Artiklen er genudgivet fra tidsskriftet Dansk Brugskunst 3 Tidsskrift for Kunsthåndværk og Design. 41. årgang 1969. 

Revision af loven om Statens Kunstfond

Oplæg til møde med Folketingets udvalg den 29. maj 1969

Kunstfondsdebatten har stået på i en række år, både i politiske kredse og kunstarterne imellem, og debatten blev aktualiseret denne gang ved, at Loven om Statens Kunstfond blev taget op til revision og omsider blev udvidet til også at omfatte kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning og delvis arkitektur. Nedenfor gengives det indlæg, som Bent Salicath på Landsforeningens vegne fremførte overfor det af Folketinget nedsatte udvalg vedrørende revisionen af loven om Statens Kunstfond.

Før vedtagelsen den 27. maj 1964 af loven om oprettelse af Statens Kunstfond henvendte Landsforeningen sig til det dengang siddende folketingsudvalg og til kulturministeren (bl. a. ved skrivelse af 11. marts 1964) og fremførte Landsforeningens principielle synspunkter og begrundelse for, at såvel kunstneriske frembringelser af unik karakter inden for kunsthåndværk og brugskunst som frembringelser af skabende formgivere måtte komme med under bestemmelserne for legattildeling og indkøb ved den nye lov om Statens Kunstfond.

Man henstillede også dengang, at særligt fremragende kunsthåndværkere eller formgivere skulle kunne indstilles på lige fod med kunstnere inden for andre områder til de ydelser, der på finansloven gives de sidstnævnte. Dette kom ikke med i det endelige lovforslag, som blev gennemført på kort tid, men i bemærkningerne til lovforslaget pegede man på spørgsmålet, idet man mente, loven først burde have en prøvetid, og man derefter kunne tage dette punkt op, når loven havde virket de første 3 år.

(I Sverige blev denne statslige legatuddeling til kunsthåndværkere og formgivere påbegyndt allerede 1965). Revisionen af loven skulle have fundet sted i 1967, og Landsforeningen henvendte sig igen til den daværende kulturminister fru Bodil Koch med en redegørelse, dateret 29. december 1967 (gengivet i Dansk Kunsthaandværk nr. 2-3, 40. årgang, 1967-68).

Det nu reviderede lovforslag blev, efter at revisionen var blevet udskudt til 1968, fremsat i 1969, og de forskellige partiers ordførere fremkom med deres bemærkninger hertil den 30. april 1969. Landsforeningen havde igen gjort sine synspunkter op i en artikel af under tegnede, der blev tilsendt kulturminister K.Helveg Petersen, de politiske partiers ordførere samt andre interesserede i april 1969 (gengivet i »Dansk Brugskunst « nr. 1-2 41. årgang, 1968-69). Inden havde man drøftet spørgsmålet med den nuværende kulturminister K. Helveg Petersen.

Som et tilbageblik på udviklingen kan det være nyttigt at se på statens direkte aktiviteter for at fremme den kunstneriske udvikling i Danmark inden for den bildende kunst, skulptur og arkitektur (og hermed også brugskunst).

1. Det Kongelige Akademi for de Skjønne Kunster

Ved akademiets stiftelse under Frederik den Femte for godt 200 år siden blev Det Kongelige Akademi for de Skjønne Kunster oprettet som omfattende de tre områder, hvor kunst udfoldede sig, nemlig malerkunsten, skulpturen og arkitekturen. At arkitektur var kunst, var altså erkendt så tidligt fra statens side. Ved udviklingen af kunstakademiets skoler tilføjedes senere en freskoskole, en skole for grafik, som også forudsatte en mangfoldiggørelse af arbejderne, en afdeling for dekorativ kunst, og allersenest blev keramikken taget op med egne værksteder inden for billedhuggerprofessoren Mogens Bøggilds område.

Arkitekturens afdeling blev udvidet med en skole for møbel- og rumkunst og senere med byplan- og landsplanlægning og med afdeling for havekunst og landskabskunst.
Senest tilkommen er afdelingen for formgivning. Alle hørende ind under de 3 oprindelige
kunstarter og med mulighed for, at de studerende inden for de 3 forskellige kunstarter kan løse opgaver i specialeområderne. For at den kunstneriske udvikling af det område, der på akademiet hørte ind under arkitektur, kunne få en større bredde, har der været forskellige aktiviteter for at fremme denne udbredelse, men samtidig også for at skabe større muligheder for at udvikle talenter, der kom fra andre kredse i samfundet, og som ikke umiddelbart ville søge ind på Det Kongelige Akademi for de Skjønne Kunster.

