindestregs-danskeres tøj

På et bosted for syriske flygtninge i Danmark talte vi med unge kvinder, som savnede syriske jeans: ”de sad bare bedre end andre jeans”. Det kaldes af antropologen Mark Vacher for en diasporisk længsel. Vi talte om det at savne tøj, at gå i det samme medbragte tøj for at holde fast på sin identitet og minderne, om at møde danskernes massive donationer af aflagt tøj og om at gå i tøj, som har tilhørt et menneske, man ikke kender. Det var samtaler båret at frustration og sorg over politik, krig, integrationsregler og håbløsheden, men også med åbninger af glæde. At tale om tøj er også en fortælling om liv, fester, mode og kroppe, og dermed en anden fortælling end den vi ellers ofte hører om og af flygtninge og immigranter. Der er mange videnskabelige vinkler på de samtaler, som vi har arbejdet videre med siden, og som giver os forskere ny viden og nye perspektiver.

I THREAD fokuserede designforskerne på at undersøge, hvordan man som flygtning, migrant, eller bindestregs-dansker integrerer fortid, nutid og en idé om en fremtid i Danmark i sit tøj. Hvilke valg foretager man hver morgen, og hvordan medierer man i tøjet tilpasning til det danske samfund og at fasholde egen stil og identitet? Vi besøgte borgere med flygtninge-, migrant-, eller bindestregsbaggrund og interviewede dem om deres klædeskab og tøjvaner.

Mange berettede om, hvordan de bevidst lagde en dæmper på farveglæde og præferencen for glitrende overflader og smykker for at tilpasse sig den danske stil, der beskrives som mørk og kedelig.

Vi kiggede ind i skabe, hylder, kufferter og tasker med tøj på lofter, i skure og under senge, hvor gammelt og nyt bliver opbevaret og forvaltet. Mange berettede om, hvordan de bevidst lagde en dæmper på farveglæde og præferencen for glitrende overflader og smykker for at tilpasse sig den danske stil, der beskrives som mørk og kedelig. Dette var typisk, når snakken handlede om hverdagen i Danmark, som for eksempel ved afhentning af børn, i supermarkeder eller i bussen, på arbejde eller på sprogskole.

Modsat kunne der kompenseres med farver og mere festligt tøj ved sammenkomster, hvor der dresses op i stor skala og gerne med tøj i ikke-skandinavisk stil. Foto af glitter, draperede lag, sofistikeret turbanvikling og make-up på højt niveau blev præsenteret til forskningsteamet på mobiltelefoner og gennem fremvisning af tøj, der typisk var købt i udlandet eller modificeret, for eksempel med påsyning af similisten for at maksimere den glitrende effekt.

Den del af garderoben købes typisk på ferier i hjemlandet, af slægtninge i udlandet, over nettet på internationale sites, eller i danske genbrugsbutikker hvor udvalg af tøj med farver og mønstre er større end i konventionelle danske butikker. Også helt konkrete krav om tildækning, silhuetter og kombinationer gav mange af kvinderne hovedbrud, når de skulle konvertere typisk danske beklædningsstykker til andre tøjnormer.

Unge modebevidste muslimske kvinder med rødder i Danmark er til gengæld meget artikulerede i deres visuelle identitet mellem skandinaviske idealer, global muslimsk mode og tildækning.

I en globaliseret verden får vi brug for tøj med mere diversitet, tøj der holder, og tøj der kan sys om og repareres.

Andre kvinder, særligt de som var flygtet til Danmark for nylig, brugte det medbragte tøj som middel til at finde ro og tryghed, når de tog det på, og de udtrykte bekymringer for, hvor længe det elskede tøj ville holde til at blive brugt. Designforskernes indsamlede data er dermed med til at understrege, at i en globaliseret verden får vi brug for tøj med mere diversitet, tøj der holder, og tøj der kan sys om og repareres.

