”En båd er en båd er en båd er en båd” var titlen på et af de tidligere vinderprojekter på Biennalen for Kunsthåndværk & Design. Jeg husker det tydeligt, for det hang på væggen på Trapholt i 2005 og var det vildeste smykkeprojekt, jeg til dato havde set.

Så meget fortælling, så mange detaljer, så meget håndværk i ædle og banale materialer, der tilsammen var, ja, et håndlavet smykkeprojekt. Mette Saabye var formgiveren bag, der her vandt Biennaleprisen sammen med keramiker Louise Hindsgavl. Jeg ved ikke, hvorfor jeg husker den Biennale så tydeligt. Måske fordi jeg som ung skribent faldt i svime over alle de fortællinger, der manifesterede sig fysisk overalt på museet. Genstande skabt med hånd og ånd i det felt, jeg havde forelsket mig i at formidle.

I denne artikel kan du møde en tidligere museumsdirektør, en aktuel udstillingschef, tidligere og aktuelle kuratorer, deltagere og prismodtagere og et bestyrelsesmedlem fra Danske Kunsthåndværkere & Designere. Alle giver de deres besyv med på spørgsmålet om, hvorfor Biennalen er vigtig, og hvad den kan bidrage med.

Åben censureret udstilling

Biennalen for Kunsthåndværk & Design blev initieret af medlemsorganisationen Danske Kunsthåndværkere & Designere (DKoD) i 1995 ud fra ambitionen om at præsentere værker i alle materialer og kategorier inden for kunsthåndværk og design. I 1997 skrev Nina Hobolth, direktør for Nordjylland Kunstmuseum, i kataloget:

”En Biennale for Kunsthåndværk & Design omfatter to grundideer – på den ene side et vidnesbyrd om mesterskab i håndværket og på den anden side en fortolkning af samtidens dynamik. At mestre sit håndværk må være en forudsætning for, at værket (måske) bliver til kunst; og det mesterlige design forløser nuets behov som tidløs form.”

Biennalens afsæt skulle med andre ord både fremvise ypperligt og mesterligt kunsthåndværk, men også spejle samfundsmæssige tematikker. I kataloget fra 1999 er udstillingskomitéen blevet mere konkrete:

”Biennalen er en åben censureret udstilling, hvis hensigt det er at vise aktuelt kunsthåndværk og design. Udstillingen skal vise områdets bredde, som omfatter brugsgenstande inden for unika, serier, industrielle produkter og værker, hvor det kunstneriske og materialernes sanselighed er det bærende element. Udstillingen skal endvidere manifestere kunsthåndværk og design, der med fantasi og visioner er optaget af at udvikle og afprøve områdets kvaliteter og grænser.”

Selvom Danske Kunsthåndværkere & Designere fik idéen til Biennalen og har drevet den gennem 30 år, er den åben for ansøgere fra hele feltet – uanfægtet om man er medlem af foreningen. Det, er der flere medlemmer, der synes, er ærgerligt, men bestyrelsesmedlem, glaskunstner Mette Colberg forklarer vigtigheden af den åbne gestus:

”Det er essentielt, at Biennalen er åben for flere end blot DKoD’s medlemmer. Det understøtter både faglig bredde og kunstnerisk diversitet i udstillingen. Ved at inkludere kunsthåndværkere og designere udenfor medlemskredsen sikrer Biennalen, at den afspejler den aktuelle udvikling og mangfoldighed i feltet – også fra dem, som arbejder mere tværdisciplinært eller udenfor de traditionelle rammer. Åbenheden skaber desuden grobund for nye netværk, samarbejder og indsigter, som kan styrke både Biennalen og det samlede kunsthåndværksfelt.

Den fungerer både som et udstillingsvindue for offentligheden og som en faglig markør for, hvor faget bevæger sig hen. Biennalen bidrager med synlighed og anerkendelse, men også med refleksion over materialer, metoder og fortællinger, som præger vores samtid og formgivning. Den styrker fagets position – både kulturelt og politisk – og er med til at definere, hvordan kunsthåndværk og design forstås og værdsættes i en samtidskontekst.”

