Afgangsprojekterne kan opleves i de små rum som omslutter hovedtrappen i Clays gamle herskabsvilla Grimmerhus. Udstillingsrummene skaber i sig selv en varieret baggrund for projekterne, og i nogle tilfælde spiller opstilling og lysforhold bedre sammen med de unge keramikeres værker end i andre.

I villaens østlige side virker de rumlige forhold bedst, og det er også her udstillingens indgang markeres af MIN Says indbydende, runde keramikobjekter, som i udtryk og skala inviterer til at man kan sidde på dem.

Anna Maria Sand Jensens keramiske beklædningsfliser fremstilles af omdannede madrester, landbrugsaffald og keramisk affald og er præsenteret i en rumlig installation ledsaget af en bog, der grundigt beskriver projektets udforskning af genbrugsmaterialer. Derved peger projektet meget relevant ud på interessen for bæredygtig produktion, som præger keramisk praksis i disse år.

Præsenteret i sammen rum er Anna Sofie Aaskovs projekt, som også på en interessant måde arbejder med genbrug og overset materiale, men i dette tilfælde som tekstur og materiel tilstedeværelse i traditionelle krukkers overflader. Og Amalie Addy Egebjerg Jeppesens stentøjsfade med indbyggede ’kropsdele’, der flyder forvirret rundt i verden, er også en tankevækkende visualisering af et aktuelt tema med afsæt i en velkendt keramisk type.

Udstillingen er selvsagt en formidling og et rumligt møde med værkerne, og det er i sig selv en oplevelse at gå på opdagelse i krogene af Grimmerhus. Dog giver de bagerste rum i udstillingen en lidt mørkere og mere klemt kontekst for værkerne. Heldigvis er udstillingen ledsaget af en brochure med fotos og beskrivelse af alle 15 projekter, hvor nogle værker fremtræder med flere nuancer end i udstillingen. Cille Grosells arbejde er et eksempel på dette, hvor billedmaterialet i højere grad (og måske af helt praktiske årsager) formidler værkets poetiske tanke om at bringe insekter og planter sammen i skulpturerne.

Mangfoldigheden af disse og resten af værkerne fortjener at blive oplevet på Clay, hvor man især får en forståelse for tankerne og temaerne, der rører sig hos de unge keramikere. Jeg vil dog afslutningsvis fremhæve Julie Røjkjær Pedersens to amorfe skulpturer, som med deres bløde former og kropsfolder ydermere fremstår med et håndværksmæssigt og kropsligt nærvær, der inviterer til at reflektere over hvordan vi spejler os i andre og andet. Formerne ”dvæler ved bløde værdier, vi ikke kan rationalisere os frem til, men må sanse intuitivt”, som hun selv beskriver det. Det er jo en ganske god pointe i relation til keramisk formgivning, og det formår disse to kropsskulpturer at få frem.

Fælles for alle de udstillede projekter er at keramikerne selv har forfattet en kort udstillingstekst, som ledsager deres værk og giver et interessant indblik i de idéer, der ligger bag projekterne. Emma Blenker Andersen giver os måske en nøgle til at forstå hvad der er fælles for størstedelen af de udstillede værker, når hun beskriver sit eget projekt som objekter, der kan fremkalde en følelse af undren og fantasi og samtidig give mulighed for at ”reflektere over de dybere betydninger, som objekter kan have”.

Relateret indhold