Her skal som eksempler blot nævnes professor G. F. Hetsch’ initiativ ved Det kg I. Møbelmagasin og oprettelsen af Kunsthaandværkerskolen for at eksistere måtte gå ind under Det tekniske Selskabs skoler. Disse bredere uddannelsesbestræbelser medførte, at akademiet til videreuddannelse kunne optage talentfulde elever fra Kunsthåndværkerskolen og elever fra De tekniske Selskabers skoler rundt om i landet på arkitektskolen. For brugskunstens vedkommende ligger der således en klar historisk linie, der går tilbage til statens officielle kunstneriske akademi og herfra er udbygget på bredere basis.

Da der på et tidspunkt på grund af hele byggeriets accelleration opstod ønske om at kunne få den stærkt voksende arkitektskole på kunstakademiet udskilt som en selvstændig læreanstalt, modsatte man sig dette fra statens side og fra akademiets side, idet man fastholdt, at arkitektur og dens forskellige discipliner var en kunstart og derfor stadig burde høre under kunstakademiet.

Ved kunstakademiets største prisbelønninger har man fastholdt brugskunstens samhørighed med de andre skabende kunstarter f. eks. ved tildelingen af Eckersbergmedaljen til væveren Lis Ahlmann, keramikeren Gertrud Vasegaard og møbelkunstnerne Børge Mogensen og Finn Juhl og flere andre.

2. Indførelse af kunstnerretten i Danmark

Statens stilling til kunstneriske arbejder inden for kunsthåndværk og kunstindustri kom til udtryk i loven om kunstnerret efter revisionen i 1908, foranlediget af, at et spise- og kaffestel fremstillet på Den Kongelige Porcelainsfabrik efter professor Arnold Krogs tegning ved en kunstnerretssag i 1907 ikke kunne beskyttes under den daværende lov fra 1902.

Ved revisionen er det bemærkelsesværdigt i denne forbindelse at se, at beskyttelsen og ligestillingen med de andre kunstarter for brugskunstens vedkommende omfatter originale kunstneriske arbejder, bestemt til forbilleder for kunstindustri eller kunsthåndværk, og det pointeres udtrykkeligt, at dette også gælder arbejder, hvor gengivelsen sker ad ren mekanisk eller kemisk vej, og hvad enten gengivelsen foretages i rent kunstnerisk øjemed, i industrielt øjemed eller for at tjene til praktisk brug.

Hermed har samfundet gennem sin lovgivning ligestillet og givet samme beskyttelse for originale kunstneriske arbejder inden for kunsthåndværk, kunstindustri og anden form for brugskunst med udtrykkelig fremhævelse af, at mangfoldiggørelsen ikke berører det kunstneriske forhold.

3. Oprettelsen af Statens Kunstfond

Ved den første lovgivning om statens kunstfond kom kunsthåndværk og brugskunst
ikke med i selve loven, og det er således først ved oprettelsen af kunstfonden,
at arkitektur ikke anerkendes på lige fod med de frie kunstarter. I bemærkningerne til denne lov var man imidlertid klar over, at problemerne måtte have en afklaring ved revisionen
efter den første 3-års periode.

I forbindelse med forberedelserne til lovens revision nu, har Landsforeningen derefter fremsat sine synspunkter både i skriftlig form og ved møder med de skiftende kulturministre og over for embedsmændene. I det reviderede lovforslag, som blev forelagt folketinget af kulturminister K. Helveg Petersen, er kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning kommet med og principielt anerkendt som ligestillet med de øvrige kunstarter og med en principiel tilsvarende repræsentation i repræsentantskabet og med et selvstændigt sagkyndigt 3-mands udvalg til foreståelse af legatfordeling og ved indkøb af arbejder.

Der har gennem en længere årrække været faste bevillinger på finansloven som hædersgaver og støtte til kunstnere inden for litteratur, tonekunst og bildende kunst, uden at disse hidtil har omfattet formgivere og kunsthåndværkere, hvilket der nu bliver mulighed for.

