Når et toilet bliver skiftet ud, bliver det som regel betragtet som affald og sjældent som det, det også er: en stor, højbrændt porcelænsmasse med potentiale til at indgå i nye materialer. Men for keramiker Thora Finnsdottir blev et udtjent toilet omdrejningspunktet for en omfattende undersøgelse af, hvordan et af byggeriets mest oversete restmaterialer kan få nyt liv.

Det, der begyndte som et kunstnerisk eksperiment med en lille stenknuser i værkstedet, har siden udviklet sig til et tværfagligt projekt, hvor hun sammen med forskere, arkitekter og nedrivningsbranchen undersøger, hvordan højtbrændt keramisk affald kan blive en ressource – og måske endda danne grundlag for en ny materialeæstetik i fremtidens byggeri. “Affald er et materiale,” siger Finnsdottir.

Og det er netop den tilgang, der danner afsæt for GenForm, som netop har modtaget støtte fra Statens Kunstfond under programmet Kunsthåndværk og design sætter dagsordenen.

Projektet bygger på et væld af kunstneriske materialeundersøgelser og eksperimenter, der begyndte længe før GenForm. For at forstå, hvordan arbejdet med keramisk affald udviklede sig fra de første materialeeksperimenter til et forsknings- og udviklingsprojekt på tværs af fagligheder, må vi spole tiden tilbage til udstillingen Ødeland, som Thora Finnsdottir udviklede sammen med keramikerne Signe Fensholt og Christina Schou Christensen. (læs også anmeldelsen af Ødeland-udstillingen i Formkraft)

At være ødsel

Keramik rummer et paradoks. Vi forbinder materialet med noget bestandigt; med noget, der kan overleve generationer og i arkæologiske udgravninger fortælle historier om mennesker, der levede for tusinder af år siden. Men netop den bestandighed er problematisk i forhold til den måde, vi i dag bruger og forbruger materialet på. For det er den samme holdbarhed, der gør den højtbrændte keramik vanskelig at føre tilbage i kredsløb.

Når en tallerken knuses, en håndvask udskiftes eller et toilet kasseres, ophører materialet ikke med at eksistere, men alligevel bliver det fra det ene øjeblik til det andet betragtet som affald. Men hvad nu, hvis historien ikke sluttede dér? Hvad nu, hvis kasseret højtbrændt keramik ikke først og fremmest blev betragtet som affald, men begyndelsen på materialets næste kapitel – med sin egen stoflighed, sine egne farver og sit eget æstetiske potentiale?

Det var netop bl.a. disse spørgsmål, der blev udgangspunktet for udstillingen Ødeland.
Titlen Ødeland rummer en dobbelt betydning. Den peger både på landskaber, der er udtømte eller præget af menneskelig udnyttelse, og på ordets ældre betydning, hvor en ødeland er en person, der ødsler med sine ressourcer. Begge betydninger har samme omdrejningspunkt: en kultur, hvor materialer udvindes, forarbejdes, bruges eller rettere forbruges, og til sidst forsvinder ud af vores bevidsthed som affald. Eller som de tre keramikere skrev i udstillingsteksten: “I årtusinder har vi taget for os af jordens rigdomme. Inden for det keramiske felt har vi omdannet ler og mineraler til vidunderlige keramiske objekter. Vi mennesker har ødslet, som om ressourcerne aldrig slipper op. Men råstoffer til fremstilling af keramik er ressourcer, der ikke fornyes.”

Ødeland begyndte dog ikke som en udstillingsidé, men som et materialeeksperiment. Under GenJord-symposiet om mere bæredygtig keramik på Århus Kunstakademi blev deltagerne inviteret til at vælge et aspekt af bæredygtighed, de ville undersøge nærmere, og Finnsdottir valgte materialer. (Læs artikel om GenJord i Formkraft)

Hun brugte de følgende to måneder på at undersøge højtbrændt keramisk affald – netop fordi næsten ingen arbejdede med det – og eksperimenterne gav hende en første fornemmelse af, hvad der kunne lade sig gøre.

Finnsdottir havde set enkelte internationale eksempler, blandt andet australske keramikere, der knuste fejlproducerede kopper og blandede dem i nye keramiske masser. Men højtbrændt porcelæn og sanitetskeramik blev fortsat betragtet som et materiale, der var vanskeligt at genanvende.

Derfor købte hun en lille stenknuser (den type guldgravere bruger til at knuse sten i jagten på guld) og begyndte at eksperimentere hjemme i sit værksted. Og i løbet af de følgende måneder arbejdede hun systematisk med forskellige typer keramisk affald: porcelæn fra restauranter og kantiner, kasserede værker fra egen praksis og murstensaffald.