Det uniforme køb-og-smid-væk tøj er ubrugeligt, når det handler om at udtrykke diversitet i vores identitet og om at lagre minder og følelser i tøjet. Det er relevant viden, både for modeindustrien og for den grønne omstilling.

(Kvinders) livshistorier fortalt igennem tøj

På Deutsches Textilmuseum i Krefelt kender de til familiers erindringer og tøjhistorier. Børnebørn og arvinger indleverer slidte beklædningsgenstande til samlingen med familiens historier om, at dette var det sidste oldefar fik med ud af Polen ved 2. verdenskrigs slutning, eller dette var det tøj familien tog med sig på flugt ud af DDR. Efterkommere fra Tyrkiet, som er indvandret for at finde nye muligheder i det tyske Wirtschaftswunder, indleverer dragter fra familiens tyrkiske/kurdiske traditioner.

Det er Tysklands historie i det 20. århundrede fortalt i tøj, og samtidig er det den intime, personlige familiehistorie ofte knyttet til kvindernes liv. Hvordan kan den bevares og formidles? Ud over designforskernes detaljerede interviews og museumsinspektørernes indsamling af gammelt tøj brugte vi i The Fabric of My Life vores telefoner til at optage små tøjhistorier: fortæl mig på dit eget sprog om et stykke tøj der betyder meget for dig. Beskriv det. Beskriv dine føleler forbundet med det. Fortæl dets historier.

Disse vejledende spørgsmål sendte vi også ud på dansk, engelsk, arabisk, tyrkisk og kurdisk og opfordrede på sociale medier til at dele en tøjhistorie. Vi har indsamlet 78 historier fra hele Europa på 12 forskellige sprog, og de kan høres på itunes etc. Man kan også optage sin egen tøjhistorie og dele den på platformen thefabricofmylife.com

Kulturhistorikerne i projektet er optaget af disse historier, som nogle kalder ”banal” historiebrug, men som vi hellere kalder den private og tilslørede historiebrug, fordi vi interesserer os for dem, som ellers ikke skriver den politiske eller nationale historie. Vi søger de erindringsspor og fortællinger, som forskellige aktører bruger i hverdagen, og vi forsøger at forstå deres historiebevidsthed og historiebrug, og særligt hvordan den er knyttet til fortællinger, erindringer og materiel kultur.

Bevidstheden om identitet og historie spiller en central rolle i et menneskes liv, i grupper og i sidste ende i samfundet som helhed, men samtidig er det foranderlige fænomener, som formes af vores alder og de skift, vores liv byder på. I den henseende er tøj helt enestående, og samarbejdet mellem den tværfaglige forskergruppe, migranter og flygtninge gav en ny dimension af den personlige livshistorie – fortalt gennem tøj.

The Fabric of My Life
The Fabric of My Life
Foto: Marie-Louise Nosch

Den dimension er først og fremmest kønnet, og vi er selv en forskergruppe bestående af primært kvinder. Efter fem års projekter må vi konkludere, at kvindelige informanter er lettere at få i tale om tøj. Årsagen kan vi ikke sige noget om, men konklusionen er, at vi med lethed fik kvinder til at tale artikuleret, levende og facetteret, om deres tøj.

Det giver os et helt andet billede af klodens økonomiske udvikling, arbejdskraft, teknologi, erhverv og lovgivning.

En anden kønnet indsigt er, at mange menneskers tøjhistorier handler om kvinder i familien: især mor og bedstemor. De allerfleste informanter fortæller om tøj fra mormor, en trøje strikket af mor, et broderi som min bedstemor lærte mig at lave osv. Her bliver historierne nærmest dobbelt-private og dobbelt-tilslørede, når almindelige borgere, primært den oversete kilde ’kvinder’, fortæller om andre oversete historiske kilders bidrag til deres historier, i form af de forgængelige og ikke anerkendte monumenter: tekstiler.

