Knusningens æstetik. Nina Husted Ericksen
Knusningens Æstetik.
Interview

Knusningens Æstetik


”Forestil dig, at du kunne tage et tegltag ned, som skal udskiftes, og at du kunne knuse det til at lave nye tegl og lægge det hele på én gang til. Det ville være så smukt,” lyder det begejstret fra Jacob S. Bang, da Formkraft en eftermiddag i maj møder ham og Nina Husted Erichsen på en Zoom-forbindelse fra Bornholm.

De to er undervisere på Det Kongelige Akademi, ved Institut for Bygningskunst og Design, hvor de bedriver såkaldt Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed (KUV). Jacob Bang med fokus på bygningskunst på Holmen og Nina Husted Erichsen med fokus på glas og keramik på Bornholm.

De har samarbejdet om et projekt, de kalder ’Knusningens Æstetik’, som blev vist på udstillingen Planetary Boundaries på Det Kongelige Akademi og senest på Form/Design Center i Malmø.
Projektet går i sin enkelthed ud på at udforske mulighederne for at genanvende brændt ler. Og det er der en særlig årsag til.

Det Kongelige Akademi. Knusningens æstetik
Knusningens æstetik på udstillingen Planetary Boundaries på Det Kongelige Akademi
Foto: Privat foto.

Knusemaskinen

”Ler er jomfrueligt materiale, som vi skal passe på. Det er vi som uddannelsesinstitution i gang med at forholde os til, både fra de studerendes side, men også i undervisningsforløb, og derfor har vi indkøbt teknologi til at genanvende brændt ler,” forklarer Nina Erichsen.

 

Med teknologi refererer Nina til en ’knusemaskine’, der kan knuse op til 250 kg om dagen. Den knuser keramik, porcelæn og andre materialer i brændt ler fra groft hakkede stykker til helt fint mesh 120, hvis man ønsker det så fint.

Udfordringen med ler er nemlig, at når først det er brændt, kan det ikke komme tilbage til det oprindelige stadie, ligesom metal eksempelvis kan omsmeltes. Til gengæld kan det knuses, og ved at tilføre en portion frisk ler, kan det genanvendes.

Det var den opdagelse og teknologi, der oprindeligt fik de to forskere i gang med projektet.

Knusningens æstetik
Ved at tilføre en portion frisk ler, kan det knuste materiale genanvendes.
Foto: Privat foto.
Når du siger til mennesker, at når du tager ler op af jorden, så kommer det ikke igen, så får de jo faktisk et chok. De aner ikke, hvor ler kommer fra.

Vi må gøre noget

”Når du siger til mennesker, at når du tager ler op af jorden, så kommer det ikke igen, så får de jo faktisk et chok. De aner ikke, hvor ler kommer fra,” fortæller Nina.

”Det er det, der er så fremmedgjort for mange mennesker i 2024. Ingen aner, hvor noget kommer fra. Om 400 år er der ikke mere sand til glas. Der kan man sige, at vi er døde, men der kan tanken jo ikke stoppe.”

Derfor kastede hun sig sammen med Jacob ud i samarbejdet om at genanvende materialer. Ifølge Nina er der nemlig behov for handling.

”I Danmark er vi rigtig gode til at stille en masse spørgsmål, og det er også rigtig fint, men det må gerne komme videre. Vi bliver nødt til at gøre noget.”

Knusningens æstetik
Knusningens Æstetik

Alkymist-tilgang

Med projektet ’Knusningens Æstetik’ har de to kollegaer og forskere gået alkymistisk til værks.

Jacob: ”Vi er to kollegaer med en fælles interesse for formgivning og materialer, og hvis man mixer de to blikke sammen, kommer der noget helt nyt ud af det. Det passer meget godt til den der alkymist-tankegang i projektet.”

Nina: ”Ja, man aner ikke, hvad der foregår inden i Jacobs hoved, men man har lige et indblik i det og kan mødes et sted. Det er dér udviklingen ligger. Vi har en fælles mængde, men alligevel er vi i hvert vores hjørne af den materielle verden.”