Materialerne blev knust, sorteret og gradvist blandet i støbemasser i stadig større mængder. “Jeg blev ved med at øge mængden af affald i lermassen for at se, hvor grænsen gik,” fortæller hun. “Da jeg nåede op omkring 50 procent, begyndte jeg at tænke, at det her faktisk kunne lade sig gøre.” Men eksperimentets mål var ikke kun at finde den tekniske grænse for, hvor meget affald leret kunne rumme. Mindst lige så interessant blev det for hende at iagttage, hvordan materialet forandrede karakter. De knuste porcelænsskår efterlod spor i overfladen, farverne ændrede sig, og de grovere fraktioner, der først lignede et restprodukt, viste sig at tilføre nye kvaliteter. Materialet forsøgte ikke at skjule sin fortid, men tværtimod blev historien til en del af dets udtryk.

Genanvendelse behøver ikke at have som mål at få et materiale til at ligne noget nyt. Måske ligger det største potential faktisk netop i det modsatte: i at udvikle en æstetik, hvor materialets tidligere liv ikke skjules, men træder frem som en kvalitet i sig selv. Hvor de spor, tiden har aflejret i materialet, bliver en del af dets udtryk.

Resultaterne fra eksperimenterne gav Finnsdottir lyst til at undersøge materialet videre. Hun kontaktede derfor Christina Schou Christensen, som arbejder indgående med keramiske materialer og glasurer, og spurgte, om de skulle udvikle en udstilling sammen på Officinet. Signe Fensholt blev siden koblet på, og de tre keramikere begyndte at mødes på Bornholm for at udvikle materialerne og undersøge deres muligheder.

Og det var her de begyndte at rette blikket mod en affaldsstrøm, som kun de færreste beskæftiger sig med: udtjente toiletter og håndvaske.

På Bornholm bliver omkring enorme mængder af sanitetskeramik hvert år sendt væk fra øen. Det højtbrændte keramiske affald kan ikke uden videre genanvendes og ender typisk til deponering. En del af det eksporteres til Norge, hvor det kan deponeres i udtjente minegange, hvilket er en løsning, Danmark ikke har mulighed for på grund af de geologiske forhold. For de tre keramikere rejste det et oplagt spørgsmål: Kunne det materiale, som affaldssystemet betragtede som en byrde, i stedet blive en ressource?

Arbejdet begyndte helt lavpraktisk. Toiletter og håndvaske blev slået i store stykker med hammer, derefter knust i en grovknuser og siden i en finere laboratorieknuser i Christina Schou Christensens værksted i Nexø på Bornholm, indtil materialet kunne blandes i nye støbemasser.

Undersøgelserne kredsede omkring følgende spørgsmål: Kan affaldsmaterialet erstatte virgine materialer som kaolin, feldspat og kvarts – og anvendes til både lermasse og glasur? Hvilke farver og teksturer opstår? Og kan et materiale, der betragtes som affald, udvikle sit eget formsprog? (Læs også artiklen Knusningens æstetik i Formkraft)

Ødeland blev dermed ikke blot en undersøgelse af, om keramisk affald kunne genanvendes. Udstillingen pegede på, at et restmateriale ikke behøver at være slutningen på materialets historie, men kan indgå i nye kredsløb og udvikle nye æstetiske kvaliteter undervejs.

At tænke i kredsløb

Men Ødeland pegede også på en begrænsning: Der findes ganske enkelt langt mere sanitetskeramik, end kunsthåndværkere nogensinde vil kunne omsætte. Hvis materialet derfor skal have en reel fremtid, må undersøgelserne flytte sig fra værkstedet og ind i de systemer, hvor affaldet opstår, og hvor det potentielt kan bringes tilbage i kredsløb.

“Jeg kunne se, at det ikke gav mening kun at arbejde med det som keramiker. Der er så store mængder materiale, at kunsthåndværket aldrig kan løfte opgaven alene. Hvis det her skal gøre en reel forskel, bliver vi nødt til at tænke hele værdikæden med,” fortæller Finnsdottir.

Det blev afsættet for GenForm, som hun søgte støtte til hos Statens Kunstfond sammen med DTU Sustain, Tscherning, Henning Larsen og Designmuseum Danmark. Projektet undersøger både det tekniske og æstetiske potentiale i sanitetsaffald som materiale til ny keramisk produktion og arkitektoniske anvendelser.