Der opstår et parallelt og alternativt net af familiehistorier spundet af bånd mellem kvinder, og de handler om at lære at sy, brodere og strikke, om slidte ’banale’ ting man gemmer, fordi de giver mening, selvom de ikke mere har en praktisk funktion. Gennem tøjet kommer familiens kvinders historier frem, og de er præget af det personlige møde, fælles planer og det daglige liv. Det inspirerede os til at forestille os Historien (med stort H) skrevet på en ny måde baseret på tekstil og tøj, så vi kan se Eurasiens globalhistorie gennem Silkevejenes tøjhistorier og hele Europas historie set gennem systuer, hørdyrkning, uldforædling, plantefarver, kolonialismes effekt på produktion og forbrug af tøj, og hjemmets bidrag til tekstiløkonomien – det giver os et helt andet billede af klodens økonomiske udvikling, arbejdskraft, teknologi, erhverv og lovgivning.

Med de mange billige produkter, vi kan købe, er der generelt ikke behov for at kunne reparere og sy om som før, og meget af den viden, der for blot få årtier siden var alment kendt om materialers egenskaber og anvendelsesmuligheder, er nu gået tabt.

Indsigt i håndarbejdets kulturarv og dets betydning

I samarbejdet mellem forskere, kulturinstitutioner og flygtningekvinder forsøgte vi at arbejde med tovejskommunikation og -læring. Selvom vi mødes i en meget ulige situation og med ulige livsbetingelser – eller netop derfor – søgte vi at indgå i samarbejder, hvor det var de nye borgeres viden, vi efterspurgte. Vi forsøgte at vende situationen ved at vælge temaer, hvor flygtninge- og migrantkvinderne var eksperter, og vi forskere var dem, som skulle lytte og lære. Flygtninge- og migrantkvinder har et godt netværk af andre kvinder, og de taler flere sprog og dialekter, som endnu ikke har været en del af tekstilforskningen: forskellige arabiske dialekter, kurdisk, persisk og tigrigna.

Terminolog Susanne Lervad har i sin forskning længe efterspurgt flere multi-lingvale glossarer og databaser for tekstile ord. Det er et komplekst lingvistisk og semantisk område, og samtidig præges ordbøger udenfor Europa af de værdier, som vestligt uddannede mænd tog med sig i udforskningen og opmålingen af sprog.

På dialektniveau er dette problem endnu større. Ord for tøj, tekstil, håndarbejde, teknikker, strik og redskaber mangler i de gængse ordbøger. Susanne Lervad opgav de traditionelle metoder til terminologisk forskning, da hun ikke kunne tage udgangspunkt i tekster. I stedet interviewede hun sine informanter, mens de strikkede eller syede sammen, og de talte om masker, pinde, knuder, tråd, sting mm. De tegnede redskaber og teknikker eller fandt film på nettet og angav med pile ord og begreber.

De fleste havde intet særligt kendskab til håndarbejde; nogle kvinder fra Eritrea havde levet i flygtningelejre i årevis, og de syriske flygtninge var unge og en del af den moderne modeindustrikultur, men de havde forældre, bedsteforældre og andre, hvis viden de kunne trække på. Nogle informanter kontaktede ældre veninder og familiemedlemmer for at finde flere tekniske ord. En ordrigdom fra kvinders erfaringer samlede sig i en kreativ eksplorativ proces, som samtidig gav værdighed til kvindernes kulturer og viden.

Det var ikke kun ord, de mange flygtningekvinder kunne lære os. Det var også indsigt i teknikker og det at mestre tekstile håndværk. Med de mange billige produkter, vi kan købe, er der generelt ikke behov for at kunne reparere og sy om som før, og meget af den viden, der for blot få årtier siden var alment kendt om materialers egenskaber og anvendelsesmuligheder, er nu gået tabt.

Det er en af de største barrierer i den grønne omstilling af modebranchen, hvor vi skal til at varetage vores ressourcer på en måde, der minder om tidligere tiders mere beskedne forbrug: vi skal bruge længe, vi skal genbruge, vi skal bruge alt, vi skal bruge det op.