Et nyt blik på bæredygtighed

Netop den alkymist-tilgang er der behov for. På Det Kongelige Akedemi, Bornholm har man tidligere købt ler og glasurer uden de store overvejelser. I dag er det skaleret ned, fortæller Nina.

”Vi kan ikke retfærdiggøre bare at blive ved med at anvende ler. Vi bliver nødt til at kigge på det på en anden måde. Få det ind i de studerendes perspektiv meget tidligt.

Jacob tilføjer: ”Man kan også sige, at det er nogle ret fine kunstneriske benspænd at få, både i vores projekt, men også generelt for de studerende, at der er nogle begrænsninger, og at vi bliver nødt til at gentænke det, der er tilbage på jorden.”

Vi er begge to hurtige til at kede os over grimme materialer. Der skal være noget juice i det. Der er noget æstetik, der skal være opfyldt, før vi synes, det er i orden.

Skønhed i materialet

For Jacob og Nina er ’Knusningens Æstetik’ også en kæphest, hvor de vil gøre op med forestillingen om, at så længe noget er lavet af genbrugsmaterialer, er det skønt.

Nina: ”For ti år siden var der meget fokus på fortællingen om, at bare det var lavet af noget, der ellers skulle smides ud, kunne man se værdien i det.”

Jacob: ”Der prøver vi at sige, at det skal helst have skønhed i sig selv også. Så vi ikke bare siger, at det her er lavet af fiskenet, der er hentet op af et eller andet dyb. Det er der meget af. Det er ikke nødvendigvis den forkerte historie, men vores er en anden.

Nina: ”Vi er begge to hurtige til at kede os over grimme materialer. Der skal være noget juice i det. Der er noget æstetik, der skal være opfyldt, før vi synes, det er i orden.”

Knusningens æstetik
Knusningens Æstetik

Nulfejlskulturen spænder ben

Den kæphest er ikke den eneste i projektet. Med mange års erfaring som undervisere har Jacob og Nina nemlig også oplevet, hvordan nulfejlskulturen har udviklet sig på uddannelsesinstitutionerne. En udvikling, som de mener, der skal gøres op med, hvis vi skal lykkes med omstillingen.

”Det hjælper, at vi eksperimenterer og udvikler i værkstedet, og de studerende ser, at vi også kan lave fejl. Nå, den gik i stykker, så må vi prøve noget andet. Den her blev for tynd, hvad gør vi så,” fortæller Jacob og fortsætter:

”Den nulfejlskultur, er der er meget af, og den er vi tilhængere af at nedbryde. Både på Bornholm og på Holmen.”

Derfor har tilgangen til projektet ’Knusningens Æstetik’ været at være fysisk til stede blandt de studerende, være synlige og vise tingene frem. Både de gode og dårlige, fortæller de to undervisere.

Nina og Jacob eksperimenterer og udvikler i værkstedet, så de studerende ser, at de også kan lave fejl.

Næste skridt: hvad som helst

Spørger man Jacob og Nina om næste skridt i projektet, er mulighederne og ambitionerne mange. Ønsket er at kunne skalere op og bygge med de genanvendte materialer. Måske fundamentet til et skur eller en del af en bygning.

Jacob: ”Det næste, vi gerne vil, er at lave nogle meget store ting. Nogle storskala-ting. Bestemme, præcis hvor store delene skal være og arbejde med overflader, slibe, glaseringer og så videre.”

Rent teknisk er der en skala for, hvad man kan knuse. Nina forklarer, at man ikke kan knuse noget, der er hårdere end granit, men ellers går alt derunder an. De studerende på Bornholm knuser eksempelvis mineraler og sten til glasur.

”Man kan i princippet hælde hvad som helst i knusemaskinen. Man kan hælde toiletkummer i, hvis man vil,” forklarer Jacob.

Har I også nye samarbejder på tegnebrættet?