Anerkendelse og netværk

At deltage på Biennalen og måske endda modtage prisen – der i en årrække indebar en efterfølgende udstilling på et anerkendt udstillingssted året efter – er en markant blåstempling – prestigemæssigt og økonomisk. Biennaleprisen har i alle årene været på 100.000 kr. og haft en særskilt fagjury til at udvælge modtageren. Den allerførste Biennalepris i 1995 tilfaldt hele tre udøvere: tekstildesigner og stoftrykker Anne Fabricius Møller, keramiker Vibeke Fonnesberg Schmidt og tekstilkunstner Grethe Wittrock, der fortæller:

“At blive tildelt Biennaleprisen var samtidig starten på et vidunderligt samarbejde og venskab med de to andre prismodtagere om at udvikle en udstilling til Kunstindustrimuseet (Nu Designmuseum Danmark) i 1997. Udstillingen hed ”URBAN” og bragte os videre til udstilling i Kyoto med efterfølgende rundrejse i Japan.”

Smykkekunstner Karen Fly vandt Biennaleprisen i 2007, året efter hun tog afgang fra Institut for Ædelmetal. For hende blev anerkendelsen et gennembrud på flere niveauer:

”Biennaleprisen var en kæmpe anerkendelse og på mange måder en ilddåb at få så meget opmærksomhed så pludseligt. Fra at sidde indadvendt og nørde med sine materialer til at skulle udtale sig og mene noget. Jeg blev ramt af gedigen præstationsangst. Men at få en udstilling at arbejde hen imod har betydet ALT for mit senere arbejde. Jeg rejste nemlig til Grønland, min mors hjemland, og mødte familien, kulturen og landskabet med store øjne. Da jeg kom hjem, var jeg også blevet grønlænder og havde fået inspiration og materialer til alle mine smykker siden da.”

Smykkekunstner og arkitekt Katrine Borup, der vandt prisen i 2009, medgiver, at anerkendelsen er et gigantisk skulderklap, fordi man føler sig set og forstået for sit arbejde, der kan være ensomt og usynligt i perioder. Hun fremhæver særligt netværksdelen som en ekstra relevant værdi; at man som prisvinder pludselig får adgang til andre indgange til området:

”At jeg vandt prisen betød helt konkret, at Koldinghus købte en ”Power-flower”-broche, og at direktøren for Koldinghus, Poul Dedenroth-Schou, kontaktede mig til prisuddelingen. Jeg kendte ham ikke i forvejen, og jeg tror heller ikke, han vidste, hvem jeg var.

Så at vinde Biennaleprisen gav mig også mulighed for at netværke i branchen på en anden måde; jeg fik en anden opmærksomhed og mødte den med større selvtillid. Det har betydning at sælge til et anerkendt museum, noget vi i branchen er stolte over og skriver på CV’et. Men at blive inviteret ind i en så fin og klassisk samling som Koldinghus’, synes jeg, der ikke ligefrem er klassisk smykkekunstner, var ekstra sjovt og betydningsfuldt.”

Statusgivende overblik

I 2007 var keramiker og designer Ole Jensen samt designforsker og forfatter Lars Dybdahl kuratorer for Biennalen, der i deres greb blev et frodigt foretagende med mere end 200 deltagere – den hidtil største udstilling. Så stor at både Koldinghus og Trapholt blev taget i brug for at kunne rumme alle værker. Dybdahl og Jensen fortæller:

”Da der var behov for et vidtspændende og statusgivende overblik over hele feltet – hvor var dansk kunsthåndværk og design 2007? – ville vi tage Biennalens navn for pålydende og give designs emnefelter prioritet på samme niveau som kunsthåndværkets.

Det var ikke normen ved de tidligere Biennaler. Dermed kunne vi give rum for innovative relationer imellem unika-kunsthåndværk og den masseorienterede produktudviklende designproces. Samtidig satte vi ti arbejdstemaer op som pejlepunkter for de potentielle ansøgere og som ramme for os selv.

Det indsendte materiale fra ansøgerne var ikke, som vi havde håbet. Vores fravalg måtte
desværre blive stort, og for at indfri vores mål valgte vi at invitere talrige idérige og
tankeprovokerende kunsthåndværkere og designere, toneangivende og talenter, der manifesterede spektret inden for rammerne.