4. Kunsthåndværk, arkitektur og formgivning er ikke »bildende kunst«

Ved flere af ordførertalerne i folketinget har der været udtrykt velvilje over for lovforslaget, men visse indvendinger er fremsat, hvor man lidt får en fornemmelse af, at nogle af ordførerne på enkelte områder ligesom kryber i skjul i et hundehus. Det, der her tænkes på, er den fremførte mulighed for, at kunsthåndværket og kunstnerisk formgivning blot kunne placeres under udvalget for bildende kunst, idet enkelte kunsthåndværkere jo efterhånden er optaget i forskellige kunstnersammenslutninger.

Denne løsning må på det bestemteste afvises fra vor side. Der findes bildende kunstnere, der også har føling med kunsthåndværket, lige som der findes arkitekter, der har føling med musik, men taget generelt ville en indordning af kunsthåndværk og formgivning under den bildende kunst være at fratage dette område sin kunstneriske selvstændige status.

Rent praktisk ville ordningen heller ikke kunne tilrådes set fra kunsthåndværkets side, al den stund at der tidligere netop fra de bildende kunstneres sammenslutning til kulturministeren er indgivet en protest mod, at kunsthåndværket medtages under loven for statens kunstfond.

Man skulle altså stå i den situation, at de, der protesterer mod kunsthåndværkets inddragelse i loven, skulle være de, der bedømte hvilket kunsthåndværk og i hvilket omfang kunsthåndværkerne skulle være egnet til støtte fra Statens Kunstfond. En sådan situation er naturligvis ganske uholdbar.

5. Nationalbankens nye fond

Det andet punkt fra nogle af ordførertalerne er henvisningen til, om spørgsmålet ikke kunne klares ved den nyoprettede fond fra Nationalbanken, som jo omfatter støtte til kunst og kultur, herunder kunsthåndværk og industriel formgivning. Denne fond har imidlertid netop til opgave at støtte aktiviteter, som ikke naturligt falder ind under statens område.

Jeg tror ikke, at der ved oprettelsen af Statens Kunstfond er anført argumenter for, at bildende kunstnere ikke skulle kunne medtages ved fondens indkøb af arbejder eller ved dekorative opgaver, udført med støtte fra fondens side, med henvisning til, at der jo allerede eksisterede det store private Ny Carlsberg Fond. Nej, det skete ikke – og der er heller ikke skygge af begrundelse til nu at lade Nationalbankfonden klare de spørgsmål, man er tøvende overfor at tage stilling til. Folketinget kan ikke vige udenom her.

6. Frygten for det merkantile

Enkelte af ordførerne i folketinget udtalte en frygt for det merkantile, hvis kunstfonden blev udvidet til også at omfatte brugskunst og kunstnerisk formgivning og mente, at det måtte blive industriforetagenders sag at klare dette spørgsmål, når det drejede sig om industrielt frembragte ting. Der er imidlertid her ingen som helst forskel mellem et forlag, der viderebringer et digt, en roman eller anden litteratur og selv bedømmer, om det tør satse på en produktion af denne litteratur, eller om skabelsen er en kunstnerisk form af en original og selvstændig karakter, som omsættes i en industriproduktion.

De økonomiske vilkår er de samme blot med den forskel, at forfatternes aftaleforhold er klarere præciseret i loven om ophavsret. Om det er en unik figur, Den Kongelige Porcelainsfabrik udfører, eller om det er et stel, vedrører principielt ikke den kunstneriske vurdering, men afgørende er både indenfor litteratur, arkitektur og brugskunst, at der gives muligheder for at eksperimentere og for digtere at formulere sig selv og sine intentioner også på et tidspunkt, hvor resultaterne måske ikke i øjeblikket er merkantilt gangbare.

Det er her Statens Kunstfond bør bidrage til at holde en udvikling i gang. Det er her, den står med sit ansvar og også med sine muligheder for at fremme en udvikling og bidrage til at skabe forudsætninger for udviklingen af et kunstnerisk klima, som ikke alene bestemmes af forlag, grammofonindustri eller kunstindustrielle virksomheder. – Sagen er her nøjagtig den samme.

7. Kunstbegrebets inflation

Det er mig bekendt, at en kronik i Politiken den 22. april »Kunstbegrebets inflation
« af digteren og forfatteren Thorkild Bjørnvig, har gjort et vist indtryk både i politiske og kunstneriske kredse, som beskæftiger sig med spørgsmålene omkring Statens Kunstfond og denne fonds hensigt og formål. Personligt betragter jeg denne kronik som udtryk for en intellektuel Rindalisme af farlig karakter, og begrundelsen er den, at ligesom Rindal ikke kunne se det skabende i ting, han ikke selv forstod og derfor afviste, at det kunne være skabende, og rejste en folkestemning på dette grundlag, så gør Thorkild Bjørnvig det samme, men i en intellektuel form.