En af de første samarbejdspartnere blev Tscherning, der er blandt Danmarks førende virksomheder inden for nedrivning og cirkulær ressourcehåndtering. Her var interessen for projektet umiddelbar. Virksomheden havde allerede arbejdet med mulighederne for at rense og genbruge udtjente toiletter, men stod – ligesom resten af branchen – med et grundlæggende problem: Hvad gør man med de enorme mængder sanitetskeramik, som ikke kan genbruges direkte? Spørgsmålet lå tæt på Finnsdottirs egne undersøgelser. Ødeland havde vist, at sanitetskeramikken kunne genanvendes. Nu så Tscherning en mulighed for at udvikle en løsning, der kunne håndtere den langt større affaldsstrøm, som i dag stort set ender som deponi.

Netop fordi Tscherning håndterer store mængder sanitetskeramik, blev virksomheden også central i udviklingen af en mere systematisk strategi for materialet. Under arbejdet med Ødeland kom toiletterne, som nævnt, fra Bornholms Affaldssortering. De var usorterede, og ingen vidste præcist, hvilke modeller de enkelte toiletter var, eller hvilke materialer de indeholdt. Det gjorde arbejdet både langsomt og usikkert.

Kunsthåndværk, forskning og byggeri

Finnsdottir tilfører projektet et andet blik på materialet. Hvor fokus traditionelt har været på tekniske egenskaber og funktion, spørger hun, hvad der sker, når materialets æstetiske kvaliteter også bliver en del af ligningen.

Lisbeth M. Ottosen, professor ved Institut for Miljø- og Ressourceteknologi på DTU Sustain, ser netop mødet mellem kunsthåndværk og forskning som projektets styrke:

“Tværfaglighed er nødvendig, hvis vi skal genanvende alternative ressourcer i produktionen af byggematerialer. Thoras idéer og viden er unikke. På DTU Sustain kan vi teste og optimere de materialedesigns, hun udvikler, så de opfylder de funktionelle krav, der stilles til dem i byggeriet.”

Arbejdet med de alternative ressourcer rejser også nye spørgsmål. Materialerne varierer i sammensætning, og netop forståelsen af, hvilke faktorer der er afgørende for deres kvalitet, er ifølge Ottosen en forudsætning for, at de på sigt kan sættes i produktion.

Det er netop denne kombination af materialeforståelse, æstetik og cirkulær tænkning, der åbner projektet mod byggeriet. For et materiale bliver først for alvor en del af en cirkulær praksis, når det kan bruges igen i en ny sammenhæng. Derfor var samarbejdet med byggebranchen en forudsætning allerede fra projektets begyndelse, og i dag er Henning Larsen Arkitekter en central partner i arbejdet med at undersøge materialets arkitektoniske potentiale. Tegnestuen havde set Ødeland og fået øje på muligheden for at undersøge, hvordan de genanvendte keramiske materialer kunne indgå i arkitektoniske løsninger.

I meget nutidigt byggeri fungerer mursten ofte som en ydre beklædning på bygninger med en bærende konstruktion af beton. Her ser Finnsdottir et muligt anvendelsesområde for de nye materialer. Ikke nødvendigvis som traditionelle mursten, men som facadeplader, fliser eller andre arkitektoniske elementer, hvor keramikken både kan bidrage med holdbarhed og et særligt stofligt udtryk.

Det er netop denne kombination, der har vakt interesse hos Henning Larsen Arkitekter. Katrine Juul, Lead Sustainability Architect hos Henning Larsen, siger:

“Thoras arbejde viser, hvad der kan opstå, når æstetik, materialeforståelse og en konkret samfundsudfordring mødes. Resultatet fremstår ikke som et kompromis, men som et sanseligt og attraktivt produkt med arkitektonisk kvalitet. Det er netop den type løsninger, der kan flytte genbrugsmaterialer fra niche til det oplagte æstetiske valg.”

Men GenForm rummer også en kulturel dimension. Projektet udfordrer ikke blot måden, vi udvikler nye materialer og arkitektoniske løsninger på, men rejser også spørgsmålet: Hvordan ændrer vi vores syn på de materialer, vi kalder affald? Netop derfor er Designmuseum Danmark også en del af partnerskabet. Hvor de øvrige partnere arbejder med materialets tekniske, videnskabelige og arkitektoniske potentiale, skal museet sætte det ind i en større kulturhistorisk fortælling. På sigt kan projektets resultater danne grundlag for en udstilling, der ikke blot præsenterer de nye materialeforsøg, men også fortæller historien om sanitetskeramik: fra hverdagsgenstand til affald og videre til ressource. Samtidig skal resultaterne tilbage til byggebranchen, blandt andet gennem Building Green, hvor de kan indgå i en bredere diskussion om fremtidens materialer og cirkulært byggeri.

Værkstedet som laboratorium

Selv om projektet altså i dag involverer både forskere, arkitekter, en nedrivningsvirksomhed og et museum, har værkstedet fortsat en central rolle. Det er her, Finnsdottir fortsætter med at udforske materialernes egenskaber og muligheder.

