Da Vibeke Rohland vendte hjem fra en rejse til Mexico i 1994, var det ikke kun souvenirs, som hun havde med i kufferten.

Med sig tog hun også inspirationen til nye værker.

I Mexico havde hun besøgt byen Oaxaca under fejringen af De Dødes Dag i november, som er en vigtig højtid i Mexico, hvor præcolumbianske ritualer blandes med den katolske kirkes traditioner. Det er en højtid fyldt med symboler.

De Dødes Dag er en fest, man holder for de døde, hvis sjæle vender tilbage for et par dage. For at lede dem på vej på denne rejse, laver man blandt andet altre, udsmykker de afdødes gravsted og holder fest.

“Jeg var dybt fascineret af alle de ting, som de døde får med i graven. Alle de ting, som deres familie og venner synes, de skal have med på rejsen,” fortæller Vibeke Rohland.

Med de gennemsigtige hverdagsting ville Vibeke Rohland »kigge ind i det, som moderne mennesker har med,« som tekstilkunstneren formulerer det. Som barn drømte hun om at blive arkæolog.

Det er noget med det, der ligger gemt. Det, som nogen har lagt væk med en intention, som fascinerer hende.

Det fortæller hun, mens vi sidder ved et bord på hendes atelier i Indre By i København. Her er alt malet hvidt; gulve, vægge og lofter, men ellers er rummet fyldt med farverige genstande. Gamle niveacremeæsker, en kinesisk cigaretpakke, et par røde sandaler. Vibeke Rohland har et nært forhold til dimserne.

Sådan har det altid været, fortæller hun.

“Jeg var aldrig rigtigt interesseret i at lege med dukker. Det var deres ‘accessories’, som jeg syntes, var fede,” siger Vibeke Rohland begejstret.

Det pyntede og tydeligt kommunikerende

Det var også det, der fascinerede hende ved at besøge Mexico under De Dødes Dag. Nemlig de dimser, som hører til højtiden. Såsom spiselige dødningehoveder i sukker, figurer, der forestiller frøer og hjorte, et stort skelet formgivet i papmaché.

Vi er mødtes for at snakke om, hvad hun har taget med ud og tilbage til Danmark som tekstilkunstner- og designer i forbindelse med sine rejser til Mexico. Den første var i 1994. Den næste var i 2023.

“Den rejse har været med mig lige siden. Jeg har stadig postkortene,” siger hun, rejser sig og henter en bunke technicolor-postkort med runde kanter frem fra en æske, som hun begynder at vise frem.

I løbet af de tredive år, der var gået fra Vibeke Rohlands første besøg til Mexico til det næste, havde danske Trine Ellitsgaard startet CaSa sammen med sin mexicanske mand, kunstmaleren Francisco Toledo.

Trine Ellitsgaard tippede Vibeke Rohland om at søge om et artist-in-residence der, og efter en succesfuld fondsansøgning kom hun endelig afsted til Mexico igen.

CaSa blev indviet i 2006. Siden da har det været kunstcenter med udstillinger, butik og workshops.

For at komme til CaSa, der er indrettet i en gammel tekstilfabrik fra 1870’erne, skal man praje en taxi ud af Oaxaca og køre 17 kilometer ud af byen. Det ved jeg, for jeg har selv været der.

Når Vibeke Rohland fortæller om stedet, der ligger smukt blandt bjergene i Oaxaca, kan jeg ikke bare levende forestille mig det. Jeg kan huske det: Papirfabrikken neden for bakken. Trapperne, der er indfarvet i coccinelle.

Symboler på tværs af sprogbarrierer

Under sit ophold, der varede et par uger, underviste Vibeke Rohland i silketryk.

På silketrykworkshoppen underviste hun i nogle grundlæggende principper bag visuel kommunikation. Men selvom symboler er en oldgammel teknologi til at kommunikere uden brug af ord, mødte hun alligevel sprogbarrierer i undervisningssituationerne.