Den temastrukturerede udstilling rakte fra kunsthåndværkets absolut autonome kunstværker over mode, møbler og grafisk design til tandlægens arbejdsunit og depotvognen til byggepladsen. Det blev på mange måder en atypisk, stor og vidtfavnende Biennale – også fordi den gennemførtes på både Trapholt og Koldinghus.”

Kunsthistoriker og udstillingschef på Designmuseum Danmark, Christian Holmsted Olesen, fremhæver netop den Biennale som en af de bedste, fordi den ifølge ham, præsenterede den bredde, som han mener, feltet bør fremvise på en Biennale:

”Biennalen bør handle om, hvor vi er med formgivningen på alle planer. Industriproduktion, digital, abstrakt tænkning og sansning med hænderne af den virkelighed, vi lever i.”

Tema eller ej?

Det handler med andre ord om at præsentere og formidle det mest interessante og ypperligste kunsthåndværk og samtidig give publikum en indsigt i bredden af området – teknisk, æstetisk og materialemæssigt. Bodil Busk Laursen var direktør på Kunstindustrimuseet (Nu Designmuseum Danmark), da Biennalen første gang blev vist i 1995.

”Da planen for den første Biennale for Kunsthåndværk & Design blev realiseret, var det en klar opgave for Kunstindustrimuseet at lægge hus til udstillingen af de udvalgte værker og projekter, ligesom museet var repræsenteret i udstillingskomitéen. Det gav museet en fin mulighed for at være med til at formidle de nyeste tendenser og talenter inden for dansk kunsthåndværk og design på tværs af områdets forskellige fagdiscipliner.

Idéen og initiativet til Biennalen kom fra områdets egne aktører og har for længst bevist sit værd både internt for udøverne og eksternt i forhold til offentligheden. Gennem Biennalernes skiftende temaer har det været muligt at følge, hvordan samtidens vigtigste spørgsmål har haft indvirkning på kunsthåndværkernes virksomhed.

Udstillingerne har været medvirkende til at give kunsthåndværk og design en stemme i tidens debatter. Biennalerne er gennem årene blevet vist på flere relevante museer inden for området, og det vil forhåbentlig fortsætte. Biennalerne er vigtige fora for samarbejdet mellem kunsthåndværkets organisationer og fagmuseer.”

Det har dog ikke altid været muligt at vise Biennalen på et museum. I 2013 blev udstillingen vist i Rundetaarn for et stort publikum under temaet Viden og Dialog. Siden fulgte en række Biennaler på forskellige venues med skiftende temaer, der havde til hensigt at udvikle området og skabe samfundsrelevans.

Smykkekunstner Karen Fly er ikke overbevist af det tematiske, eksperimenterende og konceptuelle fokus, som, hun synes, mangler dybde:

”Når jeg har læst oplægget og set Biennalen i de senere år, er der kommet meget stort fokus på KUNST og knap så meget på håndværket. Mere fokus på det konceptuelle og en mere overfladisk forståelse af materialet. Ikke alle værker naturligvis, men en tendens. Kald mig bare gammeldags, men jeg drømmer om en Biennale med mere plads til dem i vores forening, som der er flest af. Dem, hvor fokus er ligeligt fordelt på både kunst og håndværk, og hvor design og produktion er nøje overvejet ud fra hånden og åndens arbejde. Hvor erfaringen er oparbejdet af mange gentagne bevægelser og måske ikke lige lader sig formulere i et manifest.”

I de senere år, og særligt efter Covid, har kunsthåndværket fået momentum og blomstrer som aldrig før. Og spørgsmålet er, om den nylige værdsættelse af kunsthåndværk ikke også fordrer, at museerne tager et større ansvar for at formidle området?

Kunsthistoriker og udstillingschef på Designmuseum Danmark, Christian Holmsted Olesen er enig i, at museerne bør engagere sig og understreger, at Biennalen bør have en bred appel, så udstillingerne ikke bliver skabt til en lukket kreds af kunsthåndværkere.

