Leg med overflader hos Peach Corner

Første stop er Peach Corner på Frederiksberg, som viser udstillingen ”Fictions” med keramiske værker af Carlo Lorenzetti og Carl Emil Jacobsen.

Det kunstnerdrevne, keramiske galleri har netop fejret sit etårs jubilæum, og Karen Kitani Harsbo, der sammen med otte andre keramikere driver galleriet, fortæller med begejstring, at Peach Corner allerede har godt fat i kernepublikummet – de særligt keramisk interesserede.

Vores umiddelbare indtryk er en lille, men indbydende udstilling af indbyrdes meget forskellige værker. Netop værkernes forskellige overflader og kunstneriske udtryk indbyder til diskussion af overfladebehandling, materialitet og umiddelbare associationer i mødet med værkerne.

På galleriets vægge hænger tre relieffer af Carl Emil Jacobsen, som også er repræsenteret ved de to skulpturelle objekter ”Ochre Powder Variation #3” og ”Ochre Powder Variation #5”. Alle værker er i afdæmpede jordfarver, som er fremkommet ved, at forskellige oxider (jern, okker, umbra og kobber) i tykke og tynde lag er lagt ned i en flamingoform og derefter støbt i fiberbeton. På samme vis er de to skulpturelle værker på gulvet fint forarbejdede organiske former, og ligesom reliefferne rå i deres overfladebehandling. Den matte, sandpapirsagtige overflade suger lyset, og formerne fremstår som kropslige hulrum, væv og knogleled.

Ved at sammenstille de to keramikeres værker fremhæves deres respektive forskelle og ligheder. Legen med det brugsfunktionelle er hos Lorenzetti åbenlys, mens Jacobsen går mere over i det rent skulpturelle. De to keramikere har begge arbejdet med overflader. Man får lyst til at stryge hånden hen over Lorenzettis skulpturer, hvis glatte, glaserede overflade reflekterer lyset, mens Jacobsens værkers sandpapirslignende, matte overflade, ikke på samme måde er fysisk indbydende.

”Fictions” er kurateret af Kristine Tillge Lund og rammer klokkeklart Peach Corners ambition om udstillinger, der er både ambitiøse og eksperimenterende. Det er ikke en udstilling, som kan indfanges på et øjeblik. Nuancerne i de to spændende kunstneres meget forskellige tilgange folder sig først ud, efterhånden som man tager sig tid til at udforske sine egne sanselige indtryk i mødet med værkerne.

Tekstil variation på Udstillingssted for Tekstil

Næste besøg går til Udstillingssted for Tekstil og den nye udstilling Blooomingtooon med værker af tekstilkunstnerne Jette Hartvig (DK), Anita Bracalente (US) og Isabel Berglund (DK).

Vi noterer os med det samme et slægtskab mellem de tre kunstneres værker i kraft af det pixellerede i både strik og væv. Dog skiller Jette Hartvigs tekstiler sig lidt ud i forhold til de andre, fordi de repræsenterer en mere sart kolorisme med vævninger i akvarelfarvet, strimlet papirtrend og en lys hør- eller bomuldskæde.

Hos Isabel Berglund og Anita Bracalente er der større farvemæssigt smæk for skillingen. Isabel Berglund beklæder fundne objekter med strik. Eksempelvis i det surreelle objekt ”Table Pet” (2016), der er et konsolbord beklædt med tyk, sort strik og i værkerne ”Soft Arrow” (2020), hvor Berglunds egne malerpinde indgår beklædt med strik i kraftfulde kulører.

I Anita Bracalentes værker, der er håndstrikkede med mængder af bittesmå glasperler, er der associationer til både Art Deco-interiører, patchwork, fraktalmønstre og islamiske tæpper. Man er umiddelbart på tryg grund med de genkendelige mønstre, men ved nærmere eftersyn brydes mønstrene, og den fine orden dekonstrueres.

En fin og intim lille udstilling som formår at vise spændvidden i det tekstile kunsthåndværk.

Helstøbt totalinstallation på Officinet

Tegnestuen Ahm&Lund, møbelarkitekt Isabel Ahm og møbelsnedker Signe Lund, har til Officinet skabt en udstilling eller måske nærmere en totalinstallation kaldet ”Symposium”.

Vi møder Signe Lund, der er den ene halvdel af Ahm&Lund, i udstillingen. Hun fortæller engageret om de udstillede ”værker”, der alle indtil videre betegnes som prototyper. Betegnelsen understreger fint, hvordan udstillingens design befinder sig et sted mellem kunst og funktion.

