GenJord. Foto Gerner-Jahncke
GenJord. Foto Gerner-Jahncke
Reportage

Keramik mellem skaberskam og naturforundring


Kan man overhovedet lave keramik, hvis naturen skal beskyttes?
Det var et af mange store spørgsmål, som blev rejst på GenJords Symposium 2026, hvor keramikere mødtes for at lytte, diskutere og blive inspireret til at undersøge, hvordan bæredygtighedstanken passer ind på keramikværkstedet.

Hovedtemaet var naturforundring, og blandt de andre store ord, der var i luften, var planteblindhed, historiefortælling og skaberskam.

Netværket GenJord opstod på Århus Kunstakademi i 2023 og arbejder med vidensdeling inden for keramisk praksis og bæredygtighed. Det sker bl.a. via workshops, en hjemmeside og et årligt seminar. 2026-symposiet samlede 60 keramikere på Statens Værksteder for Kunst i København, og de blev præsenteret for tanker om meget andet end brændingstemperaturer og glasur.

Knappe ressourcer

Det er skiftende kuratorer, som lægger programmet for GenJords symposier. I år lå ansvaret hos keramiker- og glasduoen Rick Gerner og Johanne Jahncke.

Rick Gerner slog tonen an i sin velkomst og talte om, at keramikere arbejder med ler, leret graves ud af jorden, og det skaber huller og ar i landskabet. Det er materialer, som vi ved, at der er knaphed på. Er det i orden? Eller skal man som keramiker have dårlig samvittighed over at tage ressourcer fra kloden uden at erstatte det?

”Samtidig kan vi med vores arbejde skabe glæde og fortælle historier om naturen. Det er et bæredygtighedsparadoks. Vi anvender ler-partikler og forarbejder dem til værker, der kan vække forundring og nysgerrighed,” forklarede Rick Gerner.

Han understregede, at han ikke mener, at man som keramiker skal grave sine egne materialer op for at være bæredygtig, men viden om landskabet og naturen bør være en central del af arbejdet.

”Vi oplever en længsel efter at være forbundet med mere end os selv, at lære naturen, leret og planterne bedre at kende.”

Til at dykke længere ned i spørgsmål om etik, skam og løsningsmuligheder var der inviteret tre talere, som præsenterede forskellige måder at håndtere såvel håndværket som det at være menneske på kloden i 2026:

Bioetiker Mickey Gjerris, billedkunstner Camilla Berner og den prisbelønnede skotske keramiker Jennifer Lee.

Mickey Gjerris Foto Magnus Sterling Borchert
Bioetiker Mickey Gjerris var blandt årets talere på GenJords symposium.
Foto: Magnus Sterling Borchert

Vi skal lade os forundre

Mickey Gjerris er lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Han er uddannet teolog, og der faldt da et enkelt ”af jord er du kommet, til jord skal du blive,” da han talte til lerets folk.

Gjerris er optaget af klodens tilstand og de dilemmaer, det sætter det enkelte menneske i. For hvad kan jeg gøre ved det, når surhedsgraden i verdenshavene falder, temperaturerne stiger og albatrossen uddør? Hans pointe er, at mennesket som art har enorm magt over andre arters fremtid. Den magt skal forvaltes med større omhu, sagde han og citerede Pippi Langstrømpe:

“Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre.”

Bioetikeren har set, hvordan mennesket (manden) har placeret sig selv over alle andre væsener på kloden, og det har skabt et verdensbillede, hvor man kan tillade sig at udpine jorden uden at tænke på andre eller andet end produktion, forbrug og vækst. Og hvad har det så med keramik at gøre?

”Der er brug for politik og videnskab i verden, men vi skal huske at lade os forundre. Her kommer kunsten ind i billedet. Kunsten kan det, som jeg ikke kan som akademiker. Den kan overbevise og skabe resonans hos dem, I kommunikerer med.”

Mickey Gjerris pegede på, at det at fortælle historier har en vigtig funktion, hvis man vil forandre noget. Han præsenterede tre konkrete spørgsmål om forholdet til kloden, man som kunstner eller kunsthåndværker kan stille sig selv i sit arbejde:

Hvad bør vi værne om – og hvordan kan jeres værk give det et sprog?

Hvilke dyder skal sætte aftryk i den ler, som I låner af det mere-end-menneskelige fællesskab?