”På et museum er det essentielt, at Biennalen får en bred appel, der vedkommer mange mennesker. Det nytter ikke noget, at den lukker sig om sig selv og bliver en udstilling og en diskussionsplatform udelukkende for kunsthåndværkere. Den skal have slagkraft og repræsentere udviklingen af dansk design og kunsthåndværk på et internationalt plan. Når man laver en stor udstilling, har man også en større forpligtelse. Der skal et bredere formidlingsperspektiv på. Det går ikke så godt for dansk design. Hvis du kigger på nye banebrydende produkter, der kommer til at stå til eftertiden, som klassikerne stadig gør, så lader det noget tilbage at ønske. Kunne Biennalen blive et sted, der rækker mere ud? Blev mere internationalt orienteret og den rugekasse, som nye produkter udspringer fra?”

På spørgsmålet om, hvad der skal til for at udvikle Biennalen, og om det er vigtigt, at der er et tema, der rammesætter udstillingerne, bekræfter Holmsted Olesen:

”Det er vigtigt, at der en eller anden afgrænsning af, hvad det handler om. Det er det, der gør udstillingen aktuel, så den ikke ender som et kurateret marked. Et tema kan holde kurateringen fast – ellers kan det ende med at blive kuratorernes smag, der bliver udslagsgivende for valget af værker.”

Biennalen 2025 giver frihed til fordybelse

I år har Biennalen intet tema. Ukurant er en gruppe unge designere, der har skabt deres egen udstillingsplatform, men også fungerer som individuelle designere i egen ret. Som kuratorer og udstillingsarkitekter for årets Biennale er deres svar på det temaløse udgangspunkt, at det åbne genstandsfelt afføder flere originale idéer og værker. Designer Josefine Krabbe fortæller:

”I Ukurant arbejder vi ofte ud fra idéen om, at de mest interessante værker opstår, når udøverne har frihed til at fordybe sig i dét, der optager dem mest. Biennalen rummer udøvere på tværs af generationer.

Nogle præsenterer teknikker og håndværk, de har raffineret gennem årtier. Andre dykker ned i de muligheder, moderne teknologier giver kunsthåndværkere og designere i dag. Og så er der dem, der viser spæde eksperimenter med et kæmpe mulighedsrum foran sig. Det er netop det spænd, vi ønsker at fremhæve – og som vi frygtede, at et tema kunne risikere at sløre.

Det kan være udfordrende at kuratere uden et tema, men vi arbejder stadig med klare kriterier. Til Biennalen har vi især lagt vægt på originalitet, stærkt håndværk, aktualitet og en høj æstetisk kvalitet. Resultatet er en udstilling, der spænder bredt i materialer, overflader, former og sanseindtryk.

Derudover har mange af værkerne det til fælles, at de udfordrer de klassiske tilgange til materialer og teknikker – og på den måde peger de fremad og foreslår nye veje for deres respektive discipliner.”

Ukurants overordnede greb på museet i Ebeltoft har været at have fokus på det materialenære, det gode håndværk og det fremadskuende.

”Med udstillingsdesignet ønsker vi at fremhæve de særlige kvaliteter ved hvert enkelt værk — og stille skarpt på detaljer, overflader og teksturer. Vi vil skabe et ophøjet og indrammet øjeblik til hvert værk, hvor de kan fremstå som de mesterværker, de er. Samtidig arbejder vi på at skabe en tæt relation mellem værkerne, så man som besøgende kan opleve, hvordan forskellige materialer og overflader spiller op imod hinanden og danner interessante kompositioner. På den måde lægger udstillingsdesignet op til, at man kan gå på opdagelse – og opleve værkerne på nye måder, alt efter hvor man står i udstillingen,” pointerer designer Kamma Rose Schytte

For tekstilkunstner Grethe Sørensen var det temaløse open call en mulighed for at komme tilbage i danske udstillingssammenhænge:

”Deltagelsen i Biennalen er en mulighed for at blive set af et stort kunsthåndværk-interesseret publikum. Udstillingsaktivitet er en vigtig del af arbejdet som kunsthåndværker – man skal være synlig for at eksistere i folks bevidsthed. Jeg har i længere tid arbejdet med udsmykningsopgaver og har derfor ikke været udstillingsaktiv herhjemme. Kuratorernes ’Open Call’ uden tema var en kærkommen mulighed for at indsende et værk. Der er generelt for få udstillingssteder, der tager sig af at vise nutidig professionelt kunsthåndværk, så det er vigtigt, at Biennalen er der og fortsætter!”