Den første dag lavede hun oplæg om sin praksis, som blev tolket. Det involverede en »interimistisk visning af billeder.«

“Der var rigtig meget lys. Men ingen mørklægningsgardiner,” forklarer Vibeke Rohland. De projicerede billeder druknede i det.

Det gik nu fint nok. Med sig havde hun blandt andet sin bog BlackStar 1-180, som hun fremviste til eleverne og fortalte om at »gentage en form, der ikke er den samme.«

Sprogbarrieren gjorde, at Vibeke Rohland, i endnu højere grad end hun ellers behøver, skulle forklare sig gennem det visuelle. For hende understregede det symbolernes store betydning for os som mennesker.

“Jeg tror ikke, at man kan skændes i symboler og farver. For de kommunikerer noget langt mere oprigtigt end det, vi kan sige med ord,” mener hun.

Det kan skyldes kulturforskelle. Men i løbet af ugen havde Vibeke Rohland haft svært ved at mærke, hvad kursisterne fik ud af at deltage på hendes workshop. »De havde arbejdet koncentreret og vist interesse, men jeg oplevede ikke sådan en gejst, som jeg er vant til herhjemme,« fortæller hun.

Da kurset var gennemført og diplomerne udskrevet, fik Vibeke Rohland gaver fra kursisterne. Kunst og kunsthåndværk, som de selv havde lavet. Det betød utroligt meget for hende.

”At lære nogle mennesker at kende med en helt anden tilgang til kunsthåndværk og design end i Danmark har været meget lærerig,” fortæller Vibeke Rohland.

”Brugsfunktion er jo et forfærdeligt udskældt ord. Men egentlig refererer det til noget fantastisk. Nemlig til at formen bliver tilført noget ekstra.”

”Jeg kan ikke lige huske, hvad de hedder”, siger hun, mens hun leder efter ordet. ”Men et eksempel er nogle mexicanske opvaskebørster.”

“Dem kan du se, når du kommer op,” siger hun. Inden længe bevæger vi os fra atelieret og op i Vibeke Rohlands private lejlighed, der ligger i samme gård som atelieret.

Plastik og agavefibre

“Der står det,” siger Vibeke Rohland, da vi når op i lejligheden. “Escobeta” siger hun konstaterende og smager på ordet.

Det er navnet på den lille skrubbebørste af græsrødder, der holdes sammen af 2-3 metalringe. Der hænger en samling af dem på væggen over hendes køkkenbord. Iblandt dem er også nogle varianter i farverig plastik. ’Obvio’ hedder de.

Fra køkkenet bevæger vi os ind i et arbejdsværelse. I midten står et meget stort bord. Igen: Hvide overflader overalt, selv bordpladen. Og så farverige dimser organiseret rundt omkring på bordet og på reoler langs med væggene.

På bordet har hun hevet bøger med mexicansk kunsthåndværk og traditioner frem. Dem elsker hun at bladre i.

”Jeg interesserer mig meget mere for, hvad mennesker former med deres øjne og hænder, end det, de kan fortælle med ord. Det taler tydeligere til mig,” siger hun, mens hun viser bøgerne frem. Hun viser mig farverige fotografier af broderier og vævede beklædningsgenstande, genoptryk af den mexicanske kunstner José Guadalpe Posadas litografier og litteratur om de mexicanske oprindelige folks traditioner og kosmologi.

Bøgerne købte hun med hjem på sin første rejse til Mexico. På hendes seneste rejse til landet, var det blandt andet agavefibre, som fik plads i kufferten:

”Jeg sidder bare med dem i hånden, og så lægger jeg dem væk. For det er ikke noget, som jeg skal beskæftige mig med. Men de fører mig videre i de værker og ting, jeg arbejder med.”

Tema: Udsyn

Artist-in-residence, udstillinger og konkurrencer i internationale sammenhænge har alle dage været en del af kunsthåndværkernes og designernes dna. Hvilke fortællinger drager de ud med? Hvilken viden tager de med sig hjem?

Følg med i de løbende udgivelser.

Læs tema