Hvordan omsætter I jeres idealer i jeres hverdag og praksis?

Og så havde Mickey Gjerris en opfordring om at se på mennesket som et element i verden og ikke som overdyret:

”Når vi går ud og graver vores huller, skal vi komme med ydmyghed og viden og ikke bare tage leret, som om det er vores ret.”

Planter bliver overset

Idéen om at bruge keramikken eller andre kunstformer til at fortælle historier om naturen og omgivelserne blev uddybet af Camilla Berner. Hun er billedkunstner og arbejder bl.a. med at trække konkrete landskaber og planter ind i sine værker.

Hun oplever, at mange mennesker i den moderne verden lider af planteblindhed.

”De mangler bevidsthed om og kendskab til planter. Der er en tendens til at betragte mennesket og andre dyr som overlegne og overse planterne.”

Kunstneren præsenterede en række af sine arbejder og fortalte om, hvordan hun f.eks. skabte taget til den hytte, som i 2018-19 var med på udstillingen Jordforbindelser – dansk maleri 1780-1920 og det antropocæne landskab. 

Hytten var inspireret af en hytte, der findes i Svanninge Bakker på Fyn, og taget blev udskiftet, når udstillingen flyttede rundt i landet. På Faaborg Museum var det lavet af tørret gyvel, som der er meget af i netop Svanninge Bakker. På Fuglsang Kunstmuseum var taget tækket med rør høstet i vandkanten nær museet, på Ribe Museum faldt valget på hybenroser osv.

Alle de stedspecifikke planter bliver anset for at være en slags ukrudt, og det er en del af pointen for Camilla Berner: ”Hvem bestemmer, hvilke planter, der er gode, og hvad der er ukrudt?”

Camilla Berner, pollen, Foto Magnus Sterling Borchert
Camilla Berners pollen kom også rundt til publikum.
Foto: Magnus Sterling Borchert

Et shelter af pollen

Et af de midler, der kan bekæmpe naturblindhed, er naturforundring. At man lader sig betage af det, som naturen skaber. Og det var svært ikke at blive forundret, da Camilla Berner præsenterede værket PollenLY.

PollenLY er et shelter til overnatning udendørs, og den visuelle inspiration kommer fra pollen. Kunstneren har forstørret bittesmå pollen fra en række planter, og da billederne kom på storskærmen, lød der et forundret ”ah” fra formgiverne i salen.

Camilla Berner har særligt forelsket sig i mælkebøttens pollen, som forstørret ligner et søpindsvin eller måske en Pokémon-figur. Det er tanken, at shelteret skal bygges i samme form, så man kan sove inde i et ”pollen,” mens man befinder sig midt i naturen. PollenLY skal 3-D-printes og bliver fire meter højt! Der arbejdes fortsat med prototyper og jagtes finansiering.

 

Hånd-om-landskabet_ Foto Camilla Berner
Hånd om landskabet af Camilla Berner.
Foto: Camilla Berner

Hånd om naturen

Ved at koble et kunstværk sammen med naturen håber Camilla Berner at kunne fascinere og få historierne om landskabet til at leve på samme måde som malerkunsten har været med til at forme vores natursyn.

Aktuelt arbejder hun på at gøre den forbindelse håndgribelig. Et stykke jord i Ballerup venter på at bliver bebygget med det nye byområde Kildedal. I mellemtiden vokser ”ukrudt” som bjørneklo, kruset skræppe og andre planter på området. Planterne blomstrer op og visner bort, og året efter gentager processen sig. Berners idé går ud på at anvende stængler af bjørneklo mm. som grundmateriale til dørhåndtag. Hun kalder projektet Hånd om landskabet.

Den lokale natur skal indgå i et nyt produkt/værk, som dem, der engang flytter ind i områdets huse, kan købe. Det er bare ikke nemt at skabe et materiale, som er bæredygtigt, etisk korrekt og stabilt og kan holde til vand og rengøringsmidler. Det bliver først holdbart, når man tilsætter en form for plastik.

Og hvad gør den naturbevidste kunstner så? Det er tid til at tænke over, hvad der er det vigtige i værket. Er det etik eller praktik?

”Jeg kom frem til, at det vigtigste ved håndtaget er historien. At man som beboer tager i et håndtag og får forbindelse til naturen, som eksisterede før bebyggelsen. Håndtaget duer ikke uden fortællingen. Det bliver forældet gennem historien,” forklarede Camilla Berner.

