Om udstillingen
DIGITAL ECHOES
En udstilling af Drua Sif Simone Albrechtsen (tekstil) og Roar Cornelius Albrechtsen (lyd)
Lørdag den 9 august- fredag den 5. september 2025.
Officinet, Bredgade 66, København K.

Drua Sif. Digital Echoes. Udsnit af tekstil installation. Officinet. 2025.
Udstillingen er bygget symmetrisk op og består af to store installationer, to podier med prototyper samt to højtalere, der findes på hver sin side af indgangen. Centralt står de to store installationer, der får hele rummet til at vibrere. Her er de strikkede objekter er udspændt i uforudsigelige figurer og forløb. Mønstrene flyder ind i hinanden på langs og på tværs, og får tekstilerne til at hæve sig og folde sig ud i, hvad der føles som uendelige, åbne formationer.

Indblik i proces er altid en gave, især når processen er så innovativ og unik som Drua Sif Simone Albrechtsens. Gennem prototyperne får man mulighed for at studere form- og farveudforskningen tæt på og se de virtuose, sirlige mønstre udfolde sig i forskellige teknikker. Det giver en fornemmelse af at komme tættere på hendes arbejdsmetode og visuelle univers.
Men hvor er de musikalske prototyper? Hvor er hendes rumlige forsøg, der viser, hvordan prototyperne kunne rejse sig fra bordet og blive til installationer? På podierne ligger prøverne stille, underligt livløse sammenlignet med de udspændte værker. Kun én får lov at løfte sig, svæve i rummet og glimre i sine farver. Hvad adskiller netop denne fra de andre?
Jeg ville have givet meget for at opleve Albrechtsens arbejdsproces i netop dette spring fra statisk prøve til rumligt, sanseligt værk.
Digitalt håndværk
I de senere år har jeg indenfor kunst- og design oplevet en markant tilbagevenden til digital vævning og strik, en genopdagelse af det digitale håndværk. Denne bevægelse kan ses som en reaktion på de “sorte bokse”, som nutidens computere udgør, lukkede, kommercielle systemer, hvor processerne er usynlige og utilgængelige for brugeren.
Ved at arbejde med teknologier, der kan mærkes, formes og forstås gennem hænder og sanser, insisterer designere og kunstnere på at trække det digitale ud af det skjulte og ind i et rum, hvor det kan sanses og måske derfor i højere grad forstås af flere.
Historisk set er der en afgørende forbindelse mellem tekstilhåndværk og digital teknologi. Den mekaniske Jacquard-væv fra begyndelsen af 1800-tallet, styrede sine mønstre via hulkort og regnes ofte som et afgørende skridt mod udviklingen af den moderne digitale computer.
Når designere og kunstnere i dag vender tilbage til det vævede og strikkede, er det også en måde at genaktivere denne historiske forbindelse – at minde os om, at det digitale har sine rødder i et konkret, materielt håndværk.

Drua Sif Simone Albrechtsen bevæger sig også på den måde ubesværet mellem fortid og fremtid. Hun trækker på historiske forståelser af det digitale håndværk og fornyer samtidig digitalt strik i skabelsen af former, man ikke forventer – former, jeg personligt aldrig før har set.
Hun arbejder med en blanding af humor og underfundighed, som hun kobler til en intens faglighed og en dyb alvor i sit blik for, hvad strik kan. Hendes værker er både legende og monumentaliserende, og hendes farvekombinationer og mønstre er overraskende og præcise.
Bæreposeteorien
I sit essay Bæreposeteorien om fiktion udfordrer forfatteren Ursula K. Le Guin den traditionelle opfattelse af de første menneskelige teknologier som værende våben og redskaber til kamp. I stedet peger hun på, at den første teknologi var et redskab til at samle og bære – en “bærepose”.
Hun beskriver bæreposen som en teknologi, der modsat våbnene ikke stikker, gennemborer eller ødelægger, men holder, understøtter og samler. Le Guins fortolkning repræsenterer en omsorgsfuld og samarbejdende tilgang, hvor teknologiens formål er at forbinde elementer og bære ressourcer videre. At forstå teknologi som en “bærepose” handler også om at anskue teknologi som en beholder for flere historier, erfaringer og processer på én gang.
Jeg læser Drua Sif Simone Albrechtsens tilgang til digitale teknologier gennem Le Guins blik. Hendes måde at arbejde med digitalt strik bliver en demonstration af, hvad det digitale også kan være. Hun peger via sine strikkede objekter på teknologiens potentiale til at være inkluderende, sanselig og understøttende – en kraft, der ikke blot former, men også holder og bringer videre.

