UKURANT. Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2025
UKURANT
Interview

Q&A med UKURANT: Udøvere landet over fordyber sig i fantastiske ting, der fortjener at blive vist frem


Hvordan ser ansøgerfeltet til Biennalen 2025 ud?

Ansøgerfeltet spænder over flere generationer af udøvere, hvilket giver udstillingen en dynamik, hvor både erfarne mestre og yngre talenter bidrager med deres perspektiver og eksperimenter. Mangfoldigheden i ansøgerfeltet er ikke kun tilstede i et erfaringsmæssigt perspektiv, men rummer en diversitet i håndværk, materialer og traditioner.

Vi ser en tendens til, at gamle håndværk udfordres og anvendes på nye måder i nye kontekster. Samtidig åbner moderne teknologier op for helt nye perspektiver på traditionelle teknikker, som skaber en fascinerende dialog mellem det gamle og det nye.

Biennalen er vigtig for dansk kunsthåndværk og design. Måske er det derfor endnu vigtigere, at den lige netop ikke har et tema, da udøvere landet over fordyber sig i helt utroligt fantastiske ting, der fortjener at blive vist frem.

 

Er der nogle tendenser, der går igen blandt udstillerne?

Da der for Biennalen 2025 ikke er noget tema, kan det være svært at svare på, da de udvalgte værker spænder tematisk bredt. Dog deler de alligevel flere fællestræk: et stærkt fokus på materialer og sanselige overflader, en forankring i det gode håndværk, samt en tydelig fordybelse i processen.

Tendenserne afspejler vores udgangspunkt for kurateringen, nemlig: det gode håndværk, originalitet, aktualitet og høj æstetisk kvalitet i form af materialitet, overflade, form og sanselighed.

Biennalen er vigtig for dansk kunsthåndværk og design. Måske er det derfor endnu vigtigere, at den lige netop ikke har et tema, da udøvere landet over fordyber sig i helt utroligt fantastiske ting, der fortjener at blive vist frem.

Hvordan markerer Biennalen 2025 sig?

Biennalen 2025 markerer sig ved at tilbyde et unikt indblik i, hvad der optager danske kunsthåndværkere og designere lige nu. I og med at der ikke er et overordnet tema for udstillingen, har udøverne ikke været begrænset af et specifikt emne, men har haft friheden til at skabe værker, der udspringer direkte fra deres egne interessefelter. For nogle betyder det, at vi får præsenteret værker med tematikker og teknikker, som er blevet perfektioneret over årtier, mens andre værker repræsenterer de første eksperimenter i en ny retning.

Det, der forener alle værkerne, er, at de ikke blot er en forlængelse af udøvernes praksis – de er deres praksis. Hvert eneste værk er et udtryk for, hvordan de arbejder, tænker og engagerer sig med tradition og håndværk. Derfor vil udstillingen tilbyde et nuanceret billede på, hvad der optager danske kunsthåndværkere og designere, på tværs af generationer, hvor både etablerede og nye talenter får lov at træde frem.

Biennalen 2025 bliver dermed et spejl af den mangfoldighed og dybde, der kendetegner den danske design- og kunsthåndværksscene i dag.

Biennalen 2025 vises på Glas – Museet for glaskunst. Hvordan forholder Biennalen sig til museet?

I kuratering og tema forholder Biennalen sig ikke direkte til Glas. Vi har valgt at lade kurateringen udfolde sig frit, uden at være bundet af museets normale vision om at udforske glassets potentialer som kunstnerisk materiale, og lade Biennalen udforske potentialer i en udfoldet materialepalette i lokalerne på Glas.

I udstillingsdesignet vil vi arbejde med referencer til Glas og den historie som ligger bag museet. Vi føler en samhørighed med Glas og dets historie som bunder i Studio Glass bevægelsen fra 1970’erne, der skabte muligheder for at glasudøvere kunne udfolde sig og udforske glas på nye måder — fra at have været et udelukkende industrielt materiale til et mere frit tilgængeligt materiale til kunstnerisk udfoldelse. På tværs af lande samlede man sig og delte viden om håndværket. Den fællesskabsorienterede og vidensdelende tankegang er noget, vi i Ukurant både spejler os i og efterstræber.

 

Biennalen for Kunsthåndværk & Design

Udstillingsperiode: 9. oktober 2025 – 22. februar 2026 på
Sted: Glas- Museet for glaskunst

Hvert andet år sætter Biennalen fokus på aktuelt dansk kunsthåndværk og design med et stærkt formidlingsprogram, en Open Call-udstilling og den eftertragtede Biennalepris på 100.000 kr.

I 2025 fejrer Biennalen 30 års jubilæum. Kuratorgruppen har efter en anonym ansøgningsproces valgt 27 udstillere. Se udstillerne her

UKURANT

Ukurant er en udstillingsplatform og et kreativt fællesskab for emerging designere. Ukurant præsenterer eksperimentelt design, hvor kunstneriske og kommercielle værdier sameksisterer.
Ukurant er skabt af unge designere for unge designere. Ukurant blev til gennem utallige samtaler mellem de fire stiftere: Kamma Rosa Schytte, Kasper Kyster, Josefine Krabbe og Lærke Ryom. Samtaler om at definere sig selv som ung designer, om at træde ind i en branche, der forventer ulønnet arbejde, og om at finde sin vej i en post-graduate verden.
Læs mere

Tema: Udsyn

Artist-in-residence, udstillinger og konkurrencer i internationale sammenhænge har alle dage været en del af kunsthåndværkernes og designernes dna. Hvilke fortællinger drager de ud med? Hvilken viden tager de med sig hjem?

Følg med i de løbende udgivelser.

Læs med her