Nina: ”Københavns Kommune har et pilotprojekt om borgernes keramik og porcelænsaffald. Det ville jo være et genialt projekt, hvis de havde sådan en knusemaskine og man kunne hælde alt mulig i og lave en æstetisk udgave af en københavnerbænk af knuste materialer.”

Dialogen med Københavns Kommune er indtil videre på idéstadiet, men begejstringen er ikke til at tage fejl af:

”Jeg synes det ville være sådan et genialt projekt. Hvis jeg var 35, så kørte jeg med det,” lyder det entusiastisk fra Nina.

Knusningens æstetik
Der er interesse fra industrien, men Nina og Jacob har endnu ikke etableret samarbejder. For dem er forskningen det vigtigste fokus på nuværende tidspunkt.

Inspiration til industrien

’Knusningens Æstetik’ har også budt på muligheder for samarbejde med industrien. En urtepottefabrikant har henvendt sig, men med to fuldtidsjob har der ikke været tid til at starte en dialog på nuværende tidspunkt.

”Jeg holder også på, at industrien måske tager det op selv. Der er nogle, der viser vejen og inspirerer, og så er der andre, der tager det op. Det er jo en meget simpel proces. Det er noget, man kan investere teknologi i og gå i gang med,” fortæller Nina.

De to underviseres tilgang er transparent, og resultaterne bliver delt så vidt og bredt som muligt.

”Vi er glade for selve forskningen og at lave noget, der kan inspirere. Så må folk selv tage det videre,” tilføjer Jacob.

Det er også en del af planen at udgive en artikel om projektet, som når ud til flere, end udstillingen allerede har gjort. Alt, hvad de gør, kaster ringe i vandet, forklarer de.

”Vi blev kontaktet af en svensk forsker, som var meget optaget af mineraler og knuste materialer, så vi opbygger også et netværk, som er mere teknisk. Og måske også med industrien på sigt,” lyder det fra Jacob.

Knusningens æstetik
For både Nina og Jacob er form og æstetik det allervigtigste omdrejningspunkt, hvis man skal lykkes med at give genanvendte byggematerialer et nyt og langt liv.

Et nulenergi-projekt

I projektets næste fase tænker Nina og Jacob også i alternative materialer og metoder.

Jacob: ”Vi har stadig til gode at undersøge, hvilke andre materialer, man kan blande i det knuste. Lige nu er der blandet en smule frisk ler i, men man kunne også eksperimentere med andre materialer og opnå andre overflader.”

Det helt store spørgsmål er dog, om det kan blive et nulenergi-projekt, hvis der fortsat anvendes elektricitet til en knusemaskine og elementerne brændes i en ovn, der udleder CO2?

Nina: ”Det er de kritiske spørgsmål, vi har fået fra vores kollegaer. Hvad koster det egentlig at knuse og brænde? Det er jo anden omgang, men det skal man huske at tælle med i regnestykket.”

Det har ført til tanken om at arbejde med rå elementer og ubrændte overflader.

Jacob: ”Før i tiden kunne man godt lave huse af ubrændte tegl, så længe det bare havde et ordentligt tag og et ordentligt udhæng. Det kunne også være en interessant vej at gå.”

Nina: ”Ja, eller et stampet gulv eller stampet mur.”

 

Form og æstetik før alt andet

For dem begge er form og æstetik dog det allervigtigste omdrejningspunkt, hvis man skal lykkes med at give genanvendte byggematerialer et nyt og langt liv.

”Hvis industrien bare får lov til at køre løs, mister man poesien i det,” fortæller Nina og tilføjer:

”Vi er meget optagede af autenticitet og overflader, form og struktur. Derfor er der meget, der går tabt, hvis det alt sammen kommer til at handle om, hvor meget energi, der bliver brugt for at lave den her teglsten på den mest optimale måde. For mig at se er der en balance, der skal gå op.”

Nøglen til at ændre noget ligger hos de kommende generationer af arkitekter og kunsthåndværkere.