For hende er hver ny affaldsstrøm først og fremmest et materiale, der skal læres at kende – gennem hænderne. Og det gælder også de materialer, der indgår i glasurerne. Restglas fra medicinalindustrien, flaskeglas, granitmel fra Bornholm og andre industrielle reststrømme afprøves som råstoffer til nye glasurer. Hvert materiale rummer sit eget æstetiske potentiale: f.eks. giver granitmelet umiddelbart en dyb brun overflade, men for en keramiker er jernet samtidig begyndelsen på et langt større farvespektrum.

Afhængigt af sammensætning og brænding kan de samme mineraler udvikle gule, grønne og varme jordfarvede nuancer. Kobberaffald kan frigive kobberoxid og skabe klare turkise glasurer, mens kasseret keramik med koboltholdige glasurer bliver knust og indgår i nye blandinger. Selv grønne og brune flasker har vist sig at kunne danne grundlag for helt nye glasuroverflader.

“Det ene materiale leder hele tiden videre til det næste,” fortæller Finnsdottir. “Jo mere man undersøger affald, jo flere muligheder opdager man.” Den samme åbenhed præger hendes tilgang til genanvendelse. Hun forsøger ikke at få affald til at ligne jomfruelige råstoffer. Tværtimod lader hun de knuste porcelænsskår og mineralernes aftegninger træde frem som en del af materialets identitet, så de spor, tid og brug har aflejret, bliver en del af materialets udtryk.

At lære af naturen

Et andet gennemgående spor i Finnsdottirs praksis er hendes fascination af naturens måde at skabe form på. Længe før keramikken blev hendes materiale, var hun optaget af naturens egne systemer, og hun læste tilmed biologi, bl.a. fordi hun var fascineret af, hvordan former opstår, udvikler sig og indgår i kredsløb.

Da hun senere valgte keramikken, var det de samme spørgsmål, hun tog med sig ind i værkstedet. Tidligere har hun blandt andet arbejdet med kiselalger – mikroskopiske organismer, der gennem millioner af år har opbygget komplekse skeletter af silica, som er den samme grundsubstans, der indgår i både glas og keramik.

Hun er optaget af, hvordan vi mennesker kan lære af naturens egne processer; af den måde, former opstår og materialer indgår i kredsløb. “Vi ser ofte naturen som noget uden for os selv,” siger hun. “Men vi er jo natur. Når vi begynder at forstå det, ser vi også materialerne på en anden måde.”

Ved siden af arbejdet med GenForm fortsætter Finnsdottir sit arbejde som keramiker og designer. Hun har netop lanceret nye produkter for Kähler og er samtidig i gang med at omlægge sin praksis, så den fremover næsten udelukkende bygger på genanvendte materialer. Også hendes kommende udstilling i Gjethuset i Frederiksværk tager afsæt i affald fra en nedrevet væg og undersøger, hvordan materialer kan bære spor af deres tidligere liv.

I Finnsdottirs tilgang til bæredygtighed er der ikke tale om at løfte en moralsk pegefinger. Snarere tværtimod; der skal nye fortællinger på bordet. For hvis vi skal ændre vores måde at bruge materialer på, kræver det også, at vi ændrer den måde, vi ser dem på. Ambitionen er derfor ikke blot at udvikle nye materialer, men også at være med til at skabe en ny fortælling om dem – en fortælling, hvor affald ikke først og fremmest er noget, der skal skjules eller fjernes, men noget, der kan forstås, værdsættes og formes på ny.

GenForm peger på en æstetik, der ikke forsøger at viske tid, slid og brugsspor væk, men i stedet lader dem træde frem som en del af materialets identitet. En æstetik, hvor skønheden ikke opstår på trods af materialets historie, men netop gennem den.

Måske er vores tid moden til en sådan form for skønhed. Det burde den i hvert fald være, for affaldsmaterialer er på mange måder vores tids største ressource. Den mest bæredygtige tilgang er ikke at føre materialerne tilbage til det, de engang var, men at genforme dem eller lade dem fortsætte deres historie i en ny form, der bærer sporene af det, der har været, og samtidig er åben for det, der kommer.

Ligesom i naturen, hvor former forandrer sig, og materialer indgår i nye sammenhænge, kan det, vi betragter som overflødigt, blive udgangspunkt for noget nyt.

Tema: Steder og det materielles handlingskraft

I dette tema undersøger Formkraft, hvordan kunsthåndværk og design kan være med til at forme vores steder: fra materialer og detaljer i byggeri til landskaber, råstoffer og globale magtstrukturer. Fælles er interessen for, hvordan materialer, design og kunsthåndværk kan skabe forbindelser mellem mennesker og deres omgivelser.

Læs tema