Et digitalt fællesskab
På samme måde er der en lydhørhed i Roar Cornelius Albrechtsens digitale komposition, en blødhed og en lyst til at holde et lydligt rum for beskueren. Det er ikke lyd, der presser sig på og insisterer, men lyd der flyder i rummet og supplerer oplevelsen af omsorg og underfundig alvor i objekterne. Roar Cornelius Albrechtsen har anvendt det strikkede som et partitur og undersøgt sin søsters farver, mønstre og den visuelle programmering, der er udgangspunktet for det hele.
Akustikken i rummet er vanskelig, udover de bløde, strikkede værker, så er der kun hårde overflader. Derfor er det næsten umuligt at høre de detaljer i lydbilledet, jeg forestiller mig findes. Det er ærgerligt, og der er passager i kompositionen, der af og til bliver så slørede, at det er svært at lytte til. Alligevel bidrager lyden til den samlede oplevelse. Det finder man ud af, fordi lyden af og til stopper. Kompositionen looper, men har en fire minutter lang pause, der står i kontrast til den følelse af flow, jeg ellers mærker i både kompositionen og de strikkede objekter. Der bliver underligt stille i rummet. Det betyder selvfølgelig, at man bemærker Roar Cornelius Albrechtsens lyd, men også at stemningen i rummet falder.
Lyden som et ekko
Lyden er et svar, et ekko som udstillingens titel henviser til. Ordet echo stammer fra Ovids fortælling om nymfen Echo, der forbandes til kun at kunne gentage, hvad andre sagde. Det er en udstilling, hvor udgangspunktet er de fysiske installationer, lyden eksisterer som et ekko. Det er interessant at se de to digitale discipliner forme sig om hinanden, måske de engang kunne blive ligeværdige?
De to kunstnere er som nævnt søskende, og der er ti år imellem dem. Ti år hvor Drua Sif Simone Albrechtsen har udviklet sin egen unikke signatur gennem sin egen kunst- og designpraksis samt som underviser i maskin- og digitalstrik på Det Kongelige Akademi – Design & Arkitektur, mens Roar Cornelius Albrechtsen nu for alvor skal til at begynde, da han starter på Rytmisk Musikkonservatorium i august.
Der er en stor nysgerrighed og rummelighed overfor hinandens tilgang til det digitale og et unikt potentale for ikke kun et lydligt ekko, men en åbnende dialog mellem to særlige digitale kunstnere og discipliner.
Jeg drømmer om en digital verden, der i højere grad hviler på Drua Sif Simone Albrechtsens og Roar Cornelius Albrechtsens omsorgsfulde tilgang. En digital verden, der bygger på det sansede, det bløde og det, der holder.
Om skribenten
Majken Overgaard er kurator og skribent med fokus på kunst, teknologi og videnskab. Hun er kurator for Snart – Laboratorium for mulige fremtider og har tidligere arbejdet med VEGA, Statens Museum for Kunst og Christiansborg. Hun sidder i bestyrelsen for Nordens Institut på Åland og rådgiver virksomheder og beslutningstagere i at bruge kunst og teknologi som strategiske redskaber til at forme fremtiden.
Kilde
Ursula K. Le Guin, Bæreposeteorien om fiktion (Forlaget Virkelig og Laboratory for Aesthetics and Ecology, 2017).
Læs også…
Pixels, algoritmer og kunsthåndværk
Udviklingen af nye digitale redskaber har påvirket kunsthåndværket i forhold til både bearbejdning af materialer, formgivning og æstetik. Ph.d. Anne Louise Bang giver her et indblik i designuddannelsernes digitale rejse og peger på nogle af de metoder og digitale redskaber, der har indflydelse på, hvordan man kan tænke og udføre kunsthåndværk nu og i fremtiden.

