Undertiden kan man blive helt bevæget over den omtanke og omhu, designere og kunsthåndværkere lægger i arbejdet med at gøre verden til et bedre sted. Blandt andet ved at spare på ressourcer.
For nylig præsenterede Dansk Arkitektur Center interessante designløsninger af vinderne af Danish Design Awards 2024, og for ganske nylig åbnede en udstilling i Officinet med den dobbelttydige titel, ”Ødeland”, hvor de udstillede genstande er udtryk for alt andet end at øde med materialer eller efterlade kloden som et… ødeland. Udstillingen drejer sig om at gentænke måden, vi bruger ressourcer til at fremstille keramik.
Bag udstillingen står tre keramikere, Christina Schou Christensen, Signe Fensholt og Thora Finnsdottir, der hver især og med et fælles projekt viser resultaterne af forsøg på at reducere materialeforbruget ved fremstilling af keramik.

De tre kunsthåndværkere har taget udgangspunkt i det paradoks, at der på den ene side kan anes en knaphed i de materialer – ler og mineraler hentet fra undergrunden – der bruges til fremstilling af keramik. Som det hedder i en fremlagt tekst:
”Vi oplever allerede nu, at der er råstoffer, vi ikke længere kan få og dermed, at fint tilpassede opskrifter ikke længere kan bruges.”
På den anden side – fremgår det af udstillingens koncept – ”deponeres enorme mængder af keramisk affald: fliser, potter, tallerkener toiletter og tegl”. Store mængder glas indsamles gennem systemet med affaldssortering men ikke alle typer. Og selvom vi er blevet bedre til at genanvende byggeaffald i eksempelvis renoveringer og herunder nybyggeri, er der alligevel spildprodukter. Det er blandt andet det, de tre keramikere anvender til de værker, der udstilles i Officinet, og der er næppe nogen tvivl om, at vi fremover får brug for endnu flere designere og arkitekter til at udtænke endnu mere bæredygtige og ressourcebesparende løsninger.

Udstillingen er organiseret på den måde, at hver af de tre har et bord med genstande og en væg med skåle. Tilsammen viser arbejderne, hvor rige muligheder – æstetisk, stofligt, hist og her også funktionelt – der er i at genanvende affald. Affaldet – smeltet glas eksempelvis – kan ligefrem bruges til for eksempel at dekorere fade. De mange genstande udgør en rigdom af former, der både kan være dekorative og humoristiske. De individuelle arbejder bliver samtidig et bibliotek af mulighed for at omdanne skrot til skatte.
Det er lykkedes at tilrettelægge en udstilling, hvor pædagogik og pointe går op i en højere enhed.
Undertiden går det galt, når udstillinger er kurateret ud fra et overdrevent didaktisk hensyn. Resultatet kan blive nærmest omklamrende. Men i ”Ødeland” er fortællingen overmåde vellykket. Med eksempler på brudstykker og pulveriserede materialer bearbejdet på forskellige vis som en forudsætning for det færdige resultat gives en mulighed for at forstå de tre keramikeres proces.
Ydermere er der knyttet en hjemmeside til udstillingen – og projektet i det hele taget – der hedder ødeland.dk. På hjemmesiden deler kunstnerne deres erfaringer – opskrifter – om de processer, de har eksperimenteret med. For hvad er perspektivet i denne vedkommende udstilling? At andre også begynder at arbejde med kasseret keramik som materiale for derved at reducere ressourceforbruget.
Perspektivet er, at dette genbrug i kunstnerisk øjemed ikke alene kan gennemføres af andre keramikere. Det kan også gøres i stor skala, og af en introduktion på udstillingen fremgår det, at Christina Schou Christensen, Signe Fensholt og Thora Finnsdottir har indgået et samarbejde med den kommunale affaldssortering på Bornholm. På Bornholm skal 380 tons keramisk affald bortskaffes – om året. En stor del indgår allerede i genbrugsprojekter. Men der er også rigeligt med materiale til vaser, skulpturer og dekorative genstande som dem udstillingen i Officinet viser eksempler på.

Om udstillingen
Ødeland er skabt af Christina Schou Christensen, Signe Fensholt og Thora Finnsdottir.
Udstillingsperiode: 7.-29. marts 2025.
Galleri: Officinet, Bredgade 66, 1260 København K.
Læs også..
Tema: Kunsthåndværkets scener
Branchen efterlyser en kunsthal dedikeret samtidens kunsthåndværk og design. Med dette tema sætter Formkraft fokus på kunsthåndværkets udstillingssteder og kuratorer. Hvilken betydning har de små og store udstillingssteder? Hvem kuraterer kunsthåndværk- og designudstillinger? Hvordan kommer kunsthåndværkerne selv ud over rampen?

GenJord – bæredygtig keramisk praksis
Projektet GenJord har fået massiv interesse blandt danske og udenlandske keramikere. Her giver keramiker og projektleder Helle Bovbjerg indblik i tankerne bag projektet, der er blevet en bevægelse mod en mere bæredygtig keramisk praksis.

Den bæredygtige ting: en hyldest til det rå og foranderlige
Det mest bæredygtige designobjekt er råt, foranderligt og ufærdigt. En måske umiddelbart mærkværdig påstand at starte en artikel om bæredygtighed med, da bæredygtighed ofte forbindes med holdbarhed og varighed, med det formfuldendte og solide. Ikke desto mindre er min teori, at det mest bæredygtige objekt er foranderligt, ufærdigt og ja, råt. Bæredygtig råhed vender jeg tilbage til – lad os først kigge nærmere på det volatile, ufærdige element, der kendetegner det bæredygtige objekt.