Biennalen skal vi værne om!

Biennalen for Kunsthåndværk & Design er et vigtigt fyrtårn for området, der i forvejen ikke har særlig mange udstillingsinitiativer eller platforme at stå på eller stråle fra. Derfor er Biennalen ifølge Katrine Borup vigtig at værne om:

”Jeg synes absolut, Biennalen for Kunsthåndværk og Design er meget vigtig for faget. Der er nærmest ingen større udstillinger af kunsthåndværk og design, som går på tværs af feltets mange fagområder, og det er virkelig ærgerligt.

Personligt har jeg haft meget stor glæde og gavn af at møde andre kunsthåndværkere, der arbejder ligesom mig med udstillingsorienteret unika, men i helt andre materialer. Det er også mit indtryk, at vi som udøvere møder større forståelse og interesse for det, vi laver, når vi udstiller sammen, både i forhold til pressen og publikum. Det er som om, objekter, arbejdsmetoder, materialer osv., der kan synes lidt sære eller utraditionelle, får større tyngde og kraft, når der er flere af dem.

Biennalen for Kunsthåndværk & Design har haft mange forskellige udtryk – måske i sig selv en kvalitet. Jeg er dog ikke i tvivl om, hvad jeg selv er størst fan af: de åbne udstillinger, hvor udøverne kan indsende det, de er optaget af, så det bliver kunsthåndværkerne selv, der i vidt omfang sætter dagsordenen, og censuren kun der for at sikre kvaliteten.

Jeg er også tilhænger af, at Biennalen for Kunsthåndværk & Design vises på etablerede museer, så der skabes netværkspotentiale for udstillerne, og udstillingerne får gavn af de ressourcer, museerne kan tilbyde. Endelig har Biennalen som udstillingskoncept potentiale til at genskabe den interesse for kunsthåndværk og design, som jeg desværre oplever, de store museer har mistet lidt gennem de senere år.”

Årets kuratorer er heller ikke i tvivl om, at Biennalen er essentiel for området. Designer og kurator Lærke Ryom understreger:

”Biennalen favner både nye talenter og erfarne udøvere – og med det nye initiativ i år med en anonym kurateringsproces vælges værkerne alene på kvalitet, ikke på designerens CV. Det skaber et stærkt og åbent felt.

Biennalen er en platform, der hylder håndværket og minder os om værdien af fordybelsen – det møjsommelige arbejde, de særlige teknikker og den dybe materialeforståelse. Samtidig fungerer Biennalen som et rum, hvor viden opbevares og deles; værkerne bliver en slags katalog over erfaringer, eksperimenter og håndværksmæssige kompetencer, som kan inspirere både nuværende og kommende generationer.

På den måde bliver Biennalen ikke alene en udstilling, men en dialog mellem fortid og fremtid, mellem kunstnerisk praksis og kommerciel relevans, som inspirerer både besøgende og branchen generelt. Kort sagt er Biennalen en central scene, hvor håndværk, design og eksperimenter mødes, udfordres og fejres”.

Ole Jensen og Lars Dybdahl, der begge er etablerede inden for hver deres genre af feltet, har oplevet stort set alle Biennaler og er, ligesom Katrine Borup enige i udstillingernes vigtighed som pejlemærke og om at anerkende den enorme bedrift, der ligger i at stable dette projekt på benene. Dybdahl pointerer:

”I et noget flimrende udstillingsbillede, som det ser ud i dag inden for kunsthåndværk og design, har den proaktive, velkuraterede Biennale stor værdi som en kontinuerlig, fremtidsrettet og debatskabende omdrejningsakse både i de udøvendes arbejdssfærer og i offentligheden. Det er imponerende, at foreningen Danske Kunsthåndværkere & Designere vedholdende og i så mange år har kunnet gennemføre stort anlagte Biennaler i hele landet.”

Læs også…