Bjørnvig udtrykker i sin kronik, at hvis man udvider Kunstfondens område (altså også omfattende arkitektur, formgivning og kunsthåndværk) så burde man stryge ordet skabende i formålsparagraffen. Bjørnvig henholder sig til, at formålsparagraffen skal give støtte til: dansk skabende kunst. Hvis fondens områder udvides bliver, efter Bjørnvigs mening, begreberne om skabende kunst opløst og forvirrede.

Bjørnvig er ikke nået til at forstå det, som Frederik den Femte og hans rådgivere forstod ved Kunstakademiets oprettelse, at arkitektur og dets forskellige discipliner er skabende kunst. Rent bortset fra, at jeg personligt mener, at skabende kunst kan blive til af udøvende kunstnere ved deres personlige fortolkning af musik, skuespil, i kunstnerisk inspirerede oversættelser o. lign., så ligger den afgørende forskel i forholdet skabende og udøvende rent juridisk, kan man kalde det, at de såkaldte udøvende kunstnere har et forlæg – altså en skrevet rolle, et digt, en komposition at fortolke, medens de »skabende« nok kan arbejde efter forbilleder, men selv skal udføre det skabende, og dette gælder digtere, forfattere, komponister, arkitekter og kunsthåndværkere.

Det er her, der er uorden i den bjørnvigske filosofi. Han afviser det skabende inden for områder, som han ikke har noget personligt tilhørsforhold til. Der er i intet at sige til, at en forfatter og digter ikke har begreb eller føling med den skabende udfoldelse inden for musik eller arkitektur eller brugskunst, men det farlige er, hvis han opbygger disse mangler hos sig selv i et system, der afviser, at de kan være skabende, og påstår at det er disse områder, som han altså ikke forstår, der er inflationsskabende i kunstbegrebet.

Det inflationsskabende findes inden for hvert enkelt område, hvor skabende kunst udtrykker sig, og det er dér, man forsøger at skelne mellem kvalitet og dilettanteri. Men at udelukke områder fra at være skabende, hvor netop de kunstneriske nyskabelser sker gennem et talent og dets udtryksmuligheder
– det er rindalisme!

I mine helt unge år var jeg i en periode dagligt sammen med digteren Paul la Cour, som jo selv var en moderne digter, skrev om moderne digtere og som Politikens kunstanmelder følte og forstod den moderne malerkunsts udtryksformer. Det undrede mig dengang, at han var udpræget fjendsk over for moderne arkitektur og slet ikke kunne se nogen sammenhæng mellem denne og de andre kunstarters udfoldelse.

Den moderne arkitektur var kold og hård uden menneskeligt indhold o.s.v., mente han. Men gennem vore mange afslappede diskussioner og udflugter ændrede Paul la Cours opfattelse af arkitektur sig, så det til sidst blev ham, der kom og fortalte mig om de iagttagelser og bedømmelser, han nu gjorde sig rent personligt ved vurderingen af enkelte moderne bygningsværker eller almindelige huse. Der var ved at gå et nyt område op for ham.

Bjørnvig står i dag hvor Paul la Cour stod i 1939 i sit forhold til moderne arkitektur og brugskunst.
Hvad er det skabende værk? Er Amalienborg blot »udøvende« og Saly’s rytterstatue, der var bundet til opgaven, alene det skabende? Vil man hævde, det er inflation af kunstbegrebet, at M. G. Bindesbølls Thorvaldsens Museum, opfattes som et skabende værk? Er Peterskirken det? Er Jørn Utzons operahus i Sydney det? Eller nogle af Arne Jacobsens karakteristiske arbejder?

Samfundet kan udvide sine aktiviteter med særlovgivninger, der støtter specielle formål inden for det kunstneriske område, men hvis Statens Kunstfond skal opretholde en status for, at den støtter den skabende kunst, så hører nyskabende arbejde inden for arkitektur og brugskunst med – ellers svarer loven ikke til sin formålsparagraf.

Tema: Magtens Korridorer

Formkraft finder den skarpe lygte frem, og belyser hvilke rammer, der er med til at definere samtidens kunsthåndværk- og design. Temaet Magtens Korridorer undersøger systemer, strukturer og valg, der påvirker kunsthåndværk- og designfeltet.

Læs mere