Eventprogrammet for Symposiums, som rummer  indslag fra en økoteolog, en skuespiller og en urmager, er sammensat for at skabe dialog mellem forskellige fagligheder og udspringer af det smukke og særprægede værk ”Moonwork” (2021):

Bæredygtige valg er en rød tråd igennem alle udstillingens værker, og processerne i udvikling og forarbejdning bliver fortalt gennem små modeller og materialeprøver. Eksempelvis er træmøblerne i serien ”Apart” (2021-2022) knock-down og kan dermed skilles ad og pakkes fladt, og ålegræs er anvendt til polstring i stedet for skum. Ålegræsset kommer fra søenge på Læsø og er både langtidsholdbart, brandhæmmende og hygroskopisk. Det vil sige, at ålegræsset kan optage og afgive omgivelsernes vanddampe, hvilket er med til at give et godt indeklima.

”Symposium” er en helstøbt udstilling med lyd, farver tone-i-tone, tankevækkende indhold og minimalistiske snedkermøbler, der spiller godt sammen med Officinets rammer.

Farven kommer indefra i Bygning A

Vi runder dagen af i udstillingen ”Farven kommer indefra” i Bygning A med værker af tekstilkunstner Louise Sass fra perioden 1989 til 2021.

Anslaget i udstillingen er en rindende vandhane. Vandet løber ned i en stålvask med spor af overskydende farve. Så er scenen sat. Her handler det om det tekstile håndværk. Ved siden af står et trykkebord, hvorpå en film er projiceret, der viser Louise Sass set fra oven, mens hun er i gang med at trykke på et bord i samme format. Et fint, pædagogisk greb, der både for de uindviede og de mere tekstilfagligt orienterede gæster giver anledning til fordybelse i udstillingens essens. Håndens arbejde som forløser af farvens forunderlige magi. Derefter er vi klar til at begive os videre ind i Louise Sass’ farvemæssige undersøgelser.

Der er flere ting, der går igen i udstillingen udover farverne: mønstre, der gentages i forskellige variationer og de foldede, væghængte tekstilbaner, der giver de flade tekstiler en tredimensional virkning.

Udstillingen gør os gentagne gange nysgerrige på, hvordan værkerne er skabt. Da vi når til værket ”Ingen skal sige #2” (2001) og netop er i gang med en diskussion af trykteknikken, er vi heldige at støde på Louise Sass.

Hun forklarer, hvordan hun i dette værk har arbejdet med et ‘kemisk reservetryk’, som hun ofte har anvendt frem til 2002. (Teknikken er uddød nu, da denne type reaktive farver og de kemiske hjælpemidler ikke længere fremstilles).

“I dette ret unikke stoftryk er der først trykt med en kemisk reserve. Samtidig har jeg gradueret det kemiske reservetryk i toner af grå, violet og rød. Det kaldes et iristryk. Derefter er der trykt ovenpå i forskudte lag med en anden type reaktive farver i sort, grå, pink og violet. Det sjove er, at når stoffet er dampet og vasket ud, virker det første tryk, som om det ligger øverst, og man aner konturen af de overliggende tryk som svage skygger inde i de runde former.” – Louise Sass

Vi får samtidig en snak med Louise Sass om undersøgelser kontra færdige værker:

”Forud for de endelige værker arbejder jeg med rigtig mange undersøgelser og prøvetryk. Nogle ting ligger i flere år, før de bliver monteret og vist frem som værker eller vises i en ny sammenhæng. “ – Louise Sass.

Louise Sass’ produktion kan dermed både anskues som én lang undersøgelse, og som en række af værker.

Det er en gennemført udstilling. Rum og skillevægge står rene og hvide, og farverne indtager hovedrollen. Vi oplever, at når vi konfronteres med farverne så massivt som her, begynder vi at reflektere over farverne på den anden side af ruderne i udstillingen: de nyudsprungne kastanjeblade, en blå containers påvirkning af farven på en hvid palletank ved siden af.

Udstillingen ”Farven kommer indefra” kan dermed opleves på flere niveauer og kan også ses udelukkende for mødet med skønheden i de mange farver.

Mere viden i arkivet

I arkivet findes der yderligere information om emnet. Søg eksempelvis på:

Udstillinger

Keramik

Tekstil

Bæredygtighed