Jeg havde en drøm, hvor jeg var inde i en tarm. Det var et lyst og luftigt rum. Jeg rensede den og tjekkede om alt var ok. Det var det. Det var en stærk og smuk tarm, jeg var indeni.

Afstanden imellem mig selv og mit materiale opløser sig nogle gange. Materialet hjælper mig til at se igennem lag og forstå sansninger, der ellers er bundet i kroppen. Som dansk tekstilkunstner har jeg de senere år været optaget af tarmskindets magi.

Mit første fysiske møde med tarmskind var i 2019 i Nord-Norge på et Artist-in-Residence-ophold ved Arctic Culture Lab. Før det havde jeg kun betragtet materialet på afstand på Nationalmuseet i Nuuk og i København og undret mig over, hvad det dog var for et smukt materiale.

Et materiale der ånder

I oktober 2025 åbnede jeg sammen med Grønlands Nationalmuseum og skindsyerske Sofie Amondsen (GL) udstillingen Puggut Anernerat / Breathing Membranes med fokus på tarmskindets innovation og tradition. Workshops, foredrag og udgivelse af et online frit tilgængeligt hæfte om emnet understøtter projektets formål om at ville inspirere og forankre viden i samfundet.

Det er helt nyt, at tarmen nu igen anvendes som et materiale til kunsthåndværk og kunstneriske udtryk. Den viden, som ellers var gået i glemmebogen, har projektet været med til at genoplive.

Glemt viden

Min rolle i projektet er som udstiller, projektleder og initiativtager. Igennem flere år har jeg lavet research i Grønland, og i den forbindelse har jeg set de smukke tarmskindsanorakker, og undret mig over, hvordan de mon laves. Jeg har forhørt mig i de forskellige symiljøer, jeg har opsøgt, i Nuuk (Skindsystuen Kittat), Sisimiut (Nationaldragtskolen) og Ilulissat (Kvindeforeningen). Men jeg fandt ingen svar.

Det var først under et Artist-in-Residence ophold i Nord-Norge, hvor muligheden bød sig, da en sæl blev skudt, og jeg bad om at få dens tarme. Da kom jeg i gang med at undersøge materialet. Først på bedste ’learning by doing metode’ og senere med afsæt i ’Sewing Gut’ videoer på YouTube fra Smithsonian Arctic Studies Center Alaska.

Traditionen med at rense, skrabe, tørre og sy i tarmskind har været praksis i hele det arktiske område, og her via YouTube var der et vidnesbyrd på, at traditionen stadig levede i Alaska. Jeg fandt senere ud af at Anne Mette Olsvig, museumsleder i Qasigiannguit, Grønland også har studeret tarmskind og rejste derfor dertil for at udveksle viden.

Materialerne er tarmskind fra svin, sælpels, genbrugstekstiler, aluminium og sølv. Tematikken omkring lyset og mørket optager mig som aspekter i mig selv og som grundlaget for al liv. I mit materialevalg og lyssætning i udstillingen leger jeg med forholdet mellem lys og mørke, tyngde og lethed: Sælpelsens blanke, sorte, fyldte tyngde og den lyse tarms lette åbenhed i sin form. Jordens tyngde og lysets glød.

Tarmskinds helt særlige sanselighed fascinerer mig. At det både rummer et fugtigt lidt klamt vådt aspekt før tørring – og et sprødt, let og poetisk aspekt efter tørring. Det forvandler sig! Det rummer netop essensen af, hvad jeg er optaget af at undersøge i mine værker: det kropslige og det sfæriske. Energi og kødelighed. Måske er det derfor materialet bliver ved med at fascinere mig! Tarmskind er helt konkret en hinde, hvor der kan trænge de stoffer igennem, kroppen har brug for til næring. I tørret tilstand, når lyset bryder igennem, åbenbarer der sig smukke strukturer og forgreninger, som ses overalt, hvor der er liv. For mig rummer tarmskindet fortællingen om det vibrerende rum af energi, der kan opstå mellem mennesker.

Min mors hænder

I min værkserie er det tematiske omdrejningspunkt min forbindelse til Grønland og til min slægt. Jeg er optaget af, hvordan vi er med til at forme hinanden, og med brugen af tarmskind som mit primære materiale anvender jeg det til at beskrive en både energisk og kropslig erfaring. Installationen Min Mors Hænder består af skulptur, tekst og lyd. Den repræsenterer både et vådt og et tørt spor. Det fysiske værk af tørret tarmskind, former sig som en bølge, en krop, en dragt, et skind, der bærer hukommelse i sin hud. Når det fanges i lyset, afslører det sine linjer og aftegninger af tidens spor. På væggen kastes skygger, der ligner væsner. De gror ud af mørket balanceret i lyset.

