Når Rebecca Lajboschitz husker tilbage på et af hendes første møder med ’kassetænkning’, er det kunstakademiet Goldsmiths i London, der dukker op.

”Jeg fik engang kritik for at have lavet en dragt. Jeg kan huske, at de spurgte: Hvorfor har du lavet en dragt, når du går på ’fine art’? Det kunne jeg ikke selv forklare dengang, for jeg havde jo ikke den bevidsthed endnu.”

Dengang – ligesom i dag – eksperimenterede Rebecca med at arbejde i et krydsfelt, ligesom hun også altid har været tiltrukket af ting, der ikke passer ind i en bestemt ’kasse’. Den i dag 35-årige kunstner fortolker forskellige håndværksteknikker i sine værker, og hun har valgt uddannelser med en nysgerrighed for øje frem for et bestemt mål.

Som at tisse i modvind

I dag oplever hun stadig, at det største benspænd er den ’kassetænkning’, der er på spil. Både fra branchen og dem, der ellers er optaget af kunst. Samtidig er det blevet hendes modus operandi, at plukke fra forskellige håndværk og gøre det til hendes eget.

”Det kan godt føles som om, at man tisser i modvind. Fordi jeg ikke altid umiddelbart får den accept, at det er kunst og ikke kunsthåndværk, jeg laver.”

Rebecca forklarer, at der er en barriere, som flere skal over, når hun fortæller, at hun laver billeder med tekstil. Noget, som hun ikke oplever ved mere gængse kunstformer.

”Hvis du beder folk om at tænke på et værktøj og en farve, så tænker alle ”rød hammer”. Der er bare nogle indkodede forståelsesrammer på spil, og hvis man laver noget, der ikke passer ind i dem, skal man forklare det.”

Derfor er hun begyndt at sige, at hun maler med tekstil. For med meget få ord at beskrive det, hun laver.

Men at tisse i modvind er også en god øvelse. Rebecca forklarer, at hun trives i det paradoks. At mixe håndværksteknikker til værker – enten i smykker, malerier, skulpturer eller noget fjerde – er som et tveægget sværd.

”På den ene side synes jeg, at det er irriterende og frustrerende, og på den anden side betyder det, at jeg må presse mig selv til at undersøge og blive mere bevidst om, hvad jeg laver, og blive bedre til at sætte ord på det.”

En eksperimenterende tilgang

Når Rebecca ser tilbage på vejen fra Goldsmiths i London til guldsmeduddannelsen i København, er der noget, der går igen. Flere gange undervejs opdagede hun, at den lige vej ikke var for hende.

På Fashion Design Akademiet blev hun god til at sy, også at sy lige. Men hun kunne hurtigt konkludere, at der var andre med mere flair for det. Og ofte blev hun egenrådig, når hun skulle løse en specifik opgave.

”Hvis jeg ser en ring, der skal være på én særlig måde, så får jeg lyst til at gøre det på en anden måde. Jeg får lyst til at opfinde mine egne metoder og cowboytricks til at løse nogle ting.”

Det gik op for Rebecca, at hun blev nødt til at gå sin egen vej, da hun blev afkrævet for mange svar, og de håndværksmæssige linjer blev for stramme.

”Min tilgang har været mere eksperimenterende, som et fysikprojekt. Jeg finder selv svar på, om det giver mening. For hvis man sætter alt for mange ord på hvorfor og opfinder et facit, kan det være svært for mig at afvige fra det bagefter og forblive åben.”

Akademiseringen spænder ben for kunsten

For Rebecca handler det ikke om at udfordre det danske uddannelsessystem, som hun med egne ord ikke har særlig meget erfaring med. For hende handler det om, at hun har fundet glæde ved at give sig selv lov til at blande genrer. Hun mener, at vi skal stoppe med at stille så mange spørgsmål.

”De fleste kunstnere, jeg kender, er ikke kommet frem til noget genialt ved at sidde og skrive om det og tænke over det. De fleste starter med en pludselig opstået nysgerrighed og noget, man intuitivt kaster sin kærlighed på.”

”Generelt synes jeg, at den tiltagende akademisering er lidt ærgerligt. Jeg synes, man giver det, det handler om – at skabe kunst – trænge kår, når man skal lave akademiske opgaver og i højere grad argumentere for, hvorfor man gør, som man gør.”

Ifølge Rebecca skal man holde sig for øje at argumenterne ikke vejer tungere end magien i værket, det kunstneriske, det særlige, det underlige. Alt det, der stikker ud og gør værket interessant.

Spill-over effekt

Rebecca ser det som en force at kunne mange ting og kombinere kreative tilgange og ideer.

”Tænk engang på Børsen, der brændte. Det der dragespir, det var Christian den 4.s fyrværkerimester, der designede det. Han har måske ikke vidst, hvordan det skulle udføres, men det var der så andre, der kunne. Han havde en mission, kunne forme noget. Sådan noget får man jo ikke, hvis man sætter folk ind i en kasse og siger, at man kun kan operere inden for den.”

Ifølge Rebecca skal man gøre sig selv bevidst, at man kan mange forskellige ting. Det er blevet et livssyn for hende.

”Man skal ikke se sig selv som låst til én opgave. Og dernæst skal man være åben for en spill-over effekt. Det kan der komme rigtig gode ting ud af. Det kan være samarbejder på tværs af kreative fag eller at man selv, som jeg gør, hælder over fra den ene kop til den anden.”

Tema: Det ændrede uddannelseslandskab

De danske kunsthåndværk- og designskoler har gennem en årrække været i forandring. Politiske reformer, nedskæringer, navneændringer, kassetænkning og klimakrisen har indflydelse på, hvordan kunsthåndværkere og designere uddanner sig. Formkraft giver spalteplads til forskellige stemmer for at få et nuanceret indblik i hvilke muligheder og udfordringer, forandringerne giver til området. Netop nu forhandler Designskolerne om udfaldet af den seneste kandidatreform, og Formkraft følger op, når skolerne vil udtale sig.

Læs også…