Håndarbejde med kærlighed

Det sidste vi vil nævne, er glæden ved at være kreativ gennem håndarbejde og dets helende og beroligende virkning. Vores græske partnere i The Fabric of My Life holdt håndarbejds-workshops med flygtninge i lejre udenfor Athen.  At indføre håndarbejde som del af arbejdslivet på uddannelser og kulturinstitutioner – at lægge garner frem, broderimateriale, uld m.m. – giver mulighed for en anden slags pauser, og flytter fokus væk fra ord og ansigter og over til hænder og materialer.

En af vores praktikanter, an akademisk uddannet kvinde fra Syrien, tilbød håndarbejde i pauserne på et sprogcenter for udlændige, og lærerne og eleverne tog det til sig som en ny måde at holde pause på og være social, hvor andre sanser kommer i spil. Det stimulerer den dybe tilfredsstillelse ved at lære en ny teknik, eller lære den fra sig, og ved at skabe et godt resultat. Alt dette kan foregå uden at mestre et sprog og skaber dermed en anden lighed mellem sprogbrugere.

Fabric of my life
The Fabric of My Life
Foto: Marie-Louise Nosch

Tekstil er vendt tilbage som anerkendt materiale, teknik og kultur. I international kunst og særligt i forbindelse med konflikter ser det ud som om, tekstil kan noget særligt. Talløse udstillinger bruger tøj og tekstil til at udtrykke identitet, køn, migration og liv.

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei kuraterede kunstprojektet Laundromat i et New Yorker galleri. Værket var skabt af tøj, som syriske flygtninge havde efterladt i en lejr i Grækenland. Museum of the History of Greek Costume i Athen udstillede historiske beklædningsgenstande fra flygtningekrisen i 1922, men medtog også en sort kjole, som havde tilhørt en druknet flygtningekvindes på kysten af ​​Lesbos i 2017.

Kunstværkerne rejser afgørende spørgsmål om den intime legemlige oplevelse af fordrivelse og flugt, og hvordan de erfaringer kan kommunikeres og repræsenteres i museumsudstillinger. Også i Danmark finder tekstil tilbage til kunstmuseerne, som Trapholts direktør Karen Grøn beretter om i Formkraft.

I The Fabric of My Life arbejdede vi sammen med to tekstilkunstnere. Iransk-franske Rezvan Farsijani uddelte hvide baner af bomuldsstof til kvinder i flygtningelejre i Paris, Teheran og Jordan og bad dem brodere noget om kærlighed. Stofbanerne blev derefter sat sammen til det, de alle længes efter: et hjem, et hus, hvor der fra gulv til loft er roser, hjerter, barneansigter, og udsagn som Allah er stor.

Hun interviewede kvinderne hvert sted om kærlighed og dejlige minder, og på optagelserne hører man dem fortælle, mens larm og drøn fra fly, der letter og lander i baggrunden, næsten overdøver deres glade stemmer. Flygtningelejre ligger ofte der, hvor ingen andre vil bo, tæt på lufthavne.

Tekstilkunster Solveig Søndergård bad kvinder med migrant og flygtningebaggrund i Kolding og Tingbjerg om et foto af et lykkeligt tidspunkt i deres liv. Fotografiet blev forstørret og trykt på store stofstykker, og kvinderne broderede og dekorerede billederne med silketråde, pailletter og mønstre, imens de fortalte om de lykkelige stunder. Her var også bagsiden af stofstykkerne en del af værket, der med løse ender og hæftetråde fortalte en anden historie end den pæne, komponerede forside.

Foto: Marie-Louise Nosch
For os i forskningsteamet står vi tilbage med erkendelsen af hvor meget rigdom, der er i historier fortalt gennem tøj og håndarbejde på tværs af forskellige kulturer.