Lydsporet indeholder den knitrende, nærmest brusende lyd af tørret tarm – som et lydligt landskab imellem digt, dokumentar og drøm. Dokumentariske elementer af den våde lidt klamme proces med at tømme sæltarm er inddraget, så publikum får kik ind i flere aspekter af tarmens fortælling. Digtet handler om at være datter og se sin mor ældes og om at være forbundet til et land og et folk, og søge forbindelsen hertil igennem den aktive handling at sy.

Jeg er lavet i Nuuk i 1979, året hvor Grønland fik Hjemmestyre. 18 dage gammel, efter at være blevet født på Rigshospitalet i Danmark og døbt på min mors hjemegn i Midtjylland, rejste vi som familie tilbage til Nuuk, hvor min far i 4 år var ansat som sygeplejerske på Sana (Dronning Ingrids Hospital). Mine forældre er begge danske, men mine første sansninger i livet var i Nuuk og senere i mit barndomshjem i Danmark, hvor jeg er vokset op omgivet af smukt grønlandsk kunsthåndværk. Tiden i Grønland har sat et stærkt præg på min familie, og da min far gik bort i 2014, stod det klart for mig, at det nu var tid til at rejse til Grønland og opleve det som voksen.

Et ægte samarbejde

Aftalen om at udstille på Grønlands Nationalmuseum lavede jeg med museumsinspektør for den immaterielle kulturarv, Randi Sørensen Johansen (GL), og hun har været min tætte samarbejdspartner igennem de snart 3 år, vi sammen har arbejdet på projektet. Jeg henvendte mig til hende med idéen om at lave en udstilling med fokus på tarmskind og til min store overraskelse sagde hun: ”Det kan vi godt.” Jeg havde set det for mig: en udstilling, hvor publikum tilbydes mange indgange til at opleve materiale og værk.

Randi Sørensen Johansen er cand.mag. i kultur- og samfundshistorie, og i sin rolle som museumsinspektør bringer hun en dyb forståelse for etnologisk, antropologisk og historisk forskning. Netop de forskellige fagligheder og kulturer, som deltagerne hver især har bidraget med, har tilført projektet både styrke, forankring og en bredde i perspektiv.

Genstande i tarmskind har længe været en del af Grønlands Nationalmuseum, men den viden om håndværket, der ligger bag dem, var ikke længere levende i det grønlandske samfund. Vi ønskede derfor at genoplive den traditionelle viden og samtidig inspirere til at anvende den i en moderne kontekst.

Ringe i vandet

Med et stort ønske om at ville forankre viden i samfundet, har vi samarbejdet med lokale aktører, der har været med til at forme projektet, og som kan være med til at dele viden efter udstillingen. Skindsyerske Sofie Amondsen (GL), museumsinspektør for dragthistorie og etnologi Aviâja Rosing Jakobsen (GL) og skindsystuen Kittat (GL) har alle sat deres præg på projektet.

Sofie Amondsen bidrager med værker til udstillingen. Hverdagsgenstandene Pooq (kurv) og Qaamasortaq (lampeskærm) har hun syet af bearbejdet tarm fra remmesæl med tråd af sælstrube. Til en vidensdelings workshop i februar 2025 mødtes alle parter for at dele viden om bearbejdning af tarmskind. Med en hands-on tilgang afprøvede vi materialer, metoder og værktøj beskrevet i de historiske kilder og studerede museets genstande for at forstå syninger og materialitet. Denne viden har været med til at forme udstillingen, og har dannet grundlag for workshoppen afholdt i forbindelse hermed.

I en 4 dags workshop bearbejdede borgere tarmskind fra narhval og syede deres egne værker ud af svine- og narhvals tarm. Det er med stolthed, vi nu ser borgere fra workshoppen anvende tarmskindet til kunsthåndværk i hverdagen. Den lille ring i vandet, projektet har startet ved at sætte fokus på et overset materiale, er ved at vokse sig større.

Kilde

Schmidt, Anne Lisbeth:  An Analysis of 600-Year-Old Gut-Skin Parkas of the Early Thule Period from the Nuulliit Site,
Avanersuaq, Greenland’ (2022), ARCTIC ANTHROPOLOGY, Vol. 59, No. 2, pp. 107–130

Læs også: