Vi er omgivet af materialer. Organiske, syntetiske, bearbejdede, rå, spiselige, sammensatte, holdbare, nedbrudte, levende, døde. De er byggestenene i vores hjem, tøjet på vores krop, cremen på vores hud og maden vi spiser. De er ikke kun omkring os, men findes også i os. De bliver en del af os og udskilles fra os. De smitter af på os, og vi smitter af på dem. Vi er til i kraft af vores materialeudveksling, og indgår også selv som materiale i jordens store regnskab.

Selvom materialer er så stor en del af vores virkelighed og hverdag, er det sjældent, at vi giver os tid til at lægge mærke til dem, give dem opmærksomhed og måske endda drage omsorg for dem.

I løbet af de sidste blot 2-3 generationer, er en grundlæggende viden om materialer og deres skabelse gået tabt. Det er en naturlig effekt af både specialiseringen og effektiviseringen af industrien, og også i særdeleshed af den enorme udvikling, der har været inden for især syntetiske materialer. Langt de fleste ting, som møbler, køkkengrej, tøj mv., består i dag af så mange komponenter, at det for den uindviede er umuligt at skelne imellem og genkende dem. Mange materialer forsøger endda at udgive sig for noget, de ikke er, og stadigt oftere lykkes de med at snyde os. Det er således ikke så mystisk, at mange af os har mistet overblikket, grebet og måske også noget af interessen for materialerne og deres historie.

Men denne manglende basale materialeforståelse har konsekvenser. Fejlkøb, forkert brug eller behandling og fortsat dårligere kvalitet, for blot at nævne nogle. Vi er blevet fremmedgjorte i vores relation til objekters oprindelse og ligeglade igennem den overeksponering af genstande, vi er udsat for i vores dagligdag. I denne artikel vil jeg undersøge, om en sanselig opmærksomhed på vores ting og materialer – og helt generelt til vores omverden – kan føre os i en mere bæredygtig, opmærksom og kærlig retning.

Det nye århundredes glatte vending

Ud over at kompleksiteten omkring materialerne er steget, har der i løbet af 00’erne og op igennem 10’erne været en tendens til at mindske eller helt fjerne materialernes taktile karakter. Overflader, strukturer og detaljer på møbler og interiør i vores hjem er blevet erstattet med nye, glatte og glansfulde flader. Savsmuldstapetet fra mit barndomsværelse er i dag nærmest umuligt at opspore.

Juhani Pallasmaa beskriver samme tendens inden for arkitekturen i bogen Arkitekturen og sanserne (2014), hvor materialer som glas, spejle og stål pludselig blev dominerende. En af de væsentligste pointer handler netop om disse glatte og spejlende overflader, der ikke giver øjet en detalje at dvæle ved, eller en form og taktil struktur at interagere med.

”Enhver betagende arkitekturoplevelse involverer mange sanser; rumlighed, stoflighed og størrelsesforhold måles med både øjne, ørerne, næsen, huden, tungen, knoglerne og musklerne. Arkitekturen bekræfter vores tilstedeværelse, menneskets oplevelse af at være i verden, som grundlæggende er en oplevelse af selvet.” (Pallasmaa, 2014, s. 67).

For at arkitekturen rør os, skal den altså aktivere vores sanser. Men de her glatte, jævne og spejlende flader giver os ikke mulighed for at opleve materialerne, men kaster i stedet vores opmærksomhed i alle mulige andre retninger. Ligesom det er gældende for arkitekturen, kan materialiteten i vores umiddelbare omverden og i alle vores ting og sager også bekræfte vores væren i verden – men det kræver en sanselig oplevelse af dem.

Den sanselige oplevelse

Vi bruger vores sanser hele tiden, men det meste af tiden er vi ikke bevidste om det. Det er først når de bliver usædvanligt stimuleret, fx ved et pludseligt brag eller en voldsom benzinlugt, eller når vi bevidst søger en stimulering, som fx smagsoplevelser på restauranter eller decideret æstetiske oplevelser som i teatret, at vi rigtigt bemærker dem.

Selvom vi ikke lægger mærke til det, er de også helt centrale i omgangen med vores ting. De fleste af os har nok et stykke tøj bagerst i skabet, som vi af en udefineret årsag aldrig vælger, eller en yndlingskop, hvorfra kaffen altså bare smager bedre.

Nogle ting har måske en affektiv betydning og er knyttet til nogle helt konkrete minder, hvor andre er kommet i vores besiddelse tilfældigt. Uanset, bliver vores sanser aktiveret i brugen af dem – vi kan faktisk slet ikke undgå det.

Denne aktivering rummer, hvis vi bliver lidt mere bevidste om det, muligheden for at skabe nye minder og sanselige erfaringer. Betydningen af disse minder beskriver Kristine Harper således:

“Det fysiske minde er ordløst, men ikke desto mindre er det adgangsgivende til en tidsrejse, som foretages på et splitsekund, og som er forårsaget af en lignende fysisk oplevelse. En sådan kan sætte gang i et væld af indsigtsgivende eller sammenhængsskabende tanker og følelser.” (Harper, 2015, s. 47).

Disse indsigter, forståelser og følelser omkring sammenhænge og betydning, mener jeg, kan være definerende for den videre relation til tingene.

Materialitet som en filosofisk parentes

Ud over at vores brug af materialer har besværliggjort vores interaktion og sanselige oplevelser med dem, har det filosofiske og teoretiske fundament for, hvordan det er muligt at forstå vores væren i verden længe ikke talt materialitetens sag.

Først med teoretikere som Donna Haraway og Jane Bennett har materialiteten endelig igen fået en større plads i filosofien. Med deres teoretiske rammeværk inden for bl.a. ny-materialisme, spekulativ feminisme og posthumanisme, har de bygget videre på den poststrukturelle tradition, der havde sprogets magt og diskurser som hovedfokus.

Dette er bragt med ind i de nye strømninger, men til dem er føjet en opmærksomhed på det materielle, der ikke blot er til stede, men også har agens. Kort opsummeret beskriver Donna Haraway det ret præcist i det, der efterhånden er blevet hendes mest berømte citat:

“It matters what matters we use to think other matters with; it matters what stories we tell to tell other stories with; it matters what knots knot knots, what thoughts think thoughts, what descriptions describe descriptions, what ties tie ties. It matters what stories make worlds, what worlds make stories.” (2016, s. 12).

Disse strømninger tager materialiteten seriøst, som en betydelig del af vores virkelighed, og som noget vi skal forholde os til på lige fod med alle andre aspekter af vores verden.

Forskydningen af sansebalancen og vores forbrugsvaner

Der er sket en forskydning af balancen i brugen af vores sanser, hvor synssansen har fået overtaget. Det gælder for alt fra arbejde og underholdning, til indretning og sociale medier. Vi bruger det visuelle som vores primære sanselige stimuli, og som den måde vi hovedsageligt udtrykker os på.

Vores forbrugsvaner har også forskudt sig til billeder på skærme, når vi køber tøj og madvarer på nettet. Et problem med denne sanseligt endimensionelle tilgang til vores forbrug er, at varerne ofte fremstår lidt anderledes, når først vi kan interagere med den, har dem i hænderne, kan lugte til dem og vende dem på vrangen, end de gjorde i forestillingen ud fra billedet. Selv i butikkerne er det blevet sværere at danne sig et sanseligt helhedsbillede af objekterne. Mange ting er pakket grundigt ind og illustreret med et repræsentativt billede uden på kassen.

Ifølge Friedrich Schiller, har alle mennesker i kraft af deres sanser mulighed for at have æstetiske oplevelser, og evnen til dette kan trænes og udvikles gennem en æstetisk opdragelse (1996). Det er lidt den samme mission jeg er på. En form for genopdagelse af vores sanser, deres betydning og deres potentiale. Ville vi mon træffe bedre købsbeslutninger, hvis vi tillod os at interagere mere med genstandene på forhånd? Hvis vi lugtede til dem, mærkede tyngden, formen og overfladen på dem – ja, faktisk gav os tid til at mærke efter og vurdere dem – og skabe en relation til dem?

Heldigvis er der allerede små bevægelser, der trækker i denne retning. Særligt den håndlavede keramik, der oser af tid, håndværk og er skabt i et let afkodeligt materiale, har de seneste år fundet vej ind i manges hjem. Køkkenhaver og håndstrik er også mere populært end nogensinde før, og begge kan læses som et tegn på en generel sult efter det taktile, det håndgjorte og kendskab til materialer og processer – til et kendskab om tilblivelse og oprindelse. Jeg er sikker på, at man efter måneders venten mener at kunne smage den selvdyrkede gulerods hjemlighed, og at man, hvis strikken lykkes, bliver lidt mere påpasselig omkring vask og håndtering af sin hjemmestrik, end med resten af garderoben.

Det er netop denne opmærksomhed og omsorg for disse udvalgte materialer og objekter, som jeg vil advokere for en udbredelse af. Hvis vi gav os tid til at opleve de genstande vi omgives af, både hjemme, på gaden, på kontoret og i skoven, til at lægge mærke til deres væren, forholde os til deres tilblivelse, deres tilstand, hvor de hører hjemme og hvad de har af behov, så tror jeg, at vi i første omgang ville vælge objekter med større omhu, men også opbygge mere varige og holdbare forhold til dem, vi allerede har omkring os.

Forbundetheden og vigtigheden af at passe på os selv og vores omgivelser, netop gennem en øget opmærksomhed, bliver beskrevet skarpt af Jane Bennett:

“Such a newfound attentiveness to matter and its powers will not solve the problem of human exploitation or oppression, but it can inspire a greater sense of the extent to which all bodies are kin in the sense of inextricably enmeshed in a dense network of relations. And in this knotted world of vibrant matter, to harm one section of the web may very well be to harm oneself.”(Bennett, 2010, s. 13)

Min tese er altså, at vi ved at give materialer, objekter eller genstande sanselig opmærksomhed, kan skabe en relation til dem, som kan være opbyggende og måske rummer potentialet for en æstetisk oplevelse. Det gælder alle former for objekter – også dem, der ikke umiddelbart udstråler skønhed. Ved at lære vores omgivelser at kende, forbinder vi os til dem, og vil derigennem være mere tilbøjelige til at passe bedre på dem.

En sanselig revolution

Ordet revolution har nogle kraftfulde og højtråbende konnotationer bundet til sig, men revolutioner kan også foregå i det nære. For at være en del af denne sanselige revolution, er alt du skal gøre at lade dig (for)føre af dine sanser.

Næste gang du vasker op, så læg mærke til den børste du bruger. Hvilke materialer består den af? Hvordan er disse blevet til? Hvordan reagerer den på at blive våd? Hvilke lyde siger den, når den er i kontakt med de andre objekter i vasken? Er det forskelligt alt efter, hvilket objekt du vasker? Det behøver ikke være mere komplekst end det. Men små oplevelser som disse, kan måske danne grobund for eftertanke, indsigter og forbindelser.

Måske bevæger spørgsmål om tilblivelsen af børsten sig helt ned i jorden, til ormene, der skaber mulden, der indeholder den næring, der skal til for at fiberen, der sidder som hår i børsten, kan gro? Måske endnu dybere ned i undergrunden og i forhistorien, der over tid er blevet til olie, som mennesket har formået at pumpe op, og skabt en teknik til at omforme det flydende til fast, navnlig til plastik, der igen kan blive til hårene i børsten?

Hvad skal al denne tankevirksomhed og opmærksomhed så til for? Det samme spørgsmål dukker op, allerede i indledningen i Jane Bennetts bog Vibrant Matter:

“Why advocate the vitality of matter? Because my hunch is that the image of dead or thoroughly instrumentalized matter feeds human hubris and our earth-destroying fantasies of conquest and consumption. It does so by preventing us from detecting (seeing, hearing, smelling, tasting, feeling) a fuller range of the nonhuman powers circulating around and within human bodies.” (Bennett, 2010, s. ix).

Hvis vi åbner den tilsyneladende døde materie op ved en nysgerrig og sanselig opmærksomhed, kan vi måske få øje på materialets betydning, dets historie og nuværende situation, hvorigennem potentialet for at opbygge en relation, der vil medføre opmærksomhed og omsorg fremadrettet, opstår. En omsorgsfuld relation, der vil give både os selv og vores materialer bedre vilkår, og som kan lede os i en mere bæredygtig og kærlig retning.

Kilder

Bennett, J. (2010). Vibrant matter: A political ecology of things. Duke University Press.

Haraway, D. (2016). Staying with the trouble: Making kin in the Chthulucene. Duke University Press.

Harper, K. (2015). Æstetisk bæredygtighed (1. udgave). Samfundslitteratur.

Karana, E., Pedgley, O., & Rognoli, V. (2015). On Materials Experience. Design Issues, Volume 31(3), 16–27.

Pallasmaa, J. (2014). Arkitekturen og sanserne. Arkitektens Forlag.

Schiller, F., Øhrgaard, P., & Schiller, F. (1996). Menneskets æstetiske opdragelse (2. udg). Gyldendal.

St Clair, K. (2019). The golden thread: How fabric changed history (Paperback edition). John Murray (Publishers).

Tema: Bæredygtig produktion

Giver det overhovedet mening at skabe nye produkter i en verden, hvor bjerge af affald former landskaber, og planetens ressourcer er opbrugt allerede i februar? Menneskeheden står i massive udfordringer for at bevare kloden, når flere og flere får mulighed for at deltage i forbrugsfesten. Formkraft undersøger hvordan kunsthåndværkere og designere bidrager til den grønne omstilling.

Læs tema

Mere viden i arkivet!

Formkraft arkiv rummer en guldgrube af artikler med digitaliserede tidsskrifter fra 1948-2009 samt nye udgivelser. Søg i ARKIVET eller find inspiration her:

Abonner på Formkraft

Skriv dig op til et abonnement på Formkraft – det er ganske gratis. Foruden nye artikler informerer vi også om relevante konferencer, nyt litteratur og andet relevant, der kan berige din viden om kunsthåndværk og design. Tilmeld dig her