Ikke alt gik dog som forventet og planlagt i dette forskningsprojekt. COVID-19 gjorde det svært at mødes både lokalt og på tværs af landegrænser. Særlig flygtningelejrene blev hårdt ramt, og vi var udelukket fra at samarbejde med dem. Men for nogle kvinder gav nedlukningen dem ro til at brodere hjemme, og projektet gav mening i den lange ventetid og isolation.

Etisk er det en udfordring, at vi forskere kommer med sikre liv og fast indkomst og vil samarbejde med borgere i en håbløs situation, uden væsentlig indkomst, og som mest af alt er optaget af den daglige udfordring med systemer, tilladelser, papirer, sagsbehandlere etc.

For os i forskningsteamet står vi tilbage med erkendelsen af hvor meget rigdom, der er i historier fortalt gennem tøj og håndarbejde på tværs af forskellige kulturer. Hvor vil det være klædeligt, hvis vi som samfund i langt højere grad anerkender de kompetencer og den rige tøjkulturhistorie, vi har mødt igennem alle de kvinder, der har bidraget til vores forskning.

Mere relevant forskning

Bang, A. L. (2013). The Repertory Grid as a Tool for Dialog about Emotional Value of Textiles. Journal of Textile Design Research and Practice 1, 1, 9-26.

Bang, A. L. & Skjold, E. (2022). Textile Tales – How textile objects build connections between individuals and across time.
Nosch, M.-L. & Skjold, E. (2022). From Tehran to Thisted via Textiles: Interviews with two textile artists on textile as a successful foundation and privileged ground for co-creation and memory.

Grøn, K. (2022). Fællesskabte kunstværker på Trapholt, Formkraft

Gaubert, C. & Lervad, S. (2019). Textile Terminology in the Thread project – a multilingual approach. Presentation at the NORDTERM Conference at the University of Copenhagen, June 2019, 22-24. Link: https://cst.ku.dk/kalender/danmark/nordterm-2019/NT-proceedings_2019_m_landerapp.pdf

Klepp, I. G., Vramo, L. M. & Laitala, K. (2014) Too Old: Clothes and value in Norwegian and Indian wardrobes. In M.-L. Nosch, Z. Feng and L. Varadarajan (eds), Global Textile Encounters, Ancient Textiles Series 20. Oxford: Oxbow Books, 237-244.

Malcolm-Davies, J. & Nosch, M.-L. (2018) THREAD: a meeting place for scholars and refugees in textile and dress research. Archaeological Textiles Review 60, 118-124.

Vacher, M. (2007) Et hjem er noget man gør. In Flygtninge og indvandrere i den almene boligsektor – bidrag til forståelse af flygtninge og indvandreres forhold til deres bolig. Center for Bolig og Velfærd, 12-15.

Nosch, M.-L., Zhao, F. & Frankopan, P. (2022) The World-Wide Web. In Textiles and Dress cultures along the Silk Roads. F. Zhao & M.-L. Nosch (red.) UNESCO publications.

Skjold, E. (2021), Clothed Memories and Clothed Futures. A Wardrobe Study on Integration and Modest Fashion, International Journal of Fashion Studies, 8 (1), 25-43.

Skjold, E., Nosch, M-L., Demir, G. (2021). How I Wear my Headscarf. Narratives about Dress and Styling from Young Muslim Women in Copenhagen, in: Thimm, V. (ed.), (Re-)Claiming Bodies through Fashion and Style: Gendered Configurations in Muslim Contexts, Palgrave, 65-87.

Skjold, E., Nosch, M-L., Malcolm-Davies, J. & Bang, A.L. (2020). THREADs that Connects. Social Innovation through Textiles. Kolding Designskole og Københavns Universitet.

Mere viden i arkivet

Du kan finde flere relevante artikler i arkivet på Formkraft. Søg eksempelvis på:

Bæredygtighed

Verdensmål

Læring

Håndværk

Tekstil

Broderi

 

Tema: Tekstil – det sociale stof

Formkraft dykker ned i tekstilerne i løbet af april-maj-juni 2022.

Gå til tema