Håndtagenes design er inspireret af Zeppelin-håndtaget fra 1920’erne. Det var lavet af bakelit, som var verdens første industrielt fremstillede plastik. Det er en del af fortællingen, at det nu kan lavet af (næsten) udelukkende naturmaterialer.

 

Krukker med spor af landskaber

Efter de filosofiske tanker og udfordringer fra Mickey Gjerris og Camilla Berner, kom der fokus på keramiske processer og stor skønhed, da Jennifer Lee overtog mikrofonen ved symposiet. Den 70-årige skotske keramiker tog tilhørerne med ind i sit værksted og viste fotos af både værker, landskaber og andre inspirationskilder.

Særligt naturen har smittet hendes arbejde. Fra opvæksten på landet i nærheden af Aberdeen i Skotland, hvor floder, bjerge og strand har rå og smukke kanter og flader, til rejser i Egypten og USA. Hun har et godt øje til ørkener, og fotos af f.eks. saltformationer i Death Valley og den uendelige himmel over Tuscon i Arizona har påvirket hende dybt.

”Jeg tænker ikke bevidst på landskaber, når jeg arbejder, men de sidder i mig. Jeg er fascineret af, at mens landskaberne og naturen forandrer sig, så bliver mine landskaber fastholdt, når leret brænder.”

Jennifer Lee bygger sine krukker op med ringe af ler og er optaget af, hvordan forskellige oxider kan skabe mønstre og farvenuancer. Hendes fotos af alt fra rustne metaldåser og lækre sten til butikker med redskaber fik de tilstedeværende til at nikke anerkendende. Efter oplægget var der mange spørgsmål om teknik, brænding og oxidering.

Japan fylder en del i Jennifer Lees kunst. Hun arbejder jævnligt på værksteder i landet. Her har hun observeret, at den særlige røde og kirsebærblomstfarvede ler, hun holder meget af, er ved at være en mangelvare. Leret er simpelthen blevet brugt op.

Jennifer-Lee-Foto-Jake-Tilson
Jennifer Lees materialesamling spænder bredt.
Foto: Jake Tilson

Ingen har rene hænder

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt vi overhovedet bør blive ved med at grave huller i jorden for at lave mere keramik til denne verden?

Bio-etiker Mickey Gjerris havde et bud:

”Etik handler ikke om at være god, men om at vide, at det koster, når man gør noget. Hvad er så det mindst onde? Vi havner alle i det etiske fedtefad. Ingen af os kommer herfra med rene hænder, og slet ikke keramikere,” sagde han og udløste latter fra deltagerne i Symposium 2026.

GenJord

GenJord er et udviklings- og netværksprojekt med base på Århus Kunstakademi.
Det er også en videnbank og afholder oplæg og workshops for keramikere.
GenJords hjemmeside rummer videoer og tekster om bæredygtighed mm.
Her findes også klip fra symposierne.
Symposium 2027 afvikles 4. oktober 2027 på museet Clay i Middelfart.

Læs mere

Læs også

Et laboratorium for fremtidens grønne løsninger

Maker’s Island Bornholm har indgået et nyt stærkt partnerskab med et EU-baseret forskningsprojekt og Bornholms Affaldsbehandling (BOFA). Målet er at skabe et laboratorium for kunsthåndværk med eksperimenter indenfor bæredygtighed og cirkulær økonomi i bred forstand. Økonomi, miljø, sociale og kulturelle aspekter inddrages.

Udgivet: 28-06-2024

Læs interview

Kunstprojektet Brave New World er lavet af D20 Ark Lab; Sergio Marchesini og Raffaella Rivi. (AI teknologi)
Kunstprojektet Brave New World er lavet af D20 Ark Lab; Sergio Marchesini og Raffaella Rivi. (AI teknologi)
Foto: Eget foto.

GenJord – bæredygtig keramisk praksis

Projektet GenJord har fået massiv interesse blandt danske og udenlandske keramikere. Her giver keramiker og projektleder Helle Bovbjerg indblik i tankerne bag projektet, der er blevet en bevægelse mod en mere bæredygtig keramisk praksis.

Udgivet: 04-06-2024

Læs artiklen 

Thora Finnsdottir.- GenJord
Thora Finnsdottir.
Foto: GenJord