Vi skal være bevidste, ikke dogmatiske

Både Jacob og Nina mener, at nøglen til at ændre noget ligger hos de kommende generationer af arkitekter og kunsthåndværkere.

”Vi skal øge bevidstheden hos de studerende. Der er mange, der kommer her og tænker ud fra en traditionel måde at forholde sig til form, funktion og udtryk på og slet ikke overvejer ting omkring energi- eller materialeforbrug,” fortæller Nina.

Samtidig er det en balance at uddanne unge mennesker, der har behov for at afprøve for at blive dygtigere. Hun tilføjer:

”Der er grænser for, hvor dogmatisk man skal være på en uddannelsesinstitution. Vi skal jo prøve noget af og teste for at finde ud af, om man kan drikke af det, hælde af det eller sidde på det.”

”Men vi øger bevidstheden hos de studerende. Så er man i hvert fald blevet oplyst om, at man skal huske den dimension også, og det forpligter jo,” afslutter Jacob.

Tema: Bæredygtig produktion

 

Danske Kunsthåndværkere & Designere, Kulturens Analyseinstitut og DDC – Dansk Design Center indgår nyt samarbejde for at styrke det grønne aftryk, skabe debat og nye købsvaner blandt forbrugerne. Målet er at udvikle en digital platform, Green Craft & Design Guide, der giver både forbrugere og udøvere værktøjer til handle mere bæredygtigt.

Formkraft kickstarter projektet med en artikelrække, der sætter fokus på bæredygtig produktion, nye materialer og forbrugeradfærd.

Find flere artikler om bæredygtighed, holdbarhed og materiel kultur i Formkrafts Arkiv.

 

Læs også:

Kunsthåndværk og design – en fløjlsrevolution

Kunsthåndværker og designer Helle Graabæk sætter ord på de kompetencer, der udvikles gennem en kunsthåndværks- og designfaglig praksis, og reflekterer over, hvordan kunsthåndværk og design kan skabe forandring i en tid med en overflod af produkter, men mangel på kvalitet og sanselighed. Udgangspunktet tages i Designskolen Kolding, hvor hun er studielektor og har øje for de nye kunsthåndværkeres og designeres tanker. Her skaber den nye generation af formgivere nye potentialer for tekstilfaget, vi alle kan lære af. Læs artikel

Maria Viftrup
Maria Viftrup

Langsom luksus: smykker og bæredygtighed

Designer og guldsmed Katrine Ingrid Christensen tog afgang fra Designskolen Kolding med en kollektion af genbrugssmykker. Nu arbejder hun med couture for et af verdens største luksusmærker. Her fortæller hun om at arbejde med bæredygtighed i en smykkeverden, der på én og samme tid fordrer tilknytning til produkterne, men som også er præget af modens tendensræs.

Læs interview

Traces. Katrine Ingrid Christensen. Smykker.
Smykke af Katrine Ingrid Christensen

Mestre i materialer

Kunsthåndværkere og designere har et særligt fortrin, når det kommer til udsmykning, installationer og bygningsintegreret kunst i det offentlige rum: indgående materialekendskab.
Glaskunstner og studielektor Maria Sparre-Petersen fra Det Kongelige Akademi ser nye muligheder i et elastisk felt, der strækker sig fra den klassiske udsmykning til det virtuelle rum, vi alle sammen går rundt med i baglommen.

Læs interview

Maria Sparre-Petersen udsmykning af kirke
Maria-Sparre Petersen

De vibrerende og levende materialer

af Stine Krag, cand. pæd. i pædagogisk filosofi

Hvordan ændrer vi vores forhold til materialerne omkring os, så vi får en øget opmærksomhed på materialernes liv og udvikling? EUs nye lovændring omkring bæredygdig produktion er et skridt på vejen, men det er langt fra nok.

Læs artikel

CITA, Funded in part through the Ecometabolistic Architecture, European Research Council (ERC) under the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme (grant agreement No 101019693)
Kan print med biopolymerer få os til at genoverveje